– Af Gaura Hari Dasa –

Somerset Maugham er blevet citeret for følgende udtalelse: ”Perfektion har en stor fejl: den er tilbøjelig til at være uden liv.” Et interessant synspunkt, som indbyder både til en kvalificering og en forklaring. Kvalificering, fordi der jo i virkeligheden ikke findes nogen perfektion, i hvert fald ikke her i den materielle verden. Krishna er perfekt, og den hengivnes helhjertede forsøg på at tjene ham er også perfekt. Hans skabelse er også perfekt, fordi alt, han gør, er perfekt. Men alt andet er mindre end perfekt, specielt vores oprørske mentalitet, vores uvilje til at tjene og elske Krishna. Som Krishna siger i Bhagavad-gita (18.48): “Enhver bestræbelse er dækket af fejl, præcis som ild er dækket af røg.”

Det, Somerset Maugham mente, var naturligvis, at hvis vi bliver for optagede af at opnå perfektion i det, vi gør, ud fra den opfattelse, at perfektion er målet, overser vi, at målet er at udtrykke følelsen, ikke at opnå et uopnåeligt ideal af perfektion. Helt præcist er målet at udtrykke vores kærlighed til Krishna, ikke at blive Krishna eller med andre ord at blive perfekte. Vi kan ikke blive Krishna, og derfor kan vi ikke blive perfekte. Sådan en stræben efter perfektion er uden liv, eller med andre ord blottet for kærlighed til Krishna.

Men stræber vi efter perfektion ud fra et ønske om at tjene Krishna bedre, er det smukt og prisværdigt. Vi bør stræbe efter perfektion i vores tjeneste velvidende, at perfektion ikke findes. Det lyder selvmodsigende, men nøgleordet her er ”stræbe.” Det er den hengivnes konstante bestræbelse på at tilfredsstille Krishna, som er essensen af hans liv:

satatam kirtayanto mam

yatantas ca drdha-vratah

namasyantas ca mam bhaktya

nitya-yukta upasate

”De hengivne lovpriser altid mine herligheder, de stræber altid med stor beslutsomhed og bøjer sig ned for mig. Således tilbeder de mig med kærlighed.” (Bhagavad-gita 9.14) Vi behøver et mål, som vi kan fokusere på i vores bestræbelse. Dette mål udgør en hypotetisk perfektion. Igen er det virkelige mål ikke at opnå denne tænkte perfektion, men at tilfredsstille Krishna.

Et praktisk eksempel: når vi holder kirtana i templet, bestræber vi os naturligvis på at spille og synge så smukt, melodisk og rytmisk som muligt. Vi tilstræber musikalsk perfektion. Mange af os har dog ikke spillet så meget musik, inden vi kom til ISKCON, og vi er jo heller ikke alle sammen de store musikalske talenter. Så vores kirtana lyder måske ikke så godt, materielt set. Nogle hengivne, som er mere begavede og trænede, vægrer sig ved at deltage i den slags diletantiske ”forestillinger”. Dette er dog også en umoden attitude, for der kan sagtens være mere bhakti i en simpel hengivens musikalsk ufuldkomne kirtana end i de drevne ISKCON-musikeres udfoldelser. Prabhupada sagde engang: ”Devotion is everything; musical perfection is nothing [’Hengivenhed er alting. Musikalsk perfektion er ingenting’].” Samtidig er det sandt, at hvis der både er musikalsk ekspertise og hengivenhed, er kirtana mest tiltrækkende for alle klasser, både begynderne og de avancerede.

Selv havde jeg fra begyndelsen som hengiven en drøm om at lære at spille mridanga, tromme. Men når jeg hørte de dygtige spille, blev jeg overvældet af komplekser og mistede troen på, at jeg nogensinde kunne lære det. Jeg prøvede, men alle klagede over mine forsøg, og på den måde blev min følelse af utilstrækkelighed bekræftet. Det varede mange år, før det gik op for mig, at mit problem ikke så meget var manglende talent som manglende selvtillid. Mine høje krav til mig selv, som jeg ikke kunne indfri, gjorde mig nervøs, og når man er nervøs, laver man for mange fejl. Det gik op for mig, at jeg ikke behøvede at være perfekt. Jeg behøvede blot at gøre det så godt, jeg kunne, velvidende at jeg måtte begå fejl, for sådan er livet. Da jeg forstod det, gik det pludselig meget bedre, og de andre hengivne holdt op med at klage over mit mridanga-spil.

Hånden på hjertet: jeg er perfektionist. Som lille dreng fik jeg en vest, som jeg var meget glad for. Men jeg var ikke helt tilfreds med den. Så jeg kunne stå længe foran spejlet og hive i vesten for at få den til at sidde sådan, som jeg syntes den skulle, uden meget held. Det grinede min mor meget af, og en gang kommenterede hun: “Peter, du er vel nok pertentlig.” Så jeg har et problem. Men jeg arbejder på det, og når jeg selv skal sige det, er jeg blevet ganske god – måske for god – til at leve med min egen ufuldkommenhed. Men hvis man kan erkende og acceptere sin egen ufuldkommenhed, bliver det også lettere at leve med og tolerere andres fejl, hvilket er en meget vigtig kvalitet.

Man kunne sige, at man må lære at se fuldkommenhed i ufuldkommenhed og ufuldkommenhed i fuldkommenhed. Når alt kommer til alt, er det så for eksempel ikke netop ufuldkommenheden, som gør et lille barns fumlende forsøg på at snakke så charmerende. På den anden side er det ikke længere så charmerende, hvis den samme person stadigvæk ikke kan tale rent, efter han er blevet voksen. Ufuldkommenhed er altså ikke problemet. Problemet er, hvis man stagnerer.

I begyndelsen nævnede jeg, at Krishnas skabelse er perfekt. Det kræver også en forklaring, for set fra vores synsvinkel ser den alt andet end perfekt ud. Men det er fordi vi ikke selv er perfekte. Når man har gulsot, ser hele verden gul ud. Tilsvarende ser en ufuldkommen person ufuldkommenhed overalt. Vi forstår ikke, at formålet med hele skabelsen er at facilitere kærlighedsudvekslingen mellem Krishna og hans hengivne. Alting i skabelsen fungerer perfekt med henblik på netop det. Det er et stort emne, og pladsen her tillader desværre ikke en udtømmende diskussion. Dog vil jeg gøre en enkelt betragtning, nemlig at det er vores fejlagtige opfattelse af Krishnas skabelse som ufuldkommen, der motiverer vores gigantiske bestræbelser i denne moderne civilisation på at forbedre den. Det følger logisk, at ethvert forsøg på at forbedre noget, som allerede er perfekt, vil få ødelæggende konsekvenser, hvilket er præcis, hvad vi ser i verden i dag.