– Af Amogha-drk Krishnadasa –
Tiden er en forunderlig størrelse. Hvor befinder den sig? Håndgribelige forestillinger om tiden, der gør os i stand til at betegne tiden inden for denne verdens logiske rammer, gives i de vediske skrifter.
Til at begynde med er det oplagt, at anerkendelsen af, at tiden overhovedet eksisterer, finder sted i bevidstheden på et levende væsen, der oplever verden. Dyr og planter har også en form for tidssans, for selv om de måske ikke er direkte bevidste om dens betydning som sådan, sker der en forandring i deres aktiviteter, når tiden går. For eksempel lukker mange blomster sig ved solnedgang og åbner sig ved solopgang. Bevidsthed er et symptom på, at der er liv til stede i en materiel krop, sådan som man eksempelvis kan observere det ved kropslig glød. Ethvert levende væsen kaldes derfor jiva eller liv. Det levende væsen eller sjælen, der befinder sig i en materiel krop, opfatter ikke tiden i en ubevidst tilstand. Men selv om vi ikke opfatter tiden, påvirker den vores materielle situation. Tag for eksempel den periode, man sover i den bevidstløse tilstand, der kaldes dyb søvn. Hvis vi gennemgår en tilstand af to timers dyb søvn om natten, forkorter vi vores levetid med to timer, selv om vi på en måde ikke eksisterede bevidst i de to timer. Så tiden styrer det levende væsens materielle ego, enten vi er bevidste om det eller ej. Det materielle ego er opdelt i fire dele: selve egoet, der identificerer sig selv med materie (ahankara), bevistheden (citta), hvoraf den vågne bevisthed kaldes sindet (manas) og intelligensen (dhi).
Tiden sørger for, at ting sker på det materielle plan. Tiden styrer ikke bare os, der er i stand til at danne os et begreb om den, men sågar døde ting gennemgår forandring ved tidens indflydelse. Det er selvfølgelig ikke tiden, der direkte udfører forandring og nedbrydning af materie, men havde denne meget subtile substans, der kaldes tiden, ikke været der, var naturens processer ikke gået i gang og havde gennemgået forskellige faser. Derfor er tiden en reel substans (dravya) akkurat som verdens andre grundsubstanser. Tiden bliver beskrevet i den vediske doktrin Vaisesika-sutra som en af ni evige, uforgængelige og udelelige substanser i universet.* Tiden kan ikke opfattes direkte med sanserne, men gennem følgeslutning.
aparasmin param yugapad ayugapac ciram ksipram iti kala-lingani
”Tiden kendetegnes ved: at være forud i forhold til bagud, samtidighed, ikke-samtidighed, langsomhed og hurtighed.” (VS. 2.2.6)
Tiden er af natur ubegrænset på samme måde som rum eller æter. Begge bliver først begrænset og dermed målelige, når de bliver tillagt begrænsninger. Man kan måle hvor meget rum, der befinder sig inden for et afgrænset område som for eksempel fra den ene væg til den anden, og man kan måle tid ud fra bevægelse i rummet inden for visse begrænsninger.
Solens bevægelse danner grundlaget for vores måling af tid, som det beskrives i Srimad-Bhagavatams tredje bog, 11. kapitel, ”Beregning af tid ud fra atomet”:
”Tiden måles ved dens bevægelse over et bestemt antal atomer. Standardtid udregnes efter Solens bevægelse. Den tid, det tager Solen at passere hen over et atom, defineres som atomisk tid. Den største af al tid dækker hele eksistensen af den ikke-dualistiske manifestation.” (SB. 3.11.4)
Til at begynde med er der intet liv uden Solen. Tiden er nødt til at opfattes af et levende væsen for at have mening som en størrelse. Uden Solen er den destruktive side af tiden heller ikke til stede. Alle fysiske ting undergår processer, der inkluderer skabelse, vedligeholdelse og destruktion under tidens indflydelse, der finder sted ved Solens gang, der er en tjener af Krishna.
”Jeg tilbeder Govinda, den oprindelige Herre, Guddommens Højeste Personlighed, under hvis styring sågar Solen, der siges at være Herrens øje, drejer i sin faste bane af evig tid.” (Brahma-samhita 5.52)
NOTER
*Det forklares i Kanadas Vaisesika-sutra, at der er ni grundsubstanser (dravya’er) i universet. De mindste fysiske udelelige partikler (paramanu) er af fire slags: jordatomer, vandatomer, ildatomer og luftatomer. Æter (akasa), retningerne (dik), tiden (kala), sind (manas) og sjæl (atma) er ikke-atomiske substanser, der forstås gennem følgeslutning.