– Af Vijay Venu Gopal Dasa og Prema Padmini Devi Dasi –
Denne serie er et uddrag fra et studiemateriale, der er blevet oversat til dansk i forbindelse med bhakti-vriksa-programmet, hvor teksten er en del af diskussionsmaterialet til de ugentlige møder.
17) En hengiven spiser kun så meget, som det er nødvendigt
(mita bhuk)
Bhagavad-gita (6.16-17) sætter standarden for, hvordan bhakti-yogien bør spise: ”Man bør hverken spise for meget eller for lidt.” Ifølge sansebeherskelsens yoga danner tungen, maven og kønsdelene en ret linie. Alle tre kan beherskes, hvis tungen er under kontrol. Hvis tungen er ubehersket, vil en person spise for meget. Hans mave vil blive overfyldt og vil da presse på hans kønsdele, hvilket resulterer i et større krav om sex.
En hengiven spiser altid Krishna-prasada, resterne af mad fra ofringer til Krishna. Alligevel gælder reglen om mita bhuk stadigvæk, som Srila Prabhupada bemærker det i Nectar of Instruction: “Hvis man imidlertid kun accepterer prasada på grund af dens gode smag, er man også offer for et forsøg på at tilfredsstille tungens krav. Sri Caitanya Mahaprabhu lærte os at undgå meget velsmagende retter, selv når vi spiser prasada.”
Sommetider ville Herren Caitanya Mahaprabhu servere store mængder prasada til de hengivne med Sin egen hånd. Til en vaisnava-festival kan det være Krishnas ønske, at de hengivne ”spiser, så det står dem op til halsen” for at tilfredsstille vaisnavaen og den åndelige mesters ønske. En sådan indtagelse af prasada bliver sommetider en munter og spøgende udveksling og er transcendental til regler og reguleringer. Men til daglig bør en hengiven ikke være interesseret i at spise store mængder.
”Spis rigeligt,” plejede Srila Prabhupada at sige, ”men ikke for meget.”
18) En hengiven er ikke beruset (apramattah)
Apramattah er det modsatte af pramattah, der betyder skør. Materialisten er skør, fordi han handler på sansernes krav, der tvinger ham til unødvendigt at fortsætte i kredsløbet af fødsel og død. Men den hengivne er apramattah, ved sine fulde fem.
Ud fra den Absolutte Sandheds standard har den hengivne fundet den rigtige balance mellem materielle og åndelige pligter. Srila Bhaktivinoda Thakura har forklaret, at materielle pligter og åndelige pligter bør foregå parallelt. Men hvis ens materielle pligter stiller sig i vejen for og bliver til hindring for ens åndelige erkendelse, bør de materielle pligter reduceres.
En hengiven er ikke rundtosset. Han er ikke ude af balance. Han er ikke beruset af materiel nydelse. Han reducerer sine materielle behov til et simpelt niveau og helliger tålmodigt sit liv til Krishnas tjeneste. Hans liv er derfor det virkelige eksempel på mådehold, ligevægt og sund fornuft.
19) En hengiven er respektfuld, manada
Siksastaka beskriver, hvordan den hengivne respekterer andre uden at forvente nogen respekt til sig selv. Han er respektfuld over for selv en myre. Hvorfor? Fordi han ser alle levende væsener som uadskillelige dele af Krishna. En materialist nærer ikke dyb respekt for andre, for hans interesse er at få respekt til sig selv. Men den hengivne ønsker at være en tjener og ikke en herre, og fordi han tager denne ydmyge position, respekterer han andres liv. Han respekterer deres ret til at leve og ønsker ikke at skade eller forstyrre andre. Han respekterer, at alle levende væsener er blevet givet deres liv af Krishna, og han ved, at han ingen ret har til at tage det fra dem. Han ser alle levende væsener med samme syn og respekterer dem ligeligt.
Den respekt, som den hengivne viser andre, harmonerer med hans Krishna-bevidste forståelse. Hans respekt er universel, og alligevel gør han forskel ud fra forståelsen af, at Krishna har givet halvguden større ansvar og myren et ubetydeligt liv.
Selv om den hengivne respekterer alle, tilbeder han ingen undtagen Krishna eller Krishnas rene hengivne.
I Bhagavad-gita lærer Krishna os at skelne mellem den hengivne og den ikke-hengivne og også at se alle levende væsener som Hans uadskillelige dele. Fordi den hengivne respekterer den slumrende åndelige identitet i materialistens hjerte, opmunter han alle til at vende tilbage til deres position som Herrens kærlighedstjenere.
Når den hengivne udbreder Krishna-bevidsthed, gør han forskel på de forskellige jivaer. Skrifterne foreskriver, at en hengiven skal undgå dæmoner. En hengiven har forskellige forhold til forskellige klasser af hengivne, og han skal også vise respekt i overensstemmelse dermed. Ifølge Nectar of Instruction skal man mentalt respektere enhver, der reciterer Krishnas navne, selv hvis personen ikke følger de regulative principper. Hvis en hengiven møder en anden hengiven, der fast reciterer Hare Krishna-mahamantraet og følger de regulative principper, regner den hengivne ham for sin ven. Almindelige udvekslinger af kærlighed mellem ligesindede hengivne er at dele prasada, give og modtage gaver og betro sit sind. Når en hengiven møder en meget avanceret hengiven, bør han vise ham fuld respekt og behandle ham som en åndelig mester. I sin diskussion af disse emner i Nectar of Instruction råder Srila Prabhupada os til at kende vores egen position og ikke imitere avancerede hengivne.
Disciple viser den åndelige mester den samme respekt som Gud, og disciplen bør med det samme forsøge at gøre ligegyldigt hvad den åndelige mester siger. Han bør give alt, han ejer, til guruen og tjene ham som en almindelig tjener. Hvis den åndelige mester korrigerer ham, skal disciplen tage imod irettesættelsen med ydmyghed. Den åndelige mester vil træne en oprigtig discipel til at blive en medfølende Krishna-bevidst person, så han også kan vise alle levende væsener respekt ved at engagere sig i det Krishna-bevidste velfærdsarbejde.
20) En hengiven er uden falsk prestige, amani
Falsk prestige antager to former: 1) prestigeobjekterne er falsk prestigefyldte, og 2) vores krav på et prestigefyldt objekt eller position er falsk.
En hengiven er fri for begge slags falsk prestige. Han er ikke tiltrukket af glimmerværket af attråværdige materielle besiddelser, og han forstår, at alt, der er tiltrækkende, kun er en refleksion af Krishna, den alttiltrækkende årsag til alle årsager.
Man kan få prestige for en tid, men man kan også hurtigt miste den, og man vil føle sig meget bitter over at miste sin prestige. Gårsdagens sportshelt laver en fejl og bliver pebet ud. Sidste valgs vinder lider vanære. Krishna siger derfor i Bhagavad-gita, at Hans kære hengivne ”er ligevægtig i ære og vanære, berømmelse og skændsel.” Ifølge Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati er berømmelse og materiel lykke lige så meget værd som en ornes ekskrementer.
En anden slags falsk prestige er at tage æren for sine præstationer. Krishna nævner i Bhagavad-gita, at Han er menneskets evne, og at al intelligens og hukommelse kommer fra Ham. Alligevel kan selv den, der beskæftiger sig med transcendentalt liv, falsk hævde at være den, der handler eller ejer noget. På begynderstadierne, når det falske ego stadig er stærkt, kan selv transcendentalisten lide af denne urenhed. Han kan blive stolt over at være en asket, en yogi med forskellige evner, en lærd hengiven, en tilbedelsesværdig guru eller en ekstatisk sanger og danser.
Når en hengiven opgiver enhver falsk prestige og bliver fuldstændigt absorberet i ydmyg tjeneste til Krishnas lotusfødder, bliver han kvalificeret til at komme til Krishna og være sammen med Ham i evighed, lyksalighed og viden. Den aspirerende hengivne kæmper hårdt for at slippe af med alle rester af falsk prestige, og han beder til Krishna: ”O frelser af de faldne, spark mig ikke væk, men giv mig lov til at tjene Dine tjenere. Jeg er en slyngel, der er besat af materielle ønsker og tager falsk æren for ting, som er Dine, ikke mine. Befri mig.” (Fortsættes i næste nummer)