Af Suhotra Swami

Imens tidligere afsnit af Transcendental psykologi var studier over nogle af emnerne i bogen Vedanta Psychology af Suhotra Swami, er Modernitetens personlighedstyper en direkte oversættelse af bogens afsluttende kapitel, The Modes of Modernity. Her bringes det fjerde afsnit om det moderne menneskes personlighed.

Moderne dagdrømmere, der er inspireret af Rousseau, vender ryggen til det præmoderne menneskes ydmyge indrømmelse af, at dets problemer skyldes dets egne moralske svagheder. De flygter ind i en indbildt verden, hvor de selv er de nye frimodige og dadelfrie guder. Som guder mener de, at de har en moralsk ret til at genskabe verden, som de gerne vil have den. Men deres dagdrøm trues hele tiden af en mareridtsagtig konspiration af fantasiforladte traditionalister, der vil påtvinge verden den forældede overtro, at moral defineres af den ene Højeste Guddom og ikke af de mange nyudklækkede guder med deres fantasifyldte spekulationer.

I sin kerne er den moderne moralindbildnings dynamik et oprør imod alt, der er i konflikt med vores foretrukne ønsker. Den er et udtryk for en voldsom selvforherligelse og ønske om selvtilfredsstillelse. Vi nægter at lægge bånd på vores ønsker, og vores indbildning hjælper os til at retfærdiggøre, at vi lever, som vi ønsker at leve. Vores indbildning hjælper os til at dæmpe og undgå den nagende, besværlige moralske samvittighed, der gør indsigelser imod vores ønsker.

Den moderne moralindbildnings filosofi aspirerer ligesom Indiens mayavada-filosofi efter at 1) benægte realiteten af den menneskelige tilstand i den materielle verden, og 2) hæve ethvert almindeligt menneske til Guds position.

Ud over moralsk samvittighed er den grundlæggende hindring for at realisere vores dristigste drømme selve den historisk eksisterende virkelighed. Den moderne dynamik er et bevidst forsøg på at omgå den hindring. Den forsøger at omgøre den menneskelige eksistens’ virkelige vilkår inklusive nødvendigheden af at acceptere vores primære pligter som mennesker. Et centralt ansvar for det enkelte menneske er, at man ikke belemrer andre med for meget af sin egen indbildskhed og egenmægtighed. Længslen efter frihed, som her diskuteres, er en længsel efter ubegrænset selvtilfredsstillelse. Under dække af smukke fraser om en bedre verden forsøger mange at skubbe ydre såvel som indre hindringer fra sig. Nogle forsøger dårligt nok at bedrage sig selv med hensyn til deres inderste motiver, men fremsætter deres tilsyneladende ædelmodige planer i en tydelig kynisk stræben efter magt. I den yderste ekstremitet vil den visionære person have hele verden til at tilfredsstille hans ønsker.

Et nærmere kig på selvværd

Vi vender nu tilbage til vores undersøgelse af roden til de forskellige former for depression (maniodepression, åben depression og skjult depression). Udtrykket ”lavt selvværd” er meget udbredt nu om dage. Tag en hvilken som helst bog om depression, og man vil næsten helt sikkert se lavt selvværd citeret som en væsentlig årsag om ikke ligefrem hovedårsagen til depression.

I dette essay vil jeg komme ind på to komponenter i virkeligt selvværd. Med komponent mener jeg slet og ret, at for at have virkeligt selvværd har man brug for disse to i sit liv. De er ikke de eneste komponenter i selvværd, men de er afgørende. Den ene er viden om selvet som en åndelig sjæl. Det skal siges, at denne komponent indrømmes helt åbent i mange af nutidens bøger om depression. En tysk katolsk munk ved navn Anselm Gruen er forfatter til Building Self-Esteem (Crossroad 2000). I Kapitel Et skriver han, at folk har brug for at komme i kontakt med ”det åndelige jeg”, som han definerer som ”et selv, der kan overleve alle ydre sår og enhver ydre tilintetgørelse, for det kommer fra Guds hånd.”

I Bhagavata Dharma-forelæsningerne fra New Vrindavana i september 1972 forklarede Srila Prabhupada:

Bhagavata-dharma betyder, at vi er nødt til at sætte os ud over både den grove og den subtile krop og komme til den åndelige krop. Det er meget videnskabeligt. Og så snart vi kommer til den åndelige krop, mukta sarira, hvor vi er befriet fra den grove og subtile krop, kommer vi til vores virkelige krop, den åndelige krop, og da kan vi virkeligt mærke lykke og frihed. Derfor er denne Krishna-bevidstheds-proces den største velsignelse for menneskesamfundet, for den forsøger at bringe mennesket til niveauet af åndelig krop ved at hæve det over de grove og subtile materielle kroppe.”

Den næste komponent er ligeledes almindeligt anerkendt: Folk har brug for værdifulde livsmål, både langsigtede og kortsigtede. I How to Win Over Depression skriver Tim La Haye:

”Mennesker er tydeligvis målrettede skabninger. Uden mål holder vi op med at bestræbe os. Det er sådan, vores sind er skabt. Men når som helst vi gør et bestemt projekt til vores primære mål, oplever vi uundgåeligt et antiklimaks, efter at det er opnået. Af den grund er vi nødt til at bevare langtids- såvel som korttidsmål og hyppigt tage dem op til vurdering og justere dem. Meget målbevidste mennesker er sjældent deprimerede.”

En kvinde, der hele tiden havde ondt af sig selv, plejede at beklage sig: ”Jeg har intet at se frem til.” Hun brugte tydeligvis alt for meget tid på at tænke på sig selv. En verden, der er så fyldt med deprimerede, problemfyldte mennesker, dokumenterer den kendsgerning, at alt for mange mangler værdifulde mål.

I sine forelæsninger i New Vrindavana forklarede Srila Prabhupada, hvordan bhagavata dharma forener begge komponenter af selvværd (erkendelse af selvet som åndelig sjæl og beskæftigelsesmæssige pligter) for Krishnas tilfredsstillelses skyld:

”Pointen er, at hvis vi vil have et vellykket liv, fred i sindet og tilfredsstillelse, må vi koncentrere os om at gøre fremskridt i hengiven tjeneste til Herren. Denne stræben er i virkeligheden dharmaens liv. Hvis man imidlertid gør sine pligter, men ikke bliver Krishna-bevidst, er alle ens bestræbelser forgæves: ”Pligter (dharma), som mennesker gør, uanset hvad deres beskæftigelse er, er kun så meget nyttesløst arbejde, hvis de ikke vækker en tiltrækning til den Højeste Herres budskab.” [SB. 1.2.8]”

I Laguna Beach den 26. juli 1975 talte Srila Prabhupada om hippiernes mentalitet:

”I Amerika er drengene rige mænds sønner, og derfor er der så mange af fyrene, der ikke arbejder. De har en let indkomst, og de arbejder ikke, og fordi der ikke er noget ordentligt arbejde, bliver de hippier. De bilder sig ind at være frie. ’Lediggang er roden til alt ondt.’ Denne menneskelige psykologi er den samme overalt.”

Rousseau betegnes ofte som den arketypiske hippie. Hans far var en urmager, der friede til og giftede sig med en kvinde fra overklassen. Sønnen tog sin fars foregivende af aristokrati til sig. Som voksen levede Rousseau af at indynde sig hos velstående kvinder, der forsørgede ham til gengæld for hans seksuelle tjenester. Således havde han det meste af livet ”intet ordentligt arbejde” og kunne hengive sig til sin yndlingsaktivitet: at drømme. På det åndelige område foregav han at have et forhold til Gud i naturen, men han foragtede de moralske anvisninger i både kristendommen og den borgerlige lov. I sin ubeskæftigede fantasis ”djævleværksted” udtænkte Rousseau en filosofi om personlig frihed. Hans magelige selvoptagethed, hans ”arrogance som en selvlært mand” og hans fornærmelse over andres uvillighed til at være lige så forelsket i hans ideer, som han selv var det, var symptomer på Rousseaus lave følelse af selvværd.

Af Anselm Gruens bog kan vi lære, at nogle af nøgleindikatorerne på lavt selvværd er en kunstig storslåethed, der blot er et forgæves forsøg på at skjule sine indre følelser af mindreværd, og arrogance og en kronisk utilfredshed, der kommer til udtryk som en konstant beklagelse over livets uretfærdighed. Psykiateren Terence Real skriver i I Don’t Want to Talk About It (Fireside 1998), at mænd ofte ”medicinerer” sig selv imod depression med en rasende illusion af overdreven magt. ”Den bombastiske ret til at lange ud efter et andet menneske styrker deres famlende fornemmelse af selvværd – og de går til angreb.” Indbildningskraften er tydeligvis meget aktiv i disse desperate kompensationer for lavt selvværd. Sådanne kompensationer var meget tydelige i Jean-Jacques Rousseaus liv.

Tab af selvværd er intet andet end processen med at blive ”betinget”, der blev forklaret i Kapitel 2 [i Vedanta Psychology]. Hvem er betinget? Den, der danner sig en følelse af identitet, der er noget andet og mindre end en ren åndelig sjæl, og som helliger sig til livsværdier, der er mindre end ren Krishna-bevidsthed. Man håber, at dette indbildte nye billede af, hvem man selv er, vil give én en større fuldbyrdelse af selvet. Men man bedrager blot sig selv og svigter sig selv ved at sænke sit blik fra ånd til materie. (Fortsættes i næste nummer)