Af SB Kesava Swami (Oversat af Jesper Frydenlund)
Hver morgen klokken 4:30 begynder munkene deres fire timer lange åndelige træning. Hver eneste dag, 365 dage om året. For en tilfældig tilskuer kan det virke som et monotont og mekanisk program, en slags ”hellig træningslejr”.
Erfarne praktikanter vil imidlertid bekræfte, at disse gennemprøvede ydre praksisser åbner op for en indre verden af bundløs dybde. Der er noget smukt ved enkelhed og ensartethed. Med den rette indstilling kan det hjælpe én til at blive mere bevidst, mere afstemt og mere reflekterende. Når omgivelser og aktiviteter forbliver konstante, åbner det op for unikke muligheder for at investere energi i den kvalitet, det formål og den bevidsthed, som man fungerer med: et simpelt liv med dybe tanker. Efter at have praktiseret den samme åndelige disciplin og livsstil i en del år nu er jeg begyndt at forstå, hvor meget dybde den kan skabe. Åndelige redskaber er tidløse og ubegrænsede.
Alligevel kan åndelighedens mekanismer også udarte sig til et monotont ritual. Når vi forsømmer at investere kvalitetstid og øget bevidsthed i at udføre disse simple handlinger af hengivenhed, begynder vi stille og roligt at udvikle os mod en religiøs dogmatik snarere end at blive åndeligt bevidste på en dynamisk facon. Her er nogle klassiske symptomer på mekanisk åndelighed:
Jeg ”passer min praksis ind” i modsætning til at prioritere et passende tidspunkt på dagen.
Jeg ”multitasker” mine praksisser i modsætning til at give dem eksklusivt fokus og dedikeret opmærksomhed.
Jeg har ingen seriøse planer (eller ønsker) om at øge og forbedre min praksis.
Jeg leder efter undskyldninger og begrundelser for at forsømme min åndelige praksis.
Jeg mangler kvalitetserindring om målet og formålet, mens jeg udfører mine åndelige øvelser.
Sindet vandrer ofte under mine øvelser, og jeg følger gladeligt med det.
Hvis vi kan svare et bekræftende ”ja” til mere end et par af disse udtalelser, kan vi meget vel være i farezonen. Jeg er netop vendt tilbage fra Vrindavana, et forunderligt helligt sted, hvor store helgener demonstrerede topmålet af åndelig bevidsthed. Fuldstændig fordybelse i deres daglige praksis gjorde dem upåvirkede af den ydre verden. Deres boliger var ikke gængse murstens- eller trækonstruktioner, men i stedet midlertidige arrangementer som f.eks. en træhule, en lysning under et tornet krat eller en underjordisk hule. I disse stringente og ensomme omgivelser ville disse mystikere slå sig ned i åndelig trance, hvor de ville tale med Gud i timevis. Deres åndelighed var ikke en tilfældig aktivitet. Det var ikke et ritual. Det var ikke blot en disciplin – åndeligheden var snarere fuld af følelser og sindsbevægelser. Følelser fra hjertets kerne. Selv om vi ikke kan efterligne sådanne ophøjede tilstande, er det bydende nødvendigt at investere tid og energi for at skabe en dybere forbindelse. Opmærksomhed fører til tiltrækning. Tiltrækning modnes over tid til tilknytning.