Af Lalitanatha Dasa

Dette afsnit af Transcendental psykologi, der som de tidligere afsnit bygger på bogen Vedanta Psychology af Suhotra Prabhu, ser på to ting, nemlig 1) misundelse og 2) lavt selvværd. Begge er udtryk for en mental tilstand, hvor man har mistet forbindelsen til sin rene bevidsthed, der er bevidsthed om Krishnas eksistens og om alting som en del af Krishna.

Misundelse

Matsarya er sanskritordet for misundelse, en psykologisk faktor, der forgifter vores forhold til andre personer såvel som til os selv. Normalt forstår man misundelse som at have ondt over, at andre har noget, man ikke selv har. Men ordets betydning går dybere. Misundelse er sat sammen af ordene mis og unde. Unde er følelsen af at glædes over andres glæde. Ifølge Politikens Retskrivningsordbog:

unde nogen noget = glædes ved at nogle får noget, oplever noget osv.; ønske at nogle får noget, oplever noget osv.

Srimad-Bhagavatam (6.10.9) siger om dette:

”Hvis man er ulykkelig over andre levende væseners lidelse og lykkelig over at se deres lykke, regnes ens religiøse principper for uforgængelige af ophøjede personer, der bliver anset for at være fromme og godgørende.”

Forstavelsen mis giver et ord en modsat såvel som en negativ betydning, så mis + unde er den lidet glorværdige følelse af ikke at ønske andres glæde, men snarere at pines over den, og at glæde eller fryde sig over andres lidelse. Behøver det at uddybes, hvor destruktiv en følelse dette er?

Afhængigt af, om misundelsen rettes imod en overordnet, jævnbyrdig eller underordnet person, antager den tre former (se Srimad-Bhagavatam 11.29.15): ringeagt og fejlfinderi, rivaliseren og opblæsthed samt udnyttelse og undertrykkelse. Rettes misundelse imod en bedrestillet person, håner og misunder man ham og ser fejl hos ham. Rettes den imod en jævnbyrdig, ser man en konkurrent og bliver pralende og prøver at udstille sig selv som bedre. Rettes den imod en ringere stillet person, tager misundelsen form som udnyttelse, nedladenhed og undertrykkelse. I stedet for at hjælpe en ringere stillet person udnytter man ham og holder ham nede.

Omvendt beundrer og respekterer en person, der er fri for misundelse, en bedrestillet person og føler sig også taknemmelig over for ham. Med jævnbyrdige stifter han venskab, og han er venlig og hjælpsom over for personer, der er ringere stillet end ham selv.

En misundelig person kan ikke være lykkelig. Selv i den mest utopiske situation vil han lide over at se andres glæde og fremgang. Misundelse er en syg tilstand og årsag til mange andre problematiske psykologiske tilstande. Sri Krishna siger derfor til Uddhava (SB. 11.29.15):

”I ham, der konstant observerer Min tilstedeværelse i alle personer, tilintetgøres de dårlige tilbøjeligheder til rivaliseren, misundelse og udnyttelse hurtigt.”

Kuren imod misundelse er altså at se Krishna inde i hjertet på alle dem, vi er sammen med, uanset om de står over os, er vores jævnbyrdige eller står under os. Vi er alle uadskillelige dele af Krishna og har et forhold til Ham. Hvordan kan vi være misundelige, når vi ser, at vi er dele af samme helhed? Føler den højre hånd misundelse over en guldring på den venstre hånds finger? Vil den højre hånd ikke med det samme hjælpe den tilskadekomne venstre hånd? Da de begge er dele af samme helhed (kroppen), har de ingen separate interesser. På samme måde er det naturligt for os, da vi alle er dele af Krishna, ikke at se nogen interesseforskel imellem vores glæde og andres glæde eller at tro, at andres lidelse ikke også er vores lidelse.

Men hvordan skal vi så forholde os til folk, der virkelig er ondsindede af natur? Hvordan relaterer vi til dem? Svaret er, at vi bør altid handle med respekt over for alle. Ethvert samfund har kodekser for civiliseret opførsel, og uanset om civiliserede personer er ’gode’ eller ’onde’, følger de disse kodekser ud af respekt for den sociale orden. Den, der lader hånt om sådanne kodekser, er barbarisk og bliver underlagt lovens straf, om ikke landets lov, så i hvert fald karma-loven. Man behøver altså ikke bekymre sig om andres opførsel. Men hvis man ser på sådanne personer, uanset hvor barbariske de er, som ondsindede ind til det inderste af deres væsen, er det begyndelsen på ens eget ondsind. Misundelse og ondsind er kun tildækninger, der dækker en ren sjæl, der er en uadskillelig del af Sri Krishna, der er algod. Vi må gradvist stræbe efter at komme til paramartha-platformen, hvor vi ser og hører Ham altid.

Lavt selvværd

At komme til paramartha-platformen er også medicinen imod lavt selvværd. Lavt selvværd er at relatere dårligt til sit eget selv. Man er modløs, skamfuld, fortvivler og er vred på sine fejl og sine fald. Her må man lære at se bag om de fejl, der dækker ens hjerte, til den rene sjæl og Krishna inde i sit hjertes inderste. Vi må lære at se, hvordan Krishna ser os. Han siger til Uddhava (SB. 11.28.25):

“Hvad ære føler den, der for alvor har erkendt Min personlige identitet som den Højeste Guddom, når hans sanser, der kun er en frembringelse af de materielle kvaliteter, er perfekt koncentrerede i meditation? Og hvilken dadel kan man på den anden side påtage sig, når ens sanser sættes i bevægelse? Hvad betyder det for Solen, når skyer kommer og går?”

Som også nævnt i Bhagavad-gita sammenlignes sjælen inde i kroppen med Solen, der fra ét sted (hjertet) spreder sit lys (dvs. bevidst-
hed) ud over hele kroppen. Sindet er som himlen foran Solen. Somme tider er himlen klar og skyfri, og somme tider er den mørk og overskyet. Men hvad har Solen at gøre med skyernes kommen og gåen? På samme måde er en selvrealiseret person uanfægtet, når ’himlen’, dvs. sindet, er klart, fredfyldt, uselvisk og inspireret, eller når det er overskyet med vrede, fortvivlelse, modløshed og skam. I ingen af tilfældene identificerer en sådan person sig med sindets himmel og ved, at han ikke behøver at handle på dets tildækninger.

Srimad-Bhagavatam 11.29.21 er også relevant her:

“O Uddhava, største blandt helgener, i fare skriger en almindelig person og bliver bange og beklager sig, skønt sådanne nytteløse følelser ikke ændrer situationen. Men handlinger, der gives til Mig uden personlige motiver, selv hvis de materielt set virker formålsløse, er religionens virkelige vej.”

På grund af vores forhold og tilknytninger opbrænder vi så megen følelsesmæssig energi på frygt, vrede og beklagelse til ingen nytte. Hvorfor? Fordi vi i lidenskabens dagdrømmende tilstand ser det midlertidige som evigt og det evige som ikke-eksisterende. Derfor er det så vanskeligt at finde tid og energi til at tjene Krishna, synge Hans hellige navn og ofre en blomst til Ham, og vi bruger vores mentale energi på midlertidige menneskelige forhold og tilknytninger, selv om alle disse får en ende inden ret længe.

En sidste bemærkning. Dette vers giver også en interessant forståelse af, hvad mod og selvbeherskelse i Krishna-bevidsthed indebærer. Den, der tror, at det værste onde er at udsætte sin krop, sin mentale fred eller sin sociale position for fare, kan ikke være modig i sin tjeneste til Krishna, selv om han måske er selvbehersket. Den, der tror, at det største gode er den belønning, respekt og ære, der bliver ham til del som resultat af udadtil nyttig tjeneste, kan ikke være selvbehersket, selv om han måske er modig. (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.