Af Danavir Goswami

Danavir Gosvami fortæller, hvordan han først kom i kontakt med Hare Krishna.

Jeg blev født i Los Angeles i 1949. Mine forældre var entusiastiske volleyballspillere. Min far var en af USA’s bedste, og min mor havde været en tredjeholds ”All-American”. Jeg startede med at spille volleyball, da jeg var fire år gammel. Jeg kom nemt igennem skolen. Sport dominerede min fritid, og min barndom var for det meste lykkelig. Med ungdommen kom stævnemøder og mere sport, og jeg afsluttede gymnasiet med et stipendium til UCLA.

I college var mit motto ”succes”, og min primære ambition var simpelthen at nyde livet. Min bedstefar betroede sig til mig med udtrykket ”Penge er Gud”. Det var jeg nu ikke så sikker på, men jeg var heller ikke sikker på Gud. Jeg havde udviklet mig til en agnostiker.

En varm fredag aften, den 9. juni 1970, mens jeg bevægede mig gennem campus, hørte jeg en eller anden sige mit navn. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se nogen, jeg kendte. Mens jeg fortsatte på min vej, hørte jeg igen nogen sige mit navn. Jeg fokuserede på den eneste mulige kilde til lyden: En safranklædt og kronraget ung mand med briller på min alder stod mellem restauranten og biografen.

En smule forskrækket svarede jeg: ”Ja?”, hvorefter han spurgte: ”Kan du ikke genkende mig?”

Efter at have anstrengt mig, gik det op for mig, hvem det var.

”Beard! Beard, er det dig?” udbrød jeg.

”Det er mig,” svarede han beroligende.

Bob Searight var hans rigtige navn. Beard var kælenavnet, han fik under sin volleyballkarriere på UCLA, fordi han plejede et særdeles langt sort skæg. Jeg havde lige afsluttet mit tredje år, og han havde taget sin ingeniøreksamen året før. Hans livsstil havde været meget lignende min. Faktisk havde jeg sidst set ham seks måneder forinden på stranden med to veninder.

”Hvad i alverden er der dog sket med dig?” spurgte jeg.

”Jeg blev en del af Hare Krishna-bevægelsen for tre måneder siden,” svarede han.

”Du godeste! Det er da ikke rigtigt!” reagerede jeg overrasket.

Indtil da havde mine oplevelser med Hare Krishna være forbeholdt musicalstykket Hair og det tilbagevendende syn af en Hare Krishna-gruppe, der dansede og sang på Hollywood Boulevard. Min kæreste og jeg havde grinet lavmælt, mens vi gik forbi den lille gruppe af karatal– og trommespillende hengivne, som vi formodede brændte røgelse for at øge deres narkotikaoplevelser. Jeg kunne simpelthen ikke være mere ligeglad med dem.

Bob forklarede, hvordan han havde oplevet en højere bevidsthed, som naturligt ledte ham til at forsage materielle ting og kødspisning, beruselse, utilladt sex og hasardspil.

Jeg kunne ikke fatte, at Beard sagde disse ting. Jeg udfordrede hans nyfundne benægtelser. Specielt tvivlsom var hans sexafholdenhed.

Han forklarede, hvordan utilladt sex var spild af værdifuld menneskelig energi. Og når det kom til den vegetariske kost: ”Alt, vi spiser,” forklarede Beard, ”skal ofres til Herren Krishna, som har skabt alt, og som ikke accepterer kød. Ud over det skaber det meningsløs ondskab for blot at tilfredsstille vores smagsløg. Hvad rusmidler angår, fører de blot den allerede illusionerede sjæl ind i drømme og degradering.”

Jeg skød spørgsmål som kugler, men hans svar var overbevisende, og de knuste mange af mine prisværdige forestillinger. Der var en bestemt sødme og fred over Bobs væremåde. Hans forvandling var imponerende og attraktiv.

For at støtte hans udsagn citerede han ”BHAGAVAD-GITA som den er” og andre ældgamle vediske skrifter. Han forklarede, at Krishna accepteres som Gud af mange store vediske vismænd. Vi er alle Krishnas evige tjenere, og hvis vi genetablerer vores forhold til Ham gennem bhakti-yoga eller hengiven tjeneste, bliver vores liv perfekt. Han fortalte, hvordan Krishna kom for 500 år siden som Herren Caitanya Mahaprabhu for at sprede sangen af maha-mantraet – Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare – som processen til selvrealisering i denne tidsalder.

”Vi er ikke disse kroppe, men den evige sjæl inden i kroppen. Derfor er vores bestræbelser efter verdslige nydelser meningsløse.”

”Selv volleyball?” spurgte jeg.

”Ja,” svarede han, ”det er bare spild af tid.”

Efter en times diskussion besluttede jeg mig for at glemme de fire syndige aktiviteter, som Bob havde nævnt. Selv om jeg var stolt, følte jeg mig fuldstændigt besejret. Men jeg var glad. Jeg købte en Bhagavad-gita som den er af Hans Guddommelige nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada. Bob gav mig et Back to Godhead-magasin og en pakke spirituel røgelse.

Vi gik rundt om kvarteret til der, hvor en snes hengivne sang Hare Krishna og dansede. Det var uimodståeligt. De var overraskede, da jeg deltog i sangen med mine arme oppe, ligesom de gjorde. De inviterede mig til en søndagsfest i templet, og jeg lovede at komme.

Jeg kørte hjem og dykkede ned i Bhagavad-gita. Linje efter linje, side efter side, kom visdommen frem som en ukontrollerbar gejser, der badede mit hjerte. Jeg plejede at synge en sang: ”Sikke et fjols jeg er, som aldrig bliver forelsket, … en ensom celle i hvilken mit hjerte må dvæle.” I min søgen efter den perfekte elsker havde jeg aldrig troet, at det skulle være Gud. Nu har jeg lært, at vores kærlige tilbedelse kun bør rettes mod Ham. Andre verdslige forhold, der er baseret på individuel eller fælles tilfredsstillelse, er egentlig ikke kærlighed, men begær eller kun svage refleksioner af vores oprindelige forhold til Gud. Sanselige ønsker skaber frustration, karmiske reaktioner og flere fødsler i denne verden af lidelse, hvorimod transcendental selvrealisering skaber evighed, viden og lyksalighed.

Efter flere timers læsning faldt jeg hen og vågnede kort efter kl. 6:00 om morgenen til volleyballmesterskabet i San Diego. Jeg spiste morgenmad af frugt og nødder og kørte to timer til San Diego, mens jeg sang Hare Krishna hele vejen.

Min volleyballkarriere havde været succesfuld: Jeg var blevet valgt som den Mest Værdifulde Spiller af NCAA (National College Athletic Association) i 1970, og jeg var på vej mod USA’s olympiske hold. Min far og træneren på UCLA var glade for mine volleyballsucceser, og min mor var tilfreds med mit universitetsarbejde. Men jeg undrede mig over, om Krishna var tilfreds.

Da jeg gik på banen til første kamp, genlød Krishnas ord i mit hoved: ”Hvad end du gør, hvad end du spiser, hvad end du ofrer eller giver væk, og hvilke bodsøvelser du end udøver, gør det som en ofring til Mig.” Jeg samlede bolden op og stivnede.

Efter en lang pause fortalte jeg min holdkammerat, at jeg ikke kunne spille og tilstod min plan om at engagere mig seriøst i Krishna-bevidsthed. Han påskønnede min beslutning. Andre gjorde det ikke og udtrykte deres misbilligelse til mig, mens jeg gik mod parkeringspladsen. Deres anstrengelser viste sig at ikke have effekt. Jeg havde besluttet mig.

Til søndagsfesten i templet i Los Angeles bøjede jeg mig ned, da jeg så Hare Krishna-bevægelsens grundlægger og guru, Srila Prabhupada. Krishna kunne ikke have sendt en mere passende person til at fjerne mine reservationer.

Jeg fortalte min familie og venner, at jeg planlagde at blive en Hare Krishna-hengiven om seks måneder. Men den næste uge viste sig at være akavet med mine begynderforsøg på at opgive mine verdslige ejendele. Jeg gav noget nyt tøj og stereoudstyr væk til nære venner, og i en ukonventionel vending tog jeg min kæreste med på en tur til templet. Jeg håbede, at hun, mine venner og mine forældre ville dele min entusiasme, men det gjorde de bestemt ikke. Jeg troede, jeg var blevet sindssyg.

Dag efter dag løsnede mine materielle tilknytninger sig. Ved at recitere Hare Krishna mistede jeg mine interesser for rusmidler, volleyball og kvinder. Ved at smage på lækker Krishna-prasadam mistede jeg smagen for enhver anden slags mad. Jeg var overbevist om, at den viden, jeg havde modtaget, overgik alle andre former for uddannelse. Kort sagt blev Krishnabevidsthed altoverskyggende for mig.

Selv om jeg var meget glad for at blive en hengiven, prøvede jeg alligevel at se objektivt på Krishna-bevidsthed. Min logik var lidt sådan her: Hvis Krishna er virkelig, og hvis Hans løfter om lyksalighed efter døden er sande, vil accept af hans instruktioner være til min fordel, og at afvise dem vil på den anden side være til min ulempe. Hvis Krishna-bevidsthed ikke er ægte, og sjælen ikke eksisterer, er livet efter døden meningsløst, og kun dette liv gælder. Hvis det kun er dette liv, der gælder, må målet været at få nydelse. Siden den nydelse, jeg oplever nu, er mindst lige så stor som den, jeg oplever gennem verdslige bestræbelser, har jeg intet at tabe, men alt at vinde i Krishna-bevidsthed.

Jeg reflekterede også over de økonomiske love om faldende marginale afkast, som hævder, at jo mere man prøver at nyde materielle ting, desto mindre nyder man de ting. På den anden side fortæller Krishna, at åndelig nydelse er et uendeligt hav af nydelse. Gentagende oplevelser havde overbevist mig om sandheden af det forrige udsagn, mens sidstnævnte påstand var begyndt at lyde holdbar. Det var ubestrideligt, at jeg syntes mere og mere om det, jo mere jeg blev involveret i Krishna-bevidsthed.

Jeg flyttede ind i templet næste søndag. På trods af askeserne følte jeg mig hjemme med Krishna og hans hengivne. Mine forældre følte sig dog forrådte. ”Hvad i alverden har du gang i?” spurgte min moder.

Jeg var lige så chokeret som dem, siden det at være Hare Krishna-hengiven var den sidste beskæftigelse, jeg havde tænkt mig at vælge. Kun en uge inden kunne jeg ikke skelne en swami eller en yogi fra en ildspiser eller en tegneseriebjørn. Det må have været Krishnas årsagsløse nåde, at alt var arrangeret til at gå så hurtigt.

Min første morgen i templet meldte jeg mig efter morgenmad til tjeneste hos tempelkommandøren, Visnujana Dasa. ”Find Ekendra,” svarede han. ”Han vil vise dig, hvordan man vasker Krishnas biler.”

Jeg fandt Ekendra, en femårig dreng, udenfor tæt på bilerne. En smule opmuntret sagde jeg: ”Jeg skulle hjælpe med bilerne.”

”Ja,” svarede han. ”Tag spanden med sæbevandet og svampen og vask alle de beskidte ting af først.”

Jeg var glad for at gøre, hvad jeg fik besked på, og en smule forundret over effektivitetsniveauet her. Vi talte en smule, mens vi gjorde rent, og han stillede et filosofisk spørgsmål om Krishna-bevidsthed. Jeg svarede: ”Tja, jeg er ikke sikker, men jeg tror…”

”Lad være med at spekulere!” afbrød han mig.

Det var dagens første lære.

Den næste måned tog vi alle til San Francisco for at deltage i den årlige Rathayatra-parade i Golden Gate Park sammen med Srila Prabhupada. Lige inden processionen skulle begynde, var der en, der gav Srila Prabhupada de første ti eksemplarer af Krishnabogen i to bind. Helt friske fra trykkeriet i Japan. Han viste dem til folkemængden og trak deres opmærksomhed hen på de hundrede sider med malerier, som illustrerede Krishnas lege på Jorden for 5.000 år siden. Vi havde kun hørt om disse historier, og alle var ekstatiske over de fantastiske bøger.

Så sagde Srila Prabhupada: ”Jeg sælger dem for 10 dollar stykket. Hvem vil købe dem?”

Dette var første gang, at jeg angrede en smule at have doneret alle mine penge til templet. Jeg havde ikke en krone. Og for at gøre det værre havde en af mine venner fra gymnasiet, Tom, som også var til stede, omgående købt en Krishnabog. Og han var ikke engang hengiven! Men han fik nåden alligevel, direkte fra Srila Prabhupadas hænder. Efter få minutter var alle bøgerne solgt uden nogle tilbage til forfatteren.

En af de mest mindeværdige dele af festivalen var at møde organisatoren Jayananda Dasa. Han var en transcendental John Wayne. Han var fantastisk, stor, stærk og venlig. Han byggede den tretten meter høje vogn, fik tilladelse til festivalen, arrangerede dekorationerne, festmåltidet, reklamerne osv. Han sov under en vogn om natten med en gruppe hjælpere, og han ville engagere forbigående i at hjælpe med Herren Jaganathas festival. Jeg stillede ham et spørgsmål:

”Hvordan bliver man lykkelig?”

”Det ved jeg ikke,” svarede han uskyldigt. ”Det har jeg for travlt til at tænke over.”

Men han var altid lyksalig og aktiv, arbejdede utrætteligt, og han inspirerede altid andre til at gøre det samme.

Tilbage i Los Angeles efter festivalen fortsatte Bob med at pleje mig gennem mine tidlige dage med sin venlighed og citater fra skrifterne.

En dag blev det annonceret, at denne dag ville være den vigtigste af alle i hans liv, nemlig hans indvielse af en åndelig mester. Han fik navnet Madhukanta Dasa. Jeg blev også indviet af Srila Prabhupada nogle måneder senere og fik navnet Danavir Dasa, ”tjeneren af stridsvogneheltene”.

Srila Prabhupada skrev til mig: ”Du har en god ven i Sriman Madhukanta, for han har faktisk reddet dig fra Mayas klør … Du skal være meget fast i dine løfter …”

Comments are closed.