– Fra bladets udsendte medarbejder i Paris – Gaurahari Dasa –

Alle kender vel historien: Onsdag den 7. januar kl. ca. 11:30 i Paris’ 11. arronissement tvang to muslimske brødre sig adgang til det satiriske blad Charlie Hebdos redaktionsmøde og skød og dræbte 11 medlemmer af bladets stab, deriblandt den ansvarshavende redaktør. Aktionen var en hævn for bladets gentagne latterliggørelse af Islam, specielt med tegninger af profeten Muhammed. Bladet havde taget tråden op fra Jyllandspostens nu historiske Muhammed-karikaturer.

Efter en hektisk politijagt, som mobiliserede store dele af Frankrigs politi, blev brødrene to dage senere omringet og skudt. Den følgende søndag demonstrerede omkring seks millioner mennesker, deriblandt statsledere fra mange lande, i Paris og andre franske byer i protest mod dette angreb på ytringsfriheden. Mange bar skilte med teksten ”Je suis Charlie” (’Jeg er Charlie’). Det var den største demonstration i mange, mange år.

Under mit foredrag, som jeg efterfølgende holdt til søndagsfesten i Paris-templet, kunne jeg naturligvis ikke lade være med at kommentere begivenhederne. Jeg påpegede blandt andet, at der ligger en dybere problematik bag denne tragiske hændelse. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er stærke spændinger over hele Vesteuropa mellem den lokale befolkning og de store skarer af indvandrere, som specielt i de seneste årtier har oversvømmet os. Jeg tror ikke på , at det er nogen tilfældighed, at det er Islam, som jo er mange af disse indvandreres religion, der er blevet så yndet et mål for Charlie Hebdo og andre mediers latterliggørelse.

Efter foredraget sagde jeg med eftertryk til en af de få etnisk franske, som var til stede (de fleste gæster var indere): ”Je ne suis pas Charlie” (’Jeg er ikke Charlie’), hvilket gjorde hende noget forstyrret. Hun forstod det på den måde, at jeg sympatiserede med jihadisternes handlinger, hvilket – prøvede jeg at forklare hende – slet ikke er tilfældet. Jeg nægter dog at lade mig indfange af den dualistiske, materielle tænkemåde: ”Hvis du ikke er med os, er du imod os.” Naturligvis er det ikke ok at skyde folk, bare fordi de siger noget, man ikke kan lide. På den anden side skal man ikke blive overrasket, hvis der kommer nogle reaktioner, når man bevidst provokerer andre og bespotter det, som er allerhelligst for dem. Begge sider i denne sag er motiverede af materiel bevidsthed eller det falske ego, som får os til at identificere os med den etniske og kulturelle baggrund, vi kommer fra.

Ytringsfriheden er næsten lige så hellig for os i Vesten, som profeten er for muslimerne. Hvis jeg for eksempel stod frem og sagde: ”Jeg er imod ytringsfrihed,” er jeg ret sikker på, at nogen ville forsøge at stoppe mig. I hvert fald ville jeg få svært ved at få ”spalteplads” i medierne til at udtrykke min mening. Men hvis der virkelig var ytringsfrihed, skulle mit synspunkt jo respekteres på lige fod med alle andres.

I virkeligheden er ytringsfriheden en myte blot. Jeg kan give et eksempel, som blev diskuteret indgående i en af mine tidligere artikler. Det handler om Orson Wells’ berømte film ”Citizen Kane”, som eftertiden har vurderet som en af de allerbedste spillefilm, der nogensinde er blevet lavet. Som jeg fortalte i min tidligere artikel, tog det imidlertid mange år, inden dette mesterværk fik sin fortjente anerkendelse. Hvorfor? Fordi filmen alt for tydeligt handlede om en vis William Randolph Hearst, der måske kunne betegnes som den første store mediemogul, aviskongen, som på mange måder var med til at skabe den moderne avis, og som ejede et stort antal dagblade i hele USA. Filmen gav en alt andet end smigrende skildring af denne mægtige mand, som derfor gjorde alt, der stod i hans magt, for at forhindre, at den blev vist. Den fik ingen omtale i hans dagblade ved premieren, og biograferne blev presset, overtalt eller bestukket til at tage den af plakaten efter kort tid.

Utallige lignende eksempler kunne trækkes frem for at vise, at der kun er ytringsfrihed, hvis ens mening støttes af ”the establishment”, dem, der kontrollerer medierne, eller med andre ord dem, der sidder på pengekassen. Kontrollen udøves på så snu vis, at det slet ikke går op for os, hvor styrede vi er. Vi kunne også tage Hare Krishna-bevægelsen som eksempel. Det var først efter, at vi begyndte at distribuere Prabhupadas bøger i stort antal, at dæmonerne slog alarm og begyndte deres systematiske forsøg på at undertrykke bevægelsen. Dog forstår de ikke, at vi har Krishna bag os, og at Han er den største magt.

Folk er bange, hvilket kom til udtryk under den store demonstration om søndagen den 11. De dybe spændinger i vores samfund kan når som helst eksplodere i voldshandlinger af borgerkrigsagtig karakter, hvilket er det sidste, vi ønsker. Folk fra alle grupper deltog, om end utvivlsomt med helt forskellige motivationer. Mange muslimer deltog også, og man kunne måske undre sig over hvorfor. Faktum er, at almindelige veletablerede muslimer mere end noget andet ønsker at blive accepteret som integrerede, ligeværdige medlemmer af de vestlige samfund, hvor de har slået sig ned. Sådanne terrorhandlinger som den mod Charlie Hebdo bliver imidlertid fra mange sider brugt ikke bare mod fanatiske jihadister, men mod muslimerne som gruppe. Den moderne mediemogul Rudolph Murdoch udtrykte sin mening: at det er muslimernes ansvar som gruppe at stoppe terrorisme. Og hvis de ikke gør det… Muslimerne fornemmer naturligvis, at sådanne voldshandlinger gør livet sværere for dem, og de ønsker at gøre det klart for alle, at de ikke sympatiserer.

På den anden side er det måske heller ikke så mærkeligt, at befolkningen i Vesten har svært ved at håndtere situationen, der er skabt af det enorme antal indvandrere. Hele vores verden er blevet vendt på hovedet i de seneste årtier. Som en af mine franske venner næsten fortvivlet bemærkede, mens vi sad i lokaltoget på vej fra forstaden Sarcelles, hvor Paris-templet ligger, til centrum: ”Se dig omkring; der er ingen franskmænd i toget ud over mig. Alle sammen er afrikanere eller asiater. De har overtaget vores land.” At det ikke er vores lande, er naturligvis svært at forstå på den materielle platform. Jorden tilhører Krishna, og hvis nogle mangler et sted at være, har vi ikke ret til at udelukke dem fra det land, hvor vi bor, bare fordi vi kom først. I virkeligheden er der plads til os alle sammen, men uden Gudsbevidsthed kan man ikke være så storsindet.

En anden stor bølge af indvandrere i nyere historie kom, da europæerne oversvømmede Nordamerika. De fordrev lokalbefolkningen med midler, som var meget mere hårdhændede end dem, vi ser indvandrerne anvende i Vesteuropa i dag. Woody Guthrie sang: ”This land is my land, this land is your land. This land was made for you and me.” Måske havde han ret, men var det ikke også lavet til indianerne, som var der længe før europæerne? Så hvorfor blev de fordrevet til reservater og udryddet som dyr? Som nogle mente: ”En god indianer er en død indianer.” Den berømte tale, som efter sigende blev holdt af indianerhøvdingen Seattle (efter hvem byen er opkaldt), er måske ikke helt autentisk, men den udtrykker ikke desto mindre en forståelse, som vi kunne lære af: ”Hvorfor skulle jeg sørge over mit folks alt for tidlige undergang. Stamme kommer efter stamme, og nation kommer efter nation, ligesom bølgerne på havet. Det er naturens lov, og det nytter ikke noget at klage. Måske ligger undergangens time for jer langt ude i fremtiden, men den vil med sikkerhed komme, for selv den hvide mand… kan ikke undslippe den skæbne, som er alles.”

Ja, kollektivt og individuelt kan vi lige så godt se det i øjnene: Vores undergang er forestående. Eller rettere sagt, vores krops undergang. Som Krishna siger i Bhagavad-gita (2.17):

avinasi tu tad viddhi
yena sarvam idam tatam
vinasam avyayasyasya
na kascit kartum arhati

”Du bør vide, at det, som gennemsyrer hele kroppen med bevidsthed, er uudsletteligt. Ingen er i stand til at udslette denne uforgængelige sjæl.” Så længe vi fokuserer på den forgængelige krop og den forgængelige situation, vi befinder os i, vil vi imidlertid fortsætte med at lide og møde undergang igen og igen. Der vil aldrig blive ”Liberte, Egalite, Fraternite” (frihed, lighed, broderskab), uanset hvor stolte vi er af at fremme disse værdier, som danner grundlaget for den moderne franske nation.