Her afsluttes Srila Prabhupadas samtaler om Søren Kierkegaard med hans to disciple Syamasundara og Hayagriva Dasa. Syamasundara og Hayagriva fremlægger forskellige ideer fra Kierkegaard, og Srila Prabhupada kommenterer dem. Der er altså ikke tale om en fuldstændig eller nødvendigvis helt præcis gengivelse af Kierkegaards filosofi. Her interesserer vi os blot for Srila Prabhupadas Krishna-bevidste bemærkninger til det, han bliver præsenteret for.

Bemærk, at citaterne fra Kierkegaard er oversat fra engelsk og således ikke er Kierkegaards oprindelige danske tekst.

Syamasundara: Kierkegaard ser selvrealisering opstå af viljens udfoldelse. Jo mere selvrealiseret en person er, desto mere vilje har han. Når vi er helt os selv, har vi fuldstændig vilje og er i stand til at træffe de rigtige beslutninger.

Srila Prabhupada: Men hvis man er en uadskillelig del af helheden, er man nødt til at hente beslutninger fra helheden. En finger træffer ikke beslutninger for hele kroppen. Den eneste beslutning, man kan træffe, er at tjene Krishna. Ordrerne kommer ovenfra. Arjuna fik ordre af Krishna til at kæmpe, og ved afslutningen på Bhagavad-gita besluttede han sig til at adlyde Krishnas vilje. Dette er den eneste beslutning, vi kan træffe: at adlyde Krishnas vilje eller ej. Krishna eller Hans repræsentant træffer alle de andre beslutninger.

Syamasundara: Så hvad menes der da med fuldstændig vilje?

Srila Prabhupada: Fuldstændig vilje vil sige at overgive sig fuldstændigt, at følge den Højestes ordrer absolut.

Syamasundara: Kierkegaard så, at selv fortvivlelse kan bære frugt i den forstand, at det kan lede os til at ønske et ægte liv af selverkendelse. Det kan være et springbræt til en højere bevidsthed.

Srila Prabhupada: Når man fortvivler, er det en stor lykke. Så er det hele slut. Ethvert ansvar er væk, og man er fri. I fortvivlelse tænkte Arjuna på at blive tigger. Når vi fortvivler med hensyn til alle former for lykke i materielt liv, kan vi vende os til åndeligt liv. Nogle gange smadrer Krishna alle vores materielle ressourcer, så vi af fortvivlelse kan engagere os fuldt ud i Krishnas tjeneste. Krishna ødelægger somme tider en person materielt, når han gerne vil blive Gudsbevidst, men på samme tid på grund af stærk tilknytning ønsker materiel nydelse. Når Gud knuser en persons materielle håb, tænker han somme tider, at Gud er uvenlig imod ham, og han fortvivler. Han forstår ikke, at dette er Guds barmhjertighed, at Gud fjerner forhindringerne, så han fuldstændigt og absolut kan overgive sig.

Engang blev Indra, himmelens konge, tvunget til at være et svin og komme til den materielle verden som en lavtstående dyr. Som svin havde han en svinehustru, svinebørn osv. I sidste ende kom Herren Brahma ned og sagde til ham: ”Min kære Indra, du har glemt din position. Du var engang en himmelsk konge og besad stor rigdom. Nu har du som svin glemt din tidligere ophøjede eksistens. Opgiv dette snavsede liv og kom med mig.” Men på trods af Brahmas bønfaldelse var Indra ikke overbevist. Han svarede: ”Hvorfor skulle jeg komme med dig? Jeg er lykkelig. Jeg har min hustru, mine børn og mit hjem” Da Brahma så, at Indra var blevet knyttet til sit liv som svin, begyndte Brahma at slå alle hans svinebørn og til sidst hans hustru ihjel. Da Indra så, at hans hustru var blevet slået ihjel, fortvivlede han: ”Åh! Du har dræbt hele min familie!” Kun da indvilligede Indra i at følge med Herren Brahma. På samme måde skaber Krishna somme tider en situation, hvor det levende væsen vil fortvivle, og af ren fortvivlelse vender det sig til Krishna og overgiver sig fuldstændigt til Ham.

Syamasundara: Kierkegaard sigtede til fortvivlelsen, når man tænker: ”Åh, jeg er en synder,” og tror, at ”Jeg vil aldrig blive befriet for synd.” Han hævder, at dette leder os endnu dybere ind i et syndigt liv.

Srila Prabhupada: Der kan ikke være tale om at fortvivle på grund af synd. Hvis man spørger en slagter: ”Hvorfor synder du?” vil han svare: ”Det er mit arbejde. Hvad syndigt er der i det?” Da Narada forklarede for jægeren, at det var syndigt at slå dyr ihjel, fortvivlede jægeren ikke, men blev ophøjet til Krishna-bevidsthed gennem Naradas instruktioner.

Syamasundara: Kierkegaard mener, at tro overvinder synd og fortvivlelse.

Srila Prabhupada: Tro betyder tro på Gud. For at styrke vores tro på Gud, må vi opgive alle håb om lykke i dette materielle liv. Vi er nødt til at fortvivle, når det kommer til materiel lykke.

Syamasundara: For Kierkegaard er eksistensen kontinuerlig og derfor altid ufuldstændig.

Srila Prabhupada: Systemet er fuldstændigt, når vi overgiver os til Krishna. Gud har et fuldstændigt system, gennem hvilket vi kan udvikle os og blive Gudsbevidste. Når vi bliver fuldt bevidste, har vi nået fuldendelse. Så længe vi ikke har nået til det punkt, udvikler vi os.

Hayagriva: ”Gud er kilden til al individualitet,” skriver Kierkegaard. ”At have individualitet er at tro på alle andres individualitet, for individualiteten er ikke min. Den er Guds gave, gennem hvilken Han tillader mig at være, og gennem hvilken Han tillader alle andre at være.”

Srila Prabhupada: Denne kendsgerning forklares i Katha Upanisad: nityo nityanam cetanas cetananam. Gud er et levende væsen, og vi er også levende væsener. Ligesom Han er evig, er vi også evige. Kvalitativt er vi ét, men kvantitativt er vi forskellige. Gud opretholder alle, og alle de levende væsener opretholdes. Vi er alle individuelle, evige dele af Gud, og vores naturlige position er som dele af Ham at elske Ham.

Syamasundara: Kierkegaard ser individet i en konstant tilstand af tilblivelse.

Srila Prabhupada: Tilblivelse til hvad? Hvad er målet? Målet er Krishna-bevidsthed. Derfor udtaler Krishna i Bhagavad-gita:

mattah parataram nanyat
kincid asti dhananjaya
mayi sarvam idam protam
sutre mani-gana iva

”0 vinder af rigdomme, der er ingen sandhed højere end Mig. Alt hviler på Mig ligesom perler på en snor.” (Bg. 7.7) Krishna er den højeste sandhed, det højeste mål, og fuldendelse vil sige at komme til Krishna-bevidsthed.

Syamasundara: Men er der ikke stadig en form for tilblivelse, selv når vi er helt Krishna-bevidste og i selskab med Krishna?

Srila Prabhupada: Nej, tilblivelsen slutter. Der er imidlertid variationer, der er åndelige. Alting er fuldstændigt, og variationerne nydes. Somme tider er Krishna en kohyrdedreng, nogle gange er Han Yasodas barn, somme tider er Han Radharanis partner, nogle gange er Han i Mathura, nogle gange er Han i Vrindavana. Der er mange åndelige variationer, men alting er fuldstændigt i sig selv. Der er ikke tale om tilblivelse. Vi når det punkt, hvor vi simpelthen nyder forskellighed. Det er alt.

Syamasundara: Hvad er forskellen på åndelig variation og materiel variation?

Srila Prabhupada: Materiel variation er kunstig. Den er ligesom en mand, der er tilfreds med en plastikblomst. At nyde en plastikblomst kan ikke være det samme som at nyde en virkelig blomst. En plastblomst har ingen duft. Den er kunstig, et bedrag.

Syamasundara: Imens Hegel lagde vægt på spekulativ tænkning, betonede Kierkegaard handling. Han så frihed i korrekt handling.

Srila Prabhupada: Ja, åndeligt liv betyder korrekt handling. Det er ukorrekt at tro, at når man er inaktiv, opnår man det fuldendte stadie. Det er mayavadi-teorien. Mayavadier hævder, at en krukke frembringer en høj lyd, når den ikke er fuld af vand. De sætter lighedstegn mellem fylde og tavshed. Men fra Bhagavad-gita kan vi forstå, at sjælen aldrig er inaktiv. Nogle gange ser vi imidlertid, at inaktivitet bliver anbefalet. Det betyder, at vi ikke bør tale eller handle tåbeligt. Hvis vi ikke kan tale intelligent, er det bedre, at vi holder op med at tale. Men den inaktivitet kan ikke ligestilles med fuldkommenhed.

Syamasundara: Kierkegaard fandt sandhed i det relative og subjektive, i personlig, individuel refleksion, i det, han kalder ”indadvendt lidenskab”.

Srila Prabhupada: Sandhed er sandhed, og den er absolut. Man kan fabrikere relative sandheder, men den Absolutte Sandhed er én. Hvis vi ingen viden har om den Absolutte Sandhed, lægger vi vægt på relative sandheder. Der kan være indadvendte lidenskaber, eller hvad ved jeg, men hvis vi ikke kender det endelige mål, kan vi blive vildledt. Det er i orden at sige, at lidenskab er sandhed, men lidenskab betyder aktivitet. Hvor fører ens aktivitet hen? Hvad er formålet med ens aktivitet? Man kan køre rundt i sin bil, men hvis man ikke ved, hvor man skal hen, hvad er pointen da? Man spilder sine kræfter. Selvfølgelig kan man sige: ”Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, men det er lige meget. Lad mig blot starte min bil og køre.” Men er det en god ide?

Syamasundara: For Kierkegaard er det ikke, hvad der gøres, men hvordan det gøres.

Srila Prabhupada: Det er som en hunds stædighed.

Syamasundara: Det er en slags subjektivitet, der altid indebærer en vis usikkerhed. Usikkerhed skaber ængstelse.

Srila Prabhupada: Den, der ikke kender livets mål, vil altid være ængstelig.

Syamasundara: For Kierkegaard forjages denne ængstelse og usikkerhed af, hvad han kalder ”troens spring”.

Srila Prabhupada: Ja, men springet må gøres, når der er et mål. Medmindre man kender målet, det faste punkt, kan ens lidenskab og energi blive misbrugt og styret i den forkerte retning.

Syamasundara: Som kristen mente Kierkegaard, at vores energi bør bruges på at nå Gud igennem Kristus.

Srila Prabhupada: Det er et godt udgangspunkt. Det er vores proces. Men det er ikke nødvendigt at gå igennem de lavere stadier. Hvorfor ikke vende sig til Gud med det samme, hvis man kan nå Gud igennem Jesus Kristus? Vores proces er, at man må overgive sig selv til guruen for at forstå den højeste sandhed.

tad viddhi pranipatena
pariprasnena sevaya
upadeksyanti te jnanam
jnaninas tattva-darsinah

”Forsøg at lære sandheden at kende ved at opsøge en åndelig mester. Udspørg ham ydmygt og tjen ham. De selvrealiserede sjæle kan bibringe dig viden, for de har set sandheden.” (Bg. 4.34)

I Srimad-Bhagavatam står der også:

tasmad gurum prapadyeta
jijnasuh sreya uttamam
sabde pare ca nisnatam
brahmany upasamasrayam

”Enhver person, der seriøst ønsker at opnå virkelig lykke, må opsøge en ægte åndelig mester og søge tilflugt hos ham igennem initiering. En åndelig mesters kvalifikation er, at han skal have realiseret skrifternes konklusion gennem overvejelse og bevisførelse og således være i stand til at overbevise andre om disse konklusioner. Sådanne store personligheder, der har søgt fuldstændig tilflugt hos den Højeste Guddom og tilsidesat alle materielle hensyn, må forstås at være ægte åndelige mestre.” (SB. 11.3.21)          

Dette er processen. Det er ikke sådan, at vi fortsætter på vores egen måde og håber gennem erfaring at følge den rigtige vej. Midt ude på det umådelige ocean ved man ikke, hvorhen man skal styre sit skib. Man kan sejle i den ene retning og derefter i en anden retning. Hvis man ikke kender retningen, vil alle ens bestræbelser blive kuldkastet. Der er brug for en kaptajn, et kompas og en sekstant. Kaptajnen er guruen, der angiver retningen. Hvis man har et skib uden en kaptajn, sejler man i den ene retning og så i den anden og spilder sin energi. Hvis Kierkegaard accepterer Kristus, accepterer han en form for vejledning.

Syamasundara: Kierkegaard skriver: ”Gud tænker ikke, Han skaber. Gud eksisterer ikke, Han er evig. Mennesket tænker og eksisterer, og eksistensen adskiller tanke og væsen.”

Srila Prabhupada: Hvad mener han med, at Gud er evig og ikke eksisterer?

Syamasundara: For ham refererer ordet ”eksistens” til det, der bliver til. Gud ”eksisterer” ikke i den forstand, at Han altid er den samme.

Srila Prabhupada: Det betyder, at Han er fuldkommen. Gud udvikler sig ikke fra én tilstand til en anden. Hvis det er Kierkegaards filosofi, bør han indvillige i at følge Guds ordre. Hvorfor eksperimentere? Gud er almægtig. Vi er enige i, at Han ikke behøver at lægge planer. Han skaber automatisk. Hans energier er så fuldkomne og diskrete, at så snart Han tænker, bliver en ting virkelig. Den skabes perfekt.

Syamasundara: Kierkegaard ser menneskets eksistens som en tilstand af konstant tilblivelse. Menneskets tanke er forskelligt fra dets væsen.

Srila Prabhupada: Så hvorfor ikke forene tanke og væsen ved at overgive sig til Krishna?