– Af Lalitanatha Dasa –

ISKCON’s skoler – gurukulaerne – har levet en omsust tilværelse. Srila Prabhupada startede selv det traditionelle gurukula-system, hvor drenge bor i skolen sammen med deres lærere og trænes i boglige og praktiske færdigheder såvel som personlig udvikling for at blive rene hengivne af Krishna. På Prabhupadas tid blev der startet gurukulaer over hele verden. Skolerne fortsatte i en periode efter hans tid, men endte for de flestes vedkommende med at blive lukket på grund af mange vanskeligheder inklusive fysiske og seksuelle overgreb på eleverne.

Men gurukula-ideen er på ingen måde død. Således er gurukulaen tilbage i Sridhama Mayapur, tilsyneladende stærkere end nogensinde. En af Mayapurs lærere, den engelske hengivne Samba Dasa, besøgte Danmark her i marts 2013. Vi kunne ikke lade være med at sludre med ham om Mayapur, og hvordan han ser på fremtiden for gurukulaen.

Samba: Jo, det er rigtigt, gurukulaen i Mayapur er i gang igen og går rigtig godt nu. Omkring 65 drenge bor i gurukulaen, imens 30 kommer udefra hver dag.

Lalitanatha: Hvordan blev du involveret i gurukulaen i Mayapur?

Samba: Min kone og jeg kom til Mayapur i 2005 for at sætte vores 12-årige søn Sudama i gurukula. Vi havde samtidig en ide om at starte et landbrugsprojekt med nogle andre familier, men fandt ud, at jorden var alt for dyr i Mayapur, så den ide blev opgivet. I stedet fik et par stykker af os øje på, at gurukulaen havde både jord og idealer om varnasrama, så vi tænkte: ”Hvorfor ikke hjælpe gurukulaen med at blive selvforsynende?” Vi skød nogle penge i foretagendet og begyndte at dyrke jorden bag gurukulaen. Jeg lærte drengene og lærerne at kende, og på et tidspunkt spurgte de mig, om jeg ikke ville undervise drengene i engelsk. Jeg havde aldrig undervist før, så det var jeg usikker på. Men de sagde, at det vigtigste var at forstå måden, hvorpå der bliver undervist i gurukulaen, og at man kunne fange ånden og forholdet mellem de hengivne i gurukulaen. Det mente de, at jeg kunne.

Jeg kom til ISKCON i 1976 som 16-årig, så jeg vidste, hvad det ville sige at være en teenage-hengiven. Nogle gange forventer folk, at gurukula-børn skal være helt transcendentale, men virkeligheden er, at selv om de er klædt i dhoti og tilaka, er de børn med børns mentalitet. Det forstod jeg. Jeg forventede ikke, at de skulle være rene hengivne. Så fordi jeg åbenbart kunne relatere til drengene, betød min akademiske baggrund ikke ret meget.

Lalitanatha: Gurukulaen har ført en omtumlet historie i Mayapur. Kan du sige noget om det?

Samba: Prabhupada startede selv gurukulaen i Mayapur og gav visse regler og retningslinier for, hvordan drengene skulle engageres. Efter Prabhupada fortsatte gurukulaen, men vi løb ind i problemer på grund af ISKCON’s generelle umodenhed. Gurukula var en helt ny ting for os, og lærerne var meget unge uden nogen visdom og erfaring. Vi havde visse ideer om principperne, som Prabhupada gav os, men det er én ting at læse om dem i nogle bøger og en anden at tage en gruppe børn og føre disse principper ud i livet.

Gurukula blev heller ikke prioriteret, som det skulle være sket, og som Prabhupada havde gjort det. Der var mere fokus på at holde vores store projekter kørende, så vores mest værdifulde folk blev sat til at samle penge ind, mens de, der ikke kunne andet, blev sendt til gurukulaen som lærere. Lærernes kvalitet var ikke altid lige god.

Man havde også den ide, at gurukulaen skulle acceptere alt og alle. Den politik har vi slet ikke længere. Nu kommer en dreng først på prøve i tre dage, derefter i tre uger, så tre måneder og til sidst seks måneder. Hver gang bliver det vurderet, om han skal fortsætte. Allerede efter de første tre uger kan man som regel frasortere dem, der vil give problemer, men somme tider går der tre måneder eller mere, før den problematiske side kommer frem. I de tidlige år var der ingen sådan filtrering. Derfor blev skolen fyldt med drenge, der udnyttede andre og underminerede hele ånden, og vi kunne ikke sende nogen bort. Til sidst var der en skandale i begyndelsen af 1990’erne, hvor nogle af drengene var involveret med hinanden – ingen lærere var involveret – og det endte med, at gurukulaen lukkede i en årrække.

Ikke desto mindre er gurukula-systemet det oprindelige undervisningssystem på denne planet. Det er Krishnas system. Krishna selv gik i gurukula, så der er slet ingen tvivl om, at gurukula er både tidløs og velfungerende, for det er det system, der hjælper mennesker til at blive hengivne. Prabhupada ville have gurukulaer i stedet for de moderne skoler. Han kaldte dem slagterier, der dræber elevernes finere sider med deres materialistiske og ateistiske undervisning og den sansenydelse, der foregår i regi af skolerne.

Lalitanatha: Fortæl lidt mere om, hvad der skete efter genåbningen, og hvordan gurukulaen fungerer i dag.

Samba: Gurukulaen genåbnede som sagt i 2005. Lærerne fra den gamle gurukula havde været der hele tiden, og der var også syv-otte drenge, hvis forældre insisterede på, at deres drenge skulle blive sammen med lærerne, selv om gurukulaen ikke eksisterede officielt. Min søn var blandt de første 15-20 drenge, der blev optaget i den nye skole. Til at begynde med gik det langsomt, men ordet har bredt sig, og nu er interessen stor.

Lalitanatha: Er det en fuldblods asrama-skole, hvor drengene bor i skolen?

Samba: Ja. Systemet er, at drengene i begyndelsen er dagskoleelever, der møder om morgenen og går hjem om aftenen. De skal til mangala-arati i templet og derefter være i gurukulaen omkring klokken halv seks. Klokken seks om aftenen går de hjem til deres forældre. Når en dreng har vist, at han er moden og ansvarlig nok til at bo i asramaen, vil lærerne og de andre elever invitere ham til at flytte ind i asramaen, hvilket er den eneste måde at blive optaget på. Drengen har efterfølgende en samtale med asrama-læreren, der forklarer ham, hvad det vil sige at bo i asramaen, hvad hans ansvar er, og hvilken disciplin han skal følge. Først da kan han flytte ind i asramaen.

Der er altså ingen tvang, men en masse psykologi involveret. Det forventes, at en dreng vil flytte ind i asramaen, for det er det avancerede stadie, men på samme tid er det frivilligt, og nogle drenge gør det aldrig. Men hvis en dreng ikke flytter ind, er det underforstået, at han ikke er helt så avanceret, som han kunne være. Han vil hellere hjem om aftenen og se en film eller spise en kage hos mor. Ingen siger noget. Han bliver respekteret, men han er alligevel ikke helt på samme niveau. Disse hierarkier af status får drengene til at stræbe efter højere niveauer.

Når en dreng har været i gurukulaen nogen tid og lært de grundlæggende ting og kan betros et ansvar, bliver han en ’lille’ lærer. Gurukula-systemet er, at de ældre elever underviser de yngre. Til dagligt køres skolen af eleverne, der både underviser og laver alt det praktiske inklusive rengøring og madlavning. Lærerne overser hovedsageligt. Deres opgave er at holde øje med, at alting foregår rigtigt, og løse de problemer, der opstår.

Lalitanatha: Kan du fortælle lidt om lærerne i gurukulaen?

Samba: Alle lærerne lever nøjagtigt det samme liv som eleverne. De bader under vandpumpen hver morgen, de har samme slags skab som eleverne, de er eksemplariske og lever det liv, som drengene forventes at leve. Drengene ser, at deres lærere gør ikke andet end det, som de selv gør – bare mere, end de gør.

Den ene rektor er Pritivardhana Prabhu. Han er fra Tjekkiet og har været der i 25 år. Han er en meget striks brahmacari. Hele hans liv foregår bag et lavt skrivebord, hvor han både arbejder og sover. Han står tit op ved midnat og læser og chanter. Han læser Srimad-Bhagavatam hele tiden og er flittig og meget tålmodig. Han relaterer til alle drengene på deres niveau – han leger gerne med de små drenge – for hele pointen er at opbygge et stærkt forhold af kærlighed og respekt. Han er ikke blødsøden, men snarere streng. Alligevel holder drengene meget af ham og respekterer ham meget. De betror sig til ham, og han råder hver af dem efter deres behov.

Madhava Gauraranga er den anden rektor. Han kom i gurukulaen som 7-årig og er også en fantastisk person. Imens Pritivardhana fungerer indadtil, er Madhava Gauranga en mere udadvendt person og tegner som oftest gurukulaen udadtil, f.eks. i forhold til forældrene. Han leder også børnebeskyttelseskontoret i Mayapur. Han underviser bl.a. i kampsport og er også meget striks, men samtidig en meget varm person.

Så er der selvfølgelig Bhakti Vidyapurna Swami, der mere end nogen anden har videreført gurukulaen i alle disse år. Han underviser ikke selv, men han er som en faderskikkelse og lever et meget eksemplarisk liv i gurukulaen. Mere end nogen anden er gurukulaen hans inspiration, som han for mange år siden tog til sig som sin mission. Man kan høre, hvor inspireret han er til at følge Srila Prabhupadas instruktioner om gurukula, og han har også studeret, hvordan gurukulaer fungerer andre steder i Indien.

Disse tre har været sammen i 20 eller 30 år og har alle taget samme ånd til sig. De har begået mange fejl sammen og haft mange successer og lært af det hele, hvilket vel er forklaringen på, at det kører nu, som det gør.

Lalitanatha: Blandt nogle hengivne har Bhakti Vidyapurna Maharaja et dårligt omdømme. Er det berettiget?

Samba: Nej, de kender ikke Maharaja. Han er aldrig blevet mistænkt for at være faldet ned, så det kan man ikke kritisere ham for. Men han var nok for autoritær i sin tid, og der foregik ting omkring ham, som han skulle have grebet ind overfor. Men skal vi blive ved med at hænge i en 20 eller 30 år gammel fortid? Krishna-bevidsthed er en renselsesproces. Tror vi, at hvis en person begik en fejl for mange år siden, kan han aldrig gøre det godt igen? Det er vel det samme som at sige, at Krishna-bevidsthed ikke virker.

Så jo, nogle begik fejl, men man kan vel forvente, at de så bagefter bare prøver at gøre det bedre, specielt når vi har med så seriøs en person som Maharaja at gøre. Som jeg kender ham, er han intet andet end en inspirerende person. Ja, jeg er virkelig inspireret af ham, for han har holdt fast i Srila Prabhupadas instruktioner for gurukula i så mange år på trods af megen kritik.

Og kritikken er uvidenhed. Folk kritiserer f.eks., at drengene går i traditionelle træsandaler, og kalder dem ’vediske dukker’ uden at forstå hele ideen bag. I virkeligheden handler det om at indsuge den vediske mentalitet. Det er formålet med skoene og måden, de klæder sig på, og alt andet, for man udvikler en mentalitet ved at gøre ting på en bestemt måde. Problemet er, at mange hengivne kritiserer uden at have sat sig ind i, hvad der virkeligt foregår. De ser bare nogle ydre symptomer. ”Disse folk er brahminske fanatikere.” Men det eneste, vi forsøger i gurukulaen, er at etablere den del af den vediske kultur, som Prabhupada så som relevant for os som vaisnavaer.

Lalitanatha: Hvordan opleves gurukulaen indefra?

Samba: Som et meget frit sted. Der er intet krav til lærerne om at undervise på en bestemt måde. Brahmanaer er på en måde anarkister. Hver lærer har frihed til at undervise på den måde, som han synes er rigtig, så længe det sker inden for rammerne af den brahminske kultur. Som lærer kan man være streng eller mindre streng eller munter og sorgløs alt efter sit temperament.

Drengene elsker at være der. Det er deres liv og sjæl. Jeg var forbavset over min egen søn, da han begyndte at gå i gurukulaen. Selv i deres ferie skulle han lige hen i gurukulaen og være med og se, hvad der skete. Og disse drenge bliver så godt udrustet, som nogen kan blive det. De får godt nok ingen officielle eksamenspapirer, som de kan vise frem på et universitet eller en arbejdsplads senere hen. Men de har lært at arbejde sammen, de har lært, hvad virkelig venskab er, og de har udviklet gode og stærke personlige karakteregenskaber. Vores erfaringer viser, at de vil kunne klare sig overalt. Og selvfølgelig har de som det vigtigste af alt lært, hvad det virkelige mål med menneskelivet er. Forhåbentligt bliver resultatet af deres mange års træning i gurukulaen, at de vender hjem til Krishna efter dette liv.