Af Paramesvari Devi Dasi

I det følgende fortæller Paramesvari Dasi om det ungdomsarbejde, som hun er involveret i i Sverige. Artiklen er skrevet i maj måned, hvorfor den ungdomstur, der fandt sted i sommer, omtales i fremtiden.

Jeg hedder Paramesvari Devi Dasi og bor på Almviks Gård i Sverige sammen med min mand, Lokanatha Dasa, og vores to drenge på 17 og 14 år. Jeg blev medlem af ISKCON i 1992 i Stockholm, da jeg var 19 år gammel. Jeg lærte at lave mad og gjorde tjeneste i næsten 20 år på Govindas restaurant i Stockholm. Nu er jeg hovedkok i vores tempel på Almviks Gård.

For fem år siden spurgte Kamala Priya Devi Dasi mig, om vi skulle starte et ungdomsforum i Sverige. Vi havde omkring 25 børn og unge på Almvik, og der er også flere i det omkringliggende område og i Stockholm. Kamala Priya var meget inspireret til at gøre noget for ungdommen i ISKCON. De unge er fremtiden, som Srila Prabhupada bemærkede det, og vi ville gerne inspirere dem i Krishna-bevidsthed og give dem nogle mindeværdige oplevelser i deres ungdom. De unge udtrykte et ønske om at rejse, da vi spurgte dem, hvad de kunne tænke sig. Kamala Priya Devi Dasi vidste i den forbindelse, at det var muligt at ansøge om midler dertil fra EU.

Det første år, 2015, blev der arrangeret en ungdoms-sanga på Korsnäs Gård i Sverige. Vi havde nogle workshops og forskellige aktiviteter inklusive bagning af cupcakes og fremstilling af smykker til Deiteterne. Korsnäs Gård havde købt to store tipitelte, hvor de unge kunne sove om natten. Vi havde program i to dage, og det hele blev afsluttet med en Holi-festival.

I 2016 tog vi på den første rejse med de unge til København. En dag var vi i Tivoli og så på seværdigheder. Vi havde forskellige workshops i templet, var med til tempelprogrammerne og tog del i Ratha Yatra i København og dagen efter i Malmö.

I påsken 2017 tog vi på en tur til Bhaktivedanta Manor uden for London. Året før havde 25 brahmacarier fra Bhaktivedanta Manor besøgt Almvik på deres årlige retreat, så vi var glade for, at vi fik muligheden for at bo på Manor i seks dage med vores gruppe. Vi havde forskellige programmer inklusive et besøg til goshalaen [kostalden], kirtana-aften og rundtur i London, hvor vi var oppe i London Eye, så Big Ben, Parlamentet og Buckingham Palace og spiste frokost på Govindas. På Manor mødtes vi også med nogle af medlemmerne fra ISKCON Englands ungdomsgruppe Pandava Sena, der var interesseret i at komme til Almvik. Denne tur til England måtte vi alle selv betale for.

I sommeren 2017 begyndte vi på vores hidtil største projekt: en ungdomsudveksling over to år for unge mellem 13 og 30 år fra fem lande. Den blev sponsoreret af EU’s Erasmus Plus. 60 unge fra Spanien, Ungarn, Slovenien, Letland og Sverige deltog. Projektets navn var ”Unge for bæredygtighed”. Vi søgte om EU-midler i Sverige, og ved Krishnas nåde blev ansøgningen accepteret. Alle rejseudgifter, ophold, prasadam og udflugter blev dækket af bevillingen.

Det første møde fandt sted på Almviks Gård. Vi inviterede de unge til at komme i en uge og besluttede at forbinde det med vores årlige Scandinavian Bhakti Sangam Festival. Vi havde særlige gæster som Krishna Ksetra Swami, Agnideva Dasa og Madhava Dasa. De unge arrangerede forskellige workshops inklusive fodbold, dans og bagning. De svømmede også i søen, vandrede i skoven med Smita Krishna Swami og var til sidst med til en maha-harinama i Stockholm på festivalens sidste dag.

Det andet møde fandt sted i juni 2018 på Krishna Völgy i Ungarn. Det var utroligt at se Sivarama Swamis landbrugsprojekt. Vi havde mange workshops omkring bæredygtighed inklusive at hente vand fra brønde, lære om landbrug og besøg til goshalaen. Vi var også på en badetur til Balaton Søen og med til Ratha Yatra i Budapest.

Det tredje møde blev holdt i august 2018 på Ny Vraja Mandala uden for Madrid i Spanien. Til dette møde havde Kamala Priya Devi inviteret Manorama Dasa, ISKCON’s ungdomsminister. Han havde workshops hver dag sammen med Yadunandana Swami. Temaet var ”Find din varna”, hvor de introducerede de unge for fremtidsmulighederne i ISKCON. Vi var også ude at se seværdigheder og havde en harinama i Madrid.

Det fjerde møde foregik i ISKCON’s tempel i Ljubljana, Slovenien, hen over nytåret 2018/19. Vi boede i templet med alle de unge i seks dage. Der var en Festival for Det Hellige Navn i templet i disse dage, hvor de unge deltog. Nogle nætter blev de oppe hele natten og havde kirtana i tempelrummet. Under vores ophold havde vi forskellige workshops inklusive kampsport, tryllekunst, klasser i harmonium og mridanga og en spørgsmål-og-svar session med Bir Krishna Goswami. I selve byen Ljubljana var vi på skattejagt og skøjtede og svømmede. Vi fejrede også min ældste søns fødselsdag på Radha Govindas restaurant ved siden af templet med meget velsmagende aftens-prasadam og kage til alle. Nytårsaften havde vi en ekstatisk tre timer lang harinama i Ljubljana. Dagen efter kørte vi en tur til de Slovenske Alper. Vi var på vandretur i tre timer, og to spanske fyre tog sågar et hurtigt bad i en gletchersø. Det var en fantastisk dag og meget værdsat af de unge og deres ledere.

Jeg var så heldig at deltage i alle fire møder sammen med Kamala Priya, og jeg må sige, at de unge lærte en masse, fik nye erfaringer, besøgte mange steder og udviklede også nye venskaber. De voksede personligt og kollektivt, imens de samtidigt lærte noget om forskellige europæiske lande og deres kulturer. Selvfølgelig havde de en masse sjov ud af at rejse sammen. Det var stort set de samme unge, der deltog i alle møderne, men nogle få kunne kun være med til et eller to af dem.

Sidste sommer i 2018 var vi værter på Almvik for ISKCON’s Pandava Sena fra London. De kom med 100 unge i ti dage i slutningen af juli. Vores unge deltog også i deres programmer. Sacinandana Swami, Gauranga Prabhu og Vishaka Devi Dasi deltog som særlige gæstetalere og gav mange værdifulde klasser. En dag var vi på kanotur og skovvandring med 125 deltagere. Vinden var ikke med os den dag, og for nogle af os var det en hård tørn at komme over den sidste sø. Flere af os sejlede i ring på grund af den stærke vind. Vores vandregruppe for vild i skoven og blev forsinket i at slutte sig til resten af os. Omsider efter nogle timer nåede alle frem til endestationen til prasadam. Dagen efter kunne alle grine af det og tog det som en mindeværdig oplevelse. Vi havde også maha-harinama med Sacinandana Swami og alle de unge i Stockholm. Dette var ligeledes et ungdomsudvekslingsprogram, der var sponsoreret af Erasmus Plus.

Det var lidt intenst med de mange udflugter og også at være vært for de mange unge på Almvik, men det var meget inspirerende for mig at være med til det. Jeg holder virkelig af at være sammen med unge, rejse og have forskellige programmer og forsøge at inspirere dem til Krishna-bevidsthed.

I år skal vi have en ny ungdomsudveksling i det nordlige Spanien ved Atlanterhavet i juni. 50 unge fra fem lande – Spanien, Slovenien, Tyskland, Letland og Sverige – deltager. Der bliver dagligt morgenprogram med klasser, japa-workshop med Yadunandana Swami og undervisning i surfing.

Manorama Prabhu og ISKCON’s ungdomsministerium arrangerer også en seks uger lang europæisk bustur denne sommer for unge mellem 17-29, hovedsageligt fra Europa. De skal først rejse rundt i Skandinavien til Ratha Yatraerne i København, Malmö, Oslo og Stockholm, og derefter vil de rejse i det sydvestlige Europa gennem Belgien, Frankrig, Spanien, Italien, Schweiz og derefter igen Frankrig. De kommer til at organisere harinama sankirtana, besøge og gøre tjeneste i 13 templer, deltage i kirtana-festivaler, tage på vandreture i Alperne og have mange andre spændende oplevelser. Forhåbentlig vil de få en fantastisk oplevelse og bygge varige venskaber med andre unge hengivne. Fire unge fra vores gruppe i Sverige er med på turen. Jeg er blevet inviteret til at være med som kok på de sidste to uger af busturen i Italien, Schweiz og Frankrig, og jeg er virkelig spændt på den.

Det har været en rigtig dejlig oplevelse at tilbringe så megen tid på at lære vores unge bedre at kende og se dem få inspiration i Krishna-bevidsthed. Vi håber, at de vil blive i stand til at fortsætte med flere ture og ungdomsudvekslinger i fremtiden.