Her fortsætter de svar, som Srila Prabhupada gav på en række spørgsmål, han blev stillet i juni 1976 fra det indiske magasin Bhavan’s Journal. Første del bragtes i sidste nummer.

Srila Prabhupada: Somme tider bliver vi stemplet som ”eskapister”. Hvad er beskyldningen?

Disciple: De siger, at vi flygter fra virkeligheden.

Srila Prabhupada: Ja, vi flygter fra deres virkelighed. Men deres virkelighed er et hunderæs, og vores virkelighed er at gøre fremskridt i selverkendelse, Krishna-bevidsthed. Derfor er de verdslige, materialistiske arbejdere blevet beskrevet som mudhaer, æsler. Hvorfor? Fordi æslet arbejder meget hårdt uden at få nogen konkret gavn deraf. Han bærer tonsvej af tøj på sin ryg for vaskemanden, og til gengæld giver vaskemanden ham en smule græs. Så står æslet ved vaskemandens dør og spiser græsset, imens vaskemanden igen anbringer et nyt læs på ham. Æslet har ingen fornuft til at kunne tænke: ”Hvis jeg slipper ud af kløerne på denne vaskemand, kan jeg få græs overalt. Hvorfor bærer jeg så meget?”

De verdslige arbejdere er sådan. De har travlt på kontoret, meget travlt. Hvis man hilse på fyren, får man at vide: ”Jeg har meget travlt nu.” [Latter] Så hvad er resultatet af at have så travlt? ”Tja, jeg spiser to stykker ristet brød og drikker en kop te. Det er alt.” [Latter] Og af den grund har du travlt?

Eller han har travlt hele dagen blot så han om aftenen kan se i sin regnskabsbog og sige: ”Åh, saldoen var et tusinde dollars. Nu er den blevet til to tusinde dollars.” Det er hans tilfredsstillelse. Men han får fortsat de samme to stykker brød og en kop te, selv om han har øget sin saldo fra et tusinde til to tusinde. Og allligevel arbejder han hårdt. Det er derfor, karmier kaldes mudhaer. De arbejder som æsler uden noget virkeligt mål i livet.

Men den vediske civilisation er anderledes. Beskyldningen, der er underforstået i spørgsmålet, er ikke rigtig. I det vediske system er folk ikke dovne. De har meget travlt med et højere formål for øje. Og denne travlhed er så vigtig, at Prahlada Maharaja siger, kaumara acaret prajno [SB. 7.6.1]: ”Lige fra barndommen af bør man arbejde for selverkendelse.” Man bør ikke spilde så meget som et sekunds tid. Så det er vedisk civilisation.

Selvfølgelig ser de materialistiske arbejdere: ”Disse mennesker arbejder ikke som os ligesom hunde og æsler. Så de flygter [fra virkeligheden].”

Ja, flygter fra jeres frugtesløse bestræbelser.

Den vediske selverkendelsescivilisation begynder med varnasrama-systemets sociale organisering. Varnasramacaravata purusena parah puman visnur aradhyate [Cc. Madhya 8.58]: ”Alle bør frembære frugterne af deres arbejdsmæssige pligter som et offer til Herren Visnu eller Krishnas lotusfødder.” Det er derfor, det vediske system kaldes varnasrama, hvilket ordret betyder: ”social organisering med et åndeligt perspektiv.”

Varnasrama-systemet har fire sociale og fire åndelige inddelinger. De sociale inddelinger er brahmanaerne [lærere og præster], ksatriyaerne [administratorer og militærfolk], vaisyaerne [landmænd og handelsfolk] og sudraerne [arbejdere og håndværkere], imens de åndelige inddelinger er brahmacarierne [elever], grhasthaerne [husholdere], vanaprasthaerne [pensionister] og sannyasierne [forsagere]. Men det endelige mål er visnur aradhyate, tilbedelse af den Højeste Herre, Visnu, af alle. Det er ideen.

Men medlemmerne af den moderne såkaldte civilisation kender ikke til varnasrama. Derfor har de skabt et samfund, der blot er et hunderæs. Hunden løber rundt på fire ben, og de løber rundt på fire hjul. Det er alt. Og de tror, at firhjulsræset er fremskridt i civilisation.

Vedisk civilisation er anderledes. Som Narada Muni bemærker det, tasyaiva hetoh prayateta kovido na labhyate yad bhramatam upary adhah [SB. 1.5.18]: den lærde, kløgtige person vil bruge dette liv på at opnå det, som han ikke har nået i talløse tidligere liv, nemlig erkendelse af selvet og erkendelse af Gud. Nogle vil måske spørge: ”Betyder det så, at vi ikke skal lave noget?” Ja, ikke lave noget blot for at forbedre sin materielle position. Enhver materiel lykke tildeles til én af skæbnen, og man vil få den, uanset hvor man er. Engagér jer i Krishna-bevidsthed. Disse andre ting vil komme af sig selv.

”Hvordan skal jeg få dem?”

Hvordan? Kalena sarvatra gabhira-ramhasa: ved den evige tids arrangement kommer alting, når tiden er inde til det. Eksemplet gives med, at selv om man ikke ønsker lidelse, kommer lidelse alligevel til én. Selv hvis man på samme måde ikke arbejder hårdt for den lykke, som man er forudbestemt til at skulle have, kommer den stadigvæk.

På samme måde bemærker Prahlada Maharaja, na tat-prayasah kartavyam: Man bør ikke spilde sin energi på materiel lykke, for man kan ikke få mere end det, man er bestemt til at skulle have. Det er ikke muligt. ”Hvordan kan jeg tro det – at jeg ved at arbejde hårdere ikke vil få mere materiel lykke, end jeg ellers ville få?”

Fordi du gennemgår så mange lidelsesfyldte situationer, selv om du ikke ønsker dem. Hvem vil have lidelse? For eksempel blev Mahatma Gandhi i vort land dræbt af sine egne landsmænd. Han var en stor mand, han var beskyttet af så mange af sine tilhængere, han var afholdt af alle – og alligevel blev han dræbt. Skæbnen. Hvem kan beskytte os imod alle disse lidelsesfyldte situationer?

Så derfor bør du konkludere: ”Hvis disse lidelsesfyldte tilstande kommer til mig med magt, kommer den anden tilstand, den modsatte pol, også. Hvorfor skulle jeg derfor spilde min tid på at forsøge at undgå lidelse og få såkaldt lykke? Lad mig bruge min energi på Krishna-bevidsthed.” Det er intelligens. Man kan ikke hindre sin skæbne. Magasinets spørgsmål kredser omkring dette punkt.

Pusta Krishna: Ja, den sædvanlige beskyldning er, at dette vediske civilisationssystem er fatalistisk, og at folk som resultat ikke gør så meget materielt fremskridt, som de ellers ville have gjort.

Srila Prabhupada: Nej, nej, det vediske system er ikke fatalistisk. Det er kun fatalistisk i den forstand, at ens materielle skæbne ikke kan ændres. Men dit åndelige liv ligger i dine hænder. Vores pointe er denne: Hele den vediske civilisation bygger på den forståelse, at skæbnen kun tillader en vis mængde materiel lykke i denne verden, og at vores bestræbelser derfor bør rettes imod selverkendelse. Ingen nyder uafbrudt materiel lykke. Det er ikke muligt. En vis mængde materiel lykke og en vis mængde materiel lidelse. Begge disse må hele tiden være til stede. Så man kan ikke forhindre sine lidelsesfyldte livstilstande, og på samme måde kan man ikke forhindre sine lykkelige livstilstande. Det kommer automatisk. Derfor bør vi ikke spilde vores tid på disse ting. Det er bedre at bruge vores energi på at gøre fremskridt i Krishna-bevidsthed.

Pusta Krishna: Så ville det da være rigtigt, Srila Prabhupada, at sige, at når det kommer til stykket, arbejder folk, der har denne vediske opfattelse, ikke for fremskridt?

Srila Prabhupada: Nej, nej. Fremskridt – først må man forstå, hvad virkelig fremskridt er. Sagen er, at hvis ens forsøg på fremskridt på forhånd er dømt til at mislykkes, hvorfor skulle man da overhovedet forsøge? Snarere bør man bruge, hvad end energi man har, på at forstå Krishna-bevidsthed. Det er virkelig fremskridt. Gør din åndelige forståelse, din forståelse af Gud og selvet, fuldstændig klar.

For eksempel er vores vigtigste opgave i vores Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed, hvordan vi gør fremskridt i Krishna-bevidsthed. Vi er ikke ivrige efter at åbne store, store fabrikker med store, store pengeindtjenende maskiner. Nej. Vi er tilfredsse med hvad end materiel lykke og lidelse skæbnen har bestemt for os. Men vi er meget ivrige efter at bruge vores energi på at gøre fremskridt i Krishna-bevidsthed. Det er pointen.

Så formålet med det vediske civilisationssystem er at erkende Gud: visnur aradhyate. I det vediske system forsøger folk at opnå det. I virkeligheden stræbte tilhængerne af varnasrama-dharma aldrig efter økonomisk udvikling. I Indien ser man stadigvæk, at millioner af mennesker tager bad i Ganges under Kumbha-mela. Har du været til Kumbha-mela-festivalen?

Discipel: Nej.

Srila Prabhupada: Under Kumbha-mela kommer millioner af mennesker for at tage bad i Ganges, fordi de er interesseret i, hvordan de bliver åndeligt befriet fra denne materielle verden. De er ikke dovne. De rejser tusinder af kilometer for at bade i Ganges på det hellige sted Prayag. Så selv om de ikke har travlt i hunderæset, er disse folk ikke dovne. Ya nisa sarva-bhutanam tasyam jagarti samyami: ”Hvad der er nat for almindelige skabninger er den vågne tid for den selvbeherskede.” Det selvbeherskede menneske vågner meget tidligt – praktisk taget midt om natten – og arbejder på åndelig erkendelse, imens andre sover. På samme måde tænker hundene og æslerne i dagtimerne: ”Vi arbejder, men disse åndelige mennesker arbejder ikke.”

Så der er to forskellige platforme, den materielle og den åndelige. Tilhængerne af den vediske civilisation, der praktiseres i Indien, selv om den nu om dage er forvansket, er i virkeligheden ikke dovne. De har meget, meget travlt. Ikke kun meget meget, meget travlt, men også kaumara acaret prajno dharman bhagavatan iha [SB. 7.6.1]: De forsøger at blive selvrealiserede fra begyndelsen af livet. De har så travlt, at de ønsker at begynde denne travlhed fra deres barndom af. Derfor er det forkert at tro, at de er dovne. Folk, der beskylder tilhængerne af vedisk civilisation for dovenskab eller for at ”forhindre fremskridtet”, ved ikke, hvad virkelig fremskridt er. Den vediske civilisation er ikke interesseret i det falske fremskridt med økonomisk udvikling. For eksempel praler folk somme tider: ”Vi er gået fra hytten til skyskraberen.” De tror, at det er fremskridt. Men i det vediske civilisationssystem tænker man på, hvor meget man gør fremskridt i selverkendelse. Man kan bo i en hytte og blive meget avanceret i selverkendelse. Men hvis man spilder sin tid på at forvandle sin hytte til en skyskraber, har man spildt hele sit liv, færdigt. Og i sit næste liv bliver man en hund, selv om man ikke ved det. Det er alt.

Pusta Krishna: Srila Prabhupada, så kan man stille dette spørgsmål: Hvis skæbnen ikke kan forhindres, hvorfor så ikke blot lade et barn løbe rundt som et dyr, når det bliver født? Og uanset hvad der sker med det…

Srila Prabhupada: Nej. Det er fordelen med denne menneskelige livsform. Man kan træne barnet åndeligt. Det er muligt. Derfor står der skrevet, tasyaiva hetoh prayeteta kovido: brug denne uvurderlige menneskeform til at opnå det, som du ikke kunne opnå i så mange millioner af lavere former. For det åndelige formål bør du engagere din energi. Den fordel står åben for dig nu i den menneskelige form. Ahaituky apratihata: Ren hengiven tjeneste til Herren, Krishna-bevidsthed, er åben for dig nu, og det kan ikke hindres. Ligesom dit fremskridt i såkaldt materiel lykke allerede er bestemt af skæbnen og ikke kan standses, kan dit fremskridt i åndeligt liv ikke hindres – hvis du beskræber dig efter det. Ingen kan hindre dit åndelige fremskridt. Forsøg at forstå dette.