– Af Satsvarupa Dasa Goswami

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum skriver Satsvarupa Dasa Gosvami, forfatter til Prabhupada-lilamrta, den officielle biografi over Srila Prabhupada, hver dag en medition over Srila Prabhupada. Her følger hans meditationer fra den 23.-27. marts 1966, hvor Prabhupada for første gang fik mulighed for at prædike fra sit eget sted i New York.

Den 23. marts 1966: Fri til at prædike

Værelse 307 på 72nd Street havde aldrig været tiltænkt som bolig, asrama eller foredragslokale. Det var kun et lille, smalt kontor uden møbler eller telefon. I døren var der indsat en stor rude af matteret glas af den slags, der er almindelig i alle kontorer. Over døren var der et halvrundt vindue med glas. Prabhupada anbragte sine tæpper på gulvet foran sin metalkuffert, der nu blev et interimistisk skrivebord, hvor han skrev. Han sov på gulvet. Der var var ingen mulighed for at lave mad eller tage bad her, så hver dag måtte han gå over til Dr. Mishras lejlighed.

Imens han boede i Værelse 501 i Dr. Mishras yoga-asrama, havde Dr. Mishra betalt for det, han havde brug for. Men nu var Prabhupada sin egen mand, og alt, som han kunne få ind på at sælge sine bøger, måtte han bruge på sit daglige underhold og den månedlige husleje på 72 dollars. Han noterede, at for en smule pulverchili tog West End Superette 25 cents, hvilket var ti gange mere end det, han betalte i Indien. Han havde ingen garanteret indkomst, hans udgifter var vokset, og hans fysiske bekvemmeligheder var indskrænket. Men i det mindste havde han nu sit eget sted. Nu var han fri til at prædike, som han havde lyst til.

Den 24. marts 1966: En kilde til nyt liv

At flytte fra yoga-studiet til det lille kontor nedenunder gav Prabhupada det, han var på udkig efter – hans eget sted – men ikke engang eufemistisk kunne det sted kaldes et tempel. Han navn var på døren. Alle, der ledte efter ham, kunne finde ham her. Men hvem ville komme her? Det var meningen, at et tempel skulle tiltrække folk med sin overdådighed og skønhed. Men Værelse 307 var det stik modsatte. Det var den rene fattigdom. Selv en person, der var interesseret i åndelige emner, ville finde det ubekvemt at sidde på det tæppeløse gulv i værelset, der havde form som en smal togkupé.

Én af Dr. Mishras elever havde doneret en spolebåndoptager, og Prabhupada optog nogle af sine ensomme bhajanaer, som han sang til sit eget akkompagnement på håndbækkener. Han optog et langt filosofisk essay, Introduction to Gitopanisad [der senere blev trykt som indledningen til Bhagavad-gita]. “Selv hvis ingen kommer,” havde Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati fortalt ham, ”kan du fortsætte med at synge til de tre vægge.” Men siden han nu var fri til at tale sit budskab i den nye situation, som Gud havde givet, bestemte han sig for at tale tre aftener om ugen (mandag, onsdag og fredag) til hvem end, der ville komme.

Hans første publikum bestod mest af folk, der havde hørt om ham eller mødt ham i Dr. Mishras yoga-studie. Og på trods af hans værelses armod blev møderne en kilde til nyt liv for ham.

Den 25. marts 1966: Brev til Sumati Morarji

Prabhupada udtrykte sin optimisme om sin situation i et brev til Sumati Morarji:

”Jeg blev meget opmuntret, da du skrev for at fortælle mig: ”Jeg synes, at du skal blive der, indtil du fuldstændigt er kommet dig oven på din sygdom, og kun komme tilbage efter, at du har fuldendt din mission.” Jeg tror, at disse linier, der blev dikteret til dig, er Herren Bala Krishnas ord udtrykt igennem din godhed.

Det vil glæde dig at høre, at mit helbred er blevet bedre og tilbage til normal, og mit missionerende arbejde skrider fremad. Jeg håber, at mit projekt med at starte et tempel for Sri-Sri Radha-Krishna vil blive ført ud i livet ved Herrens nåde.

Siden jeg kom til New York fra Butler, Pennsylvania, har jeg lejet ovenstående værelse for 70 dollars om måneden, og jeg forelæser over Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam til ledsagelse af sankirtana. Og de amerikanske damer og herrer kommer for at høre mig. Du vil blive overrasket over at høre, at de forstår ikke sproget, som sankirtana foregår på, men alligevel lytter de opmærksomt. Bevægelsen, som jeg har startet her, er helt ny for dem, for amerikanere er generelt kun bekendt med den indiske yoga-gymnastik, som den præsenteres af nogle indiske yogier. De har aldrig før hørt om bhakti-traditionen og videnskaben om Krishna, og alligevel lytter de til mig. Det er en stor succes for mig.

Den 26. marts 1966: Flyt ikke opmærksomheden. Bare lyt.

Uden for de lukkede vinduer til Værelse 307 er det sen vinter. Prabhupadas afbrydes af de afstumpede lyde af bilhorn og lejlighedsvise sirener fra gaden og nogle gange af den forskrækkende tone af et ensomt tågehorn på Hudsonfloden. Selv om værelset er bart, er det varmt. Prabhupada taler over Bhagavad-gitas andet kapitel.

”Nu er Arjuna rådvild. Han er forvirret med hensyn til, om han skal kæmpe eller ikke kæmpe. Efter at være kommet ansigt til ansigt med sine slægtninge, som han skulle kæmpe imod, var han rådvild. Og han havde en diskussion med Krishna.

Her er der en pointe: Krishna er Guddommens Højeste Personlighed… ”

Prabhupadas stemme er alvorlig og overtalende. Nogle gange taler han i et højt stemmeleje, og hans stemme knækker over af ivrighed. Hans kultiverede engelske udtale har en tung bengalsk accent.

Pludselig standser han i sin forelæsning og tiltaler en eller anden i lokalet.

Prabhupada: ”Hvad er det?”

Mand: ”Hvad?”

Prabhupada: ”Hvad er det for en bog?”

Mand: ”Jamen, det er en oversættelse af Bhagavad-gita.”

Prabhupada er tydeligvis irriteret over, at en eller anden kigger i en bog, mens han taler. Det kan dårligt siges at være den respekt, man giver til de lærde talere, sådan som det beskrives i Srimad-Bhagavatam.

Prabhupada: Ja, nej, du kan lytte til mig.

Mand: Jeg lytter.

Prabhupada: Ja, flyt ikke din opmærksomhed. Bare lyt til mig.

Han tager rollen som en lærer, der retter sin elev. Selvfølgelig er der ingen tvingende grund til, at hans tilfældige gæster skulle føle sig forpligtet til at lytte til ham. Han tigger blot om deres opmærksomhed, og så alligevel forlanger han den – ”Bare lyt til mig” – imens han forsøger at overbevise dem om Krishna-bevidsthed.

Satsvarupa Maharajas daglige Prabhupada-meditationer kan læses her: http://www.dandavats.com/?p=20490.