– Af Lalitanatha Dasa –

En anmeldelse af ’The Winter Harvest Handbook’ af Eliot Coleman.

Er du inspireret af Srila Prabhupadas tanke om et enkelt liv kombineret med høj tænkning? Kunne du derfor godt tænke dig at komme et skridt nærmere på at realisere dine drømme om selvforsyning og vende tilbage til et liv i mere direkte kontakt med jorden? I så fald vil du nok finde det interessant at stifte bekendtskab med den amerikanske ”gartner-guru” Eliot Coleman.

Coleman har igennem mange år været en ledende skikkelse inden for den økologiske selvforsyningsbevægelse. Han har vist, hvordan det er muligt for næsten alle at praktisere en høj grad af selvforsyning og leve af at dyrke et småbrug. Selv hvis man er blandt dem, der ikke har megen jord til rådighed og hænger fast i et storbymiljø, behøver det ikke at afskære én fra at praktisere selvforsyning. Colemans eksempel er, at på én hektar jord fuldtidsbeskæftiger han sig selv og sin hustru plus fem medarbejdere med dyrkning af økologiske grønsager til salg året rundt. Ønsker man blot at dyrke til sig selv og sin familie, kan man med hans metoder fint klare sig med 50 eller 100 kvadratmeter, hvilket også er til at opstøve i byområder.

Jeg har netop læst hans seneste bog fra 2009, The Winter Harvest Handbook, hvor han forklarer, hvordan det selv på vores breddegrader er muligt at høste de fineste grønsager året rundt. Coleman bor i staten Maine i det nordøstlige USA i et klima, der minder meget om det danske med kolde og mørke vintre. Alligevel leverer han selv midt om vinteren 35 forskellige slags friskhøstede grønsager til markedssalg hver uge.

Så må han brænde en masse olie og gas af til opvarmning, tænker de fleste nok med det samme. Men nej, det meste af dyrkningen foregår i uopvarmede mobile drivhuse, som han udnytter intensivt. Han har prøvet sig frem igennem mange år og fundet ud af, at hvis man dækker planter i et drivhus over med et ekstra lag plast eller dyrker dem under en drivbænk inde i drivhuset, beskytter det forholdene for planterne så meget, at mange ting kan overleve og vokse vinteren igennem. Det er endvidere muligt at opvarme drivhuse nogle grader ved hjælp af aktive kompostdynger inde i drivhusene. Således er han i stand til at levere mange slags salater, bladgrønsager som bladbeder, portulak mm., gulerødder, seleri, rødbeder, pastinakker, majroer, kål af forskellige slags osv., selv når der er store snedriver og tyve graders frost udenfor.

At optimere dyrkningen på sin jord kalder Coleman for at ”opdage sine hemmelige marker”. I stedet for at købe mere jord har han fulgt et princip om at udvikle metoder til at dyrke mere og flere gange på den samme jord. Således høster han ofte fire-fem gange om året på samme sted.

Et sted, Coleman har hentet inspiration fra, er de berømte gartnerier i Paris (La culture maraîchère) fra den anden halvdel af 1800-tallet frem til omkring år 1900. På den tid dyrkede Paris’ gartnere inden for byens grænser året rundt enorme mængder af friske grønsager af højeste kvalitet til alle byens borgere. Parisgartnerne udviklede dyrkningsteknikker, der ikke er blevet overgået siden, hvor de kunne udnytte hver eneste kvadratmeter så optimalt, at de på det samme jordstykke kunne høste op til otte forskellige ting om året. Det bruger Coleman et helt kapitel til at fortælle om.

Eksemplet fra Paris er så interessant, at det er værd at studere for alle selvforsyningsentusiaster. Det er noget nær et ideelt eksempel. Det hele var lokalt, for dyrkningen foregik inde i selve byen. Dermed havde byens borgere adgang til helt friske varer på en måde, der ikke er mulig, når ting bliver fragtet langvejs fra. Gartnerne havde specialiseret sig i det rette valg af grønsagssorter til dyrkning hele året. De udnyttede de enorme mængder af hestegødning, der var til rådighed på den tid, til at opvarme jorden gennem kompostering selv midt om vinteren.

Alt var økologisk og bæredygtigt, for jorden blev kun gødet af hestegødning og blev derfor hvert år mere og mere frugtbar på trods af den intensive dyrkning. Gartnerne i Paris eksporterede tilmed grønsager om vinteren til London, hvor folk undrede sig over, hvordan franskmændene kunne dyrke så meget i et klima, der ikke adskilte sig væsentligt fra Londons.

Hvad var de franske gartneres hemmelighed? Coleman citerer en ledende parisgartner fra den tid: ”Dyrk altid så lille et jordstykke som muligt, men dyrk det exceptionelt godt.” Hellere lidt jord dyrket optimalt end mere jord, der ikke bliver dyrket og udnyttet ordentligt – det er hemmeligheden. Lær at udnytte hver eneste kvadratmeter til fulde. Paris’ gartnere dyrkede så intensivt, at det ikke var muligt at køre med en trillebør imellem grønsagsbedene. Alt foregik ved håndkraft. Hestegødningen blev transporteret ind i haverne og grønsagerne ud af haverne på ryggen af gartnerne selv i særlige kurve, de havde udviklet til formålet.

Dette og mange andre spændende ting fortæller Coleman om i The Winter Harvest Handbook. Vi kan lære af personer som ham. Srila Prabhupada ønskede ”at sætte et eksempel for en mere enkel og naturlig måde at leve på”, og han etablerede landbrugssamfund rundt omkring i verden for at vise, hvordan det kan lade sig gøre at vende tilbage til dyrkning af jord og beskyttelse af køer som det økonomiske grundlag overalt i verden. Her er et praktisk eksempel på, hvordan det kan gøres.

Og der er brug for sådanne praktiske eksemplar. Prabhupadas landbrugsrevolution er slet ikke slået igennem i det omfang, som han ville have det. Nu om dage har mange hengivne tilmed svært ved at se, hvordan denne side af Prabhupadas drøm overhovedet kan realiseres eller gøres relevant for dem. Nogle tror, at det ikke kan lade sig gøre i den moderne verden.

Den pessimisme deler jeg ikke. Men mange af vores forsøg på at starte landbrugssamfund og selvforsyning er blevet grebet forkert an. Jeg har flere gange set hengivne forsøge at starte landbrugssamfund ved at investere og starte stort op blot for nogle år senere at måtte sande, at det ikke fungerer. Så måske problemet er, at det er en grundlæggende fejl at starte med for megen jord. Det tvinger med det samme én til at anvende maskiner og tvivlsomme ”moderne” dyrkningsmetoder. Det betyder investeringer, der skal forrentes, hvilket flytter ens fokus fra selvforsyning over til at dyrke det, der kan afsættes på et marked. Det går skævt lige fra starten.

Så er det nok en meget bedre strategi at starte småt der, hvor man er, med f.eks. 100 eller 200 kvadratmeter og lære at udnytte hver kvadratmeter fuldt ud. Det kræver ikke store investeringer at gøre dette, så med det samme er der rentabilitet og overskud. Som man gør sine erfaringer, kan man udvide lidt efter lidt uden på noget tidspunkt at kaste sig ud i usikre investeringseventyr og sætte rentabiliteten over styr. Efter en årrække vil man kunne stå med en så stort projekt, som man ønsker det. Coleman er et godt praktisk eksempel på, hvordan dette kan lade sig gøre.

Eliot Coleman, The Winter Harvest Handbook, udgivet af Chelsea Green i 2009.