Velkommen til marts 2014. Dette er en slags dobbeltnummer, da vi ikke udkommer i april 2014. Fordi Dandaniti og jeg i skrivende stund opholder os i Indien (Sridhama Mayapur nærmere bestemt), tillader vi os at springe aprilnummeret over. Det er ikke realistisk for os samtidig at skrive et blad til april og indhente de ting, vi naturligt er faldet bagud med, når vi kommer hjem i sidste del af marts.

Dette er en frihed, vi bevilligede os selv sidste år, hvor vi gik over til at udkomme ”mindst ti gange om året”. Hvis der ikke er noget i vejen for det, udgiver vi 12 blade om året, men vi vil også engang imellem kunne springe et blad over, hvis noget taler for det. Ti numre er det, vi forpligter os til.

Bemærk, at af den grund dækker kalenderen både marts og april.

Dette blad lægger op til Gaura-Purnima, Sri Caitanya Mahaprabhus fremkomstdag. Derfor har vi Ham på forsiden, som Han står på alteret i Sridhama Mayapur. Vi har også en biografi over Hans liv på side 8. Med hensyn til selve Gaura Purnima-dagen – hvis vi ser bort fra tidlig morgen, hvor forhåbentlig mange kommer og starter den store dag med mangala-arati og morgenklassen, begynder selve festprogrammet i templet i København klokken 15 og fortsætter til omkring klokken 20, efter at Månen er stået op. I Århus er der program fra kl. 14.00  Glædelig Gaura Purnima til alle!

En anden festdag, som dette nummer dækker, er Rama-navami, Herren Ramacandras fremkomstdag, tirsdag den 8. april. Detaljer kan ses i festivalkalenderen, som bragtes i Nyt fra Hare Krishna februar 2014. Det er i øvrigt det sidste nummer med en mere detaljeret gennemgang af månedens festivaldage. Denne serie begyndte med april 2013, så vi vil fremover blot henvise til artiklerne for den pågældende måned, når man ønsker at læse nærmere om bestemte fremkomst- og bortgangsdage osv.

Bhagavad-gita-kurset, som Dandaniti skriver på, udgår i dette nummer, ligesom vi også springer over den løbende oversættelse af Yamunas køkkensider, hvor vi i stedet har en opskrift til sak, der specielt er relevant nu, hvor det myldrer frem med friske brændenælder og skalderkål.

Vi glæder os til gensyn til majnummeret.