• Af Satsvarupa Dasa Goswami –

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum bringes løbende i hele 2016 en meditation over Srila Prabhupada af Satsvarupa Maharaja. Da ISKCON blev oprettet i juli 1966, fortæller Satsvarupa Maharaja her, hvordan ISKCON faktisk blev stiftet.

”Vi skal kalde vores samfund ’ISKCON’.” Prabhupada havde leet muntert, da han først havde dannet akronymet. Han havde startet det juridiske stiftelsesarbejde om foråret, mens han stadig boede på Bowery. Men selv før dets juridiske begyndelse havde Prabhupada talt om sit ”Internationale Samfund for Krishna Bevidsthed”, og derfor havde navnet dukket op i breve til Indien og i [magasinet] The Village Voice. En ven havde foreslået et navn, der ville lyde mere bekendt for vesterlændinge: ”Det Internationale Samfund for Gudsbevidsthed”, men Prabhupada havde insisteret: ”Krishna Bevidsthed”. ”Gud” var et vagt begreb, imens ”Krishna” var præcist og videnskabeligt. ”Gudsbevidsthed” var åndeligt svagere og mindre personligt. Og hvis folk i Vesten ikke vidste, at Krishna er Gud, ville det Internationale Samfund for Krishna Bevidsthed fortælle dem det ved at sprede Hans herligheder ”i hver eneste by og landsby”.

”Krishna Bevidsthed” var Prabhupadas egen gengivelse af en vending fra Srila Rupa Gosvamis Padyavali fra det 16. århundrede, krsna-bhakti-rasa-bhavita, ”at være absorberet i den stemningsfyldte smag af hengiven tjeneste til Krishna”.

Men det krævede penge og en advokat for at få ISKCON juridisk registreret som en almennyttig, skattefritaget religion. Carl Yeargens havde allerede lidt erfaring med at danne en religiøs organisation, og da han havde mødt Prabhupada på Bowery, var han gået med til at hjælpe. Han havde kontaktet sin advokat, en ung jødisk mand ved navn Stephen Goldsmith.

Stephen Goldsmith havde en hustru og to børn og et kontor på Park Avenue, men alligevel var han også interesset i åndelighed. Da Carl fortalte ham om Prabhupadas planer, blev han med det samme inspireret af ideen om at oprette et religiøst selskab for en indisk swami. Han besøgte Prabhupada på 26 Second Avenue, og de diskuterede stiftelse, skattefritagelse, Prabhupadas immigrationsstatus – og Krishna-bevidsthed. Mr. Goldsmith besøgte Prabhupada flere gange. En gang kom han med sine børn, der kunne lide ”suppen”, Prabhupada lavede. Han begyndte at komme til aftenlektionerne, hvor han ofte var den eneste, der ikke var hippie i forsamlingen. Efter at have færdiggjort alle de juridiske papirer var Mr. Goldsmith klar til at afslutte stiftelsesprocedurerne og kom derfor en aften til Prabhupadas lektion og kirtana for at få underskrifter fra bestyrelsesmedlemmerne for det nye samfund.

11. juli 1966.

Prabhupada forelæser. Mr. Goldsmith, der er i lange bukser og skjorte med slips, sidder på gulvet nær døren og lytter ivrigt til forelæsningen på trods af de distraherende lyde fra nabolaget. Prabhupada har forklaret, hvordan lærde mennesker vildleder folk med ikke-hengivne fortolkninger af Bhagavad-gita, og nu drager han advokaten ind i talens emne i anerkendelse af hans respektable tilstedeværelse.

”Jeg kan give jer et praktisk eksempel på, hvordan ting fejlfortolkes. Ligesom vores præsident, Mr. Goldsmith, ved, at dygtige advokater kan gøre så mange ting igennem fortolkninger. Da jeg boede i Calcutta, vedtog regeringen en huslejeskat, men en dygtig advokat ændrede det hele igennem fortolkning. Regeringen blev nødt til at lave en ny lov, for formålet med den gamle blev forpurret af denne advokats fortolkning. Så vi ønsker ikke at forpurre Krishnas formål med at tale Bhagavad-gita. Men uautoriserede personer forsøger at forpurre Krishnas formål. Derfor er det uautoriseret.

Godt Mr. Goldsmith, du kan spørge om hvad som helst.”

Mr. Goldsmith rejser sig op, og til alle tilstedeværendes overraskelse kommer han med en kort bekendtgørelse og beder om underskrivere til et foreningsdokument til Swamiens nye religiøse bevægelse.

Prabhupada: ”De er her. Du kan tage deres adresser nu.”

Mr. Goldsmith: ”Jeg kan tage dem. Ja?”

Prabhupada: ”Ja, det kan du. Bill, du kan give din adresse. Og Raphael, du kan give din. Og Don… Roy… Mr. Greene…”

Imens mødet bryder op, kommer de, der er blevet bedt om at skrive under som bestyrelsesmedlemmer, frem og står i det lille butikslokale, imens de venter på at bladre flygtigt igennem de papirer, som advokaten har fundet frem fra sin tynde attachétaske, og skrive under, som han viser dem det. Trods det har ikke en sjæl blandt dem dedikeret sig til Krishna-bevidsthed.

Mr. Goldsmith får sin kvote af underskrivere, en håndfuld sympatisører med tilstrækkelig respekt for Swamien til at ville hjælpe ham. De første bestyrelsesmedlemmer, der skal sidde det første år ”indtil foreningens første årlige møde”, er Michael Grant (der sætter sit navn og adresse på uden så meget som at læse dokumentet), Mikes kæreste Jan og James Greene. Ingen har seriøst i sinde at påtage sig formelle pligter som bestyrelsesmedlemmer for det religiøse samfund, men de er glade for at kunne hjælpe med en underskrift, så Swamiens spirende samfund kan få sin juridiske fødsel.

Ifølge loven skal et nyt hold bestyrelsesmedlemmer bestride posterne i det andet år. De er Paul Gardiner, Roy og Don. Bestyrelsesmedlemmerne for det tredje år er Carl Yeargens, Bill Epstein og Raphael.

Ingen af dem ved nøjagtigt, hvad den håndfuld af maskinskrevne ark betyder undtagen, at ”Swamien danner et samfund.”

Hvorfor?

Af hensyn til skattefritagelse i tilfælde af, at en eller anden giver en stor donation, og for andre fordele, som et officielt religiøst samfund kan have.

Men disse formål virker ikke påtrængende eller sågar relevante for den nuværende situation. Hvem vil give donationer? Hvem har penge bortset fra måske Mr. Goldsmith?

Men Prabhupada planlægger for fremtiden, og han planlægger meget mere end blot skattefritagelse. Han forsøger at tjene sine åndelige forgængere og opfylde skrifternes forudsigelse om en åndelig bevægelse, der skal blomstre midt i Kalis tid. Midt i den umådelige Kali-tid (der varer 432.000 år) er 1960’erne kun et ubetydeligt øjeblik.

Vedaerne beskriver, at universet roterer igennem et kredsløb af fire ’årstider’ eller yugaer, hvor Kali-yuga er den værste, i hvilken alle menneskers åndelige kvaliteter mindskes, indtil menneskeheden til sidst er reduceret til en civilisation af dyr uden nogen form for menneskelig anstændighed. Imidlertid forudsiger den vediske litteratur en gylden tid af åndeligt liv, der starter med Herren Caitanyas komme og varer i 10.000 år, en bølge, der går imod Kali-yugas malstrøm. Med en vision, der strækker sig til tidsalderens ende og længere endnu, men alligevel med begge ben solidt plantet på jorden på Second Avenue har Prabhupada startet et Internationalt Samfund for Krishna-bevidsthed. Han har mange praktiske pligter: betale husleje, oprette sit samfund og bane vejen for en blomstrende verdensomspændende forsamling af hengivne. Men han ser alligevel ikke sin beskedne start som noget, der begrænser det større omfang for hans guddommelige mission. Han ved, at alting afhænger af Krishna, så om det lykkes for ham eller ej, er op til den Højeste. Hans opgave er blot at forsøge.