”Krishna, the Reservoir of Pleasure” udkom som en meget lille bog på et ret tidligt tidspunkt i ISKCON’s historie. Den blev også trykt på dansk engang tilbage i 1970’erne. Her bringes det afsluttende afsnit i en ny dansk oversættelse.

Vi handler normalt ikke som en tjener i relation til Gud. Ingen ønsker at være tjener, og alle vil være herre, for at være tjener er ikke særligt tiltalende. Men at være Guds tjener er noget andet. Somme tider bliver Guds tjener til Guds herre. Den naturlige situation for det levende væsen er at være Guds tjener, men i Bhagavad-gita kan vi se, at Herren, Krishna, blev Arjunas tjener. Arjuna sidder på stridsvognen, og Krishna er hans kusk.

Arjuna er ikke stridsvognens ejer, men i åndelige forhold må vi ikke klynge os til ideer fra materielle forhold. Selv om hele forholdet er der i den åndelige verden, ligesom vi har erfaring af det i denne verden, er forholdet i den åndelige verden ikke forurenet af materie. Derfor er det rent og transcendentalt. Det er af en anden natur. I takt med at vi bliver avancerede i den åndelige livsopfattelse, kan vi forstå, hvad den virkelige natur i den åndelige, transcendentale verden er.

Her instruerer Herren os i buddhi-yoga. Buddhi-yoga vil sige at have fuld bevidsthed om, at vi ikke er denne krop, og hvis jeg handler med den forståelse, er jeg ikke krop, men bevidsthed. Det er et faktum. Så hvis vi handler på niveauet af bevidsthed, kan vi sætte os ud over det frugtstræbende resultat fra godt arbejde eller dårligt arbejde. Det niveau er et transcendentalt stadie. Det betyder, at vi handler på en andens vegne – på den Højestes vegne. Vi er ikke ansvarlige for tab eller vinding. Når der er fortjeneste, må vi ikke blive opblæste. Vi bør tænke: ”Denne fortjeneste er for Herren.” Og når der er tab, skal vi vide, at det ikke er vores ansvar. Det er Guds værk – Hans. Så vil vi være lykkelige. Det er vi nødt til at øve os i: altid at handle på vegne af den Højeste. Denne transcendentale natur er vi nødt til at udvikle. Det er hemmeligheden ved at arbejde i den nuværende situation. Så snart vi arbejder på niveauet af kropslig bevidsthed, bliver vi bundet af reaktionen på vores arbejde. Men når vi handler igennem åndelig bevidsthed, bindes vi hverken af fromme eller ufromme aktiviteter. Det er teknikken.

Manisinah – dette ord er meget vigtigt. Manisi betyder eftertænksom. Uden at være eftertænksomme kan vi ikke forstå, at vi ikke er denne krop. Men hvis vi er en lille smule tænksomme, kan vi forstå det. ”Jeg er ikke denne krop. Jeg er bevidsthed.” Når vi på et tidspunkt har ro til det, kan vi gennemgå: ”Aha, dette er min finger, og dette er min hånd. Dette er mit øre, og dette er min næse. Alle disse ting er mine, men hvad er jeg?” Jeg mærker, at ”Dette er mit,” og at ”Jeg er.” Det eneste, der kræves, er blot at tænke en lille smule over det. Alting er mit – mine øjne, min finger, min hånd. Min, min, min, men hvad er jeg så? Den ”jeg” er den bevidsthed, hvormed jeg tænker: ”Dette er mit.”

Hvis jeg ikke er denne krop, hvorfor skulle jeg da handle til fordel for denne krop? Jeg burde snarere handle til fordel for mig selv. Og hvad vil det sige at handle til fordel for sig selv? Hvad er min position? Jeg er bevidsthed. Men hvad slags bevidsthed? Jeg er underordnet bevidsthed – jeg er en del af den Højeste Bevidsthed. Så hvad er min funktion? Min funktion er at handle under ledelse af den Højeste Bevidsthed, der er ligesom den ledende direktør, der er den højeste bevidsthed på et kontor. Alle på kontoret arbejder under ledelse af direktøren. Derfor lægger ansvaret ikke hos dem. De skal kun gøre deres pligter, uanset om det er fromme eller ufromme pligter. Det er lige meget. I militæret kommer ordren på samme måde fra kaptajnen eller kommandøren. Soldaten skal blot effektuere ordren. Han skal ikke tænke ikke over, om den er from eller ufrom. Det er lige meget. Han skal blot handle, så er han en virkelig soldat. Når han handler på den måde, får han sin belønning og titel og ære. Bortset fra det kan han være ligeglad. Kommandøren beordrer: ”Bare tage af sted og slå fjenden ihjel.” Belønnes han for at slå ihjel? Nej, for at gøre sin pligt.

På samme måde er situationen her, at Krishna instruerer Arjuna. Krishna er er den Højeste Bevidsthed. Jeg er bevidsthed og en uadskillelig del af den Højeste Bevidsthed. Min pligt er at handle, som den Højeste Bevidsthed vil have det. For eksempel er hånden en uadskillelig del af min krop. Det betyder, at min hånd skal bevæge sig, som jeg vil have det, ligesom mine ben skal bevæge sig, og mine øjne åbne og se. Jeg befaler, og disse dele handler. På samme måde er vi alle uadskillelige dele af den Højeste. Når vi træner os selv til at bevæge os og handle i overensstemmelse med den Højeste Bevidsthed, bliver vi transcendentale til alle disse fromme og ufromme aktiviteter. Det er teknikken. Hvad vil resultatet af denne teknik være? Vi bliver fri for fødslen og dødens trældom. Ikke længere fødsel og død.

Moderne videnskabsmænd og filosoffer tænker ikke over disse fire ting: fødsel, død, sygdom og alderdom, men tilsidesætter dem: ”Lad os være glade. Lad os nyde dette liv.” Men meningen med menneskelivet er at finde en løsning på denne trældom i fødsel, død, sygdom og alderdom. Hvis en civilisation ikke har fundet en løsning på disse fire problemer, er det ikke en menneskelig civilisation. En menneskelig civilisation har til formål at finde en fuldstændig løsning på disse ting.

Her i Bhagavad-gita (2.51) udtaler Herren: karma-jam buddhi-yuktah. Karma-jam betyder, at så snart der er handling, er der en reaktion. Hvis man handler i ondskab, vil der være en ond reaktion. Men uanset om den er god eller dårlig, er reaktion i en højere forstand alt sammen lidelse. Lad os sige, at jeg gennem gode handlinger får en god fødsel, smukke kropstræk og en god uddannelse. Jeg kan have alle disse gode ting, men det betyder ikke, at jeg er fri for materielle lidelser. De materielle lidelser er fødsel, død, alderdom og sygdom. Selv hvis jeg er en rig mand, en smuk mand, en uddannet mand, der er født i en aristokratisk familie osv., kan jeg fortsat ikke undgå død, alderdom og sygdom.

Vi må ikke bare være fokuseret på, om aktiviteter er fromme eller ufromme. Snarere skal vi engagere os i transcendentale aktiviteter. Det vil redde os fra fødslen, døden, alderdommen og sygdommens trældom. Det bør være vores mål med livet. Vi bør ikke længes efter gode eller dårlige ting. Lad os for eksempel sige, at jeg lider af en eller anden sygdom. Jeg er sengeliggende, spiser og træder af på naturens vegne på en ukomfortabel måde og indtager bitter medicin. Jeg skal hele tiden holdes ren af sygeplejersker, ellers opstår der en ubehagelig lugt. Imens jeg ligger i denne tilstand, kommer nogle venner og spørger mig, hvordan jeg har det. ”Jo, jeg har det godt,” svarer jeg. Men hvad er dette godt for noget? At ligge ukomfortabelt i sengen og indtage bitter medicin og være ude af stand til at røre sig! Men på trods af alle disse besværligheder svarer jeg: ”Jeg har det godt.” Hvis vi på samme måde i vores materielle livsopfattelse tænker: ”Jeg er lykkelig,” er det tåbelighed. Der er ingen lykke i materielt liv. Det er umuligt at have lykke her. I denne tilstand ved vi ikke, hvad betydningen af lykke er. Det er derfor, dette ord – manisinah eller tankefuld – bruges.

Vi søger lykke igennem udefrakommende, kunstige metoder, men hvor længe varer den? Den vil ikke vare ved. Vi vender igen tilbage til sorg. Lad os sige, at vi føler os lykkelige igennem beruselse. Det er ikke vores virkelige lykke. Lad os sige, at jeg gøres bevidstløs af kloroform og ikke mærker smerten under en operation. Det betyder ikke, at jeg ikke bliver opereret. Det er kunstigt. Men der findes virkelig glæde og et virkeligt liv.

Som det befales i Bhagavad-gita af Sri Krishna, opgiver det eftertænksomme menneske reaktionen på arbejde ved at være situeret på niveauet af ren bevidsthed. Resultatet er, at denne trældom i fødsel og død, sygdom og alderdom får en ende. Denne ende er i harmoni med den sande identitet, Krishna, reservoiret af glæde og evig lykke. Den sande lykke, som vi altid er tilsigtet, findes virkeligt der.

Comments are closed.