Sankarsana Dasa svarer på spørgsmål
SPØRGSMÅL: Jeg spekulerer på, hvordan man udvikler tro og tillid til mennesker? I den materielle verden virker det nogle gange bare så svært.
SVAR: Engang sagde Srila Prabhupada, at den eneste person, vi kan stole på, er Krishna. I virkeligheden kan vi ikke stole på nogen i denne materielle verden. Det, man dog bør gøre, er at have tillid til mennesker i det omfang, de har hengivet sig til Krishna og dermed repræsenterer Krishna rent.
Det er derfor, vi sætter vores fuldstændige tillid til den åndelige mester, fordi han rent repræsenterer Krishna. Vi kan altså stole på andre, men kun i det omfang, de fuldt ud har overgivet sig til Krishna.
*
SPØRGSMÅL: Under en samtale med mine kolleger i frokostpausen i går fremlagde jeg argumentet (som jeg havde stødt på et par gange), at eftersom alt kommer fra noget, må der være en oprindelse til alt, hvad der eksisterer, og at denne kilde er Gud. Jeg fremlagde argumentet, fordi jeg syntes, det var godt.
En af mine venner sagde straks noget i denne retning: Vi kan sige, at alt levende og livløst i sidste ende kommer fra molekyler, som kommer fra atomernes grundstoffer, men ingen har modbevist muligheden for, at atomer af brint og kulstof og andre grundstoffer måske på forunderlig vis har eksisteret for evigt – det vil sige, at de aldrig er blevet skabt.
Han sagde, at denne mulighed er lige så overvældende som den alternative mulighed, at atomerne af nogle eller alle grundstoffer blev skabt enten på et bestemt tidspunkt eller over en periode i den fjerne fortid.
Og i sidstnævnte mulighed kunne der have været én skaber af atomernes grundstoffer, eller der kunne have været en komité af skabere. Alt sammen er formodninger.
Han sagde, at han ikke havde noget imod, at jeg fremlagde min teologi – hvis jeg blot identificerede den som teologi – at enten én Gud eller en komité af guder skabte atomernes grundstoffer og derefter molekylerne, som danner alting – men at han fandt det noget enfoldigt af mig at fremlægge et spinkelt argument som et uigendriveligt argument.
Jeg indrømmede ydmygt over for ham, at det, han sagde, var rigtigt. Jeg ville fortælle dig, hvad der skete i går, så derfor skriver jeg ydmygt denne besked til dig.
SVAR: Indrøm aldrig, at de har ret, blot fordi du ikke kunne modbevise dem. Når vi har praktisk erfaring med, at alt kommer fra noget, er det mere videnskabeligt at antage, at dette er et universelt princip, end at antage det modsatte, som ikke har noget grundlag i vores praktiske erfaring.
Hans idé om, at materien ikke har nogen oprindelse, er blot en teori uden det mindste bevis. Vi har et helt univers fuldt af beviser til at fastslå princippet med årsag og virkning.
Man kan ikke have en mangfoldighed af højeste væsener, for så ville de ikke længere være højeste. Ligesom man ikke kan have mange ’højesteretter’. Man kan kun have én højesteret. Hvis der er mere end én, kan ingen af dem være den højeste.
At debattere med materialister er en vanskelig, men spændende kunst. Giv ikke op. Bliv ved med at læse og synge (chante), og snart vil du være i stand til at besejre selv de mest lærde og stædige ateister!