af Lalitanatha Dasa
Hvad er frihed? Nu om dage opfatter mange mest frihed som noget ydre: øget bevægelsesfrihed, fri adgang til materielle goder, ytringsfrihed og frihed til at gøre, hvad man har lyst til. Nogle tænker politisk og anser frihed for at kunne leve i fred uden at blive forstyrret af despotiske tyranner og diktatorer.
Ikke alle mennesker og kulturer har til alle tider delt dette frihedsbegreb. For eksempel taler Indiens klassiske vediske tekster om en indre, eksistentiel frihed, der ikke blot er uafhængig af ydre omstændigheder, men også ligefrem en forudsætning for, at der overhovedet kan være nogen form for frihed i den ydre verden.
En fri person er ifølge vedisk forståelse et menneske, der ikke er en slave af sine sanser. De fleste af os er i større eller mindre grad sansenarkomaner, hvis sanser trækker os fra sted til sted for at se, høre, føle, smage og lugte til alle mulige ting. Fordi vi er slaver af vores sanser, gør vi mange ting (drikker, ryger, trøstespiser, mister besindelsen, forblindes osv.), som vi slet ikke ønsker at gøre, eller som i bund og grund skader os. Narkomaner inklusive sansenarkomaner kan aldrig være frie mennesker. Hvis vi skal være frie, skal vi derfor først og fremmest lære selvbeherskelse.
Her er det interessant at notere sig, at det moderne forbrugersamfund forsøger at gøre os mindre selvbeherskede ved at skabe begær efter flere og flere ‘behov’, der kan omsættes i mere produktion og forbrug. Imens dette måske er godt for den økonomiske vækst, skaber det ifølge vedisk forståelse mere og mere en ufri situation med mennesker, der i endnu højere grad er slaver af begær og drifter. Er det ikke derfor værd at diskutere, om man overhovedet kan anse et moderne forbrugersamfund for at være et frit samfund?
Går vi et skridt videre og filosoferer over naturen af denne verden, vil vi ifølge Vedaerne opdage, at selve vores eksistentielle situation er ufri. Denne verden er en midlertidig verden, hvor tiden og døden er de virkelige herskere. Midt i det hele står vi som skabninger, hvis største ønske er udødelighed. Kun et menneske, der ikke skal dø, kan siges at være frit, men et sådant menneske findes ikke.
Vedaerne påstår dog ikke, at dermed er alt håb ude. Tværtimod er vi i bund og grund frie væsener, for af natur er vi udødelige. Vi er alle evige væsner fra en åndelig verden, hvor vi som frie sjæle lever i frie forhold til Krishna (Gud). Fordi vi har brugt (og misbrugt) vores frihed til at vende ryggen til Krishna og vores naturligt frie forhold til Ham, er vi endt i en illusorisk og ufri tilstand af glemsel i en verden af midlertidige former, hvor vi hverken er bevidste om Krishna eller vores virkelige natur. Kan vi imidlertid blive bevidste om og genopvække vores oprindelige natur, kan vi igen blive frie væsener, selv i denne verden.
Det er vigtigt at bemærke, at når Vedaerne hævder, at vi er evige væsner, er der ikke tale om et dogme eller en trossætning, men om en rationel, filosofisk erkendelse, der er mulig for alle. At vi ikke er vores materielle kroppe, kan erkendes igennem det faktum, at selvet er uforanderligt, imens den fysiske krop ændrer sig hele tiden. Jeg er altid den samme bevidste iagttager, selv om min krop ændrer sig konstant. Fra barndom til ungdom til alderdom udskiftes stoffet i kroppen løbende, så min nuværende krop er en helt anden end den krop, jeg havde som barn. At jeg alligevel fortsat er den samme mig, viser, at jeg ikke har noget med kroppen at gøre, men blot opholder mig i den. Følgelig må jeg være udødelig.
Denne enkle erkendelse er det første skridt på vej mod erkendelsen og realiseringen af virkelig frihed. Tager man den logiske konsekvens af denne erkendelse, kan man slå ind på en åndelig vej og realisere sin evige, frie natur i relation til Krishna. Et andet navn for denne åndelige vej er ’religion’, der ordret betyder, hvordan man ’igen forbinder sig med Gud’.
Frihed er dermed muligt for mennesket, hvis det får chancen for at realisere sig selv åndeligt. For at have et frit samfund må man altså først og fremmest have et systematisk religiøst samfund, der ansporer og hjælper sine borgere til åndelig erkendelse og virkeliggørelse. I den forstand er det moderne materialistiske samfund et ufrit samfund. I mange tilfælde trækker det sine medlemmer dybere ned i glemsel af deres virkelige frie natur, når det lærer dem, at de blot er tilfældige kemiske organismer i en materiel udviklingsproces, eller at deres livs eneste formål er at være nydelseshungrende producenter og forbrugere i et stort økonomisk maskineri.
Den nuværende verden er således på ingen måde en nem verden at være fri i. Fristeder fra materialismens slaveri er tit vanskelige at få øje på. Selv mange af de velmente forsøg på at skabe fristeder skaber ofte blot alternative former for ufrihed, for kun få bemærker selve roden til vores eksistentielle ufrihed. Hvad skal man gøre? Et stort skridt i den rigtige retning er erkendelsen af, at frihed er en indre tilstand, som man har friheden til selv at fremelske.
Den østrigske psykiater Victor Frankl (1905-1997) er et interessant eksempel. Frankl var oprindeligt uddannet som psykoanalytiker inden for den freudianske skole, ifølge hvilken vi formes af det, vi udsættes for som børn, uden senere at kunne ændre meget ved det. Frankl erfarede og demonstrerede imidlertid, at vi har en meget større grad af frihed, som ingen ydre omstændigheder eller fortidige begivenheder kan rokke ved.
Frankl var født jøde og tilbragte flere år i nazisternes dødslejre under Anden Verdenskrig. Mirakuløst overlevede han Holocaust, men gennemgik rædsler af et omfang, ingen kan fatte. Hans forældre, brødre, hustru og hele hans familie undtagen en søster døde eller blev myrdet for øjnene af ham. Selv blev han tortureret og ydmyget og vidste aldrig, om han overlevede samme dag.
En dag sad han nøgen, udsultet og ensom i sin celle, da han blev opmærksom på, hvad han senere kaldte ’den sidste af de menneskelige friheder’. Han opdagede en frihed, som hans nazibødler ikke kunne tage fra ham. De kunne diktere hans ydre omgivelser, og de kunne skalte og valte med hans krop, som de ville. Men Frankl bemærkede, at de ikke kunne tage fra ham, at han var et selv-bevidst individ, der observerede verden og selv kunne vælge, hvordan han ville lade sig påvirke af og reagere på det, der skete omkring ham.
Fra det øjeblik begyndte Frankl igennem meditationer og visualiseringer at udforske og opøve denne sidste frihed. Gradvist blev den så stærk, at han havde større frihed end sine nazistiske fangevogtere. De havde mere bevægelsesfrihed og flere valgmuligheder i deres ydre miljø. Men han havde en større ægte frihed, for i modsætning til dem kunne han selv vælge, hvordan han ville reagere på det, han blev udsat for. Efter krigen arbejdede Frankl videre på sine erfaringer fra fangelejren og blev en af efterkrigstidens store skikkelser inden for psykologien, hvor han grundlagde, hvad der siden er blevet kaldt ’håbets psykologi’.
Frankls eksempel leder naturligt tankerne tilbage til Sokrates, der med sin frihed intakt blev henrettet af ufrie mennesker, der ikke forstod, hvem de havde med at gøre. Også Sokrates vidste, at ingen kunne gøre ham noget, da han var en evig, udødelig sjæl, og hans frihed tillod ham at vælge at gøre det rigtige og ikke give efter for lavere tilskyndelser til at vige fra sin sandfærdighed. Sokrates var ikke blot selv en fri mand, der døde glad og uforstyrret, men igennem sit eksempel har han inspireret utallige andre til at stræbe efter samme frihed.
En erkendelse af vores evige, åndelige natur og etableringen af et dybt og ubrydeligt forhold til Krishna eller Gud er altså vejen til virkelig frihed. Kombineret med indsigten i, at ingen kan tage vores indre frihed fra os, hvis vi ikke selv giver dem lov til det, er det muligt at kultivere frihed inde i sig selv under selv de mest ufrie omstændigheder. Går man den vej i stedet for at starte med at ville ændre sine ydre omgivelser, vil man ikke blot kunne opbygge en urokkelig frihed inde i sig selv, men også gradvist udvide denne frihed til andre for i sidste ende at have stor indflydelse på den ydre verden, der kun igennem tilstedeværelsen af sådanne ægte frie mennesker kan blive en friere verden.