Af Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura – oversat af Danesha Dasa

I dette uddrag fra Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras instruktioner bringes her små citater fra forskellige foredrag og essays.

SRI GURUDEVA har sagt, “Kom, lad os tjene Herren sammen.” Når han siger ‘os’, mener han ikke en enkelt person. Nogle folk er selviske og tænker: “Det er udelukkende min tjeneste. Ingen andre har ret til at gøre den.” Men den barmhjertige Sri Gurudeva siger: “Opgiv din misundelse og konkurrencementalitet. Lad os alle tjene Herren sammen.”

Tilbedelse af Herren er højere end noget andet. “Eftersom dette er højere end noget andet, får ingen anden lov til at gøre det,” eller “Jeg vil ikke tillade andre at gøre det.” En sådan misundelse kommer ikke fra gurudevas lotusfødder. Den kirtana, som udføres af alle, er sankirtana.

Sri Gaurasundaras budskab er, at for at kunne bede til Herren er vi nødt til at blive trnad api sunica –mere ydmyge end et græsstrå. Man spørger ikke om hjælp, medmindre man forstår sine egne begrænsninger. Når vi ser os selv som hjælpeløse, indser vi: “Ting sker ikke på grund af min egen indsats. Jeg har intet andet valg end at tage imod hjælp fra andre.” Først da vil vi bede om denne hjælp. Det arbejde, der skal udføres af mange, kan aldrig udføres ved ens egen bestræbelse.

HVIS JEG FORKYNDER, AT JEG ER OVERLEGEN ANDRE, vil ingen lytte til mig. De vil give mig en lussing og vælte mig ned fra min piedestal. Hvis jeg er utilbøjelig til at respektere andre, bør jeg ikke fortælle andre om den Højeste Herre. Hvis mit eneste mål i livet er at tjene Herren, bør jeg ikke ydmyge eller udvise respektløshed over for nogen som helst i denne verden. Hvis verden tilhører Herren, bør jeg forstå, hvad mit forhold er til Hans verden.

DE, SOM ER TRANSCENDENTALE HUSHOLDERE, arbejder meget hårdt for hengiven tjeneste, ligesom de arbejder hårdt for at forsørge deres familier. De transcendentale husholdere er fuldstændigt ligeglade med materiel nydelse. De er engageret i hengiven tjeneste 24 timer i døgnet, og alle deres aktiviteter er rettet mod at glæde Krishna. De prøver på så mange forskellige måder som muligt at tjene Herren hele tiden. Disse husholdere har stor respekt for transcendental moral og for hengivne påbud. De har ingen tilknytning til eller aversion imod sociale regler. Eftersom deres bevidsthed er rettet mod hengiven tjeneste, omformer de alle moralske påbud til hengivne påbud.

FRUGTBÆRENDE AKTIVITETER (karma kanda) kan aldrig gavne de levende væsener. De [de frugtbærende aktiviteter] ophøjer dem det ene øjeblik og trækker dem ned det næste øjeblik og gør dem rastløse ligesom fodbolde. Når man bliver straffet hårdt for sine tidligere synder, vil man gerne være from igen. Og når man nyder frugterne af fromme aktiviteter, fantaserer man om mere nydelse og drages mod syndige aktiviteter. Derfor er den forsagelsens vej, der indebærer forsagelse af befrielse, kendt som den eneste gavnlige vej for hengivenhed.

DE, SOM KAN SE det umiddelbare udbytte af materielt liv, tænker: “Lad mig nu leve mit liv, som jeg gerne vil. Når nu alting alligevel ophører ved døden, hvorfor skulle jeg da berøves de nuværende glæder?” Denne ide om, at det er dumhed og spild af tid at tænke på livet efter døden, er kommet til Indien som en dårlig påvirkning fra den vestlige uddannelse. Så er der dem, der taler for at lære kneb, som kan beskytte dem fra landets love. Ved at gå imod loven kan der opstå forhindringer for ens materielle nydelse. Derfor anser nogle mennesker de aktiviteter, der ikke er i konflikt med loven, for at være moralske. Men der er en stor mangel på ligefremhed, ærlighed og oprigtighed i denne form for mentalitet, som er rettet mod at beskytte én selv fra retssystemet. Denne form for mangel på oprigtighed er ikke favorabel for den, der vil leve sit liv på et ophøjet niveau, uanset om man er inder eller kommer fra Vesten. Der er ikke en sådan mangel på oprigtighed i hengiven moral. Nu til dags i Indien er der næsten ingen indsats for at kultivere en tilknytning til moral eller hengiven bevidsthed. Jeg har rejst fra Himachala [Himalayas udløbere] til Kumarika [det sydligste punkt i Indien] og fra Assam og Østbengalen [nu Bangladesh] til Dvaraka, Mumbai og Goa, og overalt har jeg bemærket en mangel på interesse i moral og hengivenhed. Folk får mange slags uddannelser, og de lærer mange teknikker til at forbedre deres materielle liv med, men de er alle ligeglade med det virkelige formål med lærdom:

aradhito yadi haris-tapasa tatah kim
naradhito yadi haris-tapasa tatah kim
antar-bahir yadi haris-tapasa tatah kim
nantar-bahir yadi haris-tapasa tatah kim

”Hvis den Højeste Herre Hari bliver tilbedt uden praktisering af nogen form for askese, hvad er så behovet for en sådan askese? Hvis den asketiske praksis ikke fører til tilbedelse af Herren, hvad er da værdien af denne askese? Hvis man uden at praktisere askese ser, at Herren har manifesteret Sig i ens hjerte og i ens omgivelser, hvori ligger da behovet for en sådan askese? Hvis man gennem praktisering af askese ikke ser Herren manifestere Sig i ens hjerte eller omgivelser, hvad er da værdien af denne askese?”

Comments are closed.