DA KRISHNA KOM

I nattens dybe, stille stund,
da verden lå i dvale,
blev mørket pludselig lyst og rundt
af glædens skjulte tale.

I Mathura et fængsel stod,
med lænker, sten og smerte,
men midt i mørket åbned’ Gud
Sit lys i menneskehjerte.

Ej kongekrone bar Han dér,
ej hær med sværd og skjolde –
men som et spædbarn, lille, kær,
kom Han for verden at holde.

Og Yamunas mørke vand
fik lov Hans vej at følge,
mens Vasudeva bar Ham frem
igennem nattens bølge.

Til Gokulas fred og koens hjem,
hvor klokker sagte klinger,
hvor mælken skummer hvid og varm,
og glade børn sig svinger.

Dér voksede den lille Dreng
blandt kohyrder og køer;
med støv på fødder, smil på læber
og blomster bag Sit øre.

Han løfted’ Govardhanas bjerg
med lillefinger let,
og viste alle, at Hans magt
er kærlighedens ret.

Han spillede på fløjten Sin,
og natten stod og lytted’.
Hver tone fandt et længselsfuldt
og kærligt hjerte knyttet.

For når Hans fløjte kalder blidt,
kan ingen helt forblive
i denne verdens tomme jagt –
Han kalder os til livet.

O Krishna, kom igen i dag
til hjerter fyldt med længsel.
Gør vores sind til Vrindavana,
vort hjerte frit for fængsel.

Lad hvert et ord, vi siger, bli’
en blomst ved Dine fødder.
Lad hvert et åndedrag, vi får,
blive en sang, der møder

Dit navn, Govinda, Gopala,
Syamasundara, Hari –
så selv i denne mørke tid
kan sjælen blive fri.

I 2026, på Janmastami,
bøjer vi os ned
og mindes, at Du altid er
vor glæde, håb og fred.

For Du blev født i nattens mørke,
men aldrig blev Du født –
Du er den evige, som kommer
for dem, hvis hjerte blødt

sig åbner for Din kærlighed
og kalder Dig ved navn.
O Krishna, tag os med Dig hjem
til Vrindavanas favn.

Hare Krishna, Hare Krishna,
Krishna Krishna, Hare Hare,
Hare Rama, Hare Rama,
Rama Rama, Hare Hare.