af Vaisesika Dasa / oversat af Caroline Nordstrand

Det følgende er en oversættelse fra bogen Our Family Business af Vaisesika Prabhu, hvor han fortæller om sit første møde med Hare Krishna, Prabhupada og de hengivne. Vaisesika Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og bosat i Silicon Valley, Californien.

Jeg var 16-årig førsteårsstuderende på gymnasiet dengang. Denne dag sad jeg i skrædderstilling i fikseret meditation foran et stearinlys og en lille gylden Buddha-statue på mit værelse i forstaden Lafayette, Californien. På denne fine forårsdag havde jeg låst mig inde, og jeg havde fastet og bedt til Gud om at vise mig min sande vej i livet.

Jeg holdt også et strengt tavshedsløfte denne dag, da min gymnasiekammerat Richie Corsa pludselig bankede på min værelsesdør. Selv om han lød irriteret, svarede jeg ikke. Jeg sluttede, at eftersom han og jeg ultimativt var “ét” – en forestilling, jeg havde fået fra de bøger, jeg læste på det tidspunkt – ville han vide, hvorfor jeg ikke reagerede på hans høje banken og gentagne forsøg på at blive lukket ind.

Endelig opgav han og råbte gennem nøglehullet: ”Willy, jeg ved, du er derinde. Jeg har et magasin, som jeg købte til dig af en Hare Krishna på Telegraph Avenue. Han tog mine sidste halvtreds cent. Jeg er slet ikke til den slags, men det ved jeg, du er, så værsgo’.”

Først da jeg var sikker på, at han var væk, kom jeg ud af mit værelse for at se, hvad det var for et magasin, han havde efterladt til mig. Det stod op ad væggen ved siden af min dør. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af den skinnende forside-illustration af Herren Caitanya. Med armene i vejret dansede Han igennem et tropisk landskab efterfulgt af en gruppe af andre dansere. Forsideteksten lød: “Tilbage til Guddommen. Guddommen er lys. Uvidenhed er mørke. Hvor der er Guddom, er der ingen uvidenhed.” Richie havde helt ret. Jeg var interesseret i det her. Jeg bar det ind på mit værelse for at se nærmere på det.

Så snart jeg havde vendt den første side, låste mit blik sig fast på et maleri af en gyldenbrun guru. Hans hoved var glatbarberet, og han sad i skrædderstilling på et udsmykket sæde. Han var iklædt flagrende safranfarvede klæder, og stakke af frodige blomsterkranse omsluttede hans hals og hang i lag helt ned til hans knæ. Billedteksten lød: “Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada.”

Jeg havde ledt efter en vejleder og studeret ansigtsudtrykket hos mangen en åndelig mester. Nogle gange satte jeg et billede af dem foran mig, når jeg mediterede i håb om, at jeg måske ville føle mig forbundet med dem.

Nu følte jeg mig pludselig opstemt. Jeg havde kun én tanke i hovedet: ”Dette er min lærer.” Hvordan og hvorfor jeg følte dette så fuldstændigt, var ikke klart for mig. Aldrig før var jeg blevet grebet af så absolut en overbevisning. Jeg stirrede på portrættet i flere minutter, og det gik op for mig, at det var højst besynderligt, at dette magasin var dukket op ved min dør. Jeg bladrede henrykt igennem siderne.

Mine bønner bliver hørt

Det var tydeligt, at nogle havde hørt min bøn, for på hver side i magasinet fik jeg svar på mine inderste spørgsmål: ”Hvorfor skal jeg dø?” ”Er Gud en person?” ”Hvad er den bedste måde at kende Gud på?”

En af artiklerne – ”Huleboernes Frigørelse” af Hayagriva Dasa – var baseret på en berømt analogi fra Platons Staten. Artiklen påpegede, at folk, som lever i materiel bevidsthed, er uvidende om den åndelige verden. Forfatteren sammenlignede dem med huleboere, som aldrig har trådt uden for deres hule og set Solen. “Hvordan skulle de kunne forstå verden af lys?” spurgte han. Det ville kræve, at nogle uden for hulen kom til dem, forklarede og på en eller anden måde demonstrerede Solens styrke og pragt. For at gøre dette måtte læreren måske lukke en lysstråle ind og projicere den op på væggen i hulen. Huleboernes uddannelse skulle gå langsomt, for måske ville de slet ikke tro på noget så fantastisk som Solen.

“Mit værelse er hulen!” tænkte jeg, “Og det her magasin er lyset. Nogle er kommet for at redde mig og vise mig vejen ud, tilbage til lyskilden!”

Jeg slugte hver side og studerede fotografierne af de hengivne, der arbejdede for Gud med forskellige ting som at tilberede mad, udgive bøger og tale til grupper af mennesker. Deres halskæder, barberede hoveder og tilaka fascinerede mig. De så lykkelige og beslutsomme ud. De blev mine helte.

Det var i 1973, og millioner af unge amerikanere hungrede efter fred som reaktion på Vietnam-krigen. The Beatles’ sangtekster opfordrede os til at udforske vores sinds indre verden, og status quo blev opretholdt blandt mine jævnaldrende ved at afvise status quo ude i samfundet generelt.

I skolen talte nogle af mine venner om at vie deres liv til noget nobelt såsom at melde sig ind i Fredskorpset eller arbejde for beskyttelse af miljøet. Andre fulgte deres forældres råd og arbejdede hårdt for at få gode karakterer, så de kunne komme ind på et anset universitet. Og så var der dem, der ligesom jeg var forvirrede, når det kom til deres plads i verden. I et så turbulent og usikkert miljø som USA i begyndelsen af 70’erne satte jeg ofte spørgsmålstegn ved værdien af mine tørre gymnasiestudier. Da en af mine venner forsvandt under en vandretur i bjergene for aldrig at blive set igen, blev jeg endnu mere desperat efter at finde meningen med livet.

De hengivne så ikke spor forvirrede ud. Som jeg aflæste deres ansigter, fik jeg fornemmelsen af, at de var på vej til et vigtigt og vidunderligt sted – og de så oven i købet ud til at kende det. En artikel i magasinet bar overskriften: “Vi er på vej til Krishnas land – landet hinsides fødsel og død.” Jeg var desperat efter at komme med dem.

På dette tidspunkt skænkede jeg ikke den enorme indsats, med hvilken Back to Godhead-magasinet havde fundet vej til min dør, en tanke. Det havde åbenbaret sig på magisk vis, og jeg havde klamret mig til det som til en livline uden at skænke det en tanke, hvor den kom fra, og hvem der havde kastet den. Der skulle dog ikke gå lang tid, før jeg mødte de hengivne og fandt ud af, hvem der stod bag det hele.

Mit nye hjem

Min mor satte mig af til mit første besøg i San Francisco-templet på 455 Valencia Street, hvor jeg mødte Janikanatha Dasa, en udadtil dyster, men blødhjertet hengiven, som sad afslappet med ryggen lænet op ad hovedtrappen til templet og reciterede stille på sin japa-kæde. Usikker på hvad der var normen, hilste jeg ham med et “Hare Krishna” og spurgte ham, om jeg kunne møde guruen, Srila Prabhupada. Naiv som jeg var, gik jeg ud fra, at han ville være der. Janakinatha forklarede kort, at ISKCON var et internationalt samfund, og Srila Prabhupada var nødt til at rejse verden rundt for at holde det kørende og befandt sig i øjeblikket i Indien. Da han så min skuffelse, tilføjede han dog hurtigt, at Srila Prabhupadas selskab let kunne fås ved at læse hans bøger. Janakinathas svar tilfredsstillede mig, for i et eller andet omfang havde jeg det allerede på fornemmelsen. Jeg fulgte glædeligt efter ham ind i San Francisco-templets velduftende atmosfære, som snart skulle blive mit hjem.

Jeg opdagede, at min oplevelse af at være kommet hjem ikke var unik. Som jeg udvekslede historier med de hengivne, der havde sluttet sig til templet før mig, gik det op for mig, at de hver især kunne fortælle om at have fået Srila Prabhupadas bøger. Vi havde tilsyneladende alle hørt det samme opråb.

En hengiven, som snart blev min gode ven og mentor, Kesava Bharati Dasa (nu Kesava Bharati Dasa Gosvami), havde søgt efter Gud ved at studere og meditere, da hans udlejer havde bragt et eksemplar af Sri Isopanisad og et Back to Godhead-magasin til hans dør og efterladt dem hos ham, fordi “hun ikke havde nogen interesse deri, men tænkte, at det havde han nok.”

Et par dage senere kom hans kone Lynne (den nu afdøde Kaulini Devi Dasi) tilbage fra ferie med et eksemplar af Bhagavad-Gita As It Is, som hun havde fundet i en forretning med gamle bøger i Mexico. Hverken udlejeren eller hans kone kendte til bøgernes indhold, og de havde heller ingen anelse om, at de havde foræret ham bøger af den samme forfatter. Kesava Bharati Dasa (dengang Kenneth Beck) anede det heller ikke. Uvidende om tilfældigheden havde han den følgende aften lagt begge bøger ned i en taske og taget dem med på tankstationen, hvor han passede nattevagten for at få det hele til at løbe rundt. I sin pause lige før solopgang fandt han begge bøger frem for at se nærmere på dem. Skeptisk bemærkede han straks, at de var af den samme forfatter. Hans øjne fyldtes med tårer, og han begyndte hurtigt at græde i overbevisning om, at Gud havde hørt hans bønner og grebet ind for at vise ham vejen til at nå Ham. Et par dage senere hoppede han ind i sit Folkevognsrugbrød med sin barndomsven Clint og skyndte sig af sted for at finde San Francisco-templet. Ganske ufatteligt var Srila Prabhupada netop ankommet, og den aften fandt Ken sig selv siddende foran Hans Guddommelige Nåde til et aftenprogram. Hans materielle liv var forbi.

Spørg en hvilken som helst forsamling af hengivne, hvordan de kom til Krishna-bevidsthed, og man vil høre en vifte af lignende mirakuløse fortællinger, der alle kan føres tilbage til Srila Prabhupadas bøger. (Fortsættes i næste nummer)

***

Our Family Business kan købes gennem templet i København.

Comments are closed.