Srila Prabhupada forklarer i denne klasse fra Vrindavana, Indien, i 1972, hvordan vi ved at overvinde vores materielle ønsker kan forstå Gud og værdsætte Hans kærlighed til os.

tac chraddadhana munayo
jnana-vairagya-yuktaya
pasyanty atmani catmanah
bhaktya sruta-grhitaya

”Den Absolutte Sandhed erkendes af den seriøst videbegærlige studerende eller vismand, der er veludrustet med viden og utilknyttet, ved at gøre hengiven tjeneste og lytte til Vedanta-sruti.” (Srimad-Bhagavatam 1.2.12)

For at kunne erkende den Absolutte Sandhed må vi som det første vide, hvad livets formål er. Det er ikke meningen, at denne menneskelige livsfom skal spildes på at leve som hunde og svin. Hundene og svinene har travlt dag og nat med at arbejde hårdt for at finde mad og sex. Naturen har arrangeret det på sådan en måde, at de ikke har andet at gøre. Men menneskelivet er ikke tilsigtet det formål. Snarere er det en chance, som naturen har givet os, for at erkende den Absolutte Sandhed.

Ifølge de vediske skrifter er vi gået igennem 8.400.000 livsformer, men kun i denne menneskelige form – og specielt i den civiliserede menneskeform – kan vi erkende den Absolutte Sandhed. Forsøg at forstå dette eksempel: En højtplaceret regeringsembedsmand gives alle faciliteter såsom gode levebetingelser, en god lejlighed, en god løn og mange tjenere. Hvad er formålet? At han med en besindig hjerne og et tilfreds sind skal gøre staten værdifuld tjeneste. På samme måde er mennesket blevet givet så mange faciliteter: masser af korn, frugter, blomster og mælk sammen med intelligensen til at bygge gode huse, veje og byer. Hvorfor? Så mennesket kan leve fredfyldt og forsøge at erkende den Absolutte Sandhed – ikke, så det kan tilegne sig kropslige bekvemmeligheder og nyde sine sanser. Nej.

For eksempel er folk i Vesten blevet udstyret med så mange faciliteter til et komfortabelt liv, men fordi de ikke ved, hvordan man udnytter dem, er der så megen kaos og forvirring. De unge fyre og piger bliver hippier, fordi de finder deres forældres såkaldte komfortable liv fortærsket. Den samme vin, de samme kvinder, den samme bil, den samme gade – det er blevet dem så vammelt.

Det er naturens gang, for det er ikke meningen, at mennesket skal leve et komfortabelt liv i sansetilfredsstillelse. Som der står i Srimad-Bhagavatam [1.2.10], er menneskelivet bestemt til tattva-jijnasa, udforskning af den Absolutte Sandhed. Tjen penge og lev komfortabelt, men anvend størstedelen af jeres tid på at erkende den Absolutte Sandhed. Det er målet med vores liv.

Siden vores eneste pligt er at erkende den Absolutte Sandhed, må vi vide, hvad den Absolutte Sandhed er. Der står i Vedanta-sutra [1.1.2], janmady asya yatah: ”Den Absolutte Sandhed eller Brahman er den oprindelige årsag til alting, alle årsagers årsag.” Og hvem er årsagen til alle årsager? Ifølge Brahma-samhita, isvarah paramah krsnah . . . sarva-karana-karanam: ”Krishna, den Højeste Hersker, er alle årsagers årsag.”

Vores udforskning af den Absolutte Sandhed begynder, når vi spørger: ”Hvorfor er jeg kommet til denne verden? Hvorfor lider jeg de trefoldige lidelser?” [De trefoldige lidelser er dem, der kommer fra ens egen krop og sind, fra andre levende væsener og fra naturens forstyrrelser.] Jeg ønsker ikke at dø, men døden påtvinges mig. Jeg ønsker ikke at blive gammel, men alderdommen påtvinges mig. Hvorfor?” Det er de rigtige spørgsmål, et menneske skal stille.

Men desværre er de fleste mennesker ikke interesserede i disse spørgsmål. De er blot interesserede i at spørge: ”Hvor er der penge? Hvor er der penge? Hvor er der penge?” Som Sukadeva Gosvami bemærker det i Srimad-Bhagavatam [2.1.3]:

nidraya hriyate naktah
vyavayena ca va vayah
diva carthehaya rajan
kutumba-bharanena va

”Folk spilder deres nætter blot på at sove eller have sex, og om dagen arbejder de hårdt for at skaffe sig penge. Og hvis de får penge, spilder de deres tid på at bruge dem på slægtninge, børn osv.”

Vi bør ikke spolere vores liv på den måde. Livets mål er noget andet. Problemet er, at folk i den moderne civilisation ikke ved, at livets mål er at erkende Krishna eller Visnu (na te viduh svartha-gatim hi visnum). De forsøger at lave politiske eller sociale justeringer for at løse deres mange problemer. De Forenede Nationer har forsøgt at skabe fred i verden i fyrre år, men der er stadigvæk krig imellem mange lande, selv om alle har travlt med politik og diplomati. Det er ikke måden, livets problemer kan løses på.

Løsningen på livets problemer kan i virkeligheden findes i denne Krishnabevidstheds-bevægelse. De, der er intelligente, bør studere denne bevægelse og forsøge at overføre Krishna-bevidsthed til alle aktivitetsområder – politiske, religiøse, økonomiske, sociale. Det er virkelig udforskning af den Absolutte Sandhed.

Nu beskriver dette vers i Srimad-Bhagavatam, hvordan man kan blive interesseret i at benytte sig af den virkelige værdi i menneskelivet. Menneskelivets værdi er, at vi kan spørge ind til den Absolutte Sandhed, men hvordan kan man udvikle sin tilbøjelighed til at spørge på den måde? Normalt er denne tendens der i alles hjerter, men nu er den blevet dækket til af kunstige tilbøjeligheder. Herren Caitanya forklarer, nitya-siddha krsna-prema sadhya kabhu naya: ”Kærlighed til Krishna er for evigt inde i enhvers hjerte. Det er ikke noget, man påtvinger sindet kunstigt.” Helt naturligt har ethvert normalt menneske tendensen til at spørge: ”Hvad er jeg? Hvad er Gud? Hvad er mit forhold til Ham? Hvorfor lider jeg?” Der er så mange spørgsmål, man bør stille.

Her foreslås det, at hvis man virkelig er seriøs med hensyn til tattva-jijnasa, udforskning af den Absolutte Sandhed, må man have en indledende tro (sraddha). Den første ting er tro (adau sraddha). Det er begyndelsen på Krishna-bevidst liv. Srila Rupa Gosvami bekræfter dette. Han har givet en opskrift på, hvordan man opnår livets fuldkomne stadie, kærlighed til Gud, og han siger, at det begynder med tro.

Vi bør altid huske på, at denne Krishnabevidstheds-bevægelse lærer folk, hvordan man elsker Gud. Det er det væsentlige i vores bevægelse. Desværre har folk ingen anelse om, hvem Gud er, eller hvad Hans form er, for slet ikke at tale om at elske Ham. Generelt tror folk, at Gud ingen form har. Hvis man har gjort en lille smule fremskridt i åndeligt liv, kommer man til punktet af nirakara eller nirvisesa-brahman, den formløse forestilling om den Absolutte Sandhed. Det er det første skridt i Gudserkendelse. Men længere end det ønsker de ikke at gå. De tror, at Brahman-stadiet er det endelige. Men det er ikke det endelige. Man er nødt til at gøre yderligere fremskridt og erkende Paramatma, Oversjælen i hjertet. Og til sidst skal man gøre fremskridt til punktet, hvor man erkender Bhagavan, den Højeste Herre.

Vi lærer derfor folk, hvordan de elsker Guddommens Højeste Personlighed. Det betyder, at den, der har lagt Brahman og Paramatma bag sig, kan forstå processen til, hvordan man elsker Gud. Men hvis man intet begreb har om Gud, hvordan kan man da elske Ham? Man kan ikke elske luften eller himlen. Man er nødt til at elske en person – med form. Men i begyndelsen har vi ingen ide om, hvad Guds form er. Derfor står der i sastra, isvarah paramah krsnah sac-cid-ananda-vigrahah: ”Den højeste hersker er Krishna, og Han har en evig form af lyksalighed og viden.” Vi må have tro på disse beskrivelser.

Derfor udtaler Srila Rupa Gosvami, adau sraddha: ”I begyndelsen må man have en smule tro.” Vi må være fast overbeviste om, at hvis vi elsker Krishna eller Gud, er det vores livs fuldkommenhed. Vi må være helt overbevist om, at hvis vi blot overgiver os til Krishnas lotusfødder, vil Han redde os fra alle former for lidelse. Han forsikrer os om dette i Bhagavad-gita (18.66): aham tvam sarva-papebhyo moksayisyami. ”Lad være med at bekymre dig. Jeg vil befri dig fra alle syndige reaktioner.”

Folk lider på grund af syndige handlinger. Lidelserne, vi nu gennemgår, er reaktionerne på vores tidligere syndige handlinger, og ved at handle syndigt i dette liv gør vi os klar til at komme ind i en ny krop med mere lidelse. Alle i denne materielle verden har en materiel krop, og det må forstås, at denne krop skyldes vores syndige handlinger i fortiden. Derfor står der i Srimad-Bhagavatam (5.5.4), at vi ikke bør begå flere synder. Na sadhu manye yata atmano ‘yam asann api klesada asa dehah. Fordi vi har disse kroppe, lider vi de trefoldige lidelser, så hvorfor skulle vi handle på en måde, så vi igen må acceptere en anden krop og fortsætte vores lidelsesperiode? Og måske får vi ikke en menneskekrop i vores næste liv. Lad os sige, at vi får et træs krop. Så vil vi være nødt til at stå der i hundredvis af år og lide svidende varme, rystende kulde og voldsomme vindstød.

Problemet er, at folk ingen viden har om, at den åndelige sjæl er evig, og at den vandrer gennem forskellige slags kroppe og lider forskellige slags lidelsesfyldte situationer. I uvidenhed tænker folk: ”Nu har jeg en rigtig dejlig krop. Jeg spiser godt, sover godt og parrer mig godt.” Men det er, hvad svinene og hundene gør. Det er ikke menneskets opgave. Et menneske skal være seriøst med hensyn til at forstå værdien af livet og forberede sig til det næste liv.

I det næste liv bør man vende tilbage til Krishna. Han siger i Bhagavad-gita (15.6), yad gatva na nivartante tad dhama paramah mama: ”De, der kommer tilbage til Min højeste bolig, vil aldrig skulle vende tilbage til denne lidelsesfyldte materielle verden.” Krishna kommer til denne verden. Han inkarnerer her for at hverve: ”Mine kære sønner, kom tilbage hjem. Hvorfor lider I her? Hvorfor har I skabt så megen slyngelagtighed – politik og økonomi, det ene og det andet? Så mange ting tynger jer. Bare kom til Mig. Det vil gøre jer lykkelige.” Dette er hele Bhagavad-gitas instruktion.

Når Krishna kommer, viser Han os Sine lege i Vrindavana og inviterer os: ”I kan også danse med Mig. I kan lege med Mig ligesom kohyrdedrengene. Og Jeg vil beskytte jer. Der er så mange dæmoner, der kommer og angriber os, men Jeg vil beskytte jer.” Et muntert liv – anandamayo ‘bhyasat. Det er Krishna-bevidsthed.

Krishna kommer personligt for at invitere os hjem igen, men vi er så stædige, at vi ikke engagerer os i denne Krishna-bevidsthed. I Bhagavad-gita (7.15) udtaler Krishna, na mam duskrtino mudhah prapadyante naradhamah. Disse er klasserne af mennesker, der ikke overgiver sig til Krishna. Hvem er de? Først er der duskrtier, de, der altid er engageret i syndige aktiviteter. Dernæst mudhaer, slyngler uden nogen viden. Derefter naradhamaer, menneskehedens laveste. Formålet med denne menneskelige livsform er at forstå Krishna og overgive sig til Ham, men det vil de ikke. De har travlt med så megen slyngelagtighed, men de vil ikke overgive sig til Krishna. Det er, hvad naradhamaerne gør.

Nu kan man sige: ”Der er så mange uddannede personer – B.A.’er, M.A.’er, Ph.D.’er – der ikke engagerer sig i Krishna-bevidsthed. Er de alle naradhamaer, menneskehedens laveste?” Ja. Det direkte svar er ja. ”Er de blevet naradhamaer efter at have taget sådanne store, store eksamener?” Ja. Srila Bhaktivinoda Thakura bekræfter det: jada-vidya jato mayara vaibhava. ”Materialistisk uddannelse er blot en ekspansion af maya, illusion.” Fremskridtet i materialistisk uddannelse gør folk mere og mere knyttede til denne materielle verden. Menneskelivet bør bruges på at opnå jnana-vairagya, viden og utilknytning. Vi bør forsøge at tilegne os viden om livets værdi, og når vi faktisk har opnået det niveau af viden, bør vi blive utilknyttede til denne materielle verden. Det er nødvendigt. Men hvad sker der? Der er ingen viden om livets værdi, og folk bliver blot mere og mere knyttede til denne verden. Derfor bemærker Krishna, at fremskridt i materialistisk uddannelse betyder mayayapahrta-jnana: ”Den illusoriske energi har frarøvet os det virkelige formål med viden.” Konklusionen er, at de materialistiske lærde alle er naradhamaer, de laveste blandt mennesker.

Hvorfor sker dette for så mange mennesker? Asurah bhavam asritah: Fordi de har søgt tilflugt i ateismens filosofi. ”Der er ingen Gud,” hævder de. ”Hvorfor tager I i templet? Der er ingen Gud.” Eller også siger de: ”Alle er Gud. Jeg er Gud. Du er Gud. Gud er overalt – undtagen i templet.” De prædiker faktisk denne filosofi: ”Gud er overalt, så hvorfor tage i templet?” Det betyder, at de tror, at Gud må være overalt undtagen i templet. Så den slags pjat går sin gang, og derfor er disse store, store ateistiske lærde alle naradhamaer, menneskehedens laveste.

Lad være med at følge disse naradhamaer. Hav tro. Forsøg at forstå Gud fra dem, der virkelig følger Gud (evam parampara-praptam). Hvis man forsøger at lære den Absolutte Sandhed at kende fra dem, der kommer i discipelrækken fra Krishna, kan man forstå sit forhold til Gud, og hvordan man kan komme ud af det materielle livs lidelsesfyldte tilstande. Det er muligt.

Alting begynder med tro (sraddha). For eksempel er folk her kommet med en smule tro. Den tro er som en gnist. Nu kan man blæse til den, så den bliver en flammende ild. Hvordan? Srila Rupa Gosvami har givet os denne formel. Hvis man har en lille smule tro på den Absolutte Sandhed, Bhagavan, er det næste skridt at omgås med sadhuer (sadhu-sanga). Hvem er en sadhu? Sadhu betyder ”hengiven af Krishna”. En sadhu er ikke en mand, der har et stort skæg og en moustache og orange gevandter, men ikke har begreb skabt om Krishna. Det er ikke en sadhu. En sadhu er ham, der er fuldt ud engageret i Krishnas tjeneste. Han har intet andet at gøre end at elske Krishna. Det er symptomet på en sadhu.

Dernæst er det næste skridt bhajana-kriya, at engagere sig en smule seriøst i den Krishna-bevidste proces. For eksempel kom alle disse fyre og piger af nysgerrighed til et af vores centre, og de plejede omgang med de hengiv-ne. Derpå voksede deres tro gradvist, og de begyndte at recitere Hare Krishna og forsøgte at forstå vores filosofi. Derefter meldte de sig: ”Swamiji, vil du ikke give os initiering?” Det er resultatet af sadhu-sanga, omgang med de hengivne.

Denne Krishnabevidstheds-bevægelse er til for at give alle muligheden for at omgås med hengivne af Krishna. Ved at omgås med hengivne af Krishna vil man også selv blive en hengiven. Hvis man omgås med drankere, bliver man gradvist en dranker, og hvis man omgås med hengivne, bliver man gradvist en hengiven. Det er et naturligt forløb.

Så er det næste stadie anartha-nivrtti – at blive renset for alle syndige aktiviteter. Medmindre man er fri for alle syndige aktiviteter, kan man i virkeligheden ikke engagere sig i hengiven tjeneste. Krishna bekræfter dette i Bhagavad-gita (7.28): yesam tv anta-gatam papam . . . bhajante mam drdha-vratah. ”Man kan blive fast forankret i hengiven tjeneste, når man er fri for anarthaer – uønskede ting eller syndige aktiviteter.”

Disse er de forskellige trin i processen til opnåelse af kærlighed til Gud. Først må man have en indledende tro, dernæst må man omgås med hengivne, derefter engagere sig i processen og så komme til stadiet af frihed fra alle uønskede vaner. Når alle ens uønskede vaner er overvundet, vil man have fast tro, nistha, og være i stand til at udvikle sig uafbrudt til prema, kærlighed til Gud.

Mange tak.

Comments are closed.