Af Gaurahari Dasa

Agnideva Dasa, discipel af Srila Prabhupada og en berømt kirtanist, leder og indspilningskunstner, hvis hengivne musik har inspireret hengivne over hele verden i årtier, døde den 28. april efter en alvorlig hjerneblødning.

Agnideva Prabhu blev født som Alvin Marsden den 9. april 1949 i Trinidad og Tobago i Vestindien. I en alder af 21 flyttede han til Brooklyn, New York, for at være sammen med sin mor, som boede alene. Ved flere lejligheder mødte han hengivne, der sang på gaderne i New York, og han besøgte templet i de kommende måneder. Han begyndte at bo i Brooklyn-templet på Henry Street i 1973 efter at have hørt Srila Prabhupada tale under et af sine besøg i byen. Senere modtog han sin første indvielse i april 1974 og sin anden indvielse i juni 1975.

Selv om han havde musikalsk erfaring fra sin ungdom, var offentlig kirtana i starten ikke den tjeneste, han havde forestillet sig. Efter instruktion fra sine tempelautoriteter tog han dog harinama sankirtana til sig, en tjeneste, der skulle blive det definerende udtryk for hans hengivne liv. Gennem årene blev Agnideva kendt over hele verden for sine kirtanaer, der afspejlede traditionel bengalsk bhajana. Ud over hans sjælfulde stemme var hans vigtigste instrument et par simple karatalaer.

Ud over at være kendt for sin musik gjorde Agnideva også mange tjenester igennem årene såsom at være tempelpræsident for templet i Laguna Beach, Californien, og senere i sit hjemland Trinidad. Han var også en dygtig kok og åbnede fire succesfulde Govindas-restauranter i Californien og Oregon. Værd at bemærke er også, at han i samarbejde med Ramesvara Swami spillede en vigtig rolle i udgivelsen af Srila Prabhupadas oversættelse af Caitanya-caritamrita under det berømte udgivelsesmaraton i 1974.

Efter at være kommet sig over et alvorligt helbredsproblem i 2017 fortsatte han med at rejse verden rundt og tilbyde kirtana og støtte festivaler. I de seneste par år havde han haft Sri-Sri Radha-Krishna-templet i Spanish Fork, Utah, som sin base. Han var især værdsat for ikke blot at lede kirtana, men også for at tage sig tid til at rådgive, lytte til og blive venner med hengivne, idet han generøst delte ud af sin tid og energi.

Vores danske Gaurahari Prabhu fortæller om Agnideva:

”Det var med sorg, at jeg modtog nyheden om Agnideva Prabhus bortgang den 29. april. Jeg husker, hvordan jeg som ny hengiven i de tidlige 80’ere følte mig umådeligt oplivet, når jeg lyttede til indspilningerne af Agnidevas sødmefyldte bhajanaer og kirtanaer. Når det gælder kirtana, er Agnideva mit store forbillede. Ingen andre har påvirket mig så meget som ham, hvad det angår. Jeg voksede så at sige op i Krishnabevidsthed med lyden af Agnidevas kirtanaer i mine ører.

Dengang fik jeg aldrig chancen for at møde ham personligt, men i de senere år var jeg så heldig at få lov til at få hans selskab, idet han i perioder opholdt sig i Frankrig, hvor jeg selv boede.

I Frankrig fortalte han os forskellige ting om sig selv. Han var født og opvokset i Trinidad, men som ung emigrerede han til New York sammen med sin familie. Ikke lang tid efter ankomsten mødte han de hengivne, som inviterede ham med til templet, der på det tidspunkt lå på Henry street i Brooklyn, New York. Han ringede hjem og fortalte sin mor, at han havde tænkt sig at overnatte hos nogle venner. “Du har ikke nogen venner her,” svarede hun mistænksomt. “Du er lige ankommet til New York.” Ikke desto mindre valgte han at blive natten over, men han syntes ikke, at livet i templet var noget for ham. Kort efter kom Srila Prabhupada imidlertid på besøg, og da Agnideva mødte ham, konkluderede han, at “Jeg bliver nødt til at flytte ind.”

Livet i templet var dog ikke altid en dans på roser. Hver dag gik de hengivne ud og sang på gaden, selv i sne og frost. En gang faldt Agnideva om på gaden, og de måtte bære ham ind et sted, hvor han kunne få varmen, “som om jeg var en sæk kartofler.” Han nægtede dog at gå ud igen, da han blev opfordret til det. “Jeg ville være død.”

Han flyttede med tiden til Los Angeles, hvor klimaet passede ham lidt bedre. Senere blev han leder af templet i Laguna Beach. Han blev også gift og far til tre børn. I en årrække drev han en restaurant.

Efter han blev skilt – jeg mener, det var for 10-15 år siden – begyndte han at rejse mere og kom som sagt også til Frankrig, hvor jeg mødte ham. Vi havde mange kirtanaer og var med ham ude og synge på gaden. Et år var der etapeafslutning for Tour de France i nærheden af New Mayapur, og vi foreslog ham, at vi skulle tage derhen og lave harinama sankirtana. Det gjorde vi, og det var en stor succes.

Jeg kommer til at savne ham.”