Af Ananta Sri Dasa

I anledning af min mor, Kate Larsens, bortgang den 25. februar 2020 (hun blev 89 år).

Dette er anden gang, jeg holder denne tale. Første gang var for min mor, sådan cirka for to uger siden. Både hun og jeg syntes, at det ville være dejligt, hvis jeg kunne holde den direkte for hende. Hun har altid værdsat, at man sagde tingene direkte til hende. Så talen er godkendt fra allerhøjeste sted.

En dag som i dag, hvor de fleste tænker på fortiden, vil jeg gerne tale lidt om hendes afsked med dette liv og også om fremtiden. Ikke vores fremtid uden hende, men hendes fremtid.

Mor var jo af den dybeste overbevisning, at livet ikke slutter med døden, men at vi fortsætter med at leve videre, efter at kroppen holder op med at fungere.

Hun var også overbevist om, at karma-loven eksisterer, og at alle de handlinger, man udfører, er som små frø, man sår, og som man senere høster frugten af. Det smittede af på den måde, hun levede, og helt tydeligt kunne det ses på den måde, hvorpå hun afsluttede dette liv.

Det var også grunden til, at hun tog beslutningen om at stoppe al behandling, da hun kunne se, at kroppen ikke kunne mere. Ikke noget med desperat at forlænge sin tid i kroppen med nogle dage, uger eller måneder, hvis det betød, at hun skulle ligge på et hospital med alle mulige apparater for at blive holdt kunstigt i live samt masser af stærk medicin, som ville påvirke hendes altid klare bevidsthed.

Det kræver mod at tage en sådan beslutning.

Det er heller ikke nok bare at have en filsosofisk og åndsvidenskabelig viden. Det kræver dyb erkendelse.

På det urgamle sprog sanskrit bliver der skelnet meget klart mellem disse to. Jnana er viden, og vijnana er erkendelse. Man kan måske godt forstå noget intellektuelt, men det er noget fuldstændigt andet at have så dyb en erkendelse af noget, at man helt naturligt handler i overensstemmelse med den.

Mor havde en dyb erkendelse af, at kroppen blot er en skal, og at hun, sjælen, kun bor midlertidigt i den. Derfor blev hendes sidste tid meget speciel, og alle os, som var så heldige at være til stede, fik et i unikt indblik i, hvordan mødet med døden kan være en meget smuk oplevelse.

Hun var klar, hun var afklaret, hun var målrettet, og hun var ikke bange. Ikke noget med at klage over kroppens skrøbelige tilstand og smerter, græde over fortiden, længes tilbage til ungdommen, bære nag eller sørge over livets forspildte chancer.

Hun var hundrede procent til stede i nuet, åndsfrisk, kærlig og som altid opmærksom og empatisk og samtidig med fokus på det åndelige og på det, som lå forude. I det urgamle indiske skrift Bhagavad-gita beskrives denne tilstand meget flot:

dehino ‘smin yatha dehe
kaumaram yauvanam jara
tatha dehantara-praptir
dhiras tatra na muhyati

“Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forstyrres ikke af en sådan forandring.”

Hun var ikke på noget tidspunkt forstyrret, måske blot lidt utålmodig over, at det tog længere tid, end hun havde regnet med, hvilket gjorde, at vi flere gange sad med hende og sang salmer og mantraer, læste højt om Alvin og Gullidol (kan anbefales) eller blot sad og holdt hende i hånden, fordi hun sagde, at hun følte, at det var nu, i dag, hun ville og skulle af sted.

Men til sidst kom hun af sted, som hun så inderligt ønskede det, og vi var glade, fordi det havde været så smukt. Ingen løse ender, intet, der manglede at blive sagt, ingen lig i skabet, eller som hun selv sagde det: ”Jeg har udrettet det, jeg skulle i dette liv”.

Hun var speciel, og hendes afsked var derefter.

I Indien, som jeg har rejst en del i, og som også omfavner overbevisningerne om reinkarnation og karma, bliver der holdt en rigtig flot og fin fest, når et oprigtigt godt og åndeligt menneske forlader os.

Det er, fordi de ved, at det, som pågældende har sået, er så smukt og godt, og at høsten bliver rigtig fin.

I dag skal også være en smuk dag. En dag, hvor mor skal fejres og hyldes og sendes af sted med al god vind i sine sejl.

Selvfølgelig er der et dybt savn, fordi hun har fyldt og betydet så meget for os, og gråden stikker da også sit lille hoved op en gang imellem, men jeg taler nok ikke kun for mig selv, når jeg siger, at inderst inde er jeg lykkelig på hendes vegne, fordi fremtiden ser rigtig, rigtig lys ud. Ikke bare for hende, men også for dem, som kommer til at møde hende der, hvor hun nu kommer hen.

Tak for alt og god rejse, kære mor.