– Af Praghosa Dasa –
Jeg husker første gang, da jeg læste Bhagavad-gita og specielt, da Arjuna først taler i kapitel 1, vers 21, og endnu mere fra vers 28 til der, hvor Krishna udtaler Sine udødelige ord i vers 11 i kapitel 2. På det tidspunkt var jeg blevet en stor beundrer af Arjuna. Hvor havde Arjuna talt smukt og medfølende. Og så ødelagde Krishna det hele, eller skulle jeg rettere sige, knuste min illusion!
”Imens du taler lærde ord, sørger du over det, der ikke er sorg værdigt. De, der er vise, sørger hverken over de levende eller de døde.”
Som sagt var Arjuna på det tidspunkt, hvor jeg læste dette, min helt, da han både var en stor kriger og havde dette utrolig følsomme hjerte, der var fuld af medfølelse. Hvad angår Krishna, tænkte jeg. ”Nå da, Han skulle være Gud, og her opmuntrer Han denne fantastisk hensynsfulde person til bare at gå ud og slå ihjel. Har han ikke hørt alle de humane argumenter, som Arjuna netop er kommet med?”
Heldigvis læste jeg Srila Prabhupadas forklaringer, og Gud ske tak og lov for dem! Som vi alle ved, forklarer de den sammenhæng, hvor det hele foregik i, og Krishnas fantastiske instruktioner til Arjuna.
Det samme gælder på en måde for den nylige resolution, som GBC har vedtaget med hensyn til sangen af Srimati Radharanis navn. Ved første øjekast vil man måske indvende: ”Hvordan kan man nogensinde have andet end transcendental gavn af at synge Sri Radhas navn, og skal alle derfor ikke bare opfordres i det uendelige til at gøre det?”
Imens svaret til det spørgsmål i bund og grund er ja, kan der afhængig af vores hensigt og mentalitet være visse ulemper forbundet med det. Prabhupada diskuterede dette i Hyderabad den 7. april 1975:
”Tja, acaryaerne gør det ikke. Men der er ingen skade i at synge ”Radhe”. Men nogle gange degraderes det for at skabe noget nyt, et påhit. Derfor er det bedre at holde sig til ”Hare Krishna” og til “Sri Krishna Caitanya Prabhu Nityananda.” Ellers bliver det ligesom sahajiyaerne, der har opfundet: “Nitai-Gaura Radhe-Syama, Hare Krishna Hare Rama.” Sådanne ting kan gradvist komme, men de er ikke godkendte. De kaldes chara kirtana (?), hvilket betyder “opdigtet kirtana”. Det skader ikke at synge “Radhe, Nitai-Gaura”, men det er bedre at holde fast ved dette Panca-tattva–mantra og maha-mantraet. Ligesom “Nitai Gaura Radhe Syama, Hare Krishna Hare Rama.” Der er både “Nitai-Gaura, Radhe Syama,” men det er ikke godkendt. Mahajano yena gatah sa panthah. Vi skal følge mahajanaen. I Caitanya-caritamrta står der “Sri Krishna Caitanya Prabhu Nityananda, Sri Advaita Gadadhara…”, men aldrig “Nitai Gaura, Radhe Syama”. Så hvorfor skulle vi gøre det?”
Her maner Prabhupada klart til forsigtighed, at det er ”bedre at holde fast ved” Hare Krishna. I det følgende citat forklarer Prabhupada videre, at vi ved at synge Hare Krishna-mantraet allerede synger Radhas navn. Han forklarer dette vigtige punkt på selve Radhastami:
“Så vores anmodning er. Alle, som er til stede her. I dag er det Radhastami. Så bed til Radharani. Og Hun er hare, hara. Dette hare, dette ord, er Radharani. Hara, Radharani. Radha eller hara er det samme. Så Hare Krishna. Så vi beder til Radharani: “Min moder, Radharani, og Krishna.” Hare Krishna. “O Krishna, O Herre.” Hare Krishna, Hare Krishna, den samme ting, gentagelse. “O Radharani, O Krishna.” “O Radha-Krishna.” “Radhe-Krishna” eller ”Hare Krishna”, den samme ting. Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare. Igen den samme tiltale: “O Krishna, O Krishna, O Radharani.” Hare Rama. Den samme ting igen. Hare Rama. Rama er også Krishna. Rama er Rama, Rama er Balarama. De er alle Krishna. Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Så denne gentagelse af Radha og Krishna eller Hare Krishna er at bede: ”Min kære Herre og min Herres energi, engagér mig i Jeres tjeneste.” Det er alt. ”Jeg er nu sat i forlegenhed med denne materielle tjeneste. Engagér mig venligst i Jeres tjeneste.”
Vi har også eksemplet med Srila Prabhupada, der, når som helst han blev hilst i Vrindavana med “Jaya Radhe”, altid ville svare med “Hare Krishna”.
I de senere år er der opstået en praksis, der er blevet ret udbredt i ISKCON, hvor kvinderne i en kirtana ofte synger ‘Radhe Radhe’, og mændene svarer med ‘Syama Syama’. Der er nogle problemer med dette, hvilket mange ældre hengivne har gjort opmærksom på. Imens dette måske er opstået spontant og uskyldigt, betyder det ikke, at det er uden sine materielle fejl. Medmindre alle tilstedeværende er rene hengivne på raga-bhava-niveauet, vil introduktionen af nye måder at synge på nødvendigvis være farvet af materiel sansenydelse.
Det er heller ikke længere noget, der blot sker spontant. Snarere er det blevet en iscenesat praksis, hvor kirtana-lederen opmuntrer publikum til at synge på denne måde. Mange ældre hengivne finder, at denne form for sang er en helt anden end den ånd og det eksempel, som Srila Prabhupada satte. De føler sig utrygge ved at se dette eller deltage i en sådan form for sang. Derfor har det en tilbøjelighed til at splitte snarere end at forene hengivne. At Radharanis navn synges af kvinderne og Krishnas navn af mændene giver en verdslig smag. Vi har intet eksempel fra Prabhupada, hvor han delte sangen af mantraer op i grupper, uanset om det var unge og gamle, vestlige og østlige eller mænd og kvinder. Eksemplet, som Prabhupada og de forudgående acaryaer satte, var sang og respons, hvor en kirtana-leder fører an, og hele forsamlingen af hengivne responderer.
Selv hvis en hengiven eller en gruppe af hengivne synes, at de er på et mere avanceret niveau af hengivenhed, bør de ikke udtrykke deres dybere følelser offentligt. En avanceret hengiven handler, som om han er på niveauet af sadhana-bhakti for at sætte et eksempel for den brede offentlighed og de nye hengivne. Yad yad acarati sresthas – en leders eksempel slår tonen an for alle andre. Hvis begyndere involveres i en praksis, der overskrider deres forståelsesevne, vil det sandsynligvis undergrave deres hengivne liv.
”En hengiven, der virkelig er avanceret i Krishna-bevidsthed, og som konstant er engageret i hengiven tjeneste, bør ikke afsløre sig selv, selv om han har opnået fuldkommenhed. Ideen er, at man altid skal fortsætte med at handle som en begynder, så længe den materielle krop er der. Aktiviteter i hengiven tjeneste skal altid foregå ifølge de regulative principper, selv for de rene hengivne.” (Fra Nectar of Devotion: Eligibility for Spontaneous Devotional Service)
En sidste, men meget vigtig ting er at huske på, at vi må undgå at skabe præcedens for fremtidige generationer af ISKCON-hengivne, at det er i orden at opfinde mantraer, ændre eksisterende mantraer, ændre kirtana-formatet osv. Hvis vi gør det, vil fremtidige generationer sandsynligvis gøre det samme, og i løbet af ingen tid vil ISKCON, når det kommer til kirtana, ikke være til at genkende i forhold til det, som Prabhupada gav for blot nogle få årtier siden.