Ydmyghed og et sundt selvværd er forenelige i åndelig udvikling

Af Arcana Siddhi Devi Dasi (Oversat af Kamsahanta Dasa)

Det følgende er en artikel fra Back to Godhead april/maj 2007. Arcana Siddhi diskuterer en psykologisk problemstilling om, hvordan man kan bevare sit selvværd og samtidig udvikle vaisnavaens ydmyghed.

Arcana Siddhi blev initieret af Srila Prabhupada i 1976.

Som familieterapeut vejleder jeg folk inden for såvel som uden for Krishna-bevægelsen. For nylig modtog jeg en e-mail fra en ung kvindelig hengiven, som var ulykkelig i sit forhold til sin mishandlende mand, men oplevede et konfliktforhold med hensyn til, om hun skulle forlade ham. ”Måske er det godt, at jeg har det dårligt med mig selv,” skrev hun, ”for det vil hjælpe mig til at udvikle mere ydmyghed.”

Det var ikke første gang, jeg havde hørt denne form for logik. Bhagavad-gita lærer os, at ydmyghed er essentiel for at gøre åndeligt fremskridt. Uheldigvis tror hengivne nogle gange, at en negativ selvopfattelse er en forudsætning for at udvikle ydmyghed.

Jeg ser ofte, at hengivne har det svært med begrebet selvværd. Efter at have læst bønnerne fra de store hengivne i vores sampradaya tror de ofte, at deres egne følelser bør være på niveau med de selvudslettende udtalelser, som disse store sjæle giver udtryk for. De forbinder ofte lavt selvværd med åndelig udvikling og vedholder en livslang attitude af at have det dårligt med sig selv. Derved bringer de folk, som behandler dem i overensstemmelse med de følelser, de har omkring sig selv, ind i deres liv.

Forvirringen opstår gennem forsøget på at ligestille følelser, som kommer fra vores rene ego, med følelser, som kommer fra vores materielle eller falske ego. De store sjæle udtrykker følelser, som udspringer fra et fuldstændigt åndeligt ego, der er ubesmittet af materielle kvaliteter. Når de med Herren Caitanyas ord føler sig ”lavere end et græsstrå på jorden,” er der tale om en henrykt stemning. De ser Herrens storhed, og de ser alle andre som værende mere kvalificerede end sig selv. De er gennemsyrede af kærlighed og værdsættelse af alt i Krishnas skabelse.

Bhaktivinoda Thakura, en vaisnava-lærer af højeste rang, skrev mange smukke sange, hvori han udtrykte sin tiltrækning og kærlighed til Herren. Nogle sange handlede om at opnå hans hjertes dybeste ønsker, nemlig betingelsesløs kærlighed til Herren, og i nogle sange rakkede han ned på sig selv og beklagede sin mangel på hengivenhed. Som en ren sjæl udtrykte han sin tilknytning og kærlighed til Herren og på samme tid sine følelser af at være ukvalificeret og modløs med hensyn til at opnå Krishnas kærlighed. Disse følelser er alle ægte og udspringer fra ydmyghed, tilknytning og kærlighed til Herren.

Accept af vores fejl

På de tidlige stadier af vores åndelige rejse kan vi opleve noget, der ligner disse følelser, eftersom Krishna gøder vores spirende hengivne liv. Jeg erindrer en vigtig oplevelse, jeg havde, før jeg blev hengiven. Jeg havde svært ved at acceptere kritik og var sikker på, at mine meninger var rigtige. Den mentalitet skabte masser af problemer, både på mit arbejde såvel som personligt. I flere måneder havde jeg betvivlet min mentors råd om, hvordan jeg skulle udføre mit arbejde som leder af mit universitets sovesal. Min stædighed besværliggjorde mit arbejde, og jeg led under det. Så skete der det, at jeg endelig en dag havde en kraftfuld erkendelse af, at jeg tog fejl. Ikke blot tog jeg fejl i dette bestemte tilfælde, men jeg var forkert på den i mange andre ting også.

Jeg kan ikke beskrive, hvor befriende det føltes at acceptere min fejlbarlige natur. Jeg bar ikke længere på byrden af altid at skulle have ret. Jeg følte mig meget lille, men på samme tid åbnede nye muligheder sig op for mig. For første gang i mit voksne liv kunne jeg lytte til mine autoriteter med ægte underdanighed. Dette mentale skift forberedte mig på at være i stand til at søge beskyttelse hos min åndelige mester og de hengivne. I tilfælde, hvor Krishna hjælper os med at blive fri for falsk stolthed, kan vi smage ydmyghedens sødme. Nogle gange kan det at føle sig lavere end et græsstrå derimod føre til selvlede og modløshed, når vi stadig er besmittede af den materielle naturs kvaliteter og identificerer os med vores materielle krop og sind. Disse følelser hæmmer herefter udførelsen af vores hengivne praksis. Vi er nødt til at dømme, om vores psyke er favorabel for Herrens tjeneste, eller om den er en hindring. Paradoksalt nok er de fleste nødt til at udvikle et sundt materielt ego, før de kan transcendere det og realisere deres åndelige ego.

Engang hørte jeg i en forelæsning om motivation taleren sige, at folk med et sundt selvværd tænker mindre på sig selv, ikke mindre om sig selv. Når vi har det godt med os selv, kan vi bruge mere tid og energi på andre snarere end på at være optaget af at nedvurdere os selv. Et højt selvværd giver os også mere frihed til at handle i overensstemmelse med vores værdier og overbevisninger. Når vi har det dårligt med os selv, gør vi iblandt ting for at tilfredsstille eller formilde andre. I en bestræbelse på at opnå accept fra dem kan vi let blive påvirkede til at gøre ting, som er i modstrid med vores overbevisninger.

At føle sig værdig og kompetent

Nathaniel Branden, en kendt psykolog, definerer selvværd som: ”En tilbøjelighed til at opleve sig selv som kompetent med hensyn til at klare enkle udfordringer i tilværelsen samt at være værdig til at opleve lykke.” Hvordan relaterer disse aspekter af selvværd, selvtillid og selvrespekt til Krishna-bevidsthed? Krishna ønsker, at alle de sjæle, der er fanget i den materielle verden, må blive fredfyldte og lykkelige. Den menneskelige livsform giver os mulighed for at engagere vores talenter og evner i Herrens tjeneste. Når vi udfører hengiven tjeneste, føler vi os glædesfyldte. En ven gav engang min mand og jeg et indrammet ordsprog, som sagde: ”Hvad du er, er Guds gave til dig. Hvad du bliver, er din gave til Gud.”

Hengivne forveksler ydmyghed med lavt selvværd og forveksler iblandt begrebet højt selvværd med stolthed og selvoptagethed. Men det er rent faktisk det modsatte. Mennesker, som udviser et højt selvværd, eksemplificerer også en mere ydmyg holdning til andre. De viser en villighed til at indrømme og ændre egne fejl, hvorimod personer med lavt selvværd ofte er mere defensive og føler, at de har brug for at vise, at de har ret.

I en berømt historie fra Mahabharata mødtes Krishna engang med Yudhisthira Maharaja og Duryodhana. Krishna ønskede at forherlige Sin hengivne Yudhisthira og bad ham derfor finde en person, som var ringere end ham selv, mens Han bad den syndige Duryodhana finde en person, som var bedre end ham selv. Yudhisthira havde alle gode kvaliteter. Han var fredfyldt og tilfreds i sig selv. Ingen tvivl om, at han havde et sundt selvværd. På trods af dette kunne han ikke finde nogen, som han anså for at være ringere end sig selv. Dette er et eksempel på en avanceret vaisnava, som i sit inderste væsen udviser ægte ydmyghed.

På den anden side kunne den uretfærdige Duryodhana ikke finde nogen, som han anså for at være større end sig selv, på trods af, at han søgte i sit rige hele dagen. Duryodhana var besmittet af forfængelighed og stolthed. Han misundte og nedrakkede store sjæle. Han var konstant bekymret over sin position og forsøgte altid at udrydde sine modstandere. Hans mening om selvfølelse afhang af ydre faktorer som position og magt, og derfor havde han ikke nogen indre fred. Han led under sit eget begær og grådighed.

Stolthed og højt selvværd

At tro sig selv værende noget stort er stolthed og ikke udtryk for et højt selvværd. En person med højt selvværd udviser ydmyghed. Selvværdets perfektion ses i personer, som er fuldstændigt fri for falsk ego, og hvis ydmyghed er et produkt af deres åndelige erkendelser.

I vores betingede tilstand identificerer vi os sandsynligvis mere med Duryodhanas mentalitet end med Maharaja Yudhisthiras. Men som vi gør fremskridt på den åndelige vej, vil vi se os selv på en anden måde. Des mere vi erkender, at vi ikke er uafhængige i vores handlinger, men snarere er instrumenter, desto sundere bliver vores selvværd. I materielt liv bliver vi påvirket af godhed, lidenskab og uvidenhed. Disse kvaliteter påvirker hinanden gensidigt og kappes indbyrdes om at påvirke vores sindstilstand, inklusive hvordan vi har det med os selv.

Personer, som er fordybet i uvidenhedens kvalitet, er glade og har det godt med sig selv, når deres sanser er stimulerede.  Personer, som er fordybet i lidenskabens kvalitet, er glade og har det godt med sig selv, når andre værdsætter og anerkender deres bedrifter. I disse lavere kvaliteter svinger vores selvfølelse konstant.

Personer i godhedens kvalitet er glade og har det godt med sig selv, når de handler i viden og følger de etiske værdier og regler, de har sat for sig selv. De er mindre påvirkede af ydre stimuli, så deres selvværd afhænger mere af deres indre liv.  Derved har de mere kontrol over, hvordan de føler sig tilpas.

Når folk opnår ren godhed, erkender de sig selv som værende instrumenter i Herrens hænder. De identificerer sig ikke længere som dem, der udfører deres egne handlinger.

Prabhupadas eksempel

Vores åndelige mester, Srila Prabhupada, udviste et højt selvværd. Selv om han var en lille mand i fysisk forstand, virkede han for os meget høj. Han holdt altid sit hoved højt hævet og bevægede sig med formål og selvtillid. Han talte på en ligefrem måde med overbevisning og mod. Hans handlinger var ligefremme og vovede, og dog havde han en ydmyg holdning vel vidende, at hans succes fuldstændigt var op til Herren. Hans ydmyghed er eksemplificeret i de bønner, han bad om bord på skibet, da han først kom til USA fra Indien:

”O Herre, jeg er blot som en marionetdukke i dine hænder. Så hvis du har bragt mig her for at danse, så lad mig danse, lad mig danse, O Herre, lad mig danse, som Du vil.

Jeg har ingen hengivenhed, ej heller nogen viden, men jeg har stærk tro på Krishnas hellige navn. Jeg er blevet betegnet som Bhaktivedanta, og nu kan Du, hvis du ønsker det, opfylde den virkelige betydning af Bhaktivedanta.”

Med stor ydmyghed afsluttede Prabhupada sit brev med: ”Underskrevet, den mest uheldige og ubetydelige tigger, A.C. Bhaktivedanta Swami.”

På en måde viser denne bøn, at Prabhupada følte sig meget lav, men på en anden måde viser han sig også sikker på, at han kan gøre hvad som helst gennem Herrens nåde. Bønnen giver os også nøglen til at udvikle kvaliteter af ren hengivenhed: tro på Krishnas hellige navn. Jo stærkere tro vi har på det hellige navnes evne til at forvandle vores materielle bevidsthed, desto mere vil vi følge processen med recitation af det hellige navn. Vi vil recitere med så megen fokus og opmærksomhed, som vi kan, og vil nøje undgå forseelser, som hindrer vores åndelige fremskridt.

Vi er mindre tilbøjelige til at udnytte andre, når vi ser os selv som deres tjener, når vi erkender vores og deres sande åndelige natur som dele af Gud. Vi er pragtfulde gnister af åndelig energi med alle gode kvaliteter, men alligevel føler vi os bittesmå i tilstedeværelse af den største, vores Herre. Med denne virkelige viden kan den rene sjæl have højt selvværd og ydmyghed samtidigt.

Da jeg delte nogle af disse vigtige punkter med den unge kvinde, som havde e-mailet mig sine spørgsmål, skrev hun tilbage: ”Det er en stor lettelse at forstå disse punkter fra dette perspektiv. Nu forstår jeg, at jeg ikke behøver at leve i skam og misbrug for at være åndelig.”

Comments are closed.