Den 14. marts 2018 døde den berømte engelske fysiker Stephen Hawking, som de fleste havde hørt om, om ikke andet, så fordi han tilbragte det meste af sit liv i en rullestol og kunne kun kommunikere igennem en computer.

I den anledning bringes et interview med en anden kendt engelsk videnskabsmand, matematikeren Dr. John Lennox fra universitetet i Oxford. Dr. Lennox udgav kort før Hawkings død en bog som respons på hans seneste bog, The Grand Design, hvor Hawking hævdede, at universet kunne skabe sig selv og ikke behøvede Gud som forklaring.

Dr. Lennox bliver interviewet af Jay Richards fra Discovery Institute.

Jay Richards: Stephen Hawking kom med en bog sidste år, The Grand Design, der indeholder hans seneste tanker omkring kosmologi, specielt som de relaterer til teologi. Du skrev en lille bog som svar, God and Hawkings: Whose Design is it Anyway? Den var en fornøjelse at læse. Den har alt, der kan siges som respons til Hawking. Hvad fik dig til at skrive bogen?

Dr. Lennox: Jeg blev bedt om at skrive en kronik til en af Englands store aviser. Da jeg kom i gang, fortsatte jeg bare med at skrive, og det blev til en bog, da det først gik op for mig, hvad han sagde.

Jay Richards: Den berømteste sætning fra bogen er nok: ”Siden der er love som tyngdeloven, kan og vil universet skabe sig selv fra ingenting.” En journalist fra Los Angeles bemærkede: ”Dette kræver tro. Det kan ikke forstås.”

Dr. Lennox: Jeg vil nok formulere det endnu skarpere. Det kan ikke forstås, for det er en selvmodsigelse. Det var netop den udtalelse, der forbløffede mig, da jeg sammenholdt den med hans indledende udtalelse om, at filosofien er død – hvorefter han og hans medforfatter fortsatte med at skrive en bog om filosofi. De beviste i hvert fald, at hos dem er filosofien i høj grad død. Men udtalelsen om, at på grund af tyngdeloven kan og vil universet skabe sig selv fra ingenting, var utrolig.

Den første åbenlyse ting, man kan sige om det, er, at tyngdeloven ikke er ingenting, og tyngdeloven uden tyngde ville være meningsløs. Det er den første selvmodsigelse. Den anden er, at universet vil skabe sig selv. Hvis jeg siger, at X skaber Y, betyder det, at jeg antager eksistensen af X for at forklare Y. Hvis jeg siger, at X skaber X, betyder det, at jeg antager eksistensen af X for at forklare X. Det viser, at vrøvl er og forbliver vrøvl, selv hvis det kommer fra en berømt videnskabsmand.

Jay Richards: Jeg vil sige, at det er problemet, når man ikke studerer filosofi. ”Filosoffen” Hawking overtræder i begyndelsen af sin bog et af logikkens grundlæggende principper, nemlig at fra ingenting kommer kun ingenting. Jeg er i virkeligheden glad for, at han sagde, at filosofien er død, for det fik en masse filosoffer frem i lyset.

Dr. Lennox: Ja, specielt i den tysktalende verden. Hawking blev for nylig interviewet af The Guardian. Han udtalte, at himlen er en eventyrhistorie for folk, der er bange for mørket. Jeg blev bedt om at kommentere det og svarede, at hvis han vil debattere på det niveau, kan man også sige, at ateisme er en eventyrhistorie for folk, der er bange for lyset.

Jay Richards: Det er virkelig forbløffende, for de fleste almindelige mennesker ville svare, hvis de fik at vide, at universet skabte sig selv fra ingenting, at det giver ingen mening. Men der er en statur eller aura omkring Stephen Hawking, der får fornuftige mennesker til at lade ham slippe af sted med det. Hvordan kan det være?

Dr. Lennox: Stephen Hawking er måske den berømteste nulevende videnskabsmand, og han er et geni. Jeg gik på Cambridge et par år under ham, og jeg husker, hvordan han gik rundt på Cambridge dengang. Problemet er, at man skal være forsigtig, når man bevæger sig uden for sit eget felt. Hawking har simpelthen ikke læst filosofi. Problemet er der især, hvis en person er en berømt videnskabsmand. Videnskaben har sådan en kulturel autoritet nu om dage, at folk tror, at hver eneste udtalelse fra en videnskabsmand er en videnskabelig udtalelse. Det er ofte ikke tilfældet, og det er der, vi må være særdeles forsigtige.

Jay Richards: Helt rigtigt. Den oplyste borger er nødt til at skelne filosofien, der ofte er blandet sammen med videnskaben, fra selve videnskaben. Det er vanskeligt, og mange ikke-videnskabsfolk føler sig slet ikke kvalificeret til det.

Dr. Lennox: De er intimiderede. Min største indvending imod folk som Hawking og Dawkins er, at de opstiller dette falske valg imellem Gud og videnskab. Det er forkert. Men det udspringer af, at de antager, at Gud er ”God of the gaps” [”Gud i hullet”, ideen om, at vi kalder det ”Gud”, når vi ikke ved, hvad det er, og når vi finder ud af det, ved vi, at det er noget helt naturligt og har ikke brug for Gud længere]. Så jo mere videnskaben skrider frem, desto mindre plads er der tilbage til Gud. Hvis det er sådan, Gud er, kan man selvfølgelig fortælle folk, at de skal vælge mellem Gud og videnskaben. Men det er helt sikkert ikke opfattelsen hos noget fornuftigt menneske, som jeg nogensinde har mødt. Gud er Gud for alting, og at give folk valget mellem Gud og videnskab som en forklaring er at fortælle dem, at de skal vælge mellem Henry Ford og det ingeniørmæssige arrangement som forklaring på en Ford. Men for at forklare bilen fuldstændigt er der brug for både det ingeniørmæssige arrangement for at forklare mekanismen og Henry Ford for at forklare oprindelsen. Det er det samme med Gud og universet. For mig virker dette så grundlæggende. Men på grund af videnskabens store prestige tror folk, at vi skal vælge mellem Gud og videnskaben. Nej, selvfølgelig skal vi ikke det.

Jay Richards: Nej, og det er pudsigt, for det er en temmelig ny ting inden for videnskaben. Du nævnede Sir Isac Newton, der havde det helt fint med både at komme med matematiske og mekanistiske forklaringer og samtidig slutte sig tilbage til en første årsag, som ifølge ham helt sikkert ikke er noget mekanisk.

Dr. Lennox: Jeg vil sige det endnu stærkere end det. Det var i virkeligheden troen på, at Gud er designeren, der drev videnskaben frem.

Multi-universet

Jay Richards: Du nævnte ideen om et multivers [mange universer]. Hawkings udtalelse om, at universet skaber sig selv fra ingenting, fik sikkert mest omtale, og det er nok den mest usandsynlige ting, han sagde. Multiverset er nu den mest populære måde at omgå de åbenlyse tegn på universets såkaldte finjustering [det faktum, at naturlovene ser ud til at være afpassede helt præcis for at muliggøre liv]. Hvad mener du om denne multivers-idé?

Dr. Lennox: Jeg vil tro, at jeg er lidt forudindtaget, for jeg studerede kvantemekanik under Sir John Polkinghorne, og Polkinghorne er særdeles skeptisk over for den ide. Men det er meget interessant, at Hawking præsenterer det, som om hans M-teori kombineret med multiverset virkelig er den teori om alting, som folk leder efter. Trods det mener hans medforfatter og efter min mening lige så fremragende matematiker, Sir Roger Penrose, at han vurderer den alt for højt, og at M-teorien ikke engang er en rigtig teori. Nu er jeg ingen ekspert på det område, men jeg træder et skridt tilbage og siger, at selv hvis multiversteorien er sand, stiller disse folk os igen over for et forkert valg – multiverset eller Gud. Men kunne Gud ikke skabe mere end ét univers, hvis Han ville? Filosofferne har været hurtige til at påpege det ulogiske her. Men siden vi ikke har adgang til andre universer, forbliver det hele i, hvad jeg vil kalde den mytologiske sfære.

Jay Richards: Det er i det mindste mistænkeligt. Det virker meget mærkeligt at se på nogle vidnesbyrd, der ligner finjustering, for måske er universet virkelig finjusteret, og bruge disse til at appellere til denne umådelige samling af andre universer blot for at forøge de statistiske ressourcer for tilfældighed. Det virker temmelig ad hoc på mig.

Dr. Lennox: Det virker mistænkeligt meget ad hoc, og hvis man så lægger den kendsgerning til, at der er ingen beviser for disse universer osv. Jeg har en god ven, der er filosof i fysik ved Oxford og også ateist. Han mener faktisk, at finjusteringsargumentet bliver slet ikke påvirket af multiverset, for ofte taler vi om finjustering inden for dette univers. Jeg er slet ikke imponeret af dette, og det er meget interessant, at Hawking bruger så megen tid på det i sin bog. Han kalden den The Grand Design, for han er imponeret af, hvad der i høj grad ligner design. Når vi overser den negative side, kommer han faktisk med et temmelig godt argument for, at universet er resultat af en intelligent årsag.

Comments are closed.