Af Srila Bhaktivinoda Thakura

I sidste nummer bragtes første del af en længere biografi over Caitanya Mahaprabhu af Srila Bhaktivinoda Thakura. Her følger anden og sidste del af biografien.

Efter Caitanyas sannyasa blev Han forledt til at besøge Advaita Prabhus hjem i Santipura. Det lykkedes Advaita at invitere alle Hans venner og beundrere fra Nadia og bringe Sacidevi, så hun kunne møde sin søn. Både glæde og smerte overvældede hendes hjerte, da hun så Sin søn i en sannyasis klædedragt. Som sannyasi klædte Krishna Caitanya Sig i intet andet en kaupina (to stykker tøj og et lændeklæde) og en bahirvasa (et ydre klæde). Hans hoved var uden hår, og Hans hænder bar en danda (en stav) og en kamandalu (en eremits vandkrukke). Den Hellige Søn faldt ned ved Sin elskede moders fødder og udbrød: ”Moder! Denne krop er din, og Jeg må adlyde dine ordrer. Giv mig lov til at tage til Vrindavana for Mit åndelige fremskridts skyld.” Moderen bad i samråd med Advaita og andre sin søn om at slå Sig ned i Puri (Herren Jagannathas by), så hun kunne høre nyt fra Ham nu og da. Mahaprabhu gik med på det forslag, og nogle dage senere forlod Han Santipura og drog mod Orissa.

Hans levnedsskildrere har indgående beskrevet rejsen, Krishna Caitanya (det var navnet, Han fik efter Sin sannyasa) foretog fra Santipura til Puri. Han rejste langs med bredden af Bhagirathi til Catrabhoga, der nu ligger i Thana Mathurapura, Diamond Harbour, 24 Parganas. Der gik Han om bord på en båd og sejlede så langt som til Prayaga-ghata i distriktet Midnapura. Derfra gik Han igennem Balasore og Cuttack til Puri og besøgte Bhuvanesvaras tempel på Sin vej.

Ved Sin ankomst til Puri så Han Herren Jagannatha i templet og boede hos Sarvabhauma på sidstnævntes anmodning. Sarvabhauma var en enorm pandita på den tid. Hans belæsthed kendte ingen grænser. Han var sin tids bedste naiyayika og var kendt som den mest lærde professor i Vedanta-filosofien inden for Sankaracaryas skole. Han var født i Nadia (Vidyanagara) og underviste talløse elever i nyaya-filosofi i sin tola der. Han var taget til Puri en tid før Nimai Panditas fødsel. Hans svoger Gopinatha Misra introducerede vores nye sannyasi for Sarvabhauma, der var overrasket over Hans personlige skønhed og frygtede, at det ville være vanskeligt for den unge mand at fastholde Sin sannyasa-dharma i det lange løb af Sit liv. Gopinatha, der havde kendt Mahaprabhu fra Nadia, nærede stor ærefrygt for Ham og erklærede, at sannyasien ikke var et almindeligt menneske. Om dette punkt havde Gopinatha og Sarvabhauma en hidsig diskussion.

Sarvabhauma bad da Mahaprabhu høre hans recitation af Vedanta-sutraerne, og sidstnævnte indvilligede stiltiende. Caitanya hørte tavst på, hvad den store Sarvabhauma fortalte med alvor i syv dage, ved hvis afslutning sidstnævnte udbrød: ”Krishna-Caitanya! Jeg tror ikke, at Du forstår Vedanta, for Du siger ingenting efter at have hørt min recitation og mine forklaringer.” Caitanyas svar var, at Han udmærket forstod sutraerne, men Han kunne ikke begribe, hvad Sankaracarya mente med sine kommentarer. Forbløffet over dette spurgte Sarvabhauma: ”Hvordan kan det være, at du forstår betydningen af sutraerne, men ikke forstår kommentarerne, der forklarer sutraerne? Godt. Hvis du forstår sutraerne, så lad mig høre Dine fortolkninger.” Mahaprabhu forklarede derpå alle sutraerne på Sin egen måde uden at berøre Sankaras panteistiske kommentar. Sarvabhaumas skarpe forståelse så sandheden, skønheden og harmonien i Caitanyas argumenter og forklaringer, og udbrød, at det var første gang, han var stødt på en, der kunne forklare Brahma-sutraerne på sådan en enkel og ligefrem måde. Han indrømmede også, at Sankaras kommentarer aldrig kom med så naturlige forklaringer af Vedanta-sutraerne, sådan som han havde hørt dem fra Caitanya Mahaprabhu. Han underkastede sig da som Caitanyas talsmand og tilhænger. I løbet af nogle dage viste Sarvabhauma sig at være en af de bedste vaisnavaer på den tid. Da rygtet om dette spredtes, sang hele Orissa Krishna Caitanyas pris, og hundredvis og hundredvis kom til Ham og blev Hans tilhængere.

I mellemtiden tænkte Mahaprabhu på at besøge Sydindien, og Han begyndte på rejsen sammen med en vis Krishnadasa Brahmana. Hans levnedsskildrere har beskrevet Hans rejse i detaljer. Han gik først til Kurmaksetra, hvor Han udførte et mirakel ved at helbrede en spedalsk ved navn Vasudeva. Han mødte Ramananda Raya, guvernøren i Vidyanagara, på bredden af floden Godavari og havde en filosofisk samtale med ham om prema-bhakti. Han udførte et andet mirakel ved at berøre og få de syv tala-træer til at forsvinde fra der, hvor de havde stået, siden Ramacandra, Dasarathas søn, havde skudt Sin pil igennem dem, da Han havde dræbt den store Bali Raja. Han prædikede vaisnavisme og nama-sankirtana på hele rejsen. I Rangaksetra opholdt Han Sig fire måneder i hjemmet hos en vis Venkata Bhatta for at tilbringe regntiden der. Der omvendte Han hele Ventakas familie fra Ramanuja-vaisnavisme til Krishna-bhakti inklusive Venkatas søn, en dreng på ti år ved navn Gopala, der senere kom til Vrindavana og blev en af de seks Gosvamier og profeter, der tjente under deres leder Sri Krishna Caitanya. Gopala lærte sanskrit fra sin onkel, Prabodhananda Sarasvati, og skrev flere bøger om vaisnavisme.

Sri Caitanya besøgte talrige steder i Sydindien så langt ned som Kap Comorin og vendte efter to år tilbage til Puri fra Pandepura ved floden Bhima. På sidstnævnte sted åndeliggjorde Han en vis Tukarama, der fra det tids-punkt selv blev en religiøs prædikant. Denne kendsgerning indrømmes i hans adhangaer, der er blevet samlet i en bog af Hr. Satyendra Nath Tagore fra Bombays Borgerservice. Under Sin rejse havde Han mange diskussioner med buddhister, jain-tilhængere og mayavadier på forskellige steder og omvendte Sine modstandere til vaisnavisme.

Da Han kom tilbage til Puri, meldte Raja Prataparudra-deva og flere pandita-brahmanaer sig under Caitanya Mahaprabhus flag. Han var nu 27 år gammel. I sit 28. år gik Han til Bengalen så langt som til Gauda i Mald. Der fik Han fat på to betydelige personer ved navn Rupa og Sanatana. Selv om disse to brødre stammede fra en familie af Karnata-brahmanaer, var de halvvejs blevet til muslimer på grund af deres løbende omgang med Hussain Shah, Gaudas kejser på den tid. Deres navne var blevet ændret til Dabir Khas og Sakara Mallik af kejseren, og deres herre elskede dem af hele hjertet, siden de var lærde i både persisk, arabisk og sanskrit og var statens trofaste tjenere. De to mænd kunne ikke se, hvordan de på nogen måde kunne komme tilbage som almindelige hinduer og havde skrevet til Mahaprabhu om åndelig hjælp, imens Han var i Puri. Mahaprabhu havde skrevet tilbage, at Han ville komme til dem og hjælpe dem ud af deres åndelige vanskeligheder. Nu da Han var kommet til Gauda, kom begge brødre til Ham med deres mangeårige bøn. Mahaprabhu gav dem ordre til at tage til Vrindavana og møde Ham der.

Caitanya vendte tilbage til Puri via Santipura, hvor Han igen mødte Sin kære moder. Efter et kort ophold i Puri drog han af sted til Vrindavana. Denne gang blev Han ledsaget af en vis Balabhadra Bhattacarya. Han besøgte Vrindavana og kom ned til Prayag (Allahabad) og omvendte et stort antal muhamedanere til vaisnavisme med argumenter fra Koranen. Efterkommerne til disse konvertitter er fortsat kendt som Pathana-vaisnavaerne. Rupa Gosvami mødte Ham i Allahabad. Caitanya trænede Ham op i åndelighed på ti dage og befalede ham at tage til Vrindavana på flere missioner. Hans første mission var at skrive teologiske værker, der videnskabeligt forklarede ren bhakti og prema. Den anden mission var at genoplive stederne, hvor Krishnacandra i slutningen af Dvapara-yuga havde vist Sin åndelige lila (Sine lege) til gavn for den religiøse verden. Rupa Gosvami forlod Allahabad for Vrindavana, og Mahaprabhu kom ned til Benares. Der opholdt Han Sig hos Candrasekhara og accepterede Sin daglige bhiksa (måltid) i Tapana Misras hjem. Det var her, at Sanatana Gosvami sluttede sig til Ham og blev instrueret i to måneder i åndelige emner. Biograferne, især Krishnadasa Kaviraja, har indgående beskrevet Caitanyas undervisning af Rupa og Sanatana. Krishnadasa var ikke en samtidig forfatter, men fik sine oplysninger fra Gosvamierne selv, Mahaprabhus direkte disciple. Jiva Gosvami, der var Sanatana og Rupas nevø og har givet os sit uvurderlige værk Sat-sandarbha, har filosoferet over sin store mesters lære. Vi har hentet og opsummeret Caitanyas lære fra disse store forfatteres bøger.

I Benares havde Caitanya et møde med byens lærde sannyasier i hjemmet hos en Maratha-brahmana, der havde inviteret alle sannyasierne til underholdning. Under dette møde viste Caitanya et mirakel, der tiltrak alle sannyasierne til Ham. Derefter fulgte en gensidig samtale. Sannyasierne blev anført af deres særdeles lærde leder Prakasananda Sarasvati. Efter en kort meningsudveksling underkastede de sig Mahaprabhu og indrømmede, at de var blevet vildledt af Sankaracaryas kommentarer. Det var umuligt for selv lærde professorer at modsætte sig Caitanya i længere tid, for Han havde en uimodståelig tiltrækning, der rørte deres hjerter og fik dem til at græde for deres åndelige forbedring. Sannyasierne fra Benares faldt inden længe ned ved fødderne af Caitanya og bad om Hans nåde (krpa). Caitanya prædikede derefter ren bhakti og indgød åndelig kærlighed til Krishna i deres hjerter, hvilket fik dem til at opgive alle sekteriske følelser. Hele befolkningen i Benares blev vaisnavaer ved denne fantastiske omvendelse af sannyasierne, og de havde en mesterlig sankirtana med deres nye Herre. Efter at have sendt Sanatana til Vrindavana gik Mahaprabhu igen til Puri igennem junglerne med Sin kammerat Balabhadra. Balabhadra fortalte, at Mahaprabhu viste mange mirakler på Sin vej til Puri såsom at få tigre og elefanter til at danse ved lyden af Krishnas navn.

Fra det tidspunkt, dvs. fra Sit 31. år, levede Mahaprabhu resten af tiden i Puri hos Kasi Misra indtil Sin bortgang i Sit 48. år under tidspunktet for sankirtana i Tota-gopinatha templet. I disse atten år var Hans liv et liv af fast kærlighed og fromhed. Han var omgivet af talrige tilhængere, der alle var af den højeste rang af vaisnavaer, og som skilte sig fra almindelige mennesker ved deres reneste karakter og lærdom, faste religiøse principper og åndelige kærlighed til Radha-Krishna.

Svarupa Damodara, der havde været kendt som Purusottamacarya, imens Mahaprabhu var i Nadia, sluttede sig til Ham fra Benares og accepterede tjeneste som Hans sekretær. Intet værk fra nogen forfatter eller filosof kunne blive forelagt for Mahaprabhu, medmindre Svarupa havde godkendt det som rent og nyttigt. Raya Ramananda var Hans makker nummer to. Både han og Svarupa ville synge, imens Mahaprabhu udtrykte Sine følelser over en bestemt tilbedelse. Paramananda Puri var Hans præst i religiøse anliggender.

Der er hundredvis af anekdoter, der beskrives af Hans biografer, men som vi ikke ser os i stand til at gengive her. Mahaprabhu sov kun lidt. Hans følelser bar Ham længere og længere ind i åndelighedens firmament hver eneste dag og nat, og alle Hans beundrere og tilhængere fulgte Ham helt igennem. Han tilbad, kommunikerede med Sine missionærer i Vrindavana og underholdt Sig med de religiøse mænd, der for nylig var kommet for at besøge Ham. Han sang og dansede, var ligeglad med Sig selv og fortabte til tider Sig Selv i religiøs lyksalighed. Alle, der kom til Ham, troede på Ham som den alskønne Gud, der viste Sig i den nedre verden til gavn for menneskeheden. Han elskede hele tiden Sin moder og sendte hende nu og da mahaprasada med dem, der gik til Nadia. Han var særdeles elskværdig af natur. Ydmyghed var personificeret i Ham. Hans milde fremtoning opmuntrede alle, der kom i berøring med Ham. Han udnævnte Prabhu Nityananda som den ledende missionær for Bengalen. Han sendte seks disciple (Gosvamier) til Vrindavana for at prædike kærlighed i den indre del af landet. Dette gjorde Han i udpræget grad i tilfældet med Haridasa den yngre. Han skortede aldrig på de rette instruktioner i livet til dem, der bad om dem. Dette vil blive set i Hans undervisning af Raghunatha Dasa Gosvami. Hans behandling af Haridasa (den ældre) vil vise, hvordan Han elskede åndelige mennesker, og hvordan Han trodsede kasteforskelle i åndeligt broderskab.

Comments are closed.