Af Gaura-Nitai Dasa

Bhumi mata putroham prthivyaha. ”Jorden er min moder. Jeg er Jordens søn.” – Atharva Veda

Det er interessant, at opfattelsen af Jorden som vores moder ikke blot er gammel, men verdensomspændende. I Indien kaldtes hun Bhumi, grækerne kendte hende som Gaia, og her i Norden hed hun Fjorgyn. Vores forfædre var enige trods kontinentale forskelle, og er hun ikke stadig vores mor, selv om vi har tilsløret hendes naturlige skønhed med asfalt, beton og skrald? Men ser vi hende stadig som vores moder, eller har vores moderne omstændigheder materialiseret vores livsanskuelse og afpersonaliseret vores forhold til naturen i en sådan grad, at vi, selv som hengivne, ikke længere ser naturen som en person, vi har et ansvar overfor, men som en ressource, der eksisterer udelukkende for vores skyld, og som vi har ret til at udnytte uden ansvar?

De seneste år er der kommet stadig større fokus på klimaet. Der må gøres noget. Men hvorfor? Ligesom en dygtig læge ikke kun laver symptombehandling, men først identificerer årsagen til sygdommen og dernæst forsøger at reetablere balancen i legemet, er det nødvendigt, at menneskeheden og særligt samfundets ledere genovervejer de tanker og ideer, der har ledt til den nuværende kurs og den følgende trussel mod naturen og det gode liv på Jorden.

Hvad gik der galt? Vi levede i harmoni med Moder Jord i årtusinder. Historisk set er det kun et øjeblik siden, at vi med industrialiseringen begyndte at skide i egen rede uden at tage højde for konsekvenserne. Hvorfor? Tankegangen er tilsyneladende, at naturen eksisterer for vores skyld, og at vi har ret til at udnytte den, som det passer os. Vi tænker på Jorden som en død bold, en stor mængde følelsesløs materie, der flyver rundt i et meningsløst univers. Der er ingen mening med livet ud over sansetilfredsstillelse. Dette verdensbillede giver frit spil til samvittighedsløst at plyndre Jordens ressourcer. Men ser man Jorden som et levende væsen og endvidere som en kærlig mor, som sørger for os, og som vi har et forhold til, er den samme opførsel uacceptabel.

Det er vigtigt at forstå, at verden ikke eksisterer for vores skyld, lige så lidt som organismen eksisterer for cellen. Når mennesket som en celle i forbindelse med helheden lever på bekostning af og ikke til gavn for sin vært, er vi ikke meget bedre end en ondsindet cancer! Det er et sørgeligt faktum, at verden ville klare sig meget bedre uden moderne mennesker. Så hvad er løsningen? Kollektivt selvmord ville fungere i teorien, men det bliver nok svært at få folk med på vognen. Det ville dog sikkert være lettere end at få dem ud af byerne og tilbage på gårdene for at få jord under neglene. Så hvad har vi ellers af muligheder?

Det er selvfølgelig altid godt, at vi bliver mere miljøbevidste. Vi bør sortere vores skrald, købe økologiske råvarer, og hvis man er helt med på beatet, sætte en solfanger op på taget og stemme grønt. Men er det godt nok? Måske for vores samvittighed, men for planeten? Hvis en celle er neutral i forhold til kroppen og hverken er til skade eller gavn, er den grundlæggende ubrugelig. Er det virkelig vores beundringsværdige ambitionsniveau som det mest intelligente liv på Jorden at være ubrugelige? Det må vi kunne gøre bedre.

Men der er så mange problemer i verden, at man fristes til at lægge ansvaret fra sig. ”Jeg kan alligevel ikke gøre nogen forskel alene. Hvad er pointen med at opføre mig ordenligt, hvis andre ikke gør det?” Her kan spiritualitet være en motivation. En god definition af spiritualitet er en tilstand af at føle sig forbundet med verden omkring sig. En forståelse for, at alt udspringer fra den samme kilde, og at vi derfor er relaterede som brødre og søstre til alle de andre levende væsener i denne verden, som er en skole for kærlighed.

Hvis man ser verden som en kærlighedens skole, sig selv som en elev og formålet med vores ophold her at blive uselviske tjenere af Krishna og hinanden, har vi ændret succeskriteriet. Så handler det ikke kun om at redde Jorden, så vi kan leve lykkeligt til vores dages ende, men om at ændre sin bevidsthed og adfærd. Så er det nemt at gøre en forskel (for sig selv først og fremmest). Da er det nemlig for ens egen sjæls ultimative succes, at man lever et klimavenligt liv, som burde være en naturlig følgevirkning af Krishna-bevidsthed. Det skulle gerne være for ens egen skyld og ikke skolens, at man som elev møder op, hører efter og laver sit hjemmearbejde. På samme måde er det for sjælens egen skyld, at ens handlinger harmonerer med Moder Jord som den håndgribelige repræsentant for Krishnas kærlighed til Hans børn.

Hvis man følger skolens program, gør man fremskridt, og der bliver gradvist åbnet op for højere og højere niveauer af viden. Men hvis ikke man følger med i undervisningen, må man tage klassen om, indtil man lært, hvad man skulle. Hvis man nyder et privilegeret, men uansvarligt liv og for eksempel er et forfærdeligt miljøsvin, kan naturen som en betænksom lærestreg anbringe én i en situation, hvor man ikke har mulighed for at frådse. Uanset om karma og reinkarnation er sandt, er det en sund tanke, at vi står til ansvar for vores handlinger. Det ville jo være dumt at spytte i brønden, hvis man skal drikke af den senere.

Så det er først og fremmest i vores egen interesse, at vi opfører os ordenligt. Men også Jordens. Hvis vi vil ændre verdens gang, har vi brug for en revolution. Jeg siger ikke, vi skal finde guillotinen frem og hugge hovedet af rige mennesker. Førhen betød ordet revolution egentlig bare en omdrejning, og når man har taget en hel omdrejning, er man tilbage, hvor man startede. Jeg tænker ikke på stenaldermanden, der sidder med sit spyd og helsteger vildsvin over åben ild, men et værdimæssigt udgangspunkt, fra før vi satte mennesket i centrum og vedtog, at Jorden eksisterer udelukkende for vores skyld. Hvad hvis vi satte Moder Jord før os selv og anerkendte, at vores livskvalitet er forbundet med hendes? Den stoiske filosof Marcus Aurelius sagde engang: ”Hvad der ikke er godt for bikuben, kan umuligt være godt for bien.” Det er værd at tænke over.

Det ville være interessant, hvis man kunne interviewe en kræftcelle og spørge ind til dens livskvalitet! Har den det godt med at leve som en parasit? Eller er dens oplevelse af eksistensen noget tilsvarende det moderne menneskes, der på trods af den fremmeste materielt komfortable situation stadig oplever depression, stress og angst? Spørgsmålet er, om man overhovedet kan leve lykkeligt som en del af en helhed, der lider? Måske i en vrangforestilling om, hvad et lykkeligt liv er, hvordan det ser ud, og hvordan det føles – men i virkeligheden?

Det er intet galt med materiel komfort, men det skal gøres på den rigtige måde. Hvis man fælder et træ, planter man fem nye. Jorden er rig, og behandler vi hende ordenligt, kan hun belønne os i overflod med livets fornødenheder. Det er i allerhøjeste grad i vores egen interesse at være gode celler, som samarbejder for et overordnet godt helbred. Det betyder, at vi må være villige til at justere vores livsstil og tankegang, stemme med vores penge, agere som forbilledlige eksempler på et retskaffent liv og lægge pres på de industrier, der fungerer som cancer for miljøet. Det er vores pligt at assistere Moder Jord efter bedste evne – at gøre tjeneste med hjertet, hænderne, vores velstand og intelligens. Jorden er vores Moder. Vi er Jordens børn.

Comments are closed.