Af Lokanatha Swami
Vi er midt i måneden Karttika (se bagsiden af sidste nummer). I den anledning er det interessant at læse om Prabhupadas ophold i Vrindavana i 1972 under Karttika, den eneste gang han var i Vrindavana i denne måned med sine vestlige disciple. Lokanatha Maharaja fortæller om dette i sin bog ”Festivals”.
Prabhupada havde rejst fra Indien den 31. marts [1972] for i seks måneder at prædike i Australien, Amerika og Europa. I august skrev han til Tejiyas Dasa og Guru Dasa: ”Min plan er at komme til Vrindavana i Kartika, og jeg vil gerne bo i Radha-Damodara templet næsten til slutningen af november. Jeg kommer til at give daglige klasser i tempelgården, specielt til gavn for de hengivne. Så det I kan arrangere.” Srila Prabhupada kom tilbage til Indien fra Manila. Karttika begyndte den 15. oktober.
Dette var den første og eneste Karttika-festival, han fejrede i Vrindavana med sine disciple. Han havde selvfølgelig boet der først i 1960erne og været til stede under Karttika. Selv om det var et internt program for at styrke hans disciple, og han lærte dem, hvordan de fejrede Karttika, sang han dette år ikke Damodarastaka og ofrede ghee-lys hver dag. Men festivalen inkluderede hans klasser over Nectar of Devotion, harinama-processioner til ISKCON’s nye sted i Ramana-reti, fejring af Govardhana-puja og selvfølgelig hans lyksalige selskab i Radha-Damodara templet i hele måneden Damodara eller Karttika. Han havde allerede skrevet om vigtigheden af Karttika i Nectar of Devotion:
En af de vigtigste ceremonielle højtideligheder kaldes Urja-vrata. Urja-vrata fejres i måneden Karttika. Specielt i Vrindavana er der et særligt program med tilbedelse af Herren i Hans form som Damodara. ”Damodara” refererer til Krishna, der blev bundet med reb af Sin moder, Yasoda. Der står skrevet, at ligesom Herren Damodara er Sine hengivne meget kær, er måneden, der kaldes Damodara eller Karttika, dem også meget kær … Selv personer, der ikke er særligt seriøse, men gør hengiven tjeneste ifølge de regulative principper i måneden Karttika inden for området i Mathura, Indien, belønnes meget let med Herrens personlige tjeneste.”
En hengiven stillede Srila Prabhupada et spørgsmål om dette: ”Dette er begyndelsen af Urja-vrata. Kan du beskrive, hvad det er, og hvordan det bør højtideligholdes?”
Prabhupada svarede: ”Urja-vrata – vi reciterer Hare Krishna døgnet rundt i en måned. Det er alt.”
De hengivne lo. Guru Dasa reciterede Hare Krishna, Hare Krishna.
Prabhupada fortsatte: ”Ja. Ingen søvn og ingen mad. Det er Urja-vrata. Kan du gøre det?”
Den hengivne svarede: ”Det ved jeg ikke.”
Dette fremprovokerede mere latter.
På den lykkebringende dag med Govardhana-puja (og go-puja) fejrede vi Krishnas leg med at ydmyge Indras stolthed. Køer med malede horn og blomsterkranse modtog puja. Templerne i Vrindavana var udsmykket med lange strimler af mangoblade. Dekorative blomsterkranse hang i tempelgårdene, og prasadam blev uddelt i store mængder.
Prabhupada satte os til at fejre Annukuta-ceremonien, kornfestivalen. Han ville have et bjerg af prasadam uddelt til Vrindavanas indbyggere for at forbedre vores offentlige omdømme. Fra de fødevarer, vi havde indsamlet i Agra, lavede vi et stort Govardhana-bjerg af ris og halava, der var udsmykket med purier, sabjier, pakoraer, samosaer, kachorier og mange mælkekonfekter. Vi havde kirtana og gik rundt om bjerget. Hundreder og atter hundreder af Vrindavanas borgere kom og nød festen.Srila Prabhupada var meget fornøjet.
Under Kartika talte Prabhupada dagligt om ophøjede emner. Hans lange klasser over Nectar of Devotion, festivalens hovedbegivenhed, gavnede os sådan, som han havde håbet det, ved at uddybe vores værdsættelse af hengiven tjeneste og vores forståelse af de Seks Gosvamier. I virkeligheden vil alle, der læser, hvad Prabhupada sagde der, have gavn af det.