Af Lalitanatha Dasa
Religion.dk, en hjemmeside under Kristeligt Dagblad, har bedt om et svar på følgende oplæg:
I løbet af det seneste år har der gentagne gange været fokus på social kontrol i religiøse miljøer. Vi kunne derfor godt tænke os at lave en lille miniserie på religion.dk om social kontrol, hvor repræsentanter fra forskellige religioner fortæller om deres tanker eller oplevelser med social kontrol.
Jeg tænker her på social kontrol, som når et individ af medtroende begrænses i sin livsudfoldelse og retten til at træffe selvstændige valg angående eget liv og fremtid.
Jeg vil derfor spørge dig, om du har lyst til at deltage i serien ved at skrive et indlæg med udgangspunkt i et eller flere af følgende spørgsmål:
Har du oplevet social kontrol i de religiøse miljøer, som du færdes i? Det kan enten være dig selv, eller bekendte, der har været udsat for den. Hvordan var du/de udsat for social kontrol?
Hvor ser du de største farer for social kontrol indenfor din trosretning (fx hjemme, blandt venner, eller et helt tredje sted)?
Hvilken type af social kontrol kan du forestille dig, at din trosretning er i fare for at begå?
Hvordan kan man undgå social kontrol indenfor din trosretning?
Hvad oplever du, at der bliver gjort noget for at undgå det?
SVAR: Social kontrol foregår overalt, hvor der er mennesker, nogle steder endda i ekstrem grad. Hvad f.eks. med militæret?
Social kontrol er ikke altid dårligt. Tværtimod er det nødvendigt, når mange skal fungere sammen som i familier eller samfund. Det er godt for børn at være under social kontrol, fordi deres selvstændige valg kan bringe ulykke over dem, eller de har bare ikke det nødvendige perspektiv til at kunne tænke langsigtet med deres liv, men har brug for voksne til at gøre det for dem. Mange voksne ville også have godt af at være mere under kontrol. Over 800.000 danskere har et sygeligt alkoholforbrug. Mere social kontrol ville være bedre for dem.
Social kontrol bliver et problem, når personer udøver indflydelse over andre, ikke for at gavne, beskytte eller hjælpe dem, men for at udnytte dem til deres egen egoistiske interesse (økonomisk, fysisk, emotionelt osv.), eller når de bare ikke er kvalificerede til at beskytte og hjælpe andre, men prøver at gøre det alligevel. Det kan man støde på i alle sammenhænge.
I religioner oplever man det også, hvilket jeg godt kunne give nogle eksempler på. Ikke desto mindre dominerer det ikke efter min oplevelse religiøse miljøer i udpræget grad. Tværtimod. I de religiøse miljøer, jer er kommet i, har jeg generelt oplevet en højere grad af mennesker, der er friere, mere frigjorte og mere selvstændigt tænkende end de fleste andre steder. Sådan burde det vel også være, ikke kun fordi at være religiøs er et mere rationelt valg end ikke at være det, men fordi et personligt religiøst valg kræver en høj grad af selvstændighed og mod til at træffe et personligt valg uden at lægge under for, hvad andre mener, specielt når det går imod normen i det omgivende samfund.
Ubehagelig social kontrol har jeg oplevet meget mere i det normale såkaldt sekulære samfund. Den sociale kontrol er der hele tiden, men den er der specielt, hvis nogle skulle afvige fra normen – f.eks. ved at blive religiøse. Da kan der tages alle former for social kontrol i brug for at få en ellers normalt seriøst søgende person ind på det rette sekulære og ateistiske spor igen. Det foregår mennesker imellem, det foregår i familier, og det sker på højeste niveau på det politiske plan, i skolerne og i medierne. Et eksempel er, når der køres kampagner om, hvordan social kontrol er et stort problem i religioner. Er det ikke bare endnu en måde at udøve social kontrol på over for den brede befolkning for at afskrække folk fra religion? Sådan virker det i hvert fald på mig. Derfor forbeholder jeg mig selvfølgelig også retten til ikke at forholde mig særlig seriøst dertil.
Inden for Hare Krishna, hvor jeg har det meste af min daglige gang, lever vi på basis af læren i Vedaerne og Bhagavad-gita, hvis fundamentale livssyn er en ide om absolut frihed imellem Gud og sjæl. Hele formålet er at genoplive det naturlige spontane kærlighedsforhold, vi som sjæle alle har til Gud. Kærlighed forudsætter frihed, for så snart der er nogen form for tvang, kan der ikke være kærlighed. Blandt dem, der følger en sådan vedisk livsfilosofi, ligger frihed så højt på værdilisten, at selv den sociale kontrol, der udøves, har som mål at fremelske den absolutte frihed, vi som sjæle alle har iboende i os. Derfor virker den form for social kontrol ikke som ubehagelig eller dårlig, men snarere som en god hjælp i et overgangsstadie til at komme til det egentlige frie niveau med frie forhold til andre sjæle inklusive mennesker og til Krishna eller Gud. Det er idealet, og derfor får selv misbrug af social kontrol, når de forekommer, for det meste kun en kort levetid.