Af Lalitanatha Dasa

I juli (NfHK 7.2018) havde vi en kort omtale af templet Hoyseleswara, der ligger i Karnataka lidt over 200 kilometer fra Bangalore. Templet er et Siva-tempel, men har også vaisnava-elementer og selv aspekter fra jain-religionen. Moderne historikere mener, at det er bygget i 1100-tallet, selv om det ifølge lokale traditioner er et flere tusinde år gammelt tempel.

Hoyseleswara-templet er bemærkelsesværdigt for sit stenarbejde og skulpturer, der er forarbejdet til en perfektion, det ville være svær at eftergøre selv i dag med moderne teknologi. Hvordan kunne det da lade sig gøre i en tid, hvor man ifølge gængs historieopfattelse ikke havde avanceret teknologi, men var begrænset til at anvende hamre, mejsler osv.?

I den første artikel omtaltes de i alt 32 fire meter høje stensøjler, der er poleret til en sådan perfektion, at man kan spejle sig i dem. Ifølge arkæologer og historikere er de forarbejdet i en form for drejebænk, for de er helt perfekte runde, og fine cirkulære ringe løber rundt om søjlerne, hvilket kun kan være et resultat af en form for drejning. At de er drejede, efterlader imidlertid flere spørgsmål end svar, for hvordan har man i en førteknologisk tid kunnet dreje søjler på den måde? Selv i vore dage ville det være noget af en opgave at skulle dreje fire meter høje og flere tons tunge stensøjler i en drejebænk.

Inde i selve templet er der flere vidnesbyrd om avanceret teknologisk kunnen. I templets mørkeste indre er der eksempelvis en over to meter høj statue af en gud, der er dekoreret med de mest utrolige udhugninger af smykker. Hans krone er prydet med hovedskaller, der er mindre end tre centimeter brede. De er hule indeni, så man kan føre en kvist ind igennem et øje og ud igennem et øre. Man kan også føre en kvist fra det ene øre til det andet, eller fra øre til mund osv.

Hovedskallerne er altså hule indvendigt. Her kan man spørge, hvordan man overhovedet bærer sig ad med at udhule så lille en skulptur for slet ikke at tale om, hvis det skulle være sket med primitive redskaber? Her skal det også bemærkes, at hele statuen er udhugget af én sten. Den består ikke af mindre dele, der er sat sammen til en statue. Det er én stor sten, der er blevet udhugget og formet.

På den samme statue er der et meget lille mellemrum mellem hovedet og kronen. Det er endnu smallere end hovedskallernes åbninger til øre, mund, øjne osv., dvs. et mellemrum på væsentligt mindre end tre millimeter. Hvordan laver man et så lille mellemrum med så nøjagtige og detaljerede udhugninger, hvis man kun råder over, hvad der svarer til hammer og mejsel?

Et andet eksempel sammesteds er en statue af en kvinde, der bærer en stor, tyk halskæde. Når man kommer nærmere, opdager man, at det i virkeligheden er to halskæder, for man kan lyse igennem dem med en lommelygte og se lyset skinne igennem og gå imellem de to kæder. Mellemrummet er igen meget lille, under tre millimeter. Hvordan har man lavet sådanne udhugninger?

Hoysaleswara-templet er berømt for sine to statuer af Nandi, Sivas tyr. De er Indiens sjette og syvende største Nandi-statuer, men nummer et og to, når vi taler om perfektion og livagtighed. De er stadigvæk så blankpolerede, at man kan spejle sig i dem, selv om de er mindst 1.000 år gamle og måske meget ældre.

Hoyseleswara har flere statuer, udhugninger og graveringer, der direkte kan tolkes som afbildninger af avanceret teknologi. Et eksempel er en meget mærkværdig indretning i hænderne på en statue af Masana Bhairava.

Den ligner slående en slags gearmekanisme, et såkaldt planetgear. Det ydre gear har 32 tænder, og det indre gear har det halve, nemlig 16 tænder, hvilket er et naturligt forhold for et reduktionsgear. Hvis dette blot var ren fantasi, hvordan kunne skulptøren da finde på forholdet 2:1? Endvidere går der også et spænde rundt om denne gearmekanisme, ligesom der gør på moderne gear.

En anden antydning af avanceret teknologi i Hoyseleswara er en udhugning af en mand, der holder, hvad der slående ligner et teleskop. Jo mere man nærstuderer det, jo mere kan man se, at det må være et teleskop. Teleskopet er langt og rundt, og det er tyndere ved basen og bliver tykkere mod enden, som teleskoper er det. Manden holder teleskopet foran det ene øje med det andet øje lukket og teleskopet rettet opad, sådan som man altid anvender teleskoper.

Officielt skulle teleskopet først være blevet opfundet i 1608 af Hans Lippershey. Alligevel afbildes, hvad der slående ligner et teleskop, i det meget ældre tempel i Hoyseleswara. Hvis det faktisk er et teleskop, betyder det, at man også må have kendt til optik, præcis polering af glas og anden avanceret videnskab og teknologisk kunnen, der er en forudsætning for at kunne bygge et teleskop.

Interessant er det også, at Hoyseleswara har en skulptur af, hvad selv nogle moderne historikere indrømmer må være en egypter. Han er klædt som en egypter, har hovedudsmykning og frisure som en egypter og er helt forskellig fra alle de andre mennesker, der er afbilledet i Hoyseleswara. De er alle typisk indisk klædte med nøgen overkrop og smykker på kroppen, hvorimod egypteren er det modsatte: Overkroppen er dækket af en slags kappe, og han bærer ingen smykker. Ifølge officiel historie var der ingen forbindelse mellem Egypten og Indien i Oldtiden. Men Hoyseleswara ser på mange måder ud til at fortælle en anden historie end den officielle.

Se eventuelt mere om Hoyseleswara på http://www.phenomenalplace.com/2017/08/evidence-of-ancient-machining.html.

Comments are closed.