Af Vrinda Devi Dasi

Nyt fra Hare Krishna fortalte i marts 2019 om den tyske Prabhupada-discipel Nikhilananda Prabhu, der blev ramt af og opereret for en livstruende hjernesvulst sidst i 2018. Her bringes en opfølgning om hans tilstand fra et brev, som hans kone, Vrinda Devi Dasi, sendte rundt den 1. juni i Europa til alle, der kender parret.

Kære hengivne, modtag min dybeste respekt.

Her er en opdatering omkring min mand, Nikhilananda Prabhus, øjeblikkelige helbredstilstand efter et kort resumé. Kort før sidste jul under bogdistributionsmarathonet blev Nikhilananda Prabhu diagnosticeret med en ondsindet hjernesvulst, der lammede hans venstre arm og ben. I januar gennemgik han en vellykket åben hjerneoperation på Universitätsklinik Regensburg, og svulsten blev fjernet i stor grad. Han var færdig med seks ugers stråleterapi i slutningen af april og skulle rekonvalesere i en måned før yderligere behandling.

I mellemtiden flyttede vi fra Tegernsee (hvor vi har boet de sidste tre og et halvt år) til en lille lejlighed nær Simhachala-samfundet i Bayerns skovområde. Vi ankom lige netop til Nrisimha Caturdasi-festivalen og fik lov til at bo i gæstehuset tæt på festlighederne. Det meste af tiden var Prabhu sengeliggende og udmattet fra behandlingen og rejsen. Han nød at lytte inderligt til kirtanaen, der hele tiden foregik i templet lige uden for hans vindue. To gange kom han ud i sin rullestol, den ene gang for at omkredse templet og den anden gang for at se Sri-Sri Laksmi-Nrsimhadevas parikrama fredag aften (for første gang gik han med til at deltage i underholdningen med at gå under bærestolen). Den anden gang kom han ud om søndagen for at sidde med sine gudsbrødre til frokost, selv om han ikke selv havde nogen appetit. Pludselig skiftede vejret om fra solskin til stormende regn, og vi måtte alle skynde os indenfor.

Efter Nrsimha-festivalen ændrede Nikhilananda Prabhus humør sig. Han var indstillet på at forlade kroppen. Og nu begyndte det at gå hurtigt. Sygeplejerskerne gav ham kun et par uger. Han holdt helt op med at spise og drikke i et par dage. Han fik smertestillende medicin (på grund af smerte fra forstoppelse i en uge) og sov mest. Hengivne holdt kirtana dag og nat. Engang vågnede han og bad højt: ”Åh Sri-Sri Gaura-Nitai, tilgiv mig.” Alting virkede fredfyldt og lykkebringende. Han fandt ro inde i sig selv, og han sagde farvel til mange gudsbrødre, gudssøstre og yngre hengivne under festivalen og i dagene derefter. Han så, at hans bidrag er værdsat, og der vil blive bygget videre på det af nye generationer. Han accepterede, at han kan fortsætte sin tjeneste på det næste sted i den næste krop. Vi var alle lykkelige på hans vegne, fordi han virkede til at give slip og slappe af.

Så sidste søndag formiddag kom en ældre brahmacari-discipel af Jayapataka Maharaja, Amrita Karan Prabhu, på besøg i Simhachalam og gav Bhagavatam-klasse. Jeg var der tilfældigvis (mændene overtager gradvist plejen af Nikhilananda Prabhu, så jeg kan genoplade mine åndelige og fysiske batterier i templet). Jeg fornemmede med det samme, at Amrita Karan Prabhu var på samme ”bølgelængde” som min mand, så jeg bad ham om at have lidt Krishna-katha i vores lille lejlighed om eftermiddagen. Dette var den rigtige genoplivelse: Nikhilananda Prabhu løftede sin hånd i kirtana og begyndte at synge med. Senere bad han om velsignelser til at fortsætte sin mission med at oversætte og udgive bøger (på ALLE verdens sprog), og han besluttede sig for at forsøge at overleve denne prøve, ligesom Jayapataka Maharaja havde gjort det (han trykkede hånd med Maharaja lige efter hans hjerneblødning og sagde til ham: ”Maharaja, jeg ved, du er stærk! Du vil komme over det!”) Så stemningen gik igen tilbage til ”overlevelsesmodus”, og Nikhilananda Prabhus krop reagerede positivt. Hans tørst vendte tilbage, hans fordøjelse gik i gang på den ”afgørende ayurveda-prøve” med tamarinde, og efter tolv dage med smertefuld forstoppelse fik han omsider gang i maven. Nu er han fri for smerte, stadig svag, men genvinder langsomt appetitten. Ikke desto mindre får han tegn fra Krishna på, at han kunne snart gå bort.

Bed for os, så vi kan bestå denne sidste prøve i lykkelig Krishna-bevidsthed. Indtil videre virker det som en stor festival med så mange hengivne omkring os til at give os kærlighed, taknemmelighed og praktisk hjælp. I er alle velkomne til at besøge os når som helst. Ring på (+49) 0176 763 97528.

Her er nogle ord fra min mand til jer alle:

”Min kone og jeg har følt os uendeligt taknemmelige for jeres velvilje og venlighed i forsøget på at hjælpe os videre. Vi vil forsøge ikke at glemme vores løfte om aldrig at opgive. Som Krishna-hengivne kan vi aldrig trække os tilbage fra en udfordring, når vi først har accepteret den.

Hvis I gerne vil bede for os, er dette ånden og indholdet i vores bøn:

”Kære Srila Prabhupada, kære Sri-Sri Radha-Krishna, da vi nu ser ud til at forberede os til den sidste prøve, bukker vi os ned for Jeres lotusfødder. Tak fordi I gav mig lov til at høre om og sprede Jeres herligheder i dette liv. Jeg har haft et helt fantastisk liv. Og ISKCON’s hengivne er de bedste!”

Hjælp os med at huske Jer under alle omstændigheder. Og hvis der er noget tilbage, som jeg skal gøre i denne krop, så hjælp mig til at gøre det ordentligt, før tiden er gået.

Hvis I ønsker det, så tilgiv enhver forseelse eller forsømmelse, som vi har begået i dette liv. Vi mindes ikke at have krav på noget som helst. I har givet mig så meget mere, end jeg nogensinde havde forventet. Mange tak fordi I har mindsket den fysiske smerte til tålelige niveauer. Det føles meget rensende.”

Ifølge Caitanya-caritamrta, Adi 14.1:

Ting, der er meget vanskelige at gøre, bliver lette at gøre, hvis man på en eller anden måde blot husker Herren Caitanya Mahaprabhu. Men hvis man ikke husker Ham, bliver selv lette ting vanskelige. For denne Herre, Caitanya Mahaprabhu, bøjer jeg mig respektfuldt og ydmygt.

Hare Krishna! Jaya Prahlada-Nrsimhadeva!

Jeres ydmyge tjenere,

Nikhilananda Dasa og Vrindadevi Dasi

En kort biografi over Nikhilananda Prabhu

Nikhilananda Prabhu blev født den 14. juli 1957 i Tyskland. Han fik første og anden initiering fra Srila Prabhupada i 1973 i en alder af 15. Fra 1972-1978 oversatte han Srila Prabhupadas bøger til tysk. Fra 1975–1977 ledte han en bogdistributionsgruppe i Tyskland. I 1976 deltog han i et festivalhold i Indien i seks måneder. I 1977 var han med i den første rejsende Hare Krishna-gruppe i Polen og Finland. Han prædikede i de arabiske lande i 1978 og hjalp med at udgive den arabiske Bhagavad-gita under ledelse af Tribhuvanatha Prabhu. Han distribuerede arabiske bøger i flere måneder i 1978 og 1980 i Libanon, Syrien, Jordan og Egypten. I 1979 startede og drev han et center i Frankfurt for at tiltrække og træne nye hengivne. Han hjalp med at opføre Srila Prabhupadas Puspa Samadhi-tempel i Mayapur og Jagannatha-templet i Rajpur i 1980. Han rejste med den omrejsende prædikegruppe i Bangladesh i 1980 i fem måneder. Han var også på rejsende sankirtana i Finland i 1980. Han ledte templet og forsamlingen af hengivne i Hamborg fra 1985-1986. I to år fra 1986-1988 organiserede han festivaler og PR-kampagner for at befri de sovjetiske hengivne. Han oversatte Brahma-samhita til tysk fra 1992-1995. Prædikeprogrammer og bogdistribution i Berlin fra 1993-1995. Prædikant i et år i Ljubljana, Slovenien, i 1995. Har siden rejst, prædiket og distribueret bøger i Tyskland, Danmark, Island og Schweiz. Sidst i 2018 fik han konstateret en kræftsvulst i hjernen i Wien, Østrig, og svæver fortsat mellem liv og død. Han ledsages af sin dedikerede partner og hustru, Vrinda Devi Dasi.