Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)

I april 1973 talte Srila Prabhupada under en lang morgentur i Venice Beach, Los Angeles, om moderne videnskab og videnskabsmænd.

Med filosofisk stringens, gennemgribende sund fornuft og afvæbnende bramfrihed eksponerede han, hvor snæversynede og ulogiske videnskabsmændenes alment accepterede teorier om livets oprindelse er. Blandt Prabhupadas ledsagere på hans morgenvandring var bl.a. Dr. Thoudam Singh, en organisk kemiker, der optog samtalen på bånd. Første del af samtalen bragtes i sidste nummer af Nyt fra Hare Krishna.

Karandhara dasa: Grundlaget for, hvad videnskabsmændene kalder “videnskabelig integritet”, er, at de kun interesserer sig for, hvad man kan opfange med sanserne.

Srila Prabhupada: Så lider de under, hvad vi kalder for “Dr. Frøs filosofi”. Der var en gang en frø, der havde boet i en brønd hele sit liv. En dag fik han besøg af en ven, der fortalte ham om Atlanterhavet.

“Hvad er Atlanterhavet for noget?” spurgte frøen i brønden.

“Det er et stort farvand,” svarede hans ven.

“Hvor stort? Dobbelt så stort som min brønd her?” spurgte frøen.

“Det er meget, meget større” svarede vennen.

“Hvor meget større? Ti gange større end min brønd?” spurgte frøen.

På denne måde fortsatte frøen med at forsøge at gætte sig frem til størrelsen, men hvordan skulle den lille frø nogensinde kunne fatte, hvor enormt Atlanterhavet er? Vores tankevirksomhed, erfaring og evne til at spekulere vil altid være begrænset. Frøens eneste målestok var den brønd, han havde boet i hele sit liv. Brønden var det eneste, han kunne sammenligne med. På samme måde forsøger videnskabsmændene at bedømme den Absolutte Sandhed, årsagen til alle årsager, med deres uperfekte sind og sanser, og dermed har de ingen chance for at gennemskue verdens sande natur. Videnskabsmændenes primære fejltagelse er, at de drager deres konklusioner via induktion. Hvis en videnskabsmand ønsker at afgøre, hvorvidt alle mennesker er udødelige gennem induktionsprocessen, må han nærstudere alle verdens borgere for at vide, om en eller flere blandt os er udødelige. Videnskabsmændene siger: “Vi godtager ikke udsagnet om, at alle mennesker er dødelige. Der kan være folk blandt os, der er udødelige. Vi har ikke kendskab til samtlige individer. Hvordan skal vi så kunne konkludere, at mennesket er dødeligt?” Denne tankegang kaldes induktion. Deduktion betyder derimod, at din far, din underviser eller din guru fortæller dig, at mennesket er dødeligt, og at du tror ham på ordet.

Dr. Singh: Der er altså en opadstigende og en nedadstigende måde at opnå viden på?

Srila Prabhupada: Korrekt. Den opadstigende proces vil aldrig kunne give noget ordentligt resultat, for den baserer sig på information, der opfanges gennem sanserne, og sanserne er uperfekte. Derfor godtager vi den nedadstigende viden.

Gud kan ikke forstås gennem induktion. Derfor er Han kendt som adhoksaja, hvilket betyder “ukendelig gennem direkte opfattelse”. Videnskabsmændene påstår, at der ikke er nogen Gud, fordi de forsøger at forstå Ham igennem direkte opfattelse. Men Han er adhoksaja! Derfor kender videnskabsmændene ikke til Gud, for de er ikke bekendte med metoden til, hvordan man opnår kendskab til Ham. For at forstå transcendental videnskab må man henvende sig til en åndelig mester, ydmygt høre, hvad han har at sige, og tjene ham. Herren Krishna forklarer dette i Bhagavad-gita (4.34) med ordene tad viddhi pranipatena pariprasnena sevaya.

Dr. Singh: Der er et videnskabsmagasin ved navn Nature. Det indeholder artikler om naturprodukter såsom planter og dyr, men det nævner ikke Gud – kun naturen.

Srila Prabhupada: Hvis vi korrekt observerer, at planterne skabes af naturen, må vi samtidigt spørge: “Hvordan blev naturen skabt?” At stille dette spørgsmål kræver intelligens.

Dr. Singh: Det falder ikke videnskabsmændene ind.

Srila Prabhupada: De er altså fjolser. Så snart vi nævner naturen, må det næste spørgsmål være: “Hvis natur?” For eksempel taler jeg om min natur, og du taler om din natur. Så snart natur nævnes, må man derfor spørge: “Hvis natur?”

Natur betyder energi, og så snart emnet falder på energi, må man indrømme, at der findes en energikilde. For eksempel er et kraftværk kilde til elektrisk energi. Elektricitet skabes ikke ud af den blå luft. Først må et kraftværk og en generator bygges. Ligeledes står der i Vedaerne, at Krishna styrer den materielle natur.

Dr. Singh: Du siger altså, at videnskaben tager udgangspunkt et sted i midten og ikke fra begyndelsen?

Srila Prabhupada: Lige netop. De er uvidende om ophavet. Videnskabsmændene starter fra et sted, men hvor kommer det sted fra? Det ved de ikke til trods for deres gennemgribende undersøgelser. Man må anerkende, at den oprindelige kilde er Gud, der besidder al mystisk kraft, og fra Hvem alting udstrømmer. Han siger Selv i Bhagavad-gita (10.8), aham sarvasya prabhavo mattah sarvam pravartate: “Jeg er kilden til alle åndelige og materielle verdener. Alt kommer fra Mig.” Vores konklusioner baserer sig ikke på blind tro. De er i allerhøjeste grad videnskabelige. Stof kommer fra liv. I liv – i oprindelsen – er der utallige materielle ressourcer. Det er skabelsens store mysterium.

Moderne videnskabelig forskning er præcis ligesom sankhya-filosofi, hvilket betyder analyse af de materielle elementer. Sankhya betyder “at tælle”. Vi er til en vis udstrækning også sankhya-filosoffer, for vi tæller og analyserer de materielle elementer. Her har vi jord, her har vi vand, her har vi luft, her har vi solskin, her har vi ild. Ydermere kan jeg tælle sindet, intelligensen og egoet. Længere end egoet kan jeg ikke tælle. Men Krishna siger, at der er en eksistens hævet over egoet, og at den eksistens er livskraften – sjælen. Det er denne viden, videnskabsmændene overser. De tror, at livet blot består af en kombination af materielle elementer, men det afviser Krishna i Bhagavad-gita (7.5). Apareyam itas tv anyam prakrtim viddhi me param: ”Hævet over denne lavere natur besidder Jeg en højere energi.” Den lavere energi består af de materielle elementer, og den højere energi består af det levende væsen.

bhumir apo nalo vayuh
kham mano buddhir eva ca
ahankara itiyam me
bhinna prakrtir astadha

“Jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og falsk ego – alt i alt udgør disse otte mine adskilte materielle energier.” (Bg. 7.4) Krishna forklarer her i Bhagavad-gita, at vayu (luft) skabes af Ham, og kham (æter) er finere end luft. Sindet er finere end æter, intelligensen er finere end sindet, og sjælen er finere end intelligensen. Det er videnskabsmændene ikke klar over. De opfatter kun de grove ting. De nævner vayu, men hvor kommer vayu fra? Hvor kommer denne luft fra?

Dr. Singh: Det er de ikke i stand til at svare på.

Srila Prabhupada: Men vi har et svar. Vi ved, at luft kommer fra kham (æter), at æter kommer fra sindet, sindet fra intelligensen, og intelligensen kommer fra Krishnas højere energi, sjælen.

Dr. Singh: Studeres både de højere og lavere energier inden for sankhya-filosofien?

Srila Prabhupada: Nej. Sankhya-filosofferne kender ikke til den højere energi. De analyserer blot de materielle elementer, akkurat ligesom videnskabsmændene. Hverken videnskabsmændene eller sankhya-filosofferne har kendskab til sjælen. De analyserer udelukkende Krishnas materielle energi.

Dr. Singh: Kan man sige, at de analyserer de skabende materielle elementer?

Srila Prabhupada: Materielle elementer er ikke skabende! Sjælen er skabende. Ingen er i stand til at skabe liv kun ved hjælp af stof, og stof kan heller ikke skabe sig selv. Du, et levende væsen, kan blande ilt og brint for at skabe vand. Men stoffet i sig selv har ingen skabende kraft. Hvis du placerer en flaske brint nær en flaske ilt, vil de så automatisk blande sig uden din hjælp?

Dr. Singh: Nej, kun hvis en person vælger at blande dem.

Srila Prabhupada: Netop, den højere energi – det levende væsen – er påkrævet. Ilt og brint tilhører den lavere energi, men hvis den højere energi blander dem, kan de blive til vand.

Den lavere energi kan intet på egen hånd. Dette hav [Stillehavet] er mildt og roligt. Men hvis en større kraft – luften – skubber til havet, dannes der høje bølger. På samme måde findes der en kraft, der er større end vinden, en kraft, der er større end den osv., indtil vi når til Krishna, den største kraft. Dette er sand forskning. Lad os antage, at et tog er i gang med at starte op. Lokomotivet trækker i den ene vogn, der trækker i den næste osv., indtil hele toget er sat i bevægelse. Hele bevægelsen muliggøres af togføreren, et levende væsen. I den kosmiske skabelse giver Krishna ligeledes det første skub, og derved dannes hele kosmos igennem en serie af mange efterfølgende skub. Det forklares i Bhagavad-gita (9.10) med ordene mayadhyaksena prakrtih suyate sa-caracaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse og frembringer alle bevægelige såvel som ubevægelige skabninger, O Kuntis søn.” Lidt længere inde i samtalen siger Han:

sarva-yonisu kaunteya
murtayah sambhavanti yah
tasam brahma mahad yonir
aham bija-pradah pita

“Alle livsarter muliggøres ved at blive født i denne materielle natur, og Jeg er den sædgivende fader.” (Bg. 14.4) Hvis vi for eksempel sår et banyanfrø, vil et kæmpetræ med tiden vokse frem og skabe millioner af nye frø. Fra hvert af disse frø kan endnu et træ vokse frem og igen skabe millioner af nye frø osv. Altså er Krishna den oprindelige sædgivende fader.

Desværre observerer videnskabsmændene kun den umiddelbare årsag. De opfatter ikke den oprindelige årsag. Der er to årsager – den umiddelbare og den oprindelige. Krishna beskrives i Vedaerne som sarva-karana-karanam [Bg. 5.1], årsagen bag alle årsager. Forstår man årsagen bag alle årsager, forstår man alt. Yasmin vijnate sarvam evam vijnatam bhavati: ”Hvis man kender til den oprindelige årsag, vil man samtidigt automatisk have kendskab til de efterfølgende årsager.” Selv om videnskabsmændene leder efter den oprindelige årsag, vil de ikke anerkende, at Vedaerne, der indeholder perfekt viden, beskriver den oprindelige årsag. De holder sig til deres delvise, uperfekte viden.

(Fortsættes i næste nummer)

Dr. Singh: Videnskabsmændene har fokus på energikilder, og nu forsøger de at anvende solenergi til madlavning, belysning og forskellige andre ting. De håber, at når vi har udtømt samtlige andre energikilder, vil vi kunne anvende solenergien.

Srila Prabhupada: Det er ingen ny teori. Det siger sig selv, at det er muligt at få ild fra træerne, fordi deres rødder lagrer Solens stråler. Disse videnskabsmænd er bittesmå væsener, men de er meget opblæste. Vi tildeler dem ingen ære, for de siger blot, hvad alle i forvejen ved. Man har ikke adgang til ilden lige med det samme, man fælder et træ. Først må det tørre i Solen. Når tilstrækkeligt med energi fra Solen er opmagasineret, kan træet brænde. Faktisk vedligeholdes alting via Solens energi, men videnskabsmændene ved ikke, hvor Solens energi stammer fra. I Bhagavad-gita (15.12) siger Krishna:

yad aditya-gatam tejo
jagad bhasayate ‘khilam
yac candramasi yac cagnau
tat tejo viddhi mamakam

“Solens stråleglans, der forjager mørket i hele denne verden, kommer fra Mig. Og Månens stråleglans og ildens glans kommer også fra Mig.”

Igen siger Krishna, jyotisam ravir amsuman: “Blandt lys er Jeg den strålende sol.” (Bg. 10.21) I det ellevte kapitel af Bhagavad-gita siger Arjuna til Krishna, sasi-surya-netram: “Solen og Månen er at tælle blandt dine mægtige, ubegrænsede øjne.” Denne viden er at finde i Bhagavad-gita, men videnskabsmændene kan ikke opnå denne viden igennem deres spekulationer, kan de?

Dr. Singh: Det kan ikke lade sig gøre. (Fortsættes i næste nummer)