– Af Srila Prabhupada –

Som afslutning på diskussionen om Jesus og Krishna-bevidsthed bringes her nogle citater fra Srila Prabhupada om Jesus med forklaringer indskudt af hans discipel Mathuresa Dasa. Srila Prabhupadas citater er indrykket og anført med citationstegn.

Symptomerne på en sadhu [en helgenagtig person] er, at han er tolerant, barmhjertig og venlig over for alle levende væsener. Han har ingen fjender, han er fredfyldt, han følger skrifterne, og alle hans karaktertræk er ophøjede. (Srimad-Bhagavatam 3.25.21)

Uanset hvad vores bestemte reliøse tro er, er der nogle religiøse principper, der er universelle. Hvordan disse principper viser sig i karakteren hos religiøse ledere og deres tilhængere og i måden, de lever på, er den sande test på et ægte åndeligt liv. Srila Prabhupada pegede ofte på Herren Jesus Kristus som et eksempel på en sådan ægthed.

”Ifølge Srimad-Bhagavatam skal enhver ægte prædikant af Gudsbevidsthed have kvaliteterne titiksa (tolerance) og karuna (medfølelse). I Herren Jesus Kristus finder vi begge disse kvaliteter. Han var så tolerant, at selv mens han blev korsfæstet, fordømte han ingen. Og han var så fuld af medlidenhed, at han bad til Gud om, at Han ville tilgive selve de personer, der forsøgte at slå ham ihjel.”

Hengivne af Gud skal være tolerante, for det er deres pligt at minde os om, at varig lykke ikke findes i den materielle verden, men kun i hengiven tjeneste til den Højeste.

”Det religiøse princip betyder, at dette materielle liv ikke er lykkeligt… Man kan nævne Herren Jesus Kristus, Buddha, Herren Caitanya eller Krishna… Ingen af dem siger: ’Man kan justere situationen, så man kan leve fredfyldt her.’… Dette er ikke et sted, hvor man kan leve og være lykkelig.

Sadhuen har den utaknemmelige opgave at indskærpe vigtigheden af hengiven tjeneste. Somme tider bliver hengivne personligt angrebet med vold. Herren Jesus Kristus blev korsfæstet, Haridasa Thakura blev pryglet på 22 markedspladser, og Herren Caitanyas vigtigste hjælper, Nityananda, blev voldeligt overfaldet af Jagai og Madhai. Men de var fortsat meget tolerante, for deres mission var at udfri de faldne sjæle.”

Selv om det er uvidende og overfladisk at tro, at sådanne ophøjede hengivne kan blive slået ihjel, var Herren Jesus Kristus og andre villige til at ofre deres liv for at befri de uvidende. Om Kristi korsfæstelse udtalte Prabhupada:

”Selvfølgelig kunne de ikke virkelig slå ham ihjel. Men de troede, at han kunne slås ihjel, så de begik en stor forseelse. Da Kristus blev korsfæstet, bad han: ”Fader, tilgiv dem. De ved ikke, hvad de gør.”

En helgenagtig person er imidlertid ikke kun barmhjertig over for mennesker. Han er suhrdam sarva-dehinam, barmhjertig over for alle legemliggjorte væsener – dyr såvel som mennesker.

”Herren Jesus Kristus eksemplificerede dette med sin lære ”Du må ikke slå ihjel.” Men de kristne vil gerne fejlfortolke denne instruktion. De tror, at dyr ingen sjæl har, og at de derfor frit kan slå milliarder af uskyldige dyr ihjel på slagterierne. Så selv om der er mange personer, der bekender sig som kristne, er det meget vanskeligt at finde bare én, der strengt følger Herren Jesu Kristi instruktioner.”

De fleste kristne protesterer imod denne direkte forståelse af Kristi bud og foretrækker i stedet at tolke ”slå ihjel” som ”myrde”. ”Vi bør afstå,” hævder de, ”fra at slå mennesker ihjel. Det er det, der menes.” Srila Prabhupada bemærkede om denne mentalitet:

”Hvis I vil fortolke disse ord, er det en anden ting, men vi forstår den direkte betydning. ’Du må ikke slå ihjel’ betyder ’Kristne må ikke slå ihjel’. Man kan komme med fortolkninger for at fortsætte med den nuværende handlemåde [dyreslagtning], men for os er det helt klart, at der ikke er brug for nogen fortolkning. Fortolkning er nødvendig, hvis noget ikke er klart. Men her er betydningen klar. ’Du må ikke slå ihjel’ er en klar instruktion. Hvorfor skulle vi fortolke den?”

Man kan selvfølgelig spørge: ”Kan Krishna ikke give lov til at spise dyr?” Fader Emmanuel Jungclaussen fra klostret Niederalteich i Vesttyskland stillede engang Srila Prabhupada dette spørgsmål. Srila Prabhupada svarede:

”Jo, i dyreriget. Men det er ikke meningen, at det civiliserede menneske, det religiøse menneske, skal slå dyr ihjel og spise dem. Hvis I holder op med at slå dyr ihjel og reciterer Kristi hellige navn, vil alt være perfekt. Jeg er ikke kommet for at lære dig noget, men kun for at bede dig om at recitere Guds navn. Biblen forlanger også dette af dig. Så lad os samarbejde og synge Guds navne, og hvis du har en fordom imod at synge navnet Krishna, så syng Kristos – der er ingen forskel. Sri Caitanya sagde: ’Gud har millioner og millioner af navne, og fordi der ingen forskel er på Guds navne og Ham Selv, har hvert af disse navne samme kraft som Gud.’

Selv hvis du accepterer betegnelser som ’hindu’, ’kristen’ eller ’muhamedaner’, vil du opnå det åndelige plan, hvis du blot synger det navn på Gud, der findes i dine egne skrifter… Det er lige meget, uanset om du overholder denne pligt som hindu, kristen eller muhamedaner – men gør det!

Jeg mener, at de kristne præster bør samarbejde med Krishnabevidstheds-bevægelsen. De bør synge navnet Kristus eller Kristos og holde op med at lade slagtningen af dyr gå upåtalt hen. Dette program følger Biblens lære. Det er ikke min filosofi.”

Fordi kvaliteten barmhjertighed over for alle levende væsener er så central en ting i karakteren hos enhver helgenagtig person, talte Srila Prabhupada konsekvent i sine samtaler med kristne om, hvor ond en ting dyreslagtning er. Således bemærkede Prabhupada over for Kardinal Jean Danielou i Paris:

”Biblen siger ikke blot: ’Du må ikke slå et menneske ihjel.’ Den siger bredt: ’Du må ikke slå ihjel’… Det er meningen, at mennesker skal spise vegetarisk mad. Tigeren kommer ikke for at spise dine frugter. Hans foreskrevne mad er dyrekød. Men menneskets mad er grønsager, frugter, korn, mælkeprodukter… Når der ikke er anden føde at få, kan man somme tider spise kød for ikke at sulte ihjel. Men det er særdeles syndigt at opretholde faste slagterier blot for at tilfredsstille jeres tunger. I virkeligheden vil man ikke engang have et menneskesamfund, før denne grusomme praksis med at have slagterier er ophørt.”

Men Gud er venlig, kan en kristen indvende. Hvorfor skulle Han stoppe os, hvis vi ønsker at spise kød? Det gør Han heller ikke. I virkeligheden giver Han os passende kroppe til at spise kød i, kroppe, der er mere egnede end vores nuværende menneskeskroppe.

”Gud er meget venlig. Hvis du gerne vil spise dyr, giver Han dig fuld mulighed for det. Gud vil give dig en tigers krop i dit næste liv, så du uhindret kan spise kød. ’Hvorfor have slagterier? Jeg vil give dig hugtænder og klør. Værsgo og spis!’ Så kødspiserne afventer en sådan straf. Dyrespiserne bliver tigre, ulve, katte og hunde i deres næste liv – for at få bedre mulighed [for at spise kød].”

Ifølge en gængs kristen doktrin er kristne frie for reaktionerne på deres synder, fordi de har overgivet sig til Herren Jesus Kristus, og han har vasket deres synder væk. I Bhagavad-gita udtaler Herren Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, på samme måde, at de, der overgiver sig til Ham, vil blive befriet fra synder.

Men hvad er overgivelse? Hvis den åndelige mester, Herren Jesus Kristus, har lidt for at befri os fra vores synder, er det da overgivelse at fortsætte med frit at synde? Synd på grund af svaghed er måske tilgiveligt, men Srila Prabhupada lærte os, at vores svaghed må ikke blive vores profession.

”Jesus Kristus lærte: ”Du må ikke slå ihjel,’ men hans tilhængere har nu bestemt sig for alligevel at slå ihjel, og de åbner store moderne, videnskabelige slagterier. ’Hvis der er nogen synd, vil Kristus lide for os.’ Dette er en særdeles forkastelig konklusion.

En vaisnava er ulykkelig over at se andres lidelse. Derfor gik Herren Jesus Kristus med til at blive korsfæstet for at befri andre fra deres lidelser. Men hans tilhængere er ham så utro, at de har besluttet: ’Lad Kristus lide for os, og vi vil fortsætte med at synde.’ De elsker Kristus så meget, at de tænker: ’Min kære Kristus, vi er meget svage. Vi kan ikke opgive vores syndige aktiviteter, så lid venligst for os.’”

Når den åndelige mester befrier os fra tidligere karma eller synd, giver han os ikke en blankocheck til at gøre hvad som helst i hans navn. Hvis Herren Jesus Kristus gik med til at blive korsfæstet for vores synder, hvilken ægte tilhænger ville da ønske at forlænge korsfæstelsen?

”Kristus kan påtage sig lidelsen for sine hengivnes tidligere synder. Men først må de komme til fornuft: ’Hvorfor skulle jeg give Jesus Kristus lidelse for mine synder? Lad mig ophøre med syndige aktiviteter.’”

Og den åndelige mester holdes ikke ansvarlig for såkaldte tilhængere med skøre motiver.

”Lad os sige, at en mand, der er sin fars yndlingssøn, begår et mord. Og lad os sige, at han tænker: ’Hvis der kommer nogen straf, kan min far lide for mig.’ Vil loven tillade det? Når morderen arresteres og siger: ’Nej, nej, I kan sætte mig fri og arrestere min far. Jeg er hans yndlingssøn,’ vil politifolkene da følge denne tåbes anmodning?

Han begik mordet, men han tror, at hans far skal lide straffen! Er han ved sine fulde fem? ’Nej, du har begået mordet, så du skal hænges.’ Når I på samme måde begår syndige aktiviteter, må I lide – ikke Jesus Kristus. Det er Guds lov.”

Srila Prabhupada gav ikke meget for brugen af Kristi nåde som en undskyldning for at fortsætte med at synde. Ikke desto mindre havde Prabhupada ægte værdsættelse af Kristus som Guds søn.

”Jesus Kristus var sådan en stor personlighed. Han havde ingen fejl. Alligevel blev han korsfæstet. Han ønskede at sprede Gudsbevidsthed, og til gengæld korsfæstede de ham. De var helt utaknemmelige. De kunne ikke sætte pris på hans prædiken. Men vi værdsætter ham og giver ham al ære som Guds repræsentant.

Han er helt sikkert Guds repræsentant. Derfor forguder vi Herren Jesus Kristus og udtrykker vores respekt for ham.”

Ikke kun forguder vi ham, men han er vores guru, vores åndelige mester.

”Engang i Melbourne kom en gruppe kristne præster og besøgte mig. De spurgte: ’Hvad er din mening om Jesus Kristus?’ Jeg svarede dem: ’Han er vores guru. Han prædiker Gudsbevidsthed, så han er vores åndelige mester.’ Præsterne satte meget pris på dette.

I virkeligheden skal enhver, der prædiker Guds herligheder, accepteres som guru. Jesus Kristus er en sådan stor personlighed. Vi bør ikke tænke på ham som et almindeligt menneske. Ifølge skrifterne er enhver, der anser den åndelige mester for at være et almindeligt menneske, besat af en helvedesagtig mentalitet. Hvis Jesus Kristus var et almindeligt menneske, ville han ikke have kunnet udbrede Gudsbevidsthed.”