Af Suhotra Swami

Imens tidligere afsnit af Transcendental psykologi var studier over nogle af emnerne i bogen Vedanta Psychology af Suhotra Swami, er disse næste afsnit en direkte oversættelse af bogens afsluttende kapitel, The Modes of Modernity. Her bringes det andet afsnit om det moderne menneskes personlighed.

Den præmoderne personlighed

Før Professor Ryn dissekerer det moderne menneskes personlighed, gennemgår han den præmoderne personlighed. Her er der to underinddelinger, den kristne og den klassiske, hvor sidstnævnte består af personer, der hælder til værdierne fra Oldtidens Grækenland og Rom. Den præmoderne type er stadig blandt os i dag, i det mindste delvist. Ethvert individ vil i virkeligheden være en blanding af både præmoderne og moderne typer.

”De gamle klassiske og kristne livssyn er dybt rodfæstede. De er ikke fuldstændigt forsvundet selv i dag. Lige så lidt kan vi udpege bestemte individer i den moderne verden, hvis personligheder er fuldstændigt skarpskårne udtryk for det nye fantasimoralske momentum. Alle mennesker indeholder både gammelt og nyt. Megen neurose i nutidens samfund er en integreret del af den moderne kulturelle dynamik, men yderligere ængstelse og forvirring skyldes også, at individer rummer ikke blot den moderne dynamik, men også andre anstrøg af personlighed, som den er uforenelig med.”

På vigtige områder minder den præmoderne europæer, som beskrives af Professor Ryn, om den klassiske vediske kulturs medlemmer, hvis livssyn er religiøst, og som er bevidste om menneskehedens faldne tilstand. Det præmoderne menneske tror på, at det kan højne sig gennem en moralsk-intellektuel bestræbelse eller ved gudddommelig nåde, men accepterer samtidigt, at der vil altid være en vis begrænsning. Menneskeheden er ikke Gud. Det præmoderne menneske ser derfor selvkritik som en dyd. Lidelse kommer ikke uventet til det, og det protesterer heller ikke imod lidelse som ufortjent. Velvære og lykke tages ikke for givet, men er grunde til at takke Gud. Det præmoderne menneske er fuldt ud klar over sine egne svagheder, for det måler sig selv mod høje moralske standarder, der leder væk fra ideen om selvet som en nyder. Aristoteles’ og Ciceros etik er asketisk. Kristi bjergprædiken er overjordisk. Det præmoderne menneske accepterer, at dets moralske ufuldkommenheder er dets egen. Det og det alene er ansvarligt for at forbedre sin karakter. Problemer i livet ses som en konsekvens af moralsk svigt. For at løse problemer bør det anstrenge sig til det yderste for at forbedre sin karakter og personlighed, og selv hvis det gør fremskridt, vil der stadig være masser af ufuldkommenheder, som kræver endnu mere indsats. Det kristne samfund var også bundet sammen af ideen om, at ens næstes problemer er ens egne.

I sin sammenligning af det moderne menneske med det præmoderne menneske skriver Professor Ryn:

”Dets holdning er meget forskellig fra det præmoderne menneskes. I stedet for at distancere sig fra en verdslig eksistens nærer denne person store forventninger til en sådan. Francis Bacon var blot en af de første til at tro på endeløst fremskridt. Han mente, at når den gamle overtro forsvandt, og den eksperimentelle videnskabs metoder blev indført, ville en voldsomt forbedret menneskelig tilværelse være mulig. Oplysningstiden var udbredelsen af disse forventninger. Håbet om en ny og bedre verden var ikke nødvendigvis baseret på tro på videnskab og fornuft. Den mest fundamentale længsel, som kan skelnes bag selve videnskabsideologien, var efter en grundlæggende forvandling af menneskets eksistens, efter en stor frigørelse, udfoldelse og uddybning, der ville gøre livet uendeligt mere tilfredsstillende. Rousseau er kun et tidligt og meget fremtrædende eksempel på en, der troede, at den klassiske og kristne civilisation byggede på en dyb misforståelse, og som også troede, at den resulterende undertrykkelse kan bringes til ophør, og menneskeheden kan opnå en ny og bedre tilværelse.”

En central forskel på præmoderne og moderne indstillinger kan ses i ideen om menneskets rettigheder:

”Det moderne menneske opfatter ikke et godt liv som en ufortjent gave. Det ser det snarere som en ret. Mennesker har, påstås det, rettigheder. ”Menneskets naturlige rettigheder”, som det erklæres af teoretikere som Locke og Rousseau, er blevet gjort mere udførlige og specifikke i vores århundrede gennem FN. Til gengæld for besværet med at blive født har mennesker ret til mad, husly, sundhedshjælp osv. Der har ikke været en tilsvarende proklamering af pligter.

Selv om det moderne menneske kræver sine rettigheder, stiller det ikke tilsvarende krav til sig selv. Det er ikke tilbøjeligt til at se noget galt med sin egen person. Med det beroligende slogan: ”Jeg er god nok, og du er god nok,” proklamerede Rousseau menneskets godhed allerede i 1700-tallet og afviste doktrinen om den oprindelige synd som en fornærmelse imod menneskets natur. Skylden for livets dybe og talrige skuffelser ligger ikke i en brist eller fordærvelse inde i mennesket selv eller i naturen, men skal findes i undertrykkende, forvridende samfundsinstitutioner og traditioner. Løsningen er, hævder Rousseau, at menneskeheden opgiver de lænker, der undertrykker dets godhed.”

Verden er ikke nok

Livet i den materielle verden er essentielt set fortsat det samme for moderne mennesker, som det var for de præmoderne. Med alle dets rettigheder og forventninger må det moderne menneske stadigvæk leve i den eksisterende historiske verden, og den verden forbliver stædigt den slags sted, som den altid har været tilbøjelig til at være: en blanding af op og ned og fuld af ufuldkommenheder. I betragtning af nutidsmenneskets store forhåbninger er dets problem, at det vil opleve et typisk menneskelivs skuffelser og blive udsat for sin del af uretfærdighed, økonomisk pres og sygdom. Folk tæt på én vil dø. Samfundet vil give én sin del af grådighed, intolerance, hensynsløshed og kriminalitet. Måske vil der være krig eller andre smertelige samfundsmæssige sammenbrud. Under alle omstændigheder vil det meste af livet være almindeligt kedeligt.

Når det går op for det moderne menneske, at den materielle verden omkring det er helt ligeglad med dets selverklærede vigtighed om at være et barn af en ny tid, føler det sig voldsomt svigtet. Som forfatteren Stephen Crane (1871- 1900) skrev: ”Et menneske sagde til universet: ”Sir, jeg eksisterer.” Universet svarede: ”Men det har ikke skabt nogen følelse af forpligtelse i mig.””

Siden det moderne menneske er blevet ledt til at forvente et tilfredsstillende liv og tilmed lykke, kigger det forgæves til verden, at den skal holde sit løfte. Men i det store hele er dets daglige liv en komposition af ligegyldige toner af gråt. Siden dets virkelige tilstand falder langt under, hvad dets håb er, føler det sig hurtigt meget overset og snydt for det, der tilkommer det. En vrede svulmer i dets bryst. Hver eneste nye skuffelse forstærker dets følelse af at være blevet forrådt. Tidspunktet kommer, hvor samfundet – ja, hele den menneskelige eksistens – virker uretfærdig og tyrannisk på det, som om dette samfund manipuleres af onde kræfter. Rousseau gav et tidligt og paradigmatisk udtryk for den moderne følelse af skuffelse og nederlag. Hen imod slutningen på sit liv skrev han: ”Jeg blev skabt til at leve, men jeg dør uden at have levet.” Han begræd at skulle returnere til sin skaber en masse ”frustrerede gode hensigter”.

Rousseau og drømmen om en ny verden

Den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) var grundlæggeren af romantikken. Romantikken var en reaktion på det såkaldte Oplysningsprojekt, der var en fransk skole af rationalisme i 1600- og 1700-tallet. Rationalisme betyder enhver doktrin, der hævder det menneskelige intellekts overlegenhed over alt andet. Oplysningstidens franske filosoffer som Diderot, d’Alembert, La Mettrie, Condillac, Helvetius, d’Holbach, Turgot, Condorcet m.fl. arbejdede for det ”rationelle samfund”. Men der var en grænse for folks appetit for videnskab, abstraktion og upersonlig logik. Den snigende utilfredshed med steril intellektualisme eksploderede som et oprør, som vi kalder den romantiske bevægelse. Romantikerne genopdagede kunst, mystik og irrationalitet. Og de genopdagede følelser. De ophøjede i virkeligheden følelser til en position som aldrig før set i tankens historie.

Rousseau brugte mange tomme ord på følelsesladede dyder som medfølelse, venskab, kærlighed og imødekommenhed, men hans egen karakter var udisciplineret og chokerende mangelfuld, når det kom til ærlighed, renhed og sandfærdighed. Andre af hans tids filosoffer, der til at begynde med var sympatiske over for hans budskab, mistede hurtigt tiltroen til det, da de lærte den mørke side af Rousseaus personlighed at kende. Hume og Voltaire affærdigede Rousseau som et uhyre. Diderot kaldte ham ”løgnagtig, forfængelig som Satan, utaknemmelig, grusom, hyklerisk og fuld af ondskabsfuldhed.” En kvinde, som Rousseau havde et intimt forhold til, opsummerede ham som ”en interessant galning”.

Om Rousseau skriver Paul Johnson i Intellectuals (1988), kapitel 1: ”Han var prototypen på den moderne tids karakteristiske skikkelse, den vrede unge mand.” Rousseau sammenførte nogle iøjnefaldende kendetegn ved den moderne Prometheus: 1) påstanden om hans ret til at forkaste den eksisterende orden i dens helhed; 2) tilliden til hans evne til at omforme den eksisterende orden fra bunden med hans egne udtænkte principper; 3) troen på, at dette kunne opnås gennem den politiske proces; og ikke mindst 4) lovprisning af den store rolle, som instinkt, intuition og impuls spiller i menneskets adfærd. Rousseaus fascinering af hans egen fantasi er tydelig i det følgende uddrag fra et brev, han skrev som 55-årig:

”Jeg elsker at drømme, men at give mit sind lov til frit at vandre omkring uden at trælbinde det til noget bestemt emne … dette ubeskæftigede og dybsindige liv … bliver for hver dag mig mere og mere herligt; at vandre alene uden ende blandt træer og sten rundt omkring, hvor jeg bor, at spekulere eller snarere være så uansvarlig, som jeg har lyst til … omsider helt frit give mig hen til mine fantasier … det er, min gode mand, for mig den største nydelse … ”

”Hvis vi gerne vil forstå, hvad det var for en livsanskuelse, der begyndte at afløse Vestens klassiske og kristne civilisation, gør vi klogt i at studere Rousseau,” bemærker Professor Ryn.

Rousseau er overbevist om, at han har set dybere ind i menneskets natur end nogen tidligere iagttager, og at han har opdaget lykkens hemmelighed. Desværre er verden som sådan uvenligt stemt over for den sandhed og over for ham personligt som dens budbringer. Specielt i sine senere selvbiografiske skriverier udtrykker Rousseau, hvordan han føler sig dybt såret over at være blevet forurettet af livet generelt og over at være blevet ”udstødt” fra samfundet, selv om han ifølge sig selv er det mest ”omgængelige og kærlige blandt mennesker.” Han er ikke blevet behandlet, som han mener, at en person med hans dybe indsigter og godgørenhed fortjener det, men føler sig som et offer for grusom forfølgelse. Han løfter til en paranoid yderlighed en utilfredshed med livet, der skulle blive kronisk i den moderne verden.

Rousseau blev en profet for ugengældt dagdrømmeri og forgæves længsler, der aldrig bliver til virkelighed gennem en dertil svarende indsats. Han så ikke behovet for at arbejde, for han var overbevist om, at han slet og ret fortjente det, han længtes efter.

Rousseau startede en voldsom tendens i Vestens kultur, hvor han tillægger større vigtighed på et liv, der leves i fantasien og ikke i handlingernes verden. ”Jeg afholder mig fra at handle,” skriver Rousseau. For ham oplever han det virkelige liv i sine idylliske drømmerier. Det moderne menneskes flugt fra de konkrete praktiske ansvar her og nu, specielt fra pligten til at få det bedste ud af sig selv og til at drage omsorg for familie og næste, antager forskellige former afhængig af drømmerens personlighed. Den konstante fællesnævner er længslen efter en storslået fuldbyrdelse og temaet om, at en fundamental ændring er nødt til at ske, hvis lykke skal blive mulig: ”Livet ville være så meget bedre, hvis bare … ” ”Hvis bare jeg kunne få en frisk start, ville livet virkelig begynde.”

Rousseau ville ikke indrømme nogen forpligtelse over for samfundet, men afkrævede samfundet enhver form for forpligtelse over for ham. På samme måde ville han ikke indrømme at være forpligtet over for historien. Såkaldte kendsgerninger fra fortiden var mindre vigtige end de fremtidige muligheder. Sådanne kendsgerningers ”sandhed” binder os til autoriteter, samfundssystemer og kulturelle traditioner, som vi er nødt at bryde os fri af, hvis vi skal virkeliggøre vores drømme. Vi har enhver ret til at vrage historiske kendsgerninger og sandheder som intet andet end gårsdagens baggage. (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.