Af Srila Prabhupada – 

Det følgende er en ankomsttale, som Srila Prabhupada gav den 11. august 1975 i Ny Mayapur, Frankrig.

Jeg er meget glad for at komme til denne landsby i Frankrig. Caitanya Mahaprabhus forudsigelse er prthivite ache yata nagaradi grama. Grama betyder landsby. Sarvatra pracara haibe mora nama: Herren Caitanya Mahaprabhus herligheder vil blive spredt overalt. Ved Hans nåde gør vi det i Amerika, Europa, Afrika og Australien. Fra landsby til landsby og by til by prædiker vi Sri Caitanya Mahaprabhus mission.

Hvorfor prædiker vi? Hvad er nødvendigheden af at prædike? Nødvendigheden er at gøre folk lykkelige, og hvis vi følger Caitanya Mahaprabhus instruktion, bliver vores liv fremgangsrigt, og vi vil være lykkelige. Processen er meget enkel: syng Hare Krishna. Der er ingen strenge eller faste regler for at synge Hare Krishna-mantraet. I enhver situation, på ethvert sted, under alle omstændigheder kan man let synge dette Hare Krishna maha-mantra. Selv små børn kan deltage, synge Hare Krishna og danse med deres forældre. Det har en god virkning, hvis vi blot synger dette Hare Krishna-mantra. Kraften i det og den første fordel er, at vores snavsede hjerter bliver renset.

Vi har ophobet så mange snavsede ting inde i hjertet på grund af dårligt selskab. Den første snavsede ting er at acceptere denne krop som selvet. Denne opfattelse, den kropslige livsopfattelse, er gængs blandt dyrene. De tænker: ”Jeg er denne krop.” Men i virkeligheden er jeg ikke denne krop. Jeg er en åndelig sjæl. Jeg er blot legemliggjort inde i denne materielle krop. Det er en kendsgerning. Hvis vi bliver klar over dette faktum, at ”Jeg er ikke denne krop. Jeg er en åndelig sjæl. Jeg bor inde i denne krop,” bliver vi omgående befriet fra denne materielle verden blot gennem denne forståelse. Hvad mere er, kan dette forstås af ethvert normalt menneske uden at studere filosofi, men blot gennem sund fornuft.

Den simple filosofi er, at barnet har nu en lille krop, så får det en stor krop og derefter en anden stor krop. På denne måde er den samme person der, men kroppen ændrer sig. Det er en kendsgerning. Og kroppen ændrer sig, så længe sjælen er der. Derfor bør konklusionen være, at kroppen og sjælen er forskellige fra hinanden. Det er en meget enkel sandhed, men fordi vi har ophobet så meget affald og så mange snavsede ting i vores hjerte, kan vi ikke forstå selv denne enkle ting. Vi avancerer i uddannelse og civilisation med så mange store, store ord, men vi er så tungnemme, at vi ikke kan forstå denne enkle ting. Men at forstå denne enkle ting er begyndelsen på livet. Ellers eksisterer man blot som katte og hunde, når man ikke forstår denne simple ting. Kattene og hundene har ingen nationalisme eller den ene og den anden -isme. De spiser, sover, har sex og forsvarer sig bare.

Denne forståelse, at ”Jeg er ikke denne krop,” er den første forståelse i åndeligt liv. Det er begyndelsen på åndeligt liv. Og når vi forstår denne kendsgerning ordentligt, kaldes det brahma-bhutah eller selverkendelsens stadie. Hvad er forskellen på det selvrealiserede stadie og hundestadiet, dvs. den kropslige livsopfattelse? Forskellen er, at så snart man bliver selvrealiseret, bliver man glad og munter. Denne selverkendelse forklares i Bhagavad-gita:

brahma-bhutah prasannatma
na socati na kanksati
samah sarvesu bhutesu
mad-bhaktim labhate param
[Bg. 18.54]

Denne selverkendelse betyder, at så snart vi forstår, at ”Jeg er ikke denne krop. Jeg er en åndelig sjæl,” bliver vi med det samme muntre. Og hvad er den munterhed? Na socati na kanksati. En munter person beklager sig aldrig eller begærer noget. Det er Krishna-bevidsthed. Man ønsker ikke noget, og man savner ikke noget. Materielt liv betyder, at man altid ønsker noget og altid savner noget. Åndeligt liv betyder intet savn, intet ønske, ingen længsel. Man kan kende forskellen på sit åndelige liv og materielt liv med denne enkle formel: materielt liv betyder altid at mangle noget og altid at beklage sig. Og åndeligt liv betyder ingen længsel og ingen beklagelse. Der står skrevet, at når man er forankret i åndeligt liv, så gurunapi duhkhena na vicalyate [Bg. 6.20-23]. Man forstyrres ikke, selv når man oplever voldsom modgang i livet. Det er åndeligt liv. Og samah sarvesu bhutesu, på det stadie er der mulighed for såkaldt broderskab, lighed og frihed, som jeres slogan er i Frankrig. Så Frankrig er historisk set et meget kultiveret land, men hvor er broderskabet? Historien fortæller, at der var syv års krig med England og hundrede års krig med England. Så kom Napoleon. Han sejrede overalt. Hvor er broderskabet og evigheden? Sidste gang jeg kom til jeres land i Paris, viste en eller anden mig en kirke, hvorfra der blev ringet med klokken, og omgående kom folk og dræbte protestanterne eller noget i den retning.

Under alle omstændigheder er det ikke muligt at have lighed, broderskab eller noget som helst på det materielle plan. Medmindre man kommer til det åndelige plan – brahma-bhutah prasannatma [Bg. 18.54] – kan der ikke være tale om lighed og broderskab. I de Forenede Nationer forsøger de at skabe harmoni og en forenet nation, men hvor er enigheden? Hvert år tilføjes der nye flag. Der er slet ikke tale om broderskab eller lighed. I dyrelivet kan der ikke være tale om broderskab eller lighed. Hvis vi på samme måde holder os i den kropslige livsopfattelse, er det dyreliv. Så længe vi holder os selv som: ”Jeg er franskmand,” ”Jeg er tysker,” ”Jeg er englænder,” ”Jeg er inder,” eller så mange andre nationaliteter, kan der ikke være broderskab og lighed. Vi er nødt til at komme til niveauet af Krishna-bevidsthed eller brahma-bhutah, så vil der være broderskab og lighed.

I denne bevægelse kan man faktisk se alle klasser af mennesker, alle nationaliteter, alle religioner og alle hudfarver komme sammen og synge Hare Krishna og danse. Det er der brug for. Bliv derfor ikke vildledt af lederne om såkaldt evighed og broderskab. Det er ikke muligt. Det kaldes andha yathandhair upaniyamanas [SB. 7.5.31]: En blind mand forsøger at lede andre blinde mænd. Kom til dette niveau af Krishna-bevidsthed, så er der broderskab og lighed og også evighed. Evighed betyder, at vi levende væsener er evige. Vi dør aldrig og tager aldrig fødsel. Det står der i Bhagavad-gita: na jayate mriyate va kadacin … nityah sasvato ‘yam na hanyate hanyamane sarire [Bg. 2.20].

Ifølge det vers har vi levende væsener ingen fødsel og ingen død. Hvis vi blot forstår dette ene vers, sådan som vi har forklaret det, bliver vi med det samme brahma-bhutah, befriet. Det er menneskelivets fuldkommenhed. En hund kan ikke forstå det. Hvis jeg siger til hunden: ”Du er ikke denne krop, du er en åndelig sjæl, du er evig,” har han ingen kapacitet til at forstå det. Men et menneske kan forstå det. Vi forsøger derfor at uddanne alle mennesker og alle verdens nationer til at forstå dette ene vers. Na jayate mriyate va kadacin. Hvis man blot forstår dette ene vers, bliver man omgående befriet. Og faktisk er menneskelivet beregnet til at forstå denne filosofi eller denne sandhed. Da bliver ens liv fuldkomment. Og så snart vi forstår, at vi er evige, og vi er ikke dødelige, er vores næste spørgsmål helt naturligt: ”Hvor kan vi leve evigt?” I den materielle verden er man tvunget til at tage fødsel og dø, men den første fordel i den åndelige verden er, at der ingen fødsel eller død er, men præcis det modsatte. Vores proces er at træne folk i, hvordan de vender hjem, tilbage til Guddommen. Det er den eneste uddannelse, der er nødvendig i dette menneskeliv.

Nu er denne bevægelse ved Sri Caitanya Mahaprabhus nåde kommet til jeres land. Drag ordentlig fordel deraf, specielt i en god landsby som denne. Det er et meget ideelt sted. Og der er hundredvis af steder som dette. Folk bør benytte sig af at bo på sådanne gode steder, selv fremstille livets nødvendigheder og holde sig sunde og raske og synge Hare Krishna og erkende selvet. Vi siger ikke, at man skal sulte eller have svagt helbred eller svag intelligens. Nej. Vi skal være stærke i intelligens og helbred, men undgå unødvendige behov. Problemet med de moderne såkaldt uddannede personer er, at de er tiltrukket af storbyen for at få så mange unødvendige ting. Klubber, restauranter, alkohol og cigaretter, så mange unødvendige ting. Men hvis ens opmærksomhed vendes mod Krishna, føler man sig ikke draget til at nyde disse unødvendige ting. Det er kriteriet for åndeligt liv: bhaktih paresanubhavo viraktir anyatra syat [SB. 11.2.42]. Bhakti og fremskridt i åndeligt liv betyder, at der ikke mere er smag for alle disse meningsløse ting. Det er kriteriet.

I vil se i praksis, at disse drenge og piger har mange ønsker, men de har givet dem op, og de er i stand til at fortsætte sådan, fordi de gør fremskridt i åndeligt liv, selv om de er unge mænd og kvinder. Så læs vores bøger, syng Hare Krishna, lev et meget enkelt liv og fremstil jeres egne nødvendigheder. Tag ikke ind til byen. For at sælge bøger kan I selvfølgelig tage derind (latter). Vores indstilling er ikke at fordømme civilisationens materielle fremskridt, men vores instruktion er, at man ikke glemmer sin virkelige pligt – selverkendelse. Desværre er den materielle tiltrækning så stærk, at den får os til at glemme vores åndelige livsnødvendigheder. Naturen giver os denne menneskelige livsform for at opfylde vores åndelige behov. Men hvis vi tilsidesætter, så … Ifølge Bhagavad-gita, yam yam vapi smaran loke tyajaty ante kalevaram [”Det, man husker i dødsøjeblikket, opnår man i sit næste liv.” Bg. 8.6].

I Vestens lande er de meget glade for deres bedste ven, hunden. Men hvis man i dødstidspunktet tænker på sin elskede hund, bliver man en hund i sit næste liv. Man kan ikke sætte sig ud over naturens lov, og dette er naturens lov. Der var en meget rig mand i Detroit, Fisher. Han havde to hunde, som han begravede i en sølvkiste. Han var en meget rig mand og ejede et stort palads. Men hvis han på dødstidspunktet tænkte på sin hund, og han derefter blev en hund, hvad er da værdien af dette materielle fremskridt? Derfor bør intelligente mennesker altid tænke på Krishna, så de på dødstidspunktet kan tænke på Krishna. Da er deres liv fuldkomment. Hvis man i stedet for at elske hunden elsker Gud, Krishna, er ens liv fuldkomment.

Comments are closed.