Af SB Kesava Swami
Da jeg for seksten år siden dimitterede fra ICL med en lederuddannelse, valgte jeg at lade den ligge for en stund og i stedet omfavne munkelivet. Ironisk nok er det hele kommet tilbage til udgangspunktet. At beskæftige sig med og håndtere mennesker, projekter og praktiske ting er en betydelig del af det moderne munkeliv.
Jeg må have en hel del ledelseskarma, jeg skal brænde af! At balancere åndelig fordybelse og praktiske anliggender er imidlertid utroligt udfordrende. Man skal være opmærksom, snusfornuftig, tunet ind og følsom nok til at håndtere de kompleksiteter og konflikter, der belaster enhver leder. Som munk forsøger man dog samtidig at leve i et helligt rum af bevidsthed hinsides det midlertidige blændværk med et større perspektiv og en dybere meditation. Nogle gange føler jeg, at jeg lever livet som en offentlig eneboer – ”på nettet”, men samtidig afskåret.
Mens jeg navigerede i den praktiske verden og fandt mig til rette i min indre verden, stødte jeg på et nyttigt mantra, som jeg forsøgte at integrere i min tankegang: ”Lær at leve i kaos.” Ydre omstændigheder er aldrig perfekte. Livet fungerer bare ikke på den måde, og hvis vi konstant søger den perfekte løsning på alt omkring os, vil vores opmærksomhed hele tiden blive afledt fra de dele af vores liv, der virkelig har brug for den. Mange ting er ikke beregnet til at skulle løses eller fikses. De skal blot styres og tolereres. Vi skal opdyrke modstandskraft og standhaftighed i sindet, selv midt i uløste problemer, udfordringer, forhindringer og fjendtlighed. Hele vores liv kan ikke bruges på at slukke brande. Noget bliver bare nødt til at brænde, mens vi stadig forsøger at fortsætte fremad.
Engang blev Srila Prabhupada kørt til et offentligt engagement. Da de kom til et område med vejarbejde, byggede trafikken sig langsomt op, og i løbet af få minutter holdt alle køretøjer helt stille. Da de kiggede ud af bilruden, stod der på et neonlysende motorvejskilt: ”Vejarbejde: midlertidig ulejlighed, permanente forbedringer.” Srila Prabhupada lo hjerteligt og udbrød: ”Den materielle verden: midlertidige forbedringer, permanent ulejlighed!”
Derfor er det mere realistisk, progressivt og pragmatisk at lære at leve i kaos. Ligesom rindende vand ubesværet flyder rundt om blokerende klipper og bevæger sig roligt mod sin destination, må vi trods uundgåelige udfordringer og uventet modstand marchere videre. Jeg lærer langsomt kunsten at lukke ned, at gå ind i det hellige rum og blokere den kaotiske støj fra den summende verden. Jeg foreslår ikke ansvarsløs ligegyldighed, men jeg kan ikke tillade, at min indre verden bliver kapret permanent. Dét rum er helligt. Ellers kan jeg midt i al kaosset risikere at gå glip af hele meningen.