– Af Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Goswami –
Lørdag den 27.2 er det Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati, Srila Prabhupadas åndelige mesters, fremkomstdag. Srila Bhaktisiddhanta fødtes den 6. februar 1874 og gik bort den 1. januar 1937. I den anledning bringer vi en af de få af hans engelske klasser, der er bevaret. Hvornår den er fra, vides ikke, men den finder sted på en af hans fremkomstdage, hvor hans disciple er forsamlede og afholder en stor vyasa-puja-ceremoni til hans ære. Srila Bhaktisiddhanta sidder på et flot udsmykket sæde hævet over alle andre, der sidder på gulvet. Han er begravet i blomsterkranse og har hørt på sine disciple forherlige ham. Så siger han følgende, der som altid skal læses grundigt og med dyb eftertanke.
Vi har påtaget os ansvaret med at hilse denne alvorlige ledelsespost velkommen. Alle tilhørerne har accepteret almindelige sæder. Jeg alene er blevet givet et knejsende sæde. Alle får i praksis at vide: ”Betragt dette store dyr fra zoologisk have. Hvilken arrogance! Hvor tåbelig! Hvor ondsindet! Har I nogensinde før set så stort et umenneske? Kranse af blomster er blevet slynget rundt om hans hals! Hvilke lovprisninger! Hvilke bombastiske, langtrukne og overdrevne tillægsord! Og hvor selvglad han tilmed lytter til lovprisningen af sine egne opnåelser, hvor opmærksom han er, og med sine egne ører! Han fryder sig også helt åbenlyst i sindet! Handler han ikke i ren overtrædelse af Mahaprabhus lære? Kan et sådant stort umenneske, så selvisk og uforskammet, nogensinde blive omvendt fra sin umenneskelighed?”
Jeg er tilfældigvis et af de største fjolser. Ingen giver mig gode råd på grund af min arrogance. Da ingen nedlader sig til at instruere mig, forelagde jeg min sag for Mahaprabhu Selv. Tanken strejfede mig, at jeg ville overgive ledelsen af mig selv til Ham og se, hvad Han ville råde mig til. Så sagde Sri Caitanyadeva til mig:
“Hvem du end møder, instruér ham om Krishna. Vær på Min ordre guru og udfri dette land. I dette vil du ikke blive hindret af verdens malstrømme. Du vil igen komme til at være sammen med Mig på dette sted.” (Fra Caitanya-caritamrta, Madhya 7.128-129)
I disse vers kan man finde den rigtige forklaring på ovennævnte tilsyneladende selvmodsigelse. Han, hvis eneste lære er større ydmyghed end et græsstrås, sagde: ”Vær på Min ordre guru og udfri dette land!” I dette tilfælde har Mahaprabhu Selv givet befalingen. Hans befaling er: ”Udfør guruens pligt, ligesom Jeg Selv gør det. Overdrag også denne befaling til hvem, du end tilfældigvis møder.” Caitanyadeva siger: “Fortæl dem disse selvsamme ord, nemlig ’Vær på Min ordre guru og udfri dette land. Udfri mennesker fra deres tåbelighed.” Nu ville hvem som helst, der tilfældigvis hører disse ord, protestere med foldede hænder: ”Men jeg er virkelig en stor synder. Hvordan kan jeg være guru? Du er Guddommen Selv, verdens Lærermester. Du kan være guru.” Til dette svarer Mahaprabhu:
“I dette vil du ikke blive hindret af verdens malstrømme. Du vil igen komme til at være sammen med Mig på dette sted.”
“Udøv ikke en gurus værk med det formål at skade andre igennem din ondskabsfuldhed. Antag ikke guruens levevej for at blive fordybet i denne verdens sump. Men hvis du faktisk kan være Min troskyldige tjener, vil du blive udrustet med Min kraft – da behøver du ikke frygte.”
Jeg har ingen frygt. Min gurudeva har hørt dette fra sin gurudeva. Det er af den grund, at min gurudeva har accepteret selv så stor en synder som mig og har sagt til mig: “Vær på Min ordre guru og udfri dette land.” Det er kun dem, der aldrig har hørt disse ord fra Gaurasundara, der siger: “Hvor besynderligt! At lytte til sin egen lovprisning!” Imens guruen instruerer sine disciple i Bhagavatams ellevte skandha, hvilken stor synd foreviger han – efter deres mening – da ikke! Hvad skal acaryaen gøre, når han skal forklare slokaet, acarya mam vijaniyat: ”Lad aldrig hånt om acaryaen. Nær aldrig den idé, at acaryaen på nogen måde er din ligemand.” Disse er Sri Krishnas egne ord, som jivaen nyder godt af. Skal guruen abdicere og svigte dette sæde – acaryaens sæde – fra hvilket det er tanken, at disse ord skal forklares? Denne pligt har hans gurudeva overdraget ham. Lever han ikke op til dens fornødenheder, er han dømt til evig fortabelse på grund af hans forseelse imod det Hellige Navn i form af respektløshed imod guruen. Han må gøre dette på trods af det faktum, at en sådan fremgangsmåde tilsyneladende gør ham åben over for beskyldningen om egoisme.
Når guruen videregiver mantraet til disciplen, bør han da ikke give ham ordre til at tilbede guruen med dette mantra? Bør han i stedet sige: ”Giv guruen et par slag med skoen eller hestepisken?” Guruen må aldrig nedgøres. Guruen er alle gudernes bolig. Bør gurudevaen afholde sig fra at kommunikere disse ord til sin discipel, imens han læser Bhagavatam for ham? ”Til ham alene, der besidder usvigelig åndelig hengivenhed til gurudevaen af samme slags som den transcendentale hengivenhed, man er Krishna Selv skyldig, røbes de hellige mysterier.” Skal gurudevaen ikke fortælle disse ting til sine disciple? Athau gurupuja: ”Tilbedelsen af guruen har fortrin over alle andre.” Guruen skal tjenes præcis, som Krishna tjenes. Guruen skal tilbedes på en bestemt måde. Skal guruen forlade sit sæde uden at fortælle alle disse ting til disciplen? En vinkel har altid den fejl at mangle fylden fra planets jævnhed af 180 eller 360 grader. Men i 360 grader i det flade plan er der ingen sådan mangel. At der på det frigjorte stadie ingen mangel er mulig, denne enkle sandhed lykkes det overhovedet ikke almindelige, tåbelige mennesker at begribe.
Som man siger: ”Når man er begyndt at danse, er det ingen nytte at trække sløret for ansigtet.” Jeg gør guruens pligt, men hvis jeg prædikede, at ingen bør råbe Jai for mig, dvs., hvis jeg på en indirekte måde siger: ”Syng Jay for mig,” ville dette være intet mindre end falskhed og dobbeltspil. Vor gurudeva har ikke lært os en sådan mangel på oprigtighed. Mahaprabhu har ikke lært os en sådan uoprigtighed. Jeg må tjene Gud på en ærlig og ligefrem måde. Guds ord er kommet ned til gurudevaen. Jeg må adlyde det med al oprigtighed. Jeg vil ikke være respektløs over for guruen på foranledning af nogle tåbelige eller ondsindede sekteriske mennesker. Specielt da Sri Gurudeva har befalet mig ved at sige: “Vær på Min ordre guru og udfri dette land.” Denne befaling har min gurudeva prædiket. Igen har min gurudeva videregivet denne ordre til mig. Jeg ønsker ikke at være skyldig i nogen form for uoprigtighed i at udføre denne befaling. I denne henseende vil jeg ikke acceptere uvidende, uoprigtige, pseudo-asketiske sekteriske menneskers ideal. Jeg vil ikke tillære mig uoprigtighed. De verdsligsindede, de ondskabsfulde, de pseudo-forsagende, de selviske kan ikke forstå, hvordan Guds hengivne forsmår alt af denne verden på Guds befaling og aldrig, ikke engang i så meget som et sekund, afviger fra Guds tjeneste i døgnets 24 timer.
Hykleriske sekteriske mennesker, pseudo-vaisnava-sekter, de sekter, der inde i sig selv værner og plejer om længslen efter jordisk berømmelse, tænker naturligt nok: ”Hvilken skam det er for ham at lytte til disciplenes lovtale, imens han beklæder guruens sæde.” Men hver eneste vaisnava anser alle andre vaisnavaer som genstand for sin ærbødighed. Når Thakura Haridasa udviser ydmyghed, siger Mahaprabhu: “Du er den største i verden, verdens kronjuvel. Vær indforstået med, at vi tager vort måltid sammen.” I Sine arme bar Han Thakura Haridasas krop [efter at han var død], som er evigt eksisterende, selvbevidst og fuld af åndelig lyksalighed. I samfundet, der følger Sri Rupa, er kvaliteten af at ønske ingen ære til sig selv og villigheden til at ære andre på behørig vis fuldt til stede. De, der ser noget skævt, er blinde som uglen, imens Solen skinner. De begår en forseelse med en sådan opførsel.
Hvis jeg er ulydig imod den lov, der er kommet ned til mig igennem kæden af læremestre, vil forseelsen af at undlade at udføre guruens befaling afskære mig fra Sri Gurudevas lotusfødder. Hvis jeg for at udføre vaisnava-guruens ordre må være arrogant, umenneskelig og lide evig fortabelse, er jeg rede til at byde en sådan evig fordømmelse velkommen og selv skrive under på en sådan pagt. Jeg vil ikke lytte til ordene fra andre ondsindede personer i stedet for gurudevas befaling. Jeg vil med ukueligt mod og overbevisning tilsidesætte resten af verdens strømme af tanker og sætte min lid til styrken, der kommer fra Sri Gurudevas lotusfødder. Jeg indrømmer denne arrogance. Ved at sprede en partikel af den pollen, der kommer fra min Læremesters lotusfødder, vil millioner af mennesker som jer blive reddet. Der findes ingen sådan lærdom i denne verden, ingen sådan fornuft og logik i alle de fjorten verdener, ingen menneskeguder, der kan veje tungere end en enkelt partikel af støvet fra min gurudevas lotusfødder. Gurudeva, på hvem jeg har ubetinget tro, kan aldrig svigte mig. Jeg er på ingen måde rede til at lytte til ordene fra hvem som helst, der ønsker at skade mig, eller at acceptere en sådan ondsindet person som min læremester.