Der var engang en fattig mand, der ikke engang havde nok til at sørge ordentligt for sin familie. En dag sad han under et træ i skoven og tænkte over sin situation. Pludseligt hørte han en stemme:

”Jeg er ejeren af denne skov. Jeg er en mægtig skovånd. Jeg har bemærket din fattigdom og besluttet mig for at hjælpe dig. Jeg vil opfylde ethvert ønske, du har, på én betingelse: For hvert ønske, jeg opfylder for dig, vil jeg give din nabo dobbelt så meget af den samme ting.”

Manden svarede: ”Ja, selvfølgelig, hvis jeg kan få alt, som jeg vil have, tager jeg imod din velsignelse!”

Da manden kom hjem, tænkte han sit første ønske: ”Kære skovånd, jeg har flere børn, end vi havde planlagt, og vores hus er for lille. Kan du gøre det større?” Puf, hans hus havde tre værelser mere! Han blev meget glad.

Den næste morgen gik han ud i marken for at arbejde og lagde mærke til, at hans nabos hus også var blevet større, ja, dobbelt så stort som hans. Han kaldte på ham og sagde til ham: ”Det glæder mig på dine vegne!”

Om aftenen bad han igen til skovånden: ”Lad min familie blive større – flere børn, børnebørn, gæster – gør mit hus til et treetagers hus!” Puf, det skete. Han gik igennem de nye etager og værelser med sin familie. Alt var så fint, og de var alle glade. Men før han gik i seng den aften, kiggede han ud af vinduet og lagde mærke til, at hans nabos hus var vokset så meget, at det nu havde seks etager, og han havde dobbelt så mange børn og familie som ham.

Den næste morgen bad han til skovånden: ”Min mark er for lille til at kunne brødføde min familie. Kan den blive ti gange større?” Puf, hans mark var ti gange større og fyldt med afgrøder. Og hans nabos mark var tyve gange større, uden at denne havde gjort noget for det. I det øjeblik følte han et stik af misundelse. Han havde det dårligt med sin nabos gode held, rigdom og lykke. I en uge pinte og plagede det ham. Til sidst gik han ud til træet og bad til skovånden: ”Kan du fjerne mit ene øje?” Puf, han mistede med det samme sit ene øje. Da han kom hjem, kunne han ikke vente med at se, hvordan hans nabo manglede begge sine øjne, og han følte en ond glæde over sin nabos ulykke.

Fortalt af Sacinandana Swami. Misundelse over andres lykke, specielt Krishnas, er den virkelige grund til vores ophold i den materielle verden.