Af Dhanudhara Swami og Akincana Krishna Dasa

Det følgende er et interview med Sripad Aindra Prabhu til en bog, Kirtan Meditations: The Mood and Technique of Bhakti Kirtan, som Dhanurdhara Swami og Akincana Krishna Dasa arbejdede på.

Aindra Prabhu blev indviet af Srila Prabhupada i 1974 i Washington DC. I 1986 genoplivede han den 24-timers kirtana, som Srila Prabhupada havde startet i 1975 i Krishna-Balarama-templet i Vrindavana, Indien. De næste 24 år ledte han denne kirtana og gjorde den berømt over hele verden. Han døde den 16. juli 2010, men huskes stadigvæk for sine melodiske kirtanaer, der er fyldt med hans hengivenhed til Radha og Krishna. Interviewet er lavet kort før hans bortgang.

At lave kirtana for Srila Prabhupada

Aindra Prabhu: Da Srila Prabhupada besøgte Washington i 1976, plejede vi alle kort at gå forbi hans værelser, før vi fortsatte over i templet til Deiteterne. En morgen blev mrdangaen på en eller anden måde lagt i mine hænder, og jeg fik besked på at lede kirtanaen. Jeg formoder, at der var ikke andre til at gøre det, så jeg forsøgte at spille, så godt jeg kunne på en meget enkel måde. Jeg gik direkte forbi Srila Prabhupada, der stod med siden til mig, da han pludselig vendte sig mod mig, løftede hovedet på sin typiske kongelige måde og med et meget positivt godkendende blik udbrød: “Jaya!”

Det var det eneste ord, han sagde til mig i hele mit Krishna-bevidste liv. Men det ene ord var ladet med så megen inspiration og kraft. Hvordan bar jeg mig ad med at få et “Jaya!” fra Srila Prabhupada? Det var enkelt – jeg lavede harinama-sankirtana. Jeg tænkte: ”Hvorfor ikke fortsætte med at lave harinama-sankirtana, da i det mindste den simple tjeneste fik et ‘Jaya!’ fra Srila Prabhupada.” Det har været min ide lige siden.

At synge med renhed

Harinama-sankirtana betyder at synge det hellige navn højt til gavn for andre. Vi bør seriøst overveje, i hvilken grad vi gavner andre og også i hvilken grad, vi gavner os selv. Der er tilsyneladende kirtana og virkelig kirtana. Kun sankirtana, hvor det rene navn synges, er virkelig sankirtana. Hvis man begår forseelser imod navnet og blot udtaler stavelserne “Hare Krishna”, er det ikke virkelig sankirtana. Man må omhyggeligt passse på de forseelser, der skal undgås, når man synger.

Spørgsmål: Kan du fortælle om de forskellige former for sang?

Aindra: Der er bhukti-nama, sang med forseelser, der resulterer i materiel vinding. Der er mukti-nama, skyggen af sang, der resulterer i befrielse. Og der er prema-nama, ren sang, der resulterer i prema-bhakti, ren kærlighed til Gud.

Bhukti-nama betyder sang med forseelser. Ved at synge med forseelser kan man kun gavne andre ved at forøge deres materielle fromhed. Bhaktivinoda Thakura bemærker derfor, at en ren hengiven ikke bør deltage i kirtana, der ledes af dem, der begår forseelser mod det hellige navn. Hvem er det, der begår forseelser? Det er dem, der laver kirtana med et ydre motiv for øje – som synger for pengenes skyld, for at forøge deres seksuelle tiltrækning eller gør det for navn og berømmelse. En sådan sang kan i bedste fald kun resultere i materiel tilfredsstillelse.

Så er der mukti-nama eller namabhasa. Ved en sådan sang bliver man ikke blot gradvist befriet fra al materiel forurening, men befrier også andre fra materiel eksistens. Ved at høre andres højlydte sang af namabhasa kan man med andre ord opnå befrielse fra materiel eksistens. Det lyder godt, ikke sandt? Det er helt sikkert bedre end at være bundet i den materielle verden. Men igennem en sådan kirtana alene kan man ikke indgyde bhakti i hjertet på andre, der hører den kirtana, for namabhasakirtana minder kun om det hellige navn, men er ikke det hellige navn.

Herren Caitanyas bevægelse er prema-nama-sankirtana bevægelsen. Dens formål er at give den højeste gavn, ren kærlighed til Guddommen. Hvis man derfor virkelig ønsker at gøre det bedste for sig selv og andre, må man vække ren hengivenhed til Radha og Krishna og til Sri Caitanya. For at opnå det formål må vi synge rent.

Jagadananda Pandita anbefaler derfor i Prema Vivarta, at hvis man gerne vil løfte sin sang til niveauet af det rene navn, bør man udføre sankirtana (såvel som japa) i selskab med dem, der synger det rene navn. Kun da kan sankirtana give det største udbytte.

Renhed er hovedsagen – musikstil kommer i anden række

Den vigtigste ingrediens i kirtana er mentaliteten, med hvilken den gøres. Hvis man synger med forseelser eller synger for at opnå befrielse, vil man ikke få bhakti eller kunne give bhakti til andre.

Det er lige meget, om man akkompagnerer kirtanaen med karatalaer, mrdangaer og harmonium, bruger et trommesæt, elektrisk keyboard og basguitar, smykker kirtanaen med fløjte og violin eller blot klapper i hænderne.Man kan synge meget melodiske klassiske ragaer, eller man kan synge hæs, helvetisk, heavy dødsmetal for at tiltrække bestemte grupper af folk. Man kan synge ti melodier på en time eller den samme melodi i ti timer, synge til komplekse rytmiske måder eller blot til en simpel rytme. Man kan have en hoppende, dansende kirtana eller en meget langsom, eftertænksom kirtana. Det er lige meget, hvad man gør, eller hvordan man udsmykker kirtanaen, men hvis en sådan sang ikke gøres med ren hengivenhed, vil den aldrig nogensinde vække bhakti i hjertet på nogen.

Det virkelige spørgsmål: Synger vi suddha-nama?

Hvis vi på den anden side synger suddha-nama, vil vi få prema, der er sjælens største behov. En sådan sang er virkelig kirtana, og den giver en ægte, evig gavn ved at ophøje sjælen såvel som andres sjæle. Det er virkeligt velfærdsarbejde, ikke blot materiel altruisme eller befrielse fra gentagen fødsel og død. Det er derfor det arbejde, der er bestemt til at hjælpe andre til at genoprette deres oprindelige slumrende kærlighed til Gud og opløfte deres sjæl til niveauet af den rene tilfredsstillelse, der er baseret på uforfalsket ren hengivenhed.

Hvis man ved nåden fra suddha-nama har evnen til at gavne folk på den måde, er det ligegyldigt, hvordan man udsmykker kirtanaen med akkompagnement og teknisk færdighed.

Det virkelige spørgsmål er da, om vi virkelig gavner andre ved at synge suddha-nama.

Spørgsmål: Bør vi ikke spille sankirtana, hvis vi kun kan synge på et lavere niveau?

Aindra: Nej, det siger jeg ikke. Men vi bør vide, at vi ikke rigtigt manifesterer den virkelige form af kirtana, hvis vi ikke synger uden motiv, hvor suddha-nama manifesterer sig.

Raga-kirtana

Det er også vigtigt at kende til betydningen af raga-kirtana. I musikalsk sammenhæng refererer raga til passende melodier. Det klassiske indiske system af ragaer er helt sikkert brugbart i kirtana, men virkelig raga-kirtana overskrider de blotte musikalske hensyn. Det er kirtana på niveauet af bhava, hengivenhed med spontane følelser.

Ordret betyder raga tiltrækning eller kærlighedsfyldt tilknytning. I kirtana refererer det til melodier, der skaber en tiltrækkende stemning, der påvirker hjertet og forøger kærligheden. Det betyder ikke, at raga kun handler om at gøre musikken tiltrækkende for os selv og andre. Det betyder at lave kirtana på en sådan måde, at Krishna bliver tiltrukket til vores kirtana. Det er kirtana, hvor Krishna er tiltrukket af vores kærlighed, der udtrykkes igennem den stemning, vi skaber for Hans tilfredsstillelses skyld.

Det princip af tiltrækning er ekspansivt. Når man tilfredsstiller Krishna, tilfredsstiller man hele skabelsen. Således tilfredsstilles alle automatisk og tiltrækkes, når sankirtana gøres udelukkende for at glæde Krishna.

Instrumenteringen i kirtana kan således sammenlignes med en masse nuller. Nuller, selv mange nuller, har kun værdi, hvis der stilles et ettal foran dem. Så får man da enten ti, hundrede, tusinde eller selv en million. På samme måde har musikalsk talent ingen værdi i sig selv, men ekspanderer eksponentielt i værdi, når suddha-nama stilles foran. Og uden det ettal i form af suddha-nama, der er mentaliteten af at ofre kirtanaen for Krishnas tilfredsstillelse skyld, er al den bedste musik og instrumentering blot nul.

Vi bør imidlertid hæfte os ved, at der står ikke i Govinda Lilamrta, at gopierne spekulerer over, hvorvidt Krishna accepterer eller ikke accepterer deres hundreder og millioner af nuller, dvs. deres ubegrænsede musikalske talent i udførelsen af kirtana. Det gør de ikke, for deres kirtana sker udelukkende for Hans tilfredsstillelses skyld. De tænker aldrig: ”Vi må hellere lade være med at lave den musikalske instrumentering for god, for måske bliver vi fanget af vores egne ønsker om at nyde den musikalske lyd, og så vil Krishna ikke acceptere vores kirtana.” Tværtimod benytter gopierne sig af alle de komplicerede musikalske og rytmiske arrangementer, der findes i Herren Brahma og de højere planetsystemers indbyggeres musik og selv i de endnu vanskeligere musikalske arrangementer hos Laksmi-Narayana og Vaikunthas indbyggere. Men uanset hvilke musikalske prydelser de brugte, blev de alle gjort uden antydning af noget ydre motiv.

Der står skrevet i sastra, at når Krishna spiller på Sin fløjte, er det så kompliceret og overvældende, at halvguder som Herren Brahma bliver forvirrede, og Herren Siva falder bevidstløs af tyren Nandi. Så vi kan ikke påstå, at kun enkle melodier og harmonier tilfredsstiller Krishna. Krishna nyder et bredt spektrum af oplevelser, af hvilke mange er komplekse. Hvis Krishna kun nyder enkle præsentationer, hvorfor skifter vi da Deiteternes tøj to gange om dagen? Det er den samme Krishna, men det nye tøj tillader os at værdsætte Ham på en ny, frisk måde. Når vi på samme måde ser Krishna udsmykket i forskellige ragaer eller melodier, forøger den skabte stemning vores værdsættelse af Krishnas skønhed i form af Hans navn. I stedet for kun at udsmykke Ham med ét sæt tøj, et rødt sæt hele tiden, udsmykker vi Ham somme tider i blåt tøj eller gult tøj, der danner en pragtfuld kontrast til Krishnas mørke krop. Men så klæder vi Ham somme tider i et lyserødt sæt tøj, der får Krishnas skønhed frem på en lidt anden måde. Nogle gange klædes Han i en enkel udsmykning og nogle gange i meget kompleks udsmykning. Den simple udsmykning får Krishnas kropslige form til at se lille smule mere kompleks ud, imens den komplekse udsmykning får Krishnas simple skønhed og blidhed frem på en anden måde. På nøjagtigt den samme måde kan vi få det hellige navns enestående skønhed frem med forskellige raga-udsmykninger.

Hvordan kan det være, at vi ofrer Krishna et festmåltid og ikke kun khichari. Naturligvis var Krishna tilfreds med at spise Sanatana Gosvamis hvedeboller uden salt, for de blev ofret med hengivenhed, men de var også alt, han havde. Skal vi tro, at gopierne kun tilbyder Krishna khichari hver dag? Hvordan kan det være, at Radharani altid laver forskellige mælkeretter? Det gør hun for at friste Krishna, for at forøge Hans appetit, for at fortrylle Ham og for at overbevise Ham om, at Hun virkelig elsker Ham. Så når vi på samme måde laver et dejligt festmåltid til Krishna, ofrer vi så mange forskellige ting til Ham.

Der er plads i Krishna-bevidsthed til at gøre alting førsteklasses og bedre end førsteklasses og ofre alle disse hundreder og tusinder af nuller af førsteklasses arrangementer til glæde for Krishna. Derfor er kirtana-arrangementerne alle førsteklasses og gøres blot for Krishnas tilfredsstillelses skyld uden noget andet hensyn. Det er raga-kirtana.

Spørgsmål: Kan Krishna bedst lide indisk klassisk musik?

Aindra: Ja, hvorfor ikke, men det altoverskyggende princip er at glæde Krishna. Govinda Lilamrta beskriver, at gopierne brugte hundredvis og tusindvis af ragaer, og de spillede ikke engang ragaerne i henhold til de strenge regler om de rigtige tidspunkter. De spillede alle former for ragaer, ragaer til dagtimerne, årstids-ragaer, alle former for ragaer i løbet af én nats rasa-lila. Ikke kun nød de forskellige allerede etablerede ragaer, men de blandede ragaer, og de skabte nye ragaer, der var kombineret med uhyre kompleks mrdanga-spil og uhyre kompleks dans. Det beskrives, hvordan en gopi kom ud midt på arenaen, og hun trådte med sine fødder én gang, derefter to gange, dernæst tre for at overbevise publikum om, at hendes ankelklokker virkede. Så begyndte hun at danse på så enestående en måde, at på trods af alle hendes komplicerede fodbevægelser ringede hendes ankelklokker ikke. Krishna og Radharani og alle sakhierne udbrød: ”Bravo, bravo, flot!” Hun havde masser af talent, men det var for at glæde Krishna og alle de hengivne.

Men på den anden side spurgte Srila Prabhupada en pujari om, hvad en konfekt med carob og jordnøddesmør på Deitetstallerkenen var for noget, og han misbilligede den. ”Lad være med at ofre den slags til Deiteterne. Jeg har givet jer så mange former for konfekt, som Krishna kan lide at spise.” Så der er ting, som Krishna foretrækker. Det indiske klassiske raga-system er noget i den retning – et musiksystem, som Krishna sætter pris på, men det betyder ikke, at Krishna ikke kan sætte pris på nye ragaer, der går ud over de gamle etablerede ragaer, når de skabes for at glæde Ham. (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.