Af SB Kesava Swami
Mange har en romantisk forestilling om spiritualitet: at undslippe verdslige distraktioner, få adgang til højere bevidsthedstilstande og svæve ind i en dyb sindsro. De dedikerede (og ærlige) praktiserende vil dog indrømme, at det ikke altid fungerer sådan.
Der er gode og dårlige dage. Nogle gange oplever vi stor lyksalighed gennem enkle og sublime åndelige praksisser. På andre dage føles de samme praksisser imidlertid mekaniske, tunge, monotone og uinspirerende. Tusindvis af tanker suser gennem sindet og forstyrrer vores fokus. Hvis spiritualitet er så naturlig, hvorfor føles det så nogle gange så kunstigt? Hvis vi forbinder os med vores sande natur, hvorfor synes det så fremmed?
Inden man når et niveau af åndelig modenhed, skal man igennem stadiet af anisthita bhakti – ustabil hengivenhed. Her er entusiasmens ebbe og flod samt øjeblikke af stilstand uundgåelige. De store åndelige lærere anbefaler derfor, at man aflægger løfter og forpligter sig til en form for regime, som vil opretholde fremskridt gennem et helt liv. Det er let at ære løfter i de tidlige stadier. Her er alt nyt og spændende. At ære disse samme løfter i den modne fase er ubesværet, fordi man på det tidspunkt har udviklet en avanceret bevidsthed.
Ind imellem disse faser kan åndeligt liv dog føles som en belastende kamp. Friskheden er forduftet, og den ”højere åndelige smag” er stadig en fjern realitet. Denne midlertidige fase er den berømte kirkegård for talrige spirende og oprigtige spiritualister. De startede, men evnede simpelthen ikke at fortsætte. Frygt dog ikke, da dette også er fasen, hvor det smukke princip om engagement får lov at skinne igennem. Dybden af ethvert forhold er proportionelt med det udviste engagement – mand og kone, ven til ven, forælder og barn, guru og discipel … og også den individuelle sjæl og Gud.
Åndelighed handler om oplevelse, smag, inspiration og følelse. Men et andet vigtigt aspekt bliver ofte forsømt – disciplin, forpligtelse og beslutsomhed. Man kan sige meget om devisen ”at komme videre” på trods af, hvordan man har det. Hvis vi kunne befæste dette uglamourøse aspekt af vores åndelige liv, kunne vi vokse til uanede højder. De store helgeners løfter var som skåret i sten. Når de først blev udtalt, kom det ikke på tale at trække dem tilbage. Deres løfter blev plantet i hjertet og derefter vandet gennem mange år, hvilket til sidst resulterede i vidunderligt søde frugter. Denne forpligtelse skal forankres dybt. Åndeligt liv er uden tvivl en glædesfyldt proces, men hvor mærkeligt det end kan lyde, kan vi være nødt til at udgyde blod, sved og tårer for at blive vidne til magien. Svært, men ikke umuligt.