Af Lalitanatha Dasa

Hampi er en ruinby i den indiske delstat Karnataka og hjemsted for flere imponerende templer og mange uforklarlige ting. Hampi står på UNESCO’s liste over World Heritage Sites.

Et af Hampis templer er Vittala-templet, der er kendt for sine musiksøjler. De 56 søjler står i, hvad der kaldes Ranga Mantapa (’musikhallen’). Ud over at bære taget skaber søjlerne forskellige slags musik og lyde, når man slår blidt på dem med stokke eller andre slaginstrumenter. Der er syv hovedsøjler, der hver er formet som et bestemt musikinstrument. En af søjlerne er udhugget som en mand, der spiller på en tromme. Hvis man slår på søjlen, hører man den samme lyd som lyden af en tromme. Andre søjler afgiver lyde som tempelklokker osv.

Hver hovedsøjle omgives af syv mindre søjler, der også afgiver forskellige lyde, når man slår på dem.

En hel række søjler afgiver hele musikskalaen, der svarer til do, re, mi, fa, sol, la og bi, når man slår på dem.

Videnskabsmænd har svært ved at forklare, hvordan de er blevet til, og hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at få søjler til at afgive forskellige toner på den måde. Søjlerne er alle lige høje og lige tykke og lavet af den samme granit. De ser med andre ord identiske ud. Er de hule indeni? Det troede englænderne i sin tid og demonterede derfor en af søjlerne for at studere den nærmere. Til deres overraskelse var søjlen massiv hele vejen igennem.

Den eneste tilbageblevne mulighed er, at stenenes massetæthed er forskellig. Kunne folk i fortidens Indien ændre på stens massetæthed? Kunne de smelte stenene, sådan som de lokale beboere hævder det? Kunne de tilsætte forskellige materialer til dem, ligesom man laver legeringer ved at blande forskellige metaller? Hvis de kunne det, havde de kendskab til en teknologi, som vi ikke kender til i vores dage.

Det skal bemærkes, at disse musiksøjler er mindst 700 år gamle, men kan være meget, meget ældre. Måske er de i virkeligheden flere tusinde år gamle.

Stenkæderne i Kancipuram

Et andet interessant fænomen, der også tyder på kendskab til en for os ukendt stenteknologi, er stenkæder i nogle af Indiens templer, sådan som de bl.a. kan ses i templet i Kancipuram, der ligger i Tamil Nadu, Indiens sydligste delstat. Normalt er kæder lavet af metal, der smedes til kæder, men disse kæder er lavet af sten. Hvordan kunne folk lave sådanne kæder med primitiv teknologi? Selv nu om dage ville sådanne kæder være vanskelige at lave, selv med moderne maskinteknologi.

At udhugge kæderne er dog ikke det største problem. En meget dygtig stenhugger kunne sikkert udhugge en sådan stenkæde af én sten, hvor hvert led er bevægeligt, med tilstækkelig tid og omhu. Det mest uforklarlige er snarere, at imens selve kæderne er lavet af sandsten, er øjnene, som kæderne hænger i fra taget, udhugget i de granitblokke, der udgør taget. Hvordan bar man sig med andre ord af med at forbinde to forskellige stensorter i én kæde? Dette er umuligt at gøre, medmindre man f.eks. er i stand til at smelte den ene sten og få den til at størkne igen i den rigtige form. Eller er den en anden forklaring?

For mere om musiksøjlerne og stenkæderne, se http://www.phenomenalplace.com/2017/09/musical-pillars-at-hampi-india-how-do.html.

Tempelgården prydes af en storslået skulptur af en herskabsvogn forspændt med elefanter, alt sammen udhugget af én sten.

Det berømte Visnu-tempel for Herren Varadaraja i Kanchipuram.

Musikalske tempelsøjler i Vittala-templet.

Eksempel på stenkæder i Kanchipuram.

Comments are closed.