Af Lalitanatha Dasa

Vi er alle så forskellige. Nogle kan lide én ting, andre en anden ting. Vi har forskellige religioner, politiske opfattelser og tusindvis af interesser. Ikke desto mindre har vi alle én ting til fælles. Vi ønsker alle at være lykkelige. Vi kan alle godt lide lykke, ikke sandt?

Der går for resten et rygte om, at vi danskere er verdens lykkeligste mennesker? Det har jeg altid undret mig over, når jeg har hørt det. Hvorfor er 800.000 danskere kronisk alkoholikere, hvis vi er så lykkelige? Men det var ikke det, jeg ville tale om.

Min pointe er, at det må være værd at studere, hvad lykke virkelig er, og hvad der gør os virkeligt lykkelige. I virkeligheden burde det vel være det, vi brugte mest tid på at forstå og finde ud af og blive uddannet til.

Bhagavad-gita er Indiens 5.000 år gamle visdomsklassiker. Den er også verdens tredje eller femte mest læste bog, måske fordi den mere end nogen anden bog handler om lykke. Dens motto er: ”Lad alle blive lykkelige,” og den er værd at studere, skulle jeg hilse og sige. Ifølge Bhagavad-gita er der forskellige former for lykke og forskellige måder at forsøge at blive lykkelig på. Ikke alle er lige gode. Nogle gange bliver vi narret til at tro, at noget er lykke, imens det i virkeligheden kun vil give os lidelse.

En god form for lykke beskrives således:

”Det, der til at begynde med kan forekomme som gift, men som ender med at være ligesom nektar, og som vækker én til selverkendelse, siges at være lykke i godhedens natur.”

Et eksempel kan være at gøre noget, som er det rigtige at gøre, men som vi slet ikke har lyst til at gøre. En pligt, vi har. Så det er til at begynde med ubehageligt, ja rigtigt træls. Men tit, så snart man går i gang med det, mærker man allerede en dyb tilfredsstillelse ved at gøre det, og når man har gjort det og bagefter kan se tilbage med tilfredshed, at man gjorde det rigtige – da føler man sig rigtig lykkelig.

Så står der i Bhagavad-gita:

”Den sanselige lykke, der … til at begynde med virker som nektar, men senere bliver som gift, siges at være af lidenskabens natur.”

Her sigtes der bl.a. til materielle nydelser. Jeg opfordres til at standse op og tænke over, om min stræben efter f.eks. rigdom, penge, berømmelse eller bare hende drømmepigen, som jeg altid har fantaseret om, i virkeligheden vil gøre mig lykkelig. Tror jeg bare, at græsset er grønnere på den anden side, imens jeg i virkeligheden jagter en gulerod, jeg aldrig vil opnå? I hvert fald siger Bhagavad-gita: ”En vis person finder ikke glæde i de nydelser, der har en begyndelse og en ende, for sådanne nydelser er kun en kilde til frustration og lidelse.”

Eller som der også står: ”Nydelse er fjolsets tilfredshed, imens tilfredshed er den vises nydelse.”

I sidste ende er lykke en indre tilstand og en åndelig tilstand, som ifølge Bhagavad-gita kommer i to stadier. Det første er den urokkelige indre tilfredshed og trance, man erfarer ved at erkende og opleve sig selv som et helt igennemt åndeligt individ, der intet har at gøre med den midlertidige verdens flygtige former. Den anden er den lykke, der vælder frem, når man som et åndeligt individ vækker sin kærlighed til den åndelige helhed, vi alle er små dele af, og derved oplever og udvikler en dyb kærlighed til hver eneste skabning i hele universet.

Comments are closed.