– Af Srila Prabhupada –

Her starter de svar, som Srila Prabhupada gav på en række spørgsmål, han blev stillet i juni 1976 af det indiske magasin Bhavan’s Journal.

Pusta Krishna: Srila Prabhupada, dette spørgeskema kommer fra Bhavans Journal, et kulturelt og religiøst magasin i Bombay. De henvender sig til forskellige religiøse og åndelige ledere i et forsøg på at få svar på nogle af de vigtige spørgsmål, der forvirrer folk i dag. Der er en liste med spørgsmål, hvor det første er: ”Er religionens indflydelse over masserne aftagende?”

Srila Prabhupada: Ja, det bliver forudsagt i Srimad-Bhagavatam [12.2.1]:

tatas canu-dinam dharmah
satyam saucam ksama daya
kalena balina rajan
nanksyaty ayur balam smrtih

”I Kali-yuga, denne tid af strid og hykleri, vil disse kvaliteter aftage: religiøsitet, ærlighed, renlighed, tolerance, hukommelse, kropslig styrke, livslængde og barmhjertighed.” Disse er menneskelige fortrin og kvaliteter, der gør et menneske forskelligt fra dyrene. Men disse ting vil aftage. Der vil næsten ingen barmhjertighed være længere, der vil næsten ikke være nogen sandfærdighed, hukommelsen mindskes, og livslængden forkortes. På samme måde vil religion praktisk taget forsvinde. Det betyder, at mennesker gradvist falder ned til dyrenes niveau.

Specielt når der ingen religion er, er mennesker blot dyr. Den forskel kan ethvert almindeligt menneske se. En hund forstår ikke, hvad religion er. Hunden er også et levende væsen, men han er ikke interesseret i, hvad der bliver diskuteret her om Bhagavad-gita eller Srimad-Bhagavatam. Det er forskellen på menneske og dyr. Dyret er ikke interesseret. Når mennesker mister interessen for religion, bliver de dyr.

Og hvordan kan der være lykke eller fred i et samfund af dyr? De store ledere holder borgerne nede som dyr, og samtidig forsøger de at danne de Forenede Nationer. Hvordan er det muligt? Forenede Dyr? Er det muligt? Samfundet for Forenede Dyr [latter]? Inden for logik siges det: ”Mennesket er et rationelt dyr.” Når rationaliteten mangler, bliver man slet og ret et dyr. Hvordan er det så muligt at være et menneske?

I menneskesamfundet er det lige meget, om man er kristen, muhamedaner, hindu eller buddhist, men der skal være en form for religion. Det er et menneskesamfund. Et menneskesamfund uden religion er et dyresamfund. Det er den enkle og ligefremme kendsgerning. Hvorfor er mennesker ulykkelige nu? Fordi de forsømmer religion. Marx sagde: ”Religion er folkets opium.” Det betyder, at kommunisterne modsætter sig Gudsbevidsthed indædt, fordi de tror, at religion har ødelagt hele den sociale atmosfære. Religion er måske blevet misbrugt, men det betyder ikke, at religion skal undgås. Virkelig religion bør accepteres. Blot fordi religion ikke er blevet ordentligt praktiseret af de såkaldte præster, betyder det ikke, at religion skal forkastes. Hvis mit øje giver mig problemer på grund af stær, betyder det ikke, at mit øje skal plukkes ud. Stæren skal fjernes. Det er ideen i Krishnabevidstheds-bevægelsen – at fjerne stæren fra folks religiøse syn.

Generelt har moderne såkaldte religiøse ledere ingen forestilling om Gud, og alligevel prædiker de religion. Hvad godt er en sådan religion? Folk bliver blot vildledt. Virkelig religion betyder Guds ordre: dharmam tu saksad bhagavat-pranitam [SB. 6.3.19]. Hvis ens religion ingen ide har om Gud, hvor er spørgsmålet da om religion? Ikke desto mindre bekender de sig til en form for religion uden at have nogen forestilling om Gud. Hvor længe kan det kunstigt fortsætte? Det vil forringes. Den uvidenhed om Gud har ført til den nuværende tilstand. Religion betyder Guds ordre, ligesom lov betyder statens ordre. Men hvis der ikke er nogen stat i ens sociale system, hvor er spørgsmålet da om statens ordre? Man vil simpelthen blot opfinde sin egen ordre. Det er, hvad der sker inden for religionens område i dag. Der er ingen forestilling om Gud, og derfor følger ingen Guds ordre.

Men hengivne af Krishna har en klar ide om Gud. Her er Gud: Krishna. Og Han giver ordrer. Vi accepterer disse ordrer. Det er klar og tydelig religion. Men hvis der ingen ide er om Gud og ingen ordre fra Gud, hvordan kan der da være tale om religion? Spørg en eller anden inden for et andet religiøst system, hvad deres ide om Gud er. Kan nogen fortælle det klart? Ingen kan forklare det. Men vi svarer omgående:

venum kvanantam aravinda-dalayataksam
barhavatamsam asitambudha-sundarangam
kandarpa-koti-kamaniya-visesa-sobham
govindam adi-purusam tam aham bhajami

”Jeg tilbeder Govinda, den oprindelige Herre, der er ferm til at spille på Sin fløjte, hvis øjne er som blomsterbladene på en blomstrende lotus, hvis hoved er pyntet med en påfuglefjer, hvis skikkelse af skønhed har et anstrøg af skæret af blå skyer, og hvis enestående ynde bedårer millioner af amoriner.” [Brahma-samhita 5.30]

Med det samme er der en beskrivelse: ”Her er Gud.” Så er der religion. Og hvis der ingen forestilling er om Gud, hvor er da spørgsmålet om religion? Fup og fidus. Det er derfor religiøsitet og de andre ædle menneskelige kvaliteter er på tilbagetog. Folk har ingen forestilling om Gud, og derfor er der ingen forståelse af religion. Som resultat går det tilbage for hele menneskecivilisationen, og fordi det går tilbage, bliver mennesker mere og mere som dyr.

Mere end fremskridt

Pusta Krishna: Spørgsmål nummer to?

Srila Prabhupada: Ja.

Pusta Krishna: ”Den traditionelle anklage imod hinduisme er, at den er fatalistisk og hæmmer fremskridtet ved at gøre folk til slaver af troen på det uundgåelige i, hvad der vil ske. I hvor høj er denne beskyldning sand?”

Srila Prabhupada: Anklagen er falsk. De, der kommer med den, ved ikke, hvad ”hinduisme” er. For det første omtaler de vediske skrifter ingen sådan ting som ”hinduisme”, men de taler om sanatana-dharma, den evige og universelle religion, og også om varnasrama-dharma, den naturlige organisering af menneskesamfundet. Det finder vi i de vediske skrifter.

Det er en falsk beskyldning, at det vediske system hæmmer menneskehedens fremskridt. Hvad er det for et ”fremskridt”? En hund, der springer rundt – er det fremskridt [latter]? En hund løber rundt på fire ben, og I kører rundt på fire hjul. Er det fremskridt?

Det vediske system er dette: Mennesket har en vis energi, en bedre energi end dyrenes og en bedre bevidsthed, og den energi bør bruges på åndeligt fremskridt. Hele det vediske system handler om åndeligt fremskridt. Den menneskelige energi skal bruges på noget mere ophøjet end at konkurrere med hunden.

Følgelig hæfter de, der ingen anelse har om religion, sig ved, at indiske hellige personer ikke arbejder hårdt som hunde. Åndeligt ukultiverede folk tror, at hunderæset er liv. Men virkeligt liv er åndeligt fremskridt. Derfor står der i Srimad-Bhagavatam [1.5.18]:

tasyaiva hetoh prayateta kovido
na labhyate yad bhramatam upary adhah
tal labhyate duhkhavad anyatah sukham
kalena sarvatra gabhira-ramhasa

Mennesket bør anvende sin energi på den ting, som det ikke har opnået i mange, mange liv. Igennem mange, mange liv har sjælen haft former som hunde, halvguder, katte, fugle eller insekter. Der er 8.400.000 materielle former. Denne sjælevandring går for sig, og i hver eneste af disse millioner af former handler det om sansetilfredsstillelse. Hunden har travlt med sansetilfredsstillelse: ”Hvor er der mad? Hvor er der husly? Hvor er der en mage? Hvordan skal jeg forsvare mig?” Mennesket gør også det samme på forskellige måder.

Denne kamp for tilværelsen foregår liv efter liv. Selv et lille insekt er optaget af den samme kamp – ahara-nidra-bhaya-maithunam – at spise, sove, forsvare sig og parre sig. Fugl, dyr, insekt, fisk – overalt den samme kamp: ”Hvor er der mad? Hvor er der sex? Hvor er der husly? Hvordan kan jeg forsvare mig?” Så sastra [skrifterne] fortæller, at vi har gjort disse ting i mange, mange tidligere liv, og hvis vi ikke slipper fri af denne kamp for tilværelsen, kommer vi til at gøre dem igen i mange, mange fremtidige liv.

Disse ting bør bringes til ophør. Derfor råder Prahlada Maharaja sine venner [Srimad-Bha-gavatam 7.6.3]:

sukham aindriyakam daitya
deha-yogena dehinam
sarvatra labhyate daivad
yatha duhkham ayatnatah

”Mine kære venner, materiel nydelse, der blot skyldes denne materielle krop, er i bund og grund den samme i alle kroppe. Og ligesom lidelse kommer, uden at vi stræber efter den, kommer den lykke, vi fortjener, også af sig selv ved et højere arrangement.” En hund har en materiel krop, og jeg har en materiel krop. Min sexnydelse og hundens sexnydelse er den samme. En hund er selvfølgelig ikke bange for at have sex på gaden for øjnene af alle. Vi skjuler det i en fin lejlighed. Det er alt. Men aktiviteten er den samme. Der er ingen forskel.

Alligevel ser folk denne sexnydelse imellem en mand og en kvinde i en fint udsmykket lejlighed som noget meget avanceret, selv om der intet avanceret er ved det. Og for denne nydelse involverer de sig i et hunderæs og tror, at det er ”fremskridt”.

Ifølge Prahlada Maharaja bilder vi os ind, at der er forskellige slags nydelse på grund af forskellige slags kroppe, men nydelsen er grundlæggende den samme. Naturligvis er der nogle ydre forskelle i nydelsen i henhold til de forskellige slags kroppe, men den grundlæggende mængde og kvalitet af denne nydelse har nogle meget veldefinerede begrænsninger. Det kaldes skæbne. Et svin har en bestemt slags krop, og hans mad er afføring. Det er bestemt af skæbnen. Det kan man ikke ændre. ”Lad svinet æde halava.” Det er ikke muligt. Fordi sjælen har en bestemt slags krop, må han spise en bestemt slags mad. Kan nogen, en hvilken som helst videnskabsmand, forbedre et svins levestandard? Er det muligt [latter]?

Derfor fortæller Prahlada Maharaja, at alting ved materiel nydelse allerede ligger fast. Det uciviliserede menneske i junglen har den samme sexnydelse som de såkaldte civiliserede mennesker, der praler: ”I stedet for at bo i en hytte af blade bor vi i en skyskraberbygning. Det er fremskridt.”

Men den vediske civilisation siger: ”Nej, det er ikke fremskridt. Virkeligt fremskridt er selverkendelse: Hvor meget har du erkendt dit forhold til Gud?”

Nogle gange misforstår folk og tror, at vismændene, der prøver at opnå selverkendelse, er dovne. I en højesteret sidder en dommer roligt og laver tilsyneladende ingenting, og han får den højeste løn. En anden mand i samme retssal arbejder hårdt hele dagen og stempler løs, og han får ikke en tiendedel af dommerens løn. Han tænker: ”Jeg har så travlt og arbejder så hårdt, og alligevel får jeg ikke en ordentlig løn. Denne mand sidder på bænken og får sådan en fed løn.” Kritikken af, at hinduisme ”hæmmer fremskridtet”, er noget i den retning. Den kommer fra uvidenhed. Målet i den vediske civilisation er selverkendelse. Den er for den intelligente person, der ikke blot vil arbejde som et æsel, men vil prøve at opnå den ting, som han ikke opnåede i så mange andre liv, nemlig selverkendelse.

Somme tider bliver vi stemplet som ”eskapister”. Hvad er beskyldningen?

Disciple: De siger, at vi flygter fra virkeligheden.

Srila Prabhupada: Ja, vi flygter fra deres virkelighed. Men deres virkelighed er et hunderæs, og vores virkelighed er at gøre fremskridt i selverkendelse, Krishna-bevidsthed. Det er forskellen. (fortsættes i næste nummer)