Af Tamal Krishna Goswami
Den 14. november 1977 gik Srila Prabhupada bort i Vrindavana, Indien (da den vediske kalender er en månekalender, falder hans bortgangsdag i år den 23. oktober). I den anledning bringes et uddrag fra Tamala Krishnas Gosvamis dagbog, ’TKG’s Diary: Prabhupada’s Final Days’, fra Srila Prabhupada sidste fire dage på Jorden.
Stedet er Prabhupadas værelse i Krishna-Balarama-templet i Vrindavana, hvor Prabhupada har været sengeliggende siden begyndelsen af oktober 1977.
Den 11. november 1977
Tidligt om morgenen talte Srila Prabhupada med Bhavananda Maharaja om Mayapur. Senere talte han med Giriraja om Bombay. Srila Prabhupada kaldte derefter på mig og sagde: ”Jeg får ingen kræfter. Selv for at løfte mit ben har jeg brug for hjælp. Mit venstre ben fungerer praktisk taget ikke. I kan tænke over, hvad der nu er at gøre.”
Jeg sendte bud efter vores kaviraja [den ayurvediske læge], der foreskrev, at mælk ville være godt, men ikke dahi [yoghurt]. Han havde været i Delhi i går og talt med Ramduttji, som han anså for Indiens bedste kaviraja og nærmest hans guru. Ramduttji, en specialist i ayurvedisk hjerte- og nyrebehandling, mente, at Srila Prabhupadas sygdom helt sikkert kunne helbredes, og det mest nødvendige var at give ham kræfterne tilbage. Med det for øje var mælk meget vigtig.
Prabhupada fik at vide, at kavirajaen ville give ham medicin for at få styr på hans hoste og andre ting. Kavirajaen forklarede, at han ikke var bange for sygdommen, men snarere for Prabhupadas svaghed. Kavirajaen sagde: ”Hvis du samarbejder med mig i en uge, skal jeg helbrede dig. Hvis du følger lægerådene og tager medicinen i femten dage, kan du rejse til Mayapur.” Prabhupada svarede, at der var meget lidt plads i hans mave. Så snart han spiste eller drak en smule, var han mæt. Kavirajaen bemærkede, at det var bedre at indtage en lille smule mange gange.
Prabhupada talte med Jayapataka Swami.
Jayapataka Maharaja: Hvorfor giver du os ikke chancen for at tjene dig?
Prabhupada: Jeg giver jer chancen, men I går fra mig. I må gerne sidde her i 24 timer og synge. Men jeg tror, det er noget andet. Jeg tror, at I ser på mig som smitsom. Derfor undgår I mig.
Jayapataka Maharaja: Srila Prabhupada, du har bedt os tage til Mayapur og lave 50.000 hengivne og distribuere 100.000 stykker litteratur om måneden. Så somme tider tager vi dertil, og så kommer vi tilbage.
Prabhupada: Nej. Når I er her [kommer I heller ikke].
Denne samtale gjorde mange af de hengivne, der var her, men ikke kom til Srila Prabhupadas værelse, mere alvorlige. Der var en mærkbar forøgelse af hengivne, der tilbragte mere tid sammen med Srila Prabhupada.
Lokanatha Maharaja kom og gav en rapport om bogdistributionen i Uttar Pradesh. Han havde været i Badarinatha for at vise Prabhupadas oversættelse af Srimad-Bhagavatam til Srila Vyasadeva. Han havde besøgt Bhim Kapur, hvor Bhima forlod kroppen. Han fortalte, at i Badrinarayana var alle inklusive pujarierne ved at drage væk på grund af den stærke kulde. Jeg spurgte, om det kunne være rigtigt. Srila Prabhupada svarede: ”Hvad kan man gøre?”
Jeg foreslog, at Lokanatha Maharaja sang. Srila Prabhupada sagde, at han måtte være træt, men Lokanatha Maharaja svarede, at han var kommet langvejs fra for at se Srila Prabhupada og synge for ham. Srila Prabhupada sagde: ”Så begynd at synge.”
Efter Lokanatha havde ledt kirtanaen og derefter var gået, kaldte Srila Prabhupada ham tilbage. Srila Prabhupada spurgte: ”Lokanatha, jeg vil diskutere noget meget vigtigt med dig. Hvornår er det belejligt?”
[Her følger en meget rørende passage. Srila Prabhupada ønsker, at Lokanatha Maharaja arrangerer en køretur rundt om Govardhana-bjerget i en oksekærre den næste dag. Skal han dø, kan han lige så godt dø på den måde, og han mener samtidigt, at han nok skal klare turen. Lokanatha og andre hengivne synes, det er en god ide, men lægen og de hengivne, der har været tæt på i de seneste måneder, tror ikke, han kan klare turen, og fraråder det på det kraftigste. Dagen går med forberedelser til turen samtidig med, at de hengivne omkring Prabhupada trygler ham om ikke at gøre det. Tamala Krishna Maharaja fortsætter med at fortælle:]
Senere på aftenen kom Krishnadasa Babaji. Efter at have spist prasadam talte han med Srila Prabhupada og overbeviste ham om, at han ikke skulle tage af sted. Han sagde, at Srila Prabhupada allerede var glorværdig. Hvorfor skulle han nu risikere livet? Han var ikke ved at dø, så hvorfor skulle han tage af sted nu i den tilstand? Srila Prabhupada kaldte derefter på Bhavananda Maharaja og mig selv, der netop kom for at tale med Hans Guddommelige Nåde.
Prabhupada: Babaji synes heller ikke, at jeg skal tage af sted.
Tamala Krishna Maharaja: Prabhupada, hvordan kan du tage af sted? Vejen er så dårlig. Der vil være så mange bump og stød. Hvorfor tænker du på at tage af sted. Hvorfor sender du denne kaviraja væk? Han har gode resultater. Det forstyrrer os meget. Lad være med at tage af sted.
Prabhupada: Godt. Jeg vil ikke forstyrre jer. Det er ikke min position. Bhavananda, hvad mener du?
Bhavananda Maharaja: Jeg er meget forstyrret, Srila Prabhupada. Jeg vil ikke have, at du tager af sted.
Prabhupada: Bhavananda har lidt så meget for Mayapur. Hvordan kan jeg gå imod hans vilje? Hvordan kan jeg tage af sted, hvis min højre og venstre hånd siger nej? Babaji Maharaja, se, hvor meget mine disciple holder af mig!
Tamala Krishna Maharaja: Du behandler os på en måde, så vores tilknytning hele tiden bliver dybere.
Prabhupada: Det er min pligt.
Det blev arrangeret, at Krishnadasa Babaji og Bon Maharaja skulle komme til prasadam søndag aften. Prabhupada sendte bud efter kavirajaen efter at have hørt, at han var meget skuffet over, at Prabhupada tog på parikrama. Kavirajaen havde sagt, at hvis Prabhupada tog på parikrama, kunne ikke engang Balarama eller Herren Visnu have holdt ham [kavirajaen] her længere, og han ville være taget tilbage til Calcutta. Han kom hen foran Srila Prabhupada, der talte meget venligt med ham.
Den 12. november 1977
Srila Prabhupada tænkte fortsat meget på at tage på parikrama. Denne formiddag bad han mig sende bud efter Lokanatha Maharaja. Prabhupada fortalte Lokanatha, at et af hans ønsker, som ikke var blevet opfyldt, meget længe havde været at besøge alle de hellige steder i Indien. Han bad Lokanatha diskutere en rejseplan sammen med mig. Lokanatha havde været ude om formiddagen med den oksekærre, der blev lejet i aftes til parikrama i Vrindavana. Studedriveren ville ikke køre til Govardhana, for han sagde, at det ville have afkræftet okserne.
Da Lokanatha kom ind, spurgte Srila Prabhupada: ”Lokanatha? Du kom tilbage?”
Lokanatha Maharaja: Ja, vi kom tilbage fra kirtana i byen. Oksekærren var fyldt med gurukula-børn, og de hengivne sang og dansede. Det var meget ekstatisk. Så mange folk hørte kirtanaen.
Prabhupada: Og prasadam?
Lokanatha Maharaja: Det bliver serveret til gæsterne her efter arati.
Prabhupada: Har du et kort over Indien?
Lokanatha Maharaja: Ja, det har jeg.
Prabhupada: Tamala, tal med ham om det.
Tamala Krishna Maharaja: Lægge en rejseplan? Helt i orden.
Prabhupada: I lang tid har jeg haft denne ide.
Tamala Krishna Maharaja: Prabhupada har længe haft denne ambition.
Jayapataka Maharaja: Balarama besøgte alle de hellige steder. På samme måde kan du få lidt styrke fra Krishna og Balarama.
Prabhupada: Jeg har givet jer ideen. Hvor er Lokanatha? Hvad kaldes det, fortroppen? De giver os en beskrivelse af vejen forud, og før vi kommer, har de slået en lejr op. Lille, stor – det er lige meget. Om morgenen bryder fortroppens lejr op og tager af sted for at tage imod os i den næste lejr med kirtana.
Lokanatha Maharaja: Så den lille gruppe går i forvejen, og den store gruppe bliver sammen med dig?
Prabhupada: Ja, på den måde.
Lokanatha Maharaja: Den slags program har vi gjort før.
Prabhupada: Og hav kirtana, når I går i procession.
Tamala Krishna Maharaja: Da vi først talte om dette, ville vi køre i biler, ikke oksekærrer. Bhakti-caitanya Swami er en god chauffør til din bil. Srila Prabhupada, jeg ved, at han gerne vil komme. Er det i orden?
Prabhupada: Åh ja. Køb mindst fire biler.
Tamala Krishna Maharaja: Jeg tror også, der er brug for en videnskabsmand i tilfælde af, at vi møder nogle intelligente mennesker og har brug for at tilbagevise deres argumenter. Kan Svarupa Damodara komme med?
Srila Prabhupada: Åh ja.
Giriraja: Du har også brug for en til at lave medlemmer i tilfælde af, at vi møder nogle rige mennesker (alle ler).
Tamala Krishna Maharaja: Giriraja spørger, om han må komme med. Er det i orden?
Prabhupada: Hvis I organiserer det ordentligt, kan I alle komme med.
Lokanatha Maharaja: Så jeg skal med dig, Srila Prabhupada?
Prabhupada: Du er lederen.
Lokanatha Maharaja: Jeg har en gruppe, og de kan lave nagara-sankirtana og distribuere bøger.
Tamala Krishna Maharaja: Men én ting, vi beder dig om, er, at du først bliver lidt stærkere. Når vi tager af sted, skal vi ikke behøve at komme tilbage.
Prabhupada: Ja.
Resten af dagen hvilede Prabhupada sig det meste af tiden, og de hengivne holdt uafbrudt kirtana. Om aftenen talte Prabhupada længe med Svarupa Damodara. Omkring 23:30 klagede han over smerte i sit venstre lår, det samme ben, som han havde haft os til at ligge højt på en pude i mange uger nu.
Den 13. november 1977
Klokken 1:30 om natten havde Srila Prabhupada en svær smerte i sit venstre ben. Efter en tid gik den over, men den kom tilbage kl. 3:00. Med vores hjælp vendte Srila Prabhupada sig fra den ene side over på den anden. Prabhupada jamrede sig i smerte. De hengivne havde standset kirtanaen og stod omkring sengen. Vi bad alle til, at dette smertefulde anfald ikke igen ville ramme vores åndelige mester, men igen og igen kom det, først kl. 6, så kl. 9, 12 og 15. Jeg var meget ked af at se dette, for det varslede ikke godt. Srila Prabhupada var meget ømtålelig, og vi var bekymrede for, at hvis disse smertefulde anfald fortsatte, ville han ikke blive hos os meget længere.
Om aftenen kom Bon Maharaja og Krishnadasa Babaji Maharaja på besøg, som vi tidligere havde planlagt det. Prabhupada bad mig bringe det russiske diplom, som BBT havde fået på bogmessen i Moskva. Derefter viste jeg forskellige fotografier af Deiteter og templer rundt om i verden, ligesom Prabhupada plejede at gøre det, når som helst betydningsfulde personer kom. Bon Maharaja roste Prabhupadas arbejde i store vendinger, og bagefter nævnte han, hvor fantastisk det var, at Srila Prabhupada var i så fuldkommen bevidsthed. Prabhupada diskuterede også sit ønske om tirtha-yatra med Bon Maharaja
Srila Prabhupada talte ligeledes med Bhagatji, og til sidst citerede han fra Bhagavad-gita, bhogaisvarya-prasaktanam [”De, der forvirres af ønsker om materiel nydelse og rigdom, kan ikke blive beslutsomme i Krishna-bevidsthed.” 2.44]
Den 14. november 1977
I dag fortsatte anfaldene regelmæssigt med tre timers mellemrum. Prabhupada var i dyb indre bevidsthed. Kavirajaen kom hele tiden, men Prabhupada tog kun imod medicin efter stor indsats fra Bhakti-caru Maharaja.
Når anfaldene kom tilbage, bevægede Srila Prabhupada elegant sin højre arm frem og tilbage i luften, men vi kunne ikke rigtigt forstå ham. Skønt vi ville hjælpe ham, havde vi det, som om vi ikke kunne. Kavirajaen bekræftede, at Prabhupadas tilstand var alvorlig. Vi forstod, at enden var nær. Værelset var pakket med hengivne, og der blev sunget uden afbrydelse. Kavirajaen foreslog, at han indførte et kateter for at tømme hans blære for urin. Vi tænkte over det og besluttede, at det ville vi ikke give lov til, siden Prabhupada ikke havde været glad for det, da Tirtha Maharaja var gået bort med slanger i kroppen. Ud over det ville det kun have forlænget hans liv i kort tid, og vi kunne nu fornemme, at vores elskede Srila Prabhupada ønskede at vende tilbage til Guddommen, tilbage hjem. Vi havde forsøgt alting, og det var ikke lykkedes. Vi fortalte kavirajaen om vores beslutning. Han var enig med os og forstod det, da han selv var en hengiven.
Ved denne tid var vi alle kommet tilbage til Prabhupadas værelse og stod omkring ham eller sad på hans seng. Upendra, Svarupa Damodara, Satadhanya Maharaja, Bhavananda Maharaja, Hamsaduta Maharaja og jeg sammen med andre hengivne, både mænd og kvinder, var alle til stede. Pisima, Prabhupadas søster, kom og spurgte: ”Prabhupada, har du spist noget?” Srila Prabhupada svarede ikke, selv om hun spurgte ham igen og igen. Hun hældte nogle dråber Ganges-vand i Prabhupadas mund. Vi anbragte tulasi-blade og Yamuna-vand ved Prabhupadas hoved.
Prabhupadas Gudsbrødre kom. Jeg havde stillet bænke frem på begge sider af sengen til dem – Bon Maharaja, Krishnadasa Babaji, Ananda Prabhu og hans Gudsnevø Narayana Maharaja. De sad og så stærkt optaget på Prabhupada og holdt øje med hans bevidsthed. Narayana Maharaja talte i Srila Prabhupadas øre, men der var intet svar. Men da Bhakti-caru Maharaja fortalte i Prabhupadas øre, at Narayana Maharaja og andre var der, løftede Prabhupada langsomt venstre hånd til hovedet som en hilsen og begyndte at græde. Prabhupadas Gudsbrødre forklarede, at Prabhupadas anfald blot var kroppens livslufte, der bevægede sig, og ikke egentlig smerte. Ifølge dem var Prabhupada i fuldkommen bevidsthed, og de mente ikke, at tidspunktet for hans bortgang var kommet endnu. Efter to eller tre timer gik de efter at have lovet, at de ville komme omgående, når vi sendte bud efter dem.
Men kavirajaen fortalte os, at Prabhupada kun havde to eller tre timer tilbage. Vi havde allerede informeret ISKCON over hele verden. Pujarier kom med tulasi-blomsterkranse fra Krishna-Balarama og anbragte dem på puden rundt om Prabhupadas hoved. Vi forstod, at enden var nær, og sang og bad, for vi kunne intet andet gøre. Da det sidste anfald kom omkring kl. 15:00, gned Prabhupada sin hånd hurtigt frem og tilbage over hjertet. Upendra masserede også hans hjerte, imens jeg sad og holdt hans lotusfødder. Herefter var Prabhupada helt rolig i fire timer.
Klokken 19:25 åbnede Prabhupada sine øjne, der var meget klare – mere, end de havde været det i månedsvis. Hans mund åbnede sig, hans tunge bevægede sig, og så blev han stille. Kavirajaen tog Prabhupadas puls og holdt en vattot foran hans næsebor uden at konstatere nogen bevægelse af luften. Vores elskede Srila Prabhupada var gået bort. Omgivet af sine kærlige disciple, der sang Krishnas hellige navn, lå han der fredfyldt i sin seng i Vrindavana-dhama, Krishnas hellige fødeland med hovedet i retning imod Deiteterne af Krishna-Balarama og med fotografier af alle Deiteterne og sin Guru Maharaja omkring sig. Han var udsmykket med candana (sandeltræspasta), et stort tulasi-blad på panden og tulasi i sin højre hånd. Således gik han bort og vendte tilbage til Krishnas lotusfødder, hvorfra han var kommet.