Af Srila Bhaktivinoda Thakura

I anledning af Gaura Purnima, Sri Caitanya Mahaprabhus fremkomst den 21. marts 2019, bringes en biografi, der er skrevet af Srila Bhaktivinoda Thakura i 1896 (dateret den 20. august 1896). Srila Prabhupada brugte den samme biografi i sin bog Teachings of Lord Caitanya, der også er udkommet på dansk med titlen Den Gyldne Avatar.

Caitanya Mahaprabhu blev født i Mayapur i byen Nadia lige efter solnedgang om aftenen den 23. Phalguna i året 1407 Sakabdba, hvilket svarer til den 18. februar 1486 ifølge kristen tidsregning. Månen var formørket, da Han blev født, og folk i Nadia var optaget af at bade, som det var skik ved sådanne lejligheder, i Bhagirathi (Ganges) med høje bifaldsråb af Haribol. Hans far, Jagannatha Misra, en fattig brahmana af den vediske orden, og Hans moder, Sacidevi, en forbilledlig god kvinde, nedstammede begge fra en brahmana-slægt, der oprindeligt var bosiddende i Sylhet. Mahaprabhu var et smukt barn, og byens kvinder kom med gaver for at se ham. Hans morfar, Pandita Nilambara Cakravarti, en berømt astrolog, forudsagde, at barnet med tiden ville blive en stor person. Derfor gav han Ham navnet Visvambhara. Nabolagets kvinder kaldte Ham Gaurahari på grund af Hans gyldne hudfarve, og Hans mor kaldte Ham Nimai på grund af nimba-træet, som Han fødtes under. Da han blev lidt større, blev Han en snurrig og lystig fyr. Efter Sit femte år blev Han optaget på en pathasala, hvor Han lærte Sig bengalsk på meget kort tid.

De fleste af Hans samtidige levnedsskildrere har omtalt bestemte anekdoter, der ikke er andet end vidnesbyrd om Caitanyas tidlige mirakler. Det fortælles, at da Han var spæd på Sin mors skød, græd Han uden ophør, men når nabokonerne råbte ”Haribol!” højt, plejede Han at standse. Således blev der konstant sagt ”Haribol!” i huset som et varsel om heltens fremtidige mission. Det er også blevet fortalt, at da Hans mor gav Ham konfekter at spise, spiste Han ler i stedet for maden. Hans mor spurgte om grunden dertil, og Han svarede, at siden konfekter er intet andet end ler i en anden form, kunne Han lige så godt spise ler. Hans mor, der også var en panditas ægtefælle, forklarede, at hver genstand i en bestemt tilstand er indrettet til en bestemt anvendelse. Når jord er i en tilstand som en krukke, kan den bruges som en vandkande, men i jords tilstand som en mursten er en sådan anvendelse ikke mulig. Ler i form som konfekt er derfor anvendelig som mad, imens ler i andre tilstande ikke er det. Drengen blev overbevist og indrømmede sin dumhed over at spise ler og lovede ikke at begå den fejl i fremtiden.

En anden mirakuløs hændelse berettes. Der står skrevet, at en brahmana på pilgrimsrejse blev gæst i Hans hjem, hvor han lavede mad, som han ofrede i bordbøn med meditation på Krishna. I mellemtiden kom drengen og spiste den kogte ris. Brahmanaen blev forbavset og lavede igen mad på Jagannatha Misras anmodning. Drengen spiste igen den kogte ris, mens brahmanaen ofrede risen til Krishna i meditation. Brahmanaen blev overtalt til at lave mad en tredje gang. Denne gang sov alle husets beboere tungt, og derfor viste drengen Sig som Krishna for den rejsende og velsignede ham. Brahmanaen glemte derefter sig selv i ekstase ved synet af genstanden for sin tilbedelse.

Det er også blevet fortalt, at to tyve stjal drengen fra Hans fars dør for at plyndre Hans juveler og gav Ham slik at spise på vejen. Drengen udfoldede Sin illusoriske energi og narrede tyvene til at bære Ham tilbage til Sit eget hjem. Af frygt for at blive opdaget efterlod tyvene drengen der og flygtede. En anden mirakuløs ting, der er blevet beskrevet, var, hvordan drengen krævede at få og faktisk fik alle de ofringer, som Hiranya og Jagadisa havde samlet til tilbedelse af Krishna på ekadasi-dagen.

Da Han var kun fire år gammel, sad Han på en dynge kasserede køkkengryder, der blev anset for uhellige af Hans mor. Han forklarede for Sin mor, at der ikke kunne være tale om hellighed og uhellighed, når det kom til lergryder, der var smidt væk, efter at madlavningen var overstået. Disse anekdoter relaterer til Hans purunge alder op til Hans femte år.

Otte år gammel blev Han optaget i Gangadasa Panditas tola i Ganganagara tæt på Mayapurs landsby. På to år blev Han belæst i sanskrit grammatik og retorik. Hans læsning herefter var selvstudier i Hans eget hjem, hvor Hans far, der selv var en pandita, havde bøger af største vigtighed. Tilsyneladende læste Han smrti i Sine selvstudier og også nyaya i konkurrence med Sine venner, der på det tidspunkt studerede under den berømte pandita Raghunatha Siromani.

Herefter blev Caitanya i sit tiende år en duelig lærd i grammatik, retorik, smrti og nyaya. Det var derefter, at Hans ældre bror, Visvarupa, forlod hjemmet og accepterede en sannyasis asrama. Selv om Caitanya var en meget ung dreng, trøstede Han Sine forældre og lovede, at Han ville tjene dem for at glæde Gud. Kort tid efter det forlod Hans far verden. Hans mor var dybt bedrøvet, og Mahaprabhu trøstede Sin mor, der nu var enke, med Sin sædvanlige glade fremtoning.

Det var som 14- eller 15-årig, at Mahaprabhu blev gift med Laksmidevi, Vallabhacaryas datter, der også var fra Nadia. Han blev på det tidspunkt anset for at være en af de bedste lærde i Nadia, der var det berømte lærdomssæde for nyaya-filosofi og sanskrit-lærdom. For ikke at tale om smarta panditaerne var selv naiyayikaerne alle bange for at konfrontere Ham i boglige diskussioner.

Fordi Han nu var en gift mand, rejste Han til Østbengalen til bredden af Padma for at erhverve rigdom. Der udfoldede Han Sin lærdom og tjente en del penge. Det var på den tid, at Han med mellemrum prædikede vaisnavisme. Efter at have lært Tapana Misra principperne i vaisnavisme gav Han ham ordre til at rejse til Benares og slå sig ned der.

Under Hans ophold i Østbengalen forlod Hans hustru Laksmidevi denne verden på grund af et slangebid. Da Han vendte hjem, fandt Han Sin mor i en sørgende tilstand. Han trøstede hende med en forelæsning om den usikre natur af menneskelige anliggender. Det var på Hendes anmodning, at Han giftede Sig med Visnupriya, Raja Pandita Sanatana Misras datter.

Hans kammerater sluttede sig til Ham efter Hans tilbagevenden fra Hans pravasa eller korte rejse. Han var nu så kendt, at Han blev anset for at være Nadias bedste pandita. Kesava Misra fra Kashmir, der kaldte sig selv den Store Digvijayi, kom til Nadia for at diskutere med stedets pandita. Nadias tola-professorer var bange for den såkaldte sejrende pandita og forlod byen under påskud af at være inviteret ud. Kesava mødte Mahaprabhu ved Barokona-ghata i Mayapur. Efter en meget kort diskussion med Ham blev han besejret af drengen, og ydmygelsen tvang ham til at tage et andet sted hen. Nimai Pandita var nu Sin tids vigtigste pandita.

Det var i en alder af seksten eller sytten, at Han rejste til Gaya med en gruppe af Sine elever og dér tog åndelig initiering fra Isvara Puri, en vaisnava sannyasi og discipel af den berømte Madhavendra Puri. Da Nimai Pandita kom tilbage til Nadia, blev Han religiøs prædikant, og Hans religiøse natur blev så udtalt, at Advaita Prabhu, Srivasa og andre, der før Caitanyas fødsel allerede havde accepteret vaisnava-troen, var forbavset over den unge mands forandring. Han var nu ikke længere en stridslysten naiyayika, en kværulerende smarta eller kritiserende retoriker. Han svimlede ved lyden af Krishnas navn og opførte Sig som en inspireret mand under indflydelsen af Sin religiøse overbevisning. Det er blevet beskrevet af øjenvidnet Murari Gupta, at Han viste Sine himmelske evner i Srivasa Panditas hjem i tilstedeværelse af hundredvis af Sine tilhængere, der for de flestes vedkommende var belæste lærde.

Det var på den tid, at Han åbnede en natlig kirtana-skole i Srivasa Panditas gård med Sine oprigtige tilhængere. Der prædikede Han, der sang han, der dansede Han, og der udtrykte Han alle former for religiøse følelser. Nityananda Prabhu, der på den tid var en prædikant af vaisnavisme, og som da havde fuldendt Sine rejser over hele Indien, sluttede Sig til Ham på det tidspunkt. Ja, en skare af pandita-prædikanter af vaisnavisme, som alle var oprigtige i hjertet, kom og sluttede sig til Ham fra forskellige steder i Bengalen. Nadia blev nu det faste sæde for en stor gruppe vaisnava acaryaer, hvis mission det var at åndeliggøre menneskeheden med den højeste indflydelse af vaisnava-overbevisningen.

Den første befaling, som Han gav Prabhu Nityananda og Haridasa var denne: ”Af sted, venner, af sted igennem byens gader. Mød hver mand ved hans dør og bed ham synge Haris navn med et helligt liv, og kom da og fortæl mig hver aften om resultatet af jeres forkyndelse.” Efter at være blevet således befalet gik de to prædikanter ud og mødte Jagai og Madhai, to særdeles modbydelige originaler. De overfusede prædikanterne, da de blev fortalt om Mahaprabhus befaling, men blev hurtigt omvendt under indflydelse af den bhakti (hengivenhed), som blev indskærpet af deres Herre. Folk i Nadia var nu overraskede. De sagde: ”Ikke blot er Nimai Pandita et gigantisk geni, men Han er helt sikkert en missionær fra den Almægtige Gud.” Fra denne tid indtil Hans 23. år prædikede Mahaprabhu Sine principper ikke blot i Nadia, men i alle vigtige byer og landsbyer rundt omkring Sin by. Hjemme hos Sine tilhængere viste Han mirakler, underviste i de esoteriske principper i bhakti og sang Sin sankirtana med andre bhaktaer.

Hans tilhængere i byen Nadia begyndte nu at synge Haris hellige navn i gaderne og på markedspladserne. Dette skabte en sensation og gav anledning til forskellige følelser i forskellige kvarterer. Bhaktaerne var meget fornøjede. Smarta brahmanaerne blev misundelige på Nimai Panditas fremgang og klagede til Chand Kazi over Caitanyas karakter som ikke-hindu. Kazi kom hjem til Srivasa Pandita og slog en mrdanga (khola-tromme) i stykker og erklærede, at medmindre Nimai Pandita holdt op med at lave spektakel over Sin underlige religion, ville han være nødsaget til at tvinge muhamedanisme over Ham og Hans tilhængere.

Dette kom Mahaprabhu for øre. Han gav byens folk ordre til at komme ud om aftenen med fakler i hånden. Det gjorde de, og Nimai marcherede ud med Sin sankirtana opdelt i fjorten gruppen. Ved Sin ankomst til Kazis hus havde Han en lang samtale med Chand Kazi og overførte til slut Sin vaisnava-indflydelse til hans hjerte ved at røre hans krop. Kazi græd da og indrømmede, at han havde mærket en stærk åndelig indflydelse, der havde fjernet hans tvivl og frembragt en religiøs overbevisning, der gav ham den største ekstase. Chand Kazi sluttede sig herefter til sankirtana-selskabet. Verden var forbløffet over den Store Herres åndelige kraft, og hundredvis af kættere omvendte sig og stillede sig under Visvambharas flag efter denne hændelse.

Som det næste yppede nogle misundelige og lavsindede brahmanaer fra Kulia kiv med Mahaprabhu og samlede et parti for at gå imod Ham. Nimai Pandita havde naturligt et blødt hjerte, selv om Han var stærk i Sine principper. Han erklærede, at partiskhed og sekterisme var de to store fjender af fremskridt, og så længe Han ville fortsætte med at være en indbygger i Nadia og tilhøre en bestemt familie, ville Hans mission ikke have fuldstændig medgang. Han besluttede Sig da for at blive en verdensborger og kappe forbindelsen til Sin bestemte familie, kaste og trosbekendelse. Med denne beslutning antog Han en sannyasis position i Katwa under ledelse af Kesava Bharati fra den by i sit 24. år. Hans mor og hustru græd bitterligt over Hans adskillelse, men selv om vores helt havde et blødt hjerte, var Han en person af stærkt princip. Han lagde Sin lille verden med Sit hjem bag Sig til gengæld for Krishnas ubegrænsede åndelige verden med mennesker generelt. (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.