Sankarsana Dasa svarer på spørgsmål
SPØRGSMÅL: Jeg har lønarbejde. Jeg har familie og et ét år gammelt barn. Min hustru og jeg er begge meget ivrige efter at prædike. Vi ønsker at kaste os ud i fuldtids hengiven tjeneste, for folk generelt er så sløve og uvidende.
Jeg har mistet interessen for mit arbejde. Hvordan kommer jeg videre?
SVAR: Fantastisk, at I gerne vil være fuldtidsprædikanter. Der er intet større behov end at sprede Krishnabevidsthed over hele verden, der lider på grund af ét og kun ét problem: mangel på Krishnabevidsthed.
Siden du er gift og har et barn, er det bedste for dig at sætte det idelle eksempel på, hvordan man tjener til livets ophold som en ansvarlig grhastha (gift mand), støtter Krishnabevidsthedsbevægelsen økonomisk og giver sin overskydende tid til at hjælpe med prædikearbejdet. Dette idelle eksempel vil gøre dig kvalificeret til at blive en kraftfuld prædikant og fuldtidshengiven. På den måde følger du i fodsporene på vores store acarya Srila Bhaktivinoda Thakura, der passede et arbejde, opfostrede en familie og prædikede Krishnas budskab kraftfuldt.
***
SPØRGSMÅL: Hvordan etablerer man i praksis en balance mellem materialisme og åndeligt liv. Jeg forstår, at menneskelivet er til for at udvikle kærlighed og hengivenhed til Krishna og komme tilbage til Guddommen. Men er vores materielle nødvendigheder ikke også nødvendige? Men hvis vi bliver for materielt inklinerede, vil vi bruge det meste af tiden på at tjene penge til vores materielle behov. Hvordan skaber vi en balance? Skal vi undertrykke vores materielle behov?
En ting mere – hvorfor skal vi recitere seksten runder på vores japa-kæde? Vil det ikke give mig bhakti og mukti, hvis jeg har tro på Krishna og blot siger Hans navn én gang om dagen?
SVAR: Princippet med at finde balancen mellem åndeligt og materielt liv gives i Sri Isopanisad (mantra 11):
“Kun den, der kan lære processen af materiel viden og transcendental viden side om side, kan sætte sig ud over indflydelsen fra gentagen fødsel og død og nyde udødelighedens fulde velsignelser.”
Siden vi allerede er solidt plantede i materielt liv fra fødsel af, handler balance nu om at lægge mere vægt på udviklingen af vores åndelige liv. Vi må nu koncentrere vores energier om at vække vores slumrende Krishnabevidsthed.
Materielle nødvendigheder er vigtige, men ikke lige så vigtige som åndelige behov. Sideløbende med at opretholde kroppen er det vigtigere at koncentrere os om at holde vores bevidsthed fokuseret på Herren. På den materielle side bør vi acceptere de grundlæggende faciliteter for at holde sammen på krop og sjæl. Der er intet behov for overdrivelse og luksus. Den ekstra tid og energi, der spares ved at leve simpelt, bør bruges på høj tænkning over det transcendentale emne om forholdet mellem det individuelle levende væsen og det Højeste Væsen.
Det er sandt, at én ren fremsigelse af Hare Krishna-mantraet er nok til vores befrielse. Men lige nu kan vi ikke sige Krishnas navn helt rent. Derfor skal vi øve os hver dag ved at sige mindst seksten runder. Igennem denne daglige praksis vil vores fremsigelse gradvist blive bedre, og en dag vil vi kunne sige de hellige navne med hundrede procents renhed. Selv efter at have nået det stadie fortsætter man med at recitere på japa-kæden for at sætte et godt eksempel for andre, der forsøger at gøre deres recitation perfekt.