– Af Satsvarupa Dasa Goswami –

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum skriver Satsvarupa Dasa Gosvami hver dag en medition over Srila Prabhupada. Her følger to af hans meditationer fra april 1966, hvor Prabhupada holdt til i et loftslokale i Bowery, måske New Yorks mest forfaldne og fattige bydel.

Den 17. april 1966: Michael Grant

En seriøs nyankommen var Michael Grant. Mike var 24. Hans far, der var jødisk, ejede en pladeforretning i Portland, Oregon, hvor Mike var vokset op. Efter at have studeret musik på Portlands Reed College og San Francisco State University flyttede Mike, der spillede klaver og mange andre musikinstrumenter, til New York sammen med sin kæreste i håb om en professionel musikkarriere. Men han blev hurtigt desillusioneret over den kommercielle musikscene. At spille i natklubber og ligge på maven for kommercielle krav virkede især utiltalende. I New York meldte han sig ind i musikerforening og arbejdede som musikarrangør og agent for flere lokale grupper.

Mike boede på Bowery i et A.I.R-loft på Grand Street. Det var et stort loftsrum, hvor musikere ofte samledes til jamsessioner. Men i takt med, at han mere og mere begyndte seriøst at komponere musik, trak han sig lidt tilbage fra den selskabelige side af musikscenen. Hans interesse gik mere i retning af de åndelige, kvasispirituelle og mystiske bøger, han havde læst. Han havde mødt flere swamier, yogier og spiritualister i byen, og han var begyndt at dyrke hatha-yoga. Lige fra sit første møde med Swamien var Mike interesseret og åben, som han var det over for alle religiøse personer. Han mente, at alle ægte religiøse personer var gode, selv om han ikke lyst til at identificere sig med nogen bestemt gruppe.

Mike: Der var noget bekendt over ham, for jeg havde mødt andre swamier. Måden, han var klædt på, sådan som han så ud – ældre og mørkhudet – var mig ikke ny. Men på samme tid var der noget nyt ved ham. Jeg var meget nysgerrig. Jeg hørte ham ikke tale den første gang, da jeg kom ind. Han sang blot nogle mantraer. Men hovedsageligt ventede jeg på at høre, hvad han ville sige. Jeg havde allerede hørt folk synge mantraer før. Jeg tænkte: ”Hvorfor skulle han ellers komme til et sådant sted uden nogen personlig komfort, medmindre budskabet, han forsøger at nå ud med, er vigtigere end hans egen bekvemmelighed?” Jeg tror, at det, der slog mig mest, var den fattigdom, der var overalt omkring ham. Det var mærkværdigt, for de steder, jeg havde set, havde været det stik modsatte – meget luksuriøse. Der var f.eks. et Vedanta-center i Upper Manhattan og andre steder. De var fyldt med adstadige ældre mennesker med deres lædermøbler og pibetobak – altså sådant et miljø. Men dette var virkelig fattigdom. Det hele var besynderligt.

Swamien så meget dannet og kultiveret ud, hvilket også var mærkværdigt – at han var på dette sted. Da han talte, forstod jeg med det samme, at han var en højt uddannet mand, og han talte med stor overbevisning. Han talte om Gud, og det var nyt at høre nogen tale om Gud. Jeg havde altid ønsket at høre nogen, jeg kunne respektere, tale om Gud. Jeg kunne altid godt lide at høre religiøse prædikanter, men jeg vejede dem meget omhyggeligt. Da han talte, begyndte jeg at tænke: ”Jamen, her er der en person, der taler om Gud, der måske virkelig har forståelse af Gud.” Han var den første, jeg var stødt på, der måske var en person af Gud, og som virkelig kunne føle det dybt.”

Den 22. april 1966: Journalisten fra Village Voice

Prabhupada sad med en hvid cadar viklet omkring sig og så alvorlig ud, næsten bedrøvet, med sin ryg mod hylden med dens samling af potteplanter. Billedet og den ledsagende artikel blev bragt i juninummeret af The Village Voice.

Artiklen var skrevet Howard Smith. Han havde først hørt om Swamien igennem et telefonopkald fra en kontaktperson, der havde fortalt ham om en interessant hellig indisk mand, der boede på et loftsrum på Bowery. “Tag derhen når som helst,” havde Howards kontaktperson fortalt ham. ”Han er der hele tiden. Jeg tror, du vil finde det fascinerende. Jeg tror, han er på nippet til at starte en større religiøs bevægelse.”

Howard Smith: ”Så jeg tog derned og gik op ad trappen til dette meget utraditionelle kunstnerloft. Der var gamle og udslidte tæpper over det hele, og en masse folk sad rundt omkring i forskellige slags hippiekostumer plus hvad jeg mener de må have troet var indisk tøj. De fleste af dem sad alene rundt omkring i lokalet med ansigtet mod væggen, som om de intet havde med hinanden at gøre. De sad med benene over kors, og hver især så de ud til at gøre noget forskelligt. Ingen hæftede sig ved mig, da jeg gik ind.

Jeg så sko opstillet på række, og jeg tænkte: ”Måske er det meningen, at jeg skal tage mine sko af,” men ingen sagde noget til mig. Så jeg gik hen langs gulvtæppets kant og kiggede efter nogen, der ville lægge mærke til mig. Jeg undrede mig over, hvad der foregik, men jeg ønskede ikke at afbryde nogen, for de så alle ud til være dybt fordybet i hvad end slags bøn, de var i gang med.

Bagest i loftsrummet fik jeg øje på et lille gardin – et slags indisk madrasgardin – så jeg bestemte mig for at titte ind bagved. Jeg kiggede derind, og der sad Swami Bhaktivedanta med benene over kors i safrangule klæder med tegn på panden og næsen og sin hånd i bønneposen. Selv om han lignede den rigtige ting, så han mere tilnærmelig ud. Jeg hilste: ”Goddag,” og han kiggede op. Jeg sagde: “Swami Bhaktivedanta?” og han svarerede: “Ja.” Jeg præsenterede mig: “Jeg er Howard Smith.” Jeg ville gerne sætte mig ned, så jeg spurgte: ”Undskyld, skal jeg tage skoene af?” og han svarede: ”Hvorfor vil du tage skoene af?” Jeg sagde: ”Det ved jeg ikke. Jeg så alle skoene derude.” Og han svarede: ”Jeg har ikke bedt dig om at tage skoene af.” Jeg spurgte: ”Hvad laver alle disse folk derude?” og han svarede: ”Det ved jeg ikke, og det gør de heller ikke. Jeg forsøger at lære dem nogle ting, og de ser ud til at misforstå mig. De er nogle meget forvirrede mennesker.”

Så satte vi os ned og talte, og jeg kunne med det samme rigtigt godt lide ham. Jeg mener, jamen, jeg har mødt en masse andre swamier, og jeg brød mig ikke alt for meget om dem. Men jeg tror ikke, det er rimeligt at skære dem alle over en kam og sige: ”Disse swamier i Indien.” Han var helt, helt nede på jorden, og det var det, som jeg syntes at kunne lide ved ham. Han fik mig ikke kun til at føle mig afslappet, men han virkede også meget åben og ærlig, og han spurgte mig til råds om ting. Han var meget ny her i landet.

Jeg fornemmede, at hans ideer havde en god chance for at slå rod, for han virkede så praktisk. Han så ikke ud til at gå rundt med hovedet oppe i skyerne. Han talte ikke mystik for hvert tredje ord. Jeg vil gætte på, at det var der, hans sjæl virkelig var, men det var ikke der, hans normale konverserende intelligens var.

Så fortalte han mig, at The Voice måske ville være et godt sted at få omtale og i bund og grund nå ud til den slags mennesker, som allerede havde en tendens i retning af eller interesse i det, han forkyndte. Jeg svarede, at det mente jeg han havde ret i. Han spurgte mig, om jeg havde læst nogle bøger eller kendte til indisk kultur. Jeg svarede nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Vi talte lidt, og han forklarede for mig, hvordan han havde disse bøger, som han allerede havde oversat til engelsk i Indien. Han rakte mig en af dem og sagde: ”Hvis du vil have mere baggrund, kan du læse disse.”

Det var tydeligt for mig, at jeg ikke talte til en eller anden fyr, der netop havde bestemt sig for, at han havde set Gud og ville fortælle folk om det. Han virkede som en uddannet mand – meget mere end mig selv. Jeg syntes om hans ydmyghed. Jeg kunne kort og godt lide manden.

Han forklarede alt, jeg ønskede at vide – betydningen af det tøj, han gik i, mærket på hans pande, bønneposen. Jeg kunne lide alle hans forklaringer. Alting var meget praktisk. Så talte han om templer over hele verden, og han bemærkede: ”Tja, vi har lang vej endnu. Men jeg er meget tålmodig.”